jun 19, 2022 | Nyheder
– Jeg har på det sidste brugt en del tid på den danske vestkyst efter de stærke havbars, fortæller Mads Davidsen til Fisk & Fri. – Storfangeren har for mig været Savage Gears Surf Seeker som er lavet i 30, 35, og 40 gram. Det er nok en af de bedste havbars agn jeg nogensinde har prøvet. Den kaster super langt og har et rigtig godt svæv i vandet, så man kan fiske den langsomt. Stangen jeg bruger er en Savage Gear SGS4 9,6 fod 10-45 gram det er en kaste kanon, som gør det helt perfekt, når vi snakker havbarsfiskeri.
– Som sagt har jeg brugt en del tid på den danske vestkyst det sidste stykke tid og har fanget rigtig mange havbars. Jeg har både fisket i total fladt vand og i kæmpe bølger med meget strøm, men alligevel har jeg været heldig at få nogle flotte fisk på land. Forleden aften da jeg var afsted, var min kammerat og jeg heldig at have en stor stime bars inde for kastehold i en god times tid, og det resulterede i, at jeg havde 22 bars i hånden. Denne dag var det den blå Surf Seeker, som var vinderen, og de gad stort set ikke hugge på andet. Om dette var et tilfælde må stå hen i det uvisse, men sjovt var det.

Mads Davidsen med en af sine mange flotte havbars fra Vestkysten.
jun 18, 2022 | Nyheder
– I det nordjyske kan der sommetider være ventetid mellem de store blanke havørreder, men ihærdighed kan betale sig, skriver Peder Emil Jensen til fiskogfri.dk. – Min fiskekammerat og jeg begyndte dagen med en tur til en af de lokale åer. Efter et par timers fiskeri og en flot bækørred på 35 cm, blev vi enige om, at vandstanden stadig var for lav. På vej tilbage mod bilen besluttede vi os for at hente kyststængerne og køre mod en af vores hotspots på kysten for tiden.
– Efter kort tid ankom vi. Vaders blev taget på og grejet blev rigget. På turen ned mod revet med et lille strømskel, blev vi hurtigt enige om, at forholdende så lovende ud. Selvom vandet var meget klart, brød vinden vandets overflade. Fiskeriet begyndte, og hornfiskene sværmede omkring os. Efter 30 minutters fiskeri krogede jeg en god fisk, som begyndte at tage store udløb – en fisk, som vi hurtigt måtte konkludere ikke var endnu en hornfisk. Fisken tog hurtigt et udløb og viste sig i overfladen. For enden af linen var en grum blank havørred kroget, og efter 3 gode udløb og 5-6 minutters fight fik min makker nettet det, som viste sig at være en god tyk havørred på 61 mm. Havørreden nappede en Snurrebasse No.2.
jun 18, 2022 | Nyheder
Martin Falklind, der er kendt for sine fine bøger, artikler og TV-film, lancerede i efteråret 2021 TV-filmserien ”Fiskarnas Rike” på svensk TV om de svenske vande og fiskebestande.
Gennem tre år har Martin og hans filmteam udforsket og filmet ved – og under vandet rundt omkring i Sverige, og i en smuk filmtrilogi tager hans os med på en spændende rejse gennem de svenske elve, søer og havområder – “Fiskarnas Rike”.
Ud over vandets beboere – fiskene – møder vi også forskere, eksperter og de mennesker som lever langs og af de svenske vande. Glæd dig til en flot TV-serie, som ikke blot giver smukke og unikke naturoplevelser, men også en dybere indsigt i de problemstillinger, der er for de svenske vande og fiskebestande – og som på mange måder er parallelle med de udfordringer, vi også har her i Danmark.
Følg med til “Fiskarnas Rike”, som på dansk hedder ”Fiskene i Sverige” på DR1 i morgen søndag den 19 juni klokken 19. Del 1 handler om elvene – hvorefter del 2 som sendes søndag den 26 juni klokken 19 handler om søerne. Det sidste afsnit om havet sendes søndag den 3 juli på samme tidspunkt.
