feb 8, 2022 | Nyheder
– Efter lang tids venten, åbnede Argentina endelig deres grænser efter en længerevarende nedlukning af landet, fortæller Rene Gerken. – Det betød, at vi kunne se frem til vores tur til elven Rio Gallegos efter de eftertragtede argentinske havørreder. Jeg har guidet på elven for mange år siden, så jeg var virkelig spændt på at se elven, naturen, dyrelivet og ikke mindst om fiskeriet levede op til de gode minder jeg har haft I så mange år siden det sidste besøg.
– Turen gik langt over vores forventninger, og efter en alt for lang rejse, kunne vi allerede den første aften notere os for tre havørreder mellem 60-85 cm i fangstbogen. Det gode fiskeri fortsatte turen ud, med kun en enkelt dag hvor fiskeriet var rigtig svært grundet hård opstrøms vind. Om dagen fiskede vi med flydeliner og intermediate spids samt lange forfang, som endte i 0,22 og små str 8-10 krogfluer. Om natten skiftede vi om til lidt tykkere forfang på ren flydeline og fiskede med store sorte rørfluer.
– Efter otte fiskedage var det blevet til 42 havørreder til tre mand med den største på lidt over 10 kg. Derudover fik vi en masse bækørreder op til 60 cm samt enkelte regnbueørreder. Turen er selvfølgelig booket igen, for hvem kan sige nej til fiskeriet efter disse flotte fisk – omgivet af flamingoer, bæltedyr, alpakaer, nanduer samt fantastisk lokal argentinsk mad og vin.
– Turen var lavet i samarbejde med det argentinske firma KarkuFlyfising og du kan se flere billeder fra turen ved at følge René Gerken på Instagram her.

Rene Gerken med en af sine store havørreder fra argentinske Rio Gallegos. Øverst på opslaget ses Sebastian Mylsted-Schenstrøm med en pragtfuld havørred.

Ørreden stortrives i Rio Gallegos, selvom den ikke er en oprindelig art i Sydamerika. Her er det Emil Nielsen med et flot eksemplar.
feb 8, 2022 | Nyheder
– Jeg har nu i 2 ½ år dyrket havørredfiskeriet i hvad nogle måske mener er en ekstrem grad men for andre – bare normale sæsoner. Sådan lyder det fra Kasper ”Synz” Jakobsen. – Jeg har kørt det meste af Danmark tyndt og har haft fiskestangen med, hvor det var muligt og ellers kunne lade sig gøre. Jeg ynder også at fiske diverse turneringer og bistå i vandplejen rundt omkring i Danmark. Alt dette har bragt mig over diverse broer og til hidtil ukendt vand. Dog skulle denne søndag spenderes i hjemmekendt vand, da jeg meget gerne fisker på Sjælland og udvider mit kendskab til mine pladser.
– Lørdagen var brugt i svigerfamiliens selskab, og jeg havde grundet arbejde ikke haft mulighed for at komme ud weekenden forinden. Så det kriblede i fingrene og kildede i tæerne for at komme afsted. Jeg fik hurtigt stablet en aftale på benene med en kollega, men ham og vennerne skulle først mødes kl. 13 i Roskilde Fjord, da de satsede på lidt varmere vand. Men – jeg ville gerne afsted tidligere, så jeg var på en anden plads på den åbne kyst klokken 8.30. Her mødte jeg Søren. Han var ikke en jeg kendte, men kender vi ikke alle det, at man hurtigt falder i snak med andre fiskere. Jeg spurgte om Søren ville gøre mig selskab, da jeg alligevel havde en bagkant et par timer senere, hvilket han takkede ja til.
– Vi gik mod pladsen, og jeg ynder gerne at snakke med garvede fiskere, for der er nok altid noget at lære – ligesom at vi yngre, måske også kan lære lidt nye tricks fra os. Efter en rask gåtur ankom vi til den nordlige del af pladsen og påbegyndte vores fiskeri sydover. Vinden var i vest og der skulle komme et større vandskifte inden for de næste par timer. Til at starte med var vandet forholdsvis fladt og solen tittede frem ofte. Et par grønlændere fulgte gennemløberne, men nægtede ellers at lege med. Skyerne trak for solen og virkede lettere truende, samtidig med at vandet rejste sig, og der kom lidt gang i overfladen. Det var dog ikke rigtige bølger, men svage skvulp ramte mine waders.
