– Her på den anden side af jul og nytår var det endelig muligt at få luftet båden, og med fire fisk på knap tre timers fiskeri er det svært, at være andet end tilfreds, lyder det fra Tue Blaxekjær. – Dagens største fisk var en flot blank havørred på cirka 70 cm og godt 4 kilo. Fisken blev fanget på et Rhino Trout Killer blink i farven gold swedish flag, som blev fisket tre meter nede på seks meter vand. Efter fisken havde hugget og udløst klemmen, fulgte den stille og roligt med ind til båden, og jeg var overbevist om, at det blot var endnu en mindre fisk, som havde ladet sig overliste.
– Det var først, da havørreden var 15 meter fra båden, at den bekendte kulør ved først at vise sig i overfladen for derefter at tage et pænt udløb. De næste minutter gik med at udtrætte fisken, så den kunne nettes. Denne sidste del af fighten gik forbavsende godt og Rhinos nye 2-delte Trolling Wizard stang arbejdede godt i hele klingen, så det var muligt at holde et perfekt pres på fisken, så den konstant blev tvunget ud af balance.
– Jeg har efterhånden prøvet mange forskellige trollingstænger, og ofte har jeg oplevet, at stængerne enten er for bløde eller kraftige, når det kommer til trolling efter havørred. Er stangen for blød, kan man ikke presse fisken ud af balance og derved fighte fisken optimalt. Er stangen for kraftig, har den svært ved at absorbere hovedrysten og hidsige udløb fra fisken på nært hold, og chancen for at den mistes er derfor stor. Jeg har derfor de sidste to år udelukkende fisket med Rhinos Wizard og Power Wizard stænger, da de i min optik er perfekte til trolling efter havørred. Fisken blev nettet i første forsøg, og med en pæn blankfisk i båden er turen hjem mod havnen altid en fornøjelse.

Tue Blaxekjærs fine trollingørred faldt som så mange andre havørreder for Rhinos Trout Killer blink.