TV-serien har modtaget flere priser: 1. plads som ”Årets Originalidé” til Riagalan – en svensk TV-konkurrence, 1. plads som ”Årets Prestation” til Gyllene Snittet-galan – galaforestilling for svenske TV-fotografer samt ”Årets Naturfotograf” – uddelt af svenske Naturvårdsverket.
Glæd dig til filmene! Du kan se den første her.

Martin Falklind – tidligere chefredaktør på det svenske magasin “Fiskejournalen” – er hovedmanden bag TV-serien “Fiskene i Sverige”. Med sig har han haft et stærkt crew af fotografer, der har præsteret en helt unik naturfilm.
jun 18, 2022 | Nyheder
– 14 dage var gået, siden jeg sidst havde været ude med stangen, så fredag skulle slagets slås ved kysten, skriver Kasper Beck til Fisk & Fri. – . Jeg havde siddet de – par dage og studeret FCOO, for at finde de perfekte forhold til fredagens fisketur. Vind, gang i vandet og så et strømskifte, det var hvad jeg kiggede efter og fandt denne aften.
– Allerede klokken 17 stod jeg klar sammen med min fiskemakker ved vandet, og det gav da også hurtigt nogle flotte fisk mellem 47 og 55 cm, som i den grad havde svært ved at holde sig for tobis efterligningen Skinz fra 60 lures. Det var sjovt, og gav nogle sjove timer. Hen under aftenen lagde vinden sig en del, og vandet blev mere roligt. Vi kunne se aktive fisk i overfladen, som nu også var kommet helt tæt på os. Derfor blev der hurtigt skiftet til en Stikpille i 12 gram i tobisfarver, som med et let kast blev sendt mod det sted en pæn hvirvel havde vist sig.
– Blinket nåede kun lige at ramme vandet, før et kæmpe V rejste sig fra et mindre tangområde et par meter fra blinket. Og før jeg vidste af det, flexer min stang og linen blev trukket af hjulet. En rigtig flot fisk havde taget blinket, så nu var det med at holde tungen lige i munden!
– Det hele lykkedes, og jublen brød ud, da den store fisk endelig var kommet i nettet. Havørreden var 73 cm lang, vejede og 5,1 kg og var forøvrigt også min nye PR!
jun 17, 2022 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
En let og effektiv gasbrænder er guld værd, når man skal ud på lidt længere fisketure eller på fiskeferie uden for landets grænser. Et af de seneste skud på stammen af kvalitetsbrændere fra Primus er det nye Primus Lite XL Stove System. Det er et virkelig smart, kompakt og energieffektivt sæt med gasbrænder, gryde og låg, der er samlet i en smart pakke – ideelt for to personer.
Når først man har prøvet dette vidunder, er det svært at gå tilbage til gammeldags, langsomme og klodsede kogesæt! Primus Lite XL Stove System er lynhurtigt, simpelt at bruge og fantastisk godt gennemtænkt i sin funktionalitet. Gryden har integreret varmeveksler og låses let fast på selve brænderhovedet. Det aftagelige håndtag sikrer godt greb på den 1 liter store gryde, og brænderen tændes let med den integrerede piezo-tænder. Låget er af bio-baseret plast, holder godt på varmen og kan også bruges som mugg/kop. Vil man bruge andre gryder eller pander på brænderen, kan det også lade sig gøre, via de medfølgende adapter-skruer. Hele herligheden kan pakkes sammen i gryden, der også lige akkurat har plads til en standard 230 gram gasdåse. Leveres inkl. støtteben og ophængningsanordning.
Set til 1349 kr hos Friluftsland
jun 17, 2022 | Nyheder
I Ribe Å, hvor opgangen sidste år blev estimeret til cirka 3500 laks, er der i år landet 154 laks, hvoraf 64 er hjemtaget. Totalt set må der i 2022 hjemtages 195 laks fra Ribe Å systemet, så der er stadig en del fiske tilbage på kvoten, på når enkelte stræk, hvor kvoten pt er brugt.
En af de heldige og dygtige fangere er tyskeren Ralf Meyer, der er helt vild med at fiske efter laks i Danmark. For nylig fik han den flotte laks, som du ser på billedet. Den smukke fisk huggede på en Francis flue allerede i andet kast.
