– Efter hektisk fiskeår i sidste år og en meget tiltrængt juleferie, var batterier igen ladet op til endnu en fisketur, fortæller artsfiskeren Mark Hemmingsen. – Jeg besluttede lidt spontant kl. 22 d. 2. januar, at tage på en lille artsfisketur. Første stop var ved en lokal sø, hvor jeg hurtigt fangede hork, aborre og trepigget hundestejle. –Herfra var planen at køre en længere tur mod et østjysk havneområde i jagten på lidt forskellige fiskearter, herunder den eftertragtede sortvels.
– Da jeg ankom ved havnen, var der roligt og tørt, så jeg fik hurtigt pakket nogle stænger ud og monteret en modificeret fladfiskeforfang, hvor der kun er en enkelt krogtafs og linestykket ned til loddet kortet af. På krogen blev monteret rejer, og taklerne blev nu firet ned forskellige steder langs boltværket ved havnen.
– Der skulle gå nogle timer, inden jeg fik det første rigtige hug fra en fisk, men den blev desværre ikke hængende. Cirka 30 minutter senere kom der igen et godt hug, og denne gang, sad den ønskede fiskeart på krogen – nemlig en flot sortvels. Efter et par hurtige fangstbilleder fik sortvelsen sin frihed igen. Jeg missede et hug mere, og lidt efter klokken 5.00 valgte jeg at stoppe, og lettere gennemblødt efter de mange kraftige regnbyger, kunne jeg glad køre den lange tur hjem igen.

Klimakset på nattens fisketur var denne flotte sortvels til Mark Hemmingsen.