WESTIN LANCERER NED WORM

Den super effektive softbait-teknik Ned, der især anvendes til fx aborrer og bass er nu også ved at komme til Europa. Westin er naturligvis med på noderne med deres sprintnye Westin Ned Worm, som vil kunne lokke selv de allermest sky fisk på de svære dage.

Det holdbare softbait er lavet af flydende TPR, og det taperede design giver en lokkende og livagtig halebevægelse, der vibrerer bare du tænker på det svageste nøk med stangtoppen. Der er salt og duftstof indlejret i materialet, hvilket dels er med til at perfektionere densiteten og agnens egenskaber som stand-up lure – og dels sender en for fisken attraktiv duft ud i vandet

Den nye Westin Ned Worm kan fiskes på mange måder fx med en Ned Rig, Dropshot, eller rigget Wacky-style. Agnen – som ikke kan opbevares sammen med softlures af andre materialer, findes I 7, 9, og 11cm med hhv 7, 6 og 5 stk i pakken til en vejledende pris på 59 kroner.

 

drømmerejse iFish Travel

 

 

Luc Coppens med en ud af mange store aborrer Team Westin har fået på den nye Ned Worm

Luc Coppens med en ud af mange store aborrer Team Westin har fået på den nye Ned Worm.

 

Westin Ned Worm

Westin Ned Worm

drømmerejse iFish Travel

KLAR TIL HORNFISK?

Så er der traditionen tro allerede de første meldinger af hornfisk rundt omkring i landet – primært i Nord- og Østjylland. Eller sagt på en anden måde – der går næppe mere end 3-5 dage for, før de er der i større antal mere eller mindre overalt på nær de sydøstlige dele af landet, hvor det lige tager et par dage længere.

Men har du styr på grejet og pladserne? Her får du lige et par gode links, så du kan forberede dig til den obligatoriske, superhyggelige årlige hornfisketur:

Tjek fx denne video på Fisk & Fris Youtube kanal, hvor vi gennemgår nogle af de mest almindelige teknikker med spin – eller denne video, hvor vi også har nogle af de mest almindelige medeteknikker med.

Læs også artiklen “Den store hornfiskeguide” her.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

FORÅRSFISKERI EFTER HELT

– Da der forleden var nogle af dage med sol og svag vind, var jeg ikke i tvivl om, at jeg måtte give fiskeriet efter den lille laksefiske – helten – et skud, fortæller Mark Hemmingsen. – Efter flere målrettede fisketure rundt om i Jylland i 2020 og 2021, fangede jeg en hel del helt på et spot omkring 1. maj sidste år, og selvfølgelig havde jeg noteret flere oplysninger om fiskeriet, vejret, m.v. Mine erfaringer fra sidste år, indikerer at solrigt, varmt og vindstille vejr fungerer bedst, samt at lav vandstand at foretrække.

Fiskeriet foregår med et let setup fisket med en feederstang. Endetacklet består at et hjemmelevet paternostertakel med 2 stk. kamasan kroge i str. 10 og lille lod på mellem 10 – 30 gram. Krogene agnes op med orm.

Denne aften ankom jeg ved 18 tiden, og fiskede et par timer frem i den herlige aftensol.  Første kast blev hurtigt besvaret med et par hurtige hug, og jeg var ikke i tvivl om, at der denne aften var helt på fiskepladsen. Jeg missede i løbet af den første halve time masser af forsigtige hug, men endelig fik jeg sat krogen i en fast fisk, og en fin helt på 45 cm kunne efter en fin fight glide ind over nettet. Et par hurtige billeder senere, kunne jeg med begejstring betragte den flotte helt tilbage i sit rette element.  Fiskeriet blev herefter ekstremt svært, dvs. meget forsigtige nap og langt imellem huggene. Efter nogle timers fiskeri kunne jeg gøre status med fangst af 4 helt, med det største eksemplar på 46 cm.

 

Hvidovre Sport

 

drømmerejse iFish Travel

FLOTTE HAVØRREDER FRISTES AF MØRASILDA

– I påsken kunne jeg lige klemme en enkelt tur ind efter Havørred, siger Thoke Wistoft. – Det blev kastefiskeri fra båd, da det aktive kastefiskeri er langt sjovere end det passive trollingfiskeri, og fra båd kan man langt hurtigere kan besøge en masse forskellige pladser, end man kan ved vadefiskeri.

– Vi startede med at besøge tre pladser uden fisk, men herefter fandt vi lidt fisk på helt lavt vand. Senere på dagen rykkede fiskene fra det lave vand og ud på skrænterne. Fiskene var bestemt i hugget, og det var knaldhårde hug. Den bedste agn på dagen var en 18 grams Møresilda Holographic i sort/kobber, som stod for langt de fleste af mine fisk. 