Du kan læse meget mere om laksefiskeriet i Ribe Å systemet her.
jun 17, 2022 | Nyheder
– Min mand kunne lige nå en spontan tur i båden, inden der skulle hentes børn, fortæller Ann-Sofie Hemmer. – Solen skinnede og sommeren havde meldt sin ankomst, så jeg spurgte, om jeg måtte holde ham med selskab.
– Vi landede snart på den første plads, hvor der var en del bevægelse i vandet. Jeg er ikke vandt til stærk strøm og vadefiskeri, så jeg blev stående samme sted. 20 minutter efter fik min mand et godt hug fra en god fisk. Den tog flere spring fri af vandet og lavede en masse cirkuskunstner, men desværre faldt den af 10 meter fra ham. Allerede få minutter efter kom der et ordentligt sug i den lille 7-fods stang, som han havde udstyret mig med.
– Havørreden tog nogle lange tunge udløb, og jeg frygtede, at stang eller line ville knække, inden han kom over og hjalp med at nette den. Han kunne dog berolige mig med, at den havde slugt blinket, så der var ikke så stor chance for, at den faldt af. Fisken fangede jeg på en 15grams Hotshot i farven rå. Det var en kæmpe fornøjelse at dele sådan en oplevelse sammen, og det endte med, at min mand fik et par fine fisk på den sidste plads – så der var ikke et øje tørt. Jeg vil gerne tilmelde fisken Kinetic Fiskecup 2022.
Du kan læse meget mere om den store konkurrence Kinetic Fiskecup 2022 – samt se alle de flotte præmier – her.
jun 16, 2022 | Nyheder
– Mit fiskeri er så småt ved at blive flyttet fra fjorden til de Mønske yderkyster, hvor der er strøm og forholdsvis dybt vand, fortæller Martin Bosen. – Jeg tjekkede vejrudsigten forleden aften, og den sagde fornuftige forhold næste morgen på en af mine favorit sommerpladser, så turen gik til Møn for at se, om der var liv på pladsen.
– Pladsen er et sted, hvor trækkende fisk tit tager ophold, med en masse sand og spredte pletter med vegetation, og havørrederne fulgte “manuskriptet”. Jeg vidste, at jeg ikke havde ret lang tid at fiske i pga. en skadet arm/skulder, men der gik heller ikke længe, før den første kontakt kom, det blev dog til et enkelt hug. Lidt efter knaldede en fin cirka 50’er fisk til blinket, som kom i nettet. En mindre målsfisk kom også en tur i nettet.
– Herefter kom jeg på et splitsekund hele følelsesregistret igennem, da en 3-4 kg fisk kom buldrende hen over sandbunden efter mit blink og huggede under stangspidsen. Fisken rullede voldsomt i overfladen og spyttede herefter krogen ud. Turen tilbage gav dog en “trøstepræmie” i form af denne smukke og særdeles velfightende havørred, som også blev turens største. På pladser som denne skal man huske at fiske selv de mindste områder med vegetation, da selv en lille plet kan holde fisk, som tager et ophold. Fiskene blev fanget på Shootingstar i farven natural tobis fra Sixtylures fisket med god fart. Sommerfiskeriet er skudt i gang, det er bare med at komme ud på vores fantastiske kyster og nyde de tykke havørreder. Knæk & Bræk – Martin.
jun 16, 2022 | Nyheder
Søren Strauss var forleden et smut ved åen for tredje gang i denne sæson for at lufte sin Salmo wobler og i andet kast klokken 18.15 kom hugget. – Det blev til en vild fight med et par ture op og ned af åen, hvor den sprang helt fri af vandet blot én meter fra mig to gange, skriver han til Fisk & Fri. – Det er uden tvivl den bedste fight, jeg har haft med en havørred nogensinde.
– Fiskeriet er ikke nemt, når vandet er så lavt, så det gælder om at finde fiskene ved skjulesteder, hvor der falder skygge på åen, slutter han. Den flotte havørred var 73 centimeter og vejede 4,475 kilo.