– Jeg havde gået med en lyserød/sølv gennemløber, men skiftede til et af mine rå blanke agn. 2 kast senere og 50-60 meter ude, mærkede jeg et puf. Duk-duk… stilhed og et langt spinstop. Jeg kiggede på Søren og sagde, nu kommer den! Så tog jeg en omgang på hjulet og ganske rigtigt – SLAM! Fisken fulgte lidt med til at starte med, og jeg blev egentlig i tvivl om kaliberen på den. Men da den først begyndte at søge nedad og ryste med hovedet var jeg ikke i tvivl! Først tog fisken et kort udløb udad. Derefter løb deb 50 meter mod højre efterfulgt af en kort pause. Så tog den den samme tur mod venstre – mens bremsen skreg. Jeg lod stang og hjul gøre arbejdet, og efter 5-7 minutter, der i situationen føles for langsomt, kom fisken i nettet. Det var egentlig først her, at jeg så hvilket smukt kæmpe væsen, der var kommet ind over netkanten. Jeg udbrød vist nok ”Yes”! rimelig højt, men hvilken forløsning! Efter 2,5 år gennem utallige ture i regn, sne og blæst kom denne smukke sag i nettet. Følelsen var ubeskrivelig og der går nok en rum tid, inden jeg kommer til at mærker den samme fornøjelse igen – så den vil jeg hermed nyde i fulde drag et par dage endnu. Fisken blev taget på en Westin W10 Spin med et Shimano Excense 3000. Agnen var en rå, blank Silling fra OGP i 17 gram.
Havørreden var 71 cm lang og vejede 3758 gram.
feb 7, 2022 | Nyheder
– Der kan være langt imellem overspringerne, men er man besluttet og sikker i sin sag, så skal man nok finde nogen, fortæller Thor Bentzen. – Vi lagde derfor en plan i forhold til vind og vandstand – og ankom til pladsen, hvor vi mødte to af vores venner Claus Kroman og Lars. Herefter stod den på både hygge og fiskeri, og vi voksne fik lidt grønlændere. Marco fiskede super koncentreret, og fik så et kanon hug på hans UL-stang, men efter en kort fight tabte han den. Vi så blinket i overfladen. – Pis sagde han, men med is i blodet tilføjede han, at der er flere, for de går i flok – og så fiskede han ellers videre med blinket. Pludselig fik han et kanon hug, hvorefter en mere en vild fight startede med lange udløb. Fisken ville bare ikke overgive sig. Efter lidt tid lagde jeg hånden på hans skulder, for han var helt stille. Han dirrede helt. – Jeg kan ikke mere far, du skal overtage, sagde han… – Er du sikker spørger jeg. – Helt sikker far, svarede han.
– Med disse ord overtog jeg stangen, og jeg var rædselsslagen for at miste hans fisk. Efter en del tovtrækkeri frem og tilbage lykkedes det dog at få den i nettet: High-five og krammer. Det var en helt og aldeles fantastisk oplevelse med ham, og fedt at vi kunne dele den med Claus og Lars.
– Fisken huggede på en Snapper i hot pink og grøn på 7 gram. Det var åbenbart det, som der skulle til den dag. Fisken der var 64 centimeter er hans nye PR.
feb 7, 2022 | Nyheder
– Jeg havde mig lige en fridag i dag, så jeg skulle naturligvis ud og lufte stangen, fortæller Rasmus Wølck. – Efter weekendens artskonkurrence i søen skulle jeg lige ud og se, om der kunne gemme sig en enkelt ørred eller to. Jeg vidste, at jeg skulle finde ørrederne nede på bunden, så jeg satte en Bulldog 7 gram på og startede mit fiskeri.
– Men vejret var ikke med mig. Storm, hagl og regn gjorde ikke fiskeriet nemt. Der skulle gå hele 60 minutter, før jeg havde kontakt til en bækørred på mit sort/orange blink. Henrik Jul var ved søen, så han kom til undsætning for at tage et billede. Jeg blev på pladsen og startede fiskeriet igen – bare med en anden farve – orange/glow – og igen sagde det hurtigt booom. Lige foran mig huggede endnu en bækørred knaldhårdt, og den gav ikke op, før den lå i nettet.