– Desværre mistede jeg en +4 kilo’s på møresilda’en, da krogholdet røg tredje gang den var helt ude af vandet, men bortset fra det, var der intet at brokke sig over denne dag. Vi havde 15 fisk inde ved bådsiden med de 2 største på 2,5 kilo. Et virkeligt underholdende fiskeri.

 

Friluftsland

 

Mørasilda slår til igen.

Mørasilda slår til igen.

drømmerejse iFish Travel

FORÅRSSOL OG HAVØRRED I FJORDEN

– Jeg elsker tidligt forår, for nu er det igen muligt, at nå nogle timers fred om ørerne med at svinge fluestangen efter en lang arbejdsdag. Sådan lyder det fra Per Fischer. – Fiskene er ikke længere koncentreret i bunden af fjordene, og det er ikke svært at finde plads på kysten, nu hvor havørrederne har spredt sig godt rundt.

– Thomas Berg og jeg tog et hurtigt smut i fjorden efter arbejde her forleden, og det var ikke forgæves. Thomas ankom lidt før jeg gjorde, og på vejen i bilen bimlede telefonen. Det var Thomas, der lige ville sige, at han havde smidt den første fisk på det nordlige muslingerev. Det er ikke let at køre og nyde turen, når en kammerat står i vandet og mærker fisk…

– Vel ankommet til P-pladsen kommer snakke-Jørgen… der lige skulle hilse på min hund, og fortælle om hans egne tre hunde… og, og, og… Venligt afsluttede jeg samtalen og “spurtede” ned med muslingerevet, hvor Thomas befandt sig.

– “Heldigvis” havde han ikke mærket mere, så jeg kunne roligt få tid til at sætte flue på, mens vi småsludrede lidt. Så var det ellers ud på revet. Thomas bevægede sig nord på. Vinden kom fint ind fra en sydøstlig retning og gav fint liv ind over revet samt på bagsiden. Lidt efter mærkede Thomas fisk igen, men kun en “puffer” – og så nappede han en lille undermåler. Godt for ham.

– Jeg havde sat min nye kreation på – en klon mellem en hundestejle og en kutling. Det var en flue, som jeg lige havde “bygget”, og den var vel egentlig bare en modificeret Muddler Minnow – som var en meget populær flue tilbage i 80’erne. Havørredens fødeemner i den kolde tid er ofte reduceret til hundestejler og tanglopper. Min lille hundestejle/kutling imitation har givet mig de sidste tre fisk i fjorden, så – den har nu sikret sig en fast plads i min boks.

– Vi holder en lille pause, drikker en fyraftensbajer og rykker lidt nordpå. Solen er ved at være svagere nu og godt på vej ned. Jeg fisker yderkanten af et blæretangsbælte af, og en fin fisk tager fluen. Første kegler den lidt rundt, og faktisk roder den sig ind i en busk, så jeg må vade lidt dybt for at få den frigjort, men det klarer den så heldigvis selv. Og så stikker den af – fedt fedt… En fisk i fin kondi. Efter en fin fight kommer den ind og nettes fint. Det er en smuk forårsørred på 55cm, der hakkede min nye kreation… Vi fiskede lidt videre, og solen gik helt ned: Det var sku da en meget god fyraftenstur!

 

Tradera

 

Den lille fiskeimitation er fortrindlig når havørredes føde i det tidlig forår står på hundestejler. De gule Diamond Fish eyes gør det godt

Den lille fiskeimitation er fortrindlig, når havørredes føde i det tidlig forår står på hundestejler. De gule Diamond Fish eyes gør det godt. Øverst Per Fischer fra Fishmadman med smuk forårsfisk i fra Isefjorden.

 

Havørredes maveindhold en tidlig forårsdag - hundestejler, ålekvabbeyngel og tanglopper

Havørredes maveindhold en tidlig forårsdag – hundestejler, ålekvabbeyngel og tanglopper.

drømmerejse iFish Travel

EN FORÅRSMORGEN MED SANDARTERNE

– Endnu en dejlig forårsmorgen med stille vejr blev udnyttet til sandartfiskeri, fortæller Thoke Wistoft. – Der var egentlig en masse andre fisk, jeg også godt kunne tænke mig at fange, men det endte med, at vertikal fiskeriet endnu en gang trak mest i mig.

– Jeg startede i tusmørket, men lykkedes ikke med at finde nogle sandart at fiske til. Gedderne var begyndt at trække ud over dybere vand igen, men de fik selvfølgelig fred.

– Der var virkelig langt mellem sandarterne denne dag. Faktisk så jeg kun to sandart ekko’er hele turen, så det var mere en sejltur end en fisketur. Den første sandart steg hurtigt til min Storm jig, men lurede hurtigt bedraget og stak af. Den næste fisk var knap så snu, og hugget faldt med det samme.  Det var en fin sandart på 6,5 kilo, som måtte en tur til overfladen. Halen fra den 23cm lange Storm jig, stak lige akkurat ud af fiskens mund, som en lille tunge. Som altid bestod setup’et af stang og hjul fra 13Fishing: Muse Black Casting 7’ 10-30 gram og Concept Z SLD med Sufix 131 i 0.12.

