– Min makker Dennis og jeg havde planlagt en tur efter sandart, fortæller Allan Larsen. – Båden var booket, men igen så det ud til at vi skulle kæmpe med vejrguderne. Nå men vi ankom til søen klokken ni om morgenen som planlagt. Heldigvis stod vinden i det rigtige hjørne af søen, hvor vi tidligere havde haft OK fiskeri efter sandart. Vi vidste også, at der kunne være store gedder i det område. Nå men vi sejlede ud på søen I skyet vejr med god vind, og imens kiggede vi efter stimer af byttefisk på loddet. Snart fandt vi nogle stimer med store fisk omkring. Det var bare helt perfekt.

– Vi besluttede os for, at det var her vores dag skulle bruges. Mit grej var blevet passet ind efter de sky sandart. Det vil sige en blød stang med et paternoster takel, 0.40 fluorocarbon forfang og to små trekroge – og så en mindre skalle. Vi fik sat grejet, og efter omtrent en 1 times tid bøjede min stang, Jeg gav et hurtig modhug – og bum, så var der fast fisk i den anden ende. Den var tung, men lavede så mange hurtige hovedrusk, at jeg blev i tvivl om, hvorvidt jeg havde fejlkroget en mellemstor fisk. Efter cirka fem minutters fight indså jeg, at dette kun kunne være en stor fisk. Nu kom det dybe, lange træk, og jeg kunne intet gøre. Hver gang jeg fik lidt line ind, så tog den bare endnu et udløb, som jeg ikke kunne gøre noget ved. Så det var fisken, der styrede hele showet i de næste 10 minutter. Jeg kunne kun være tålmodig og ikke prøve at dumme mig. Endelig kom den til overfladen, og hold nu op – det var en meget stor gedde. Dennis fisk styret båden perfekt i den hårde vind, samtidig med at han fik nettet fisken. Der var ingen tvivl om, at den her var i en speciel kaliber. Og en ny PR kunne også blive en realitet, for den sad perfekt kroget.

– Sikkert landet kom spørgsmålet så: Hvor stor var den egentlig? Under en hurtig tur i slyngen, blev vægten presset ned til 15 kilo+, og vi tog et par hurtige billeder. Målebåndet sagde 125 cm i længden og 62 cm om livet. Så fik gedden sin frihed igen og svømmede hurtigt mod bunden af søen igen. Da vi fik vejet slyngen efterfølgende kom svaret: Den ramte de 15 kg – og så var der stor jubel i båden. Mit livs største gedde – hvilken fisk!

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This