Forleden nat var jeg ude efter karper på en ny plads, og det skulle vise sig at blive en nat med masser af dramatik. Jeg havde fordret det nye sted op tre dage inden med 18 mm CFC Scopex/Banan boilies i en sø med mange sivskove.

For at kunne fiske på pladsen havde jeg skåret tre smalle spor gennem sivene i en vifte, så jeg kunne sætte én stang i hver. Teknikken er, at når jeg så kaster, går jeg forsigtigt ud igennem sporet til sivkanten, hvor jeg så kaster – og går baglæns tilbage til stangholderne, som står bagerst i sporet.

I løbet af natten fik jeg hug af en brasen på den ene stang, men glemte at lægge nettet tilbage til det sted, hvorfra jeg kan nå nettet fra alle tre spor gennem sivene. Det betød, at da der endelig kom et karpehug, var nettet reelt set uden for rækkevidde… Nu var gode råd dyre. Karpen kæmpede virkelig godt med flere lange udløb på langs af sivskoven, men til sidst fik jeg presset den hen til starten af det smalle spor gennem sivskoven, hvor jeg stod. Og hvad gør man så, når nettet ligger 20 meter væk?

Jo – den eneste løsning var udtrætte fisken grundigt, køre taklet helt op til topøjet – og så ellers gå baglæns med fisken gennem de 3 meter høje siv i den 30 cm brede åbning – alt imens jeg håbede på, at karpen ikke gik amok i sivene. Det gjorde den heldigvis ikke, og efter at have kørt fisken ind på lavt vand i sivene, kunne jeg håndlande den fine spejlkarpe du ser på billedet. Karpen, der vejede 10,5 kilo kom i sacken på lidt dybere vand – og blev genudsat efter et par hurtige fotos om morgenen.

Fisken huggede over en sparsom fodring af CFC Scopex/Banan og CFC hampepellets.

Jens Bursell

 

Harald Nyborg

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This