Husk, at du kan finde masser af gode rov fiskeartikler i vores artikelarkiv her.

 

Tradera

 

drømmerejse iFish Travel

LAKS: STORÅEN FINT FRA START

I Storåen er der siden premieren landet 80 laks hvoraf de ni er genudsat. En af dem, der har haft held i sprøjten de sidste dage er Henrik Stubkjær:

– Jeg startede tidligt ud hjemmefra, jeg havde udset stykket ved Idom Bæk, men da jeg ankom kl. 6.00 var der allerede 8 biler. Kort forinden havde jeg krydset Bur Bro, og der holdt ingen biler, så det blev valget.

– Fiskeriet blev startet med spinner, og jeg fiskede vel en times tid, hvor jeg så en enkelt fisk, men mærkede ikke noget. Så skiftede jeg til en Salmo wobler 9 cm synkende og startede forfra. I det første sving bemærkede jeg en fisk ved modsatte bred, som bulede rundt, så den fik en del kast. Da jeg næsten havde opgivet, huggede den to meter fra stangspidsen, og så gik den helt amok. Den sprang i flere saltomortaler og røg nedstrøms, opstrøms og nedstrøms i et vanvittigt tempo. Jeg troede flere gange, at den var væk, da jeg ikke kunne følge den, men til sidst overgav den og jeg kunne lande den flotteste fisk jeg til dato har landet: 97 cm og 10 kg rent – helt uden skader. En utrolig flot laks.

Læs mere om laksefiskeriet i Storåen her.

Se alle vores mange store artikler om åfiskeri efter laks og havørred her.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

FIRE DANSKE SANDART OVER 10 KILO

Rasmus Christensen har gjort det godt de sidste måneder med virkelig mange store fisk. Og nu har han fået selskab af sin far – Casper Dyret:

– Efter at have fisket fem uger i Holland, og fanget meget mere end forventet, har den gamle og jeg lige haft en uge i Danmark, inden turen går mod nord. Det har været rigtig godt med 15 sandart over 8 kilo med 11 af dem over 9 kilo og 4 af dem over 10 kilo. Med er samlet antal på 51 store sandart, drager vi nu mod Sverige – og det bliver endnu vildere, lover han. De fleste af fiskene er taget på softbaitet Westin Twin Teez.

Hvis du vil se hvordan Rasmus og hans far fisker kan du se disse to videoer på Fisk & Fris youtube kanalal om hhv sight-spin og vertikalfiskeri med LiveScope.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

RUDSKALLER PÅ BRØD

– Efter at have været på farten i adskillige timer for, at spotte karper i diverse jyske søer, besluttede to kammerater og jeg, at vi ville afslutte dagen med lidt fiskeri efter rudskaller. Sådan lyder det fra Jesper Petersen. – Jeg ankom ved søen kl. 19 lidt før de andre, og fik hurtigt smidt lidt små brød klumper ud på overfladen, imens jeg gjorde min stang klar. Der gik ikke mange sekunder før de første fisk viste interesse, og kort tid efter var det meste af brødet blevet spist. Der var dog ingen tvivl om, at det bare var småfisk.

– Lidt mere brød blev kastet ud på overfladen, efterfulgt af mit flåd, hvor krogen var agnet med toastbrød. Der var hug efter få sekunder, og kort tid efter kunne jeg lande årets første lille rudskalle. I mellemtiden ankom de andre, og i takt med at der blev fodret regelmæssigt begyndte de større fisk at melde deres ankomst – og det gav et gevaldigt ”skvulp” når de indhalerede et stykke brød på overfladen.

– En halv time og tre mindre rudskaller senere fik jeg atter hug. Ud fra hugget antog jeg, at det igen var en mindre fisk, idet mit flåd bare hoppede lidt, og sejlede ud til siden. Men da jeg mærkede den, var der ingen tvivl om, at det var en god fisk, og fisken forsøgte ihærdigt at svømme ind under en udhængende busk. Jeg fik den heldigvis stoppet, og langsomt fightet den ind mod land. Få sekunder inden landingen, kom der en arrig kamikaze-gedde som i to forsøg forsøgte at få fat i hvad jeg nu kunne se, var en rigtig stor rudskalle. Heldigvis ramte den forbi begge gange, og den store og flotte rudskalle på 1460 gram og kun 41 cm gled sikkert i nettet. Derefter fiskede jeg nærmest ikke mere, men nød blot solnedgangen og det gode selskab, slutter han.

Har du selv været ude at medefiske, så send os et par linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk

 

Friluftsland

 

drømmerejse iFish Travel