– Herefter fiskede jeg videre uden kontakt, så den sort/orange kom på igen og få kast senere, var der bud efter blinket igen. Endnu engang havde en bækørred nappet blinket, og jeg så mig som vinder af kampen, da jeg nettede endnu en. Men så smed jeg tre bækørreder – den ene lige ved netkanten. Det var en rigtig stor bækørredhan med en kæmpe kæbe krog, der slap min bulldog og vendte retur i søen. Alle mine fisk fra i dag var i sø 1. Hvad der kendetegner fiskeriet pt. er, at man skal ned og hente ørrederne, da de står dybt. Og de er ikke nemme. Min bulldog 7 gram sort/orange er godt slidt, men med god grund. Den har nemlig fanget et hav af ørreder i både Sverige og Danmark igennem 2 år nu, så detr kunne godt være, at den snart skulle afløses af en ny.
feb 7, 2022 | Nyheder
– Min makker Dennis og jeg havde planlagt en tur efter sandart, fortæller Allan Larsen. – Båden var booket, men igen så det ud til at vi skulle kæmpe med vejrguderne. Nå men vi ankom til søen klokken ni om morgenen som planlagt. Heldigvis stod vinden i det rigtige hjørne af søen, hvor vi tidligere havde haft OK fiskeri efter sandart. Vi vidste også, at der kunne være store gedder i det område. Nå men vi sejlede ud på søen I skyet vejr med god vind, og imens kiggede vi efter stimer af byttefisk på loddet. Snart fandt vi nogle stimer med store fisk omkring. Det var bare helt perfekt.
– Vi besluttede os for, at det var her vores dag skulle bruges. Mit grej var blevet passet ind efter de sky sandart. Det vil sige en blød stang med et paternoster takel, 0.40 fluorocarbon forfang og to små trekroge – og så en mindre skalle. Vi fik sat grejet, og efter omtrent en 1 times tid bøjede min stang, Jeg gav et hurtig modhug – og bum, så var der fast fisk i den anden ende. Den var tung, men lavede så mange hurtige hovedrusk, at jeg blev i tvivl om, hvorvidt jeg havde fejlkroget en mellemstor fisk. Efter cirka fem minutters fight indså jeg, at dette kun kunne være en stor fisk. Nu kom det dybe, lange træk, og jeg kunne intet gøre. Hver gang jeg fik lidt line ind, så tog den bare endnu et udløb, som jeg ikke kunne gøre noget ved. Så det var fisken, der styrede hele showet i de næste 10 minutter. Jeg kunne kun være tålmodig og ikke prøve at dumme mig. Endelig kom den til overfladen, og hold nu op – det var en meget stor gedde. Dennis fisk styret båden perfekt i den hårde vind, samtidig med at han fik nettet fisken. Der var ingen tvivl om, at den her var i en speciel kaliber. Og en ny PR kunne også blive en realitet, for den sad perfekt kroget.
– Sikkert landet kom spørgsmålet så: Hvor stor var den egentlig? Under en hurtig tur i slyngen, blev vægten presset ned til 15 kilo+, og vi tog et par hurtige billeder. Målebåndet sagde 125 cm i længden og 62 cm om livet. Så fik gedden sin frihed igen og svømmede hurtigt mod bunden af søen igen. Da vi fik vejet slyngen efterfølgende kom svaret: Den ramte de 15 kg – og så var der stor jubel i båden. Mit livs største gedde – hvilken fisk!
feb 7, 2022 | Nyheder
Martin Millinge Floutrup og hans søn Aston har netop været en tur på Øresund for at teste sin nye Ramasjang stang samt indholdet af Astons nye Little Viking fiskekasse fra Kinetic. – Da vi var ude i det hotte område på 5,5 meter vand valgte Aston helt selv et par blink fra kassen, og inden længe var der pludselig dobbelthug. Den fine havørred, som du ser på billedet, blev heldigvis hængende på blinket, som blev fisket uvægtet efter en sideplaner. Aston var selvfølgelig ikke til at skyde igennem, og det hele endte med, at fisken skulle gives til hans pædagog i FFO´en, hvor han lige er startet her den første februar.
Har du selv været ude med familien, så send os et par gode fotos samt en lille historie om jeres tur. Send det til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
feb 6, 2022 | Nyheder
Mejserne pipper, der er en snert af forår i luften og det milde vejr, har lokket rigtig mange danskere ud til de lokale put and take søer her i weekenden. En af dem, der har haft stor succes er Ulrik Møller:
– Lørdag gik turen til Tusaagaard Put and Take i håbet om at fange specialørred, beretter han. – I starten mærkede jeg kun lidt småpuffen til mit blink, så jeg skiftede lidt mellem farverne, men kunne ikke rigtigt få dem til hugge.
– Fast besluttet på at få fisk med hjem, skiftede jeg til et lille Pongo gummidyr, og allerede ved en af de første små buske, jeg kastede ind til, kom der et solidt hug. Fisken kæmpede virkelig godt, og efter en del hårde rusk samt seje udløb gled en flot tigerørred på knapt 2,7 kilo i nettet. Fiskeriet fortsatte, og efter lidt tid skiftede jeg til en kobber fidus. Det var tydeligvis den helt rette medicin, for kort efter huggede en gudesmuk bækørred på 1,750 kg, slutter han.
Har du selv været ude at dyppe snøren i din lokale put and take, så send os et par linjer og et godt foto af din fangst. Du kan kontakte redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
feb 6, 2022 | Nyheder
Vind og store bølger er ofte gode forhold, hvis man vil have storørreden til at hugge, men sådan var det ikke forleden, hvor der alligevel kom adskillige gode fisk på land.
En af dem, der har haft godt tur i fiskeriet på trods af fladt vand er Maik Vierthaler, der fisker på Østersøkysten i området omkring Rostock – lige ovre på den anden side. – Det var helt klart ikke optimale forhold, men jeg havde besluttet mig for lige at tage en rute på halvanden time, hvor der desværre ikke rigtig skete noget, fortæller han. – Så var det tid til at vende om, men inden jeg gjorde det, skiftede jeg til at nyt Grizzly blink. Kort efter fik jeg et voldsomt hug, og havørreden leverede en fantastisk fight. Efter noget tid kunne jeg lande den flotte blanke havørred, som du kan se på billedet. Vægten sagde 3,3 kilo og længden var 67 centimeter, slutter han.
Så skal du et smut til Tyskland, så fik du lige lidt inspiration til hvilke muligheder, der er langs den nordtyske østersøkyst. Du kan få meget mere inspiration til kystfiskeriet på den anden side af Østersøen i fiskogfri.dk´s artikelarkiv på fx Fehmarn her.
Skulle du være så dygtig og heldig at fange en 5 kilo+ blank havørred på en Westin agn kan du i Westin Kystcup 2022 vinde en Westin W10 Kyststang til en værdi på 7499 kroner. Læs mere om konkurrencen her.
Som gratis abonnent på Fisk & Fris Youtube kanal kan du i denne uge også vinde en masse GULP Alive børsteorm mm til forårets bombardafiskeri.
feb 5, 2022 | Nyheder
– Med min nye håndbyggede stang i bilen og en GPS, som tog mig igennem mange små landeveje, kom jeg for sent til vores aftale igen, fortæller Alencito Bello. – Morten stod allerede klar og parat, da jeg kom. Vi gik ned til spottet, humøret var højt, og vi kom ned til et blikstille hav. Allerede fra første kast kunne jeg mærke, at der var noget særligt på færde, og jeg fortalte Morten, at jeg havde en god fornemmelse. Jeg kastede ud igen og mærkede et dybt hug, og så begyndte det, at trække i linen.
– Med det samme vidste jeg, at det var en stor krabat, men det var først, da jeg kunne ane den i vandoverfladen, at jeg forstod, hvor stor den rent faktisk var. Shit, det her er drømmefisken, tænkte jeg!! Jeg mærkede straks nervøsiteten og angsten for at miste den, og jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg skulle bevare roen.
– Det spændte mere og mere i min biceps, og fisken tog et udløb, som jeg aldrig glemmer. Da den var træt, nettede Morten den for mig og fik den op på land. Man kunne sikkert høre os langt væk, som vi skreg af glæde. Vi målte den til 76 cm. Jeg havde ingen vægt, så vi måtte en tur til min grejpusher for at købe en. De sagde, at jeg skulle tage fisken med ind, og vi fik den vejet til 5,8 kg. Adrenalinen pumper stadig i min krop, imens jeg skriver dette to dage efter – og tænker hvad nu? Nu har jeg jo fanget min drømmefisk. Men jagten på en ny PR fortsætter, slutter han.
—-
Som gratis abonnent på Fisk & Fris Youtube kanal kan du i denne uge iøvrigt vinde en masse GULP Alive børsteorm mm til forårets bombardafiskeri.