apr 13, 2024 | Nyheder
– Forleden havde jeg planlagt en morgensession ved et af mine yndlings sudervande, fortæller Mikkel Wandahl Pedersen. – Planen var at teste et for mig nyt pelletfeeder set-up. Efter et par varme dage var vejret slået om, og der var godt gang i vinden, med koldt vejr og bølger på søen. Jeg forventede derfor egentlig ikke meget aktivitet.
– Jeg lagde ud med at fodre sparsomt op med forfoder og maddiker cirka 2 wraps ude og placerede min feeder i foderfeltet. Helt uventet gik der mindre end 20 minutter, før det første solide hug. En hunsuder lige omkring de 2 kg kunne ikke stå for min wafter og måtte en tur på land. Derefter gik det slag i slag med fire fine suder på bredden. Den største fisk var lige over 3 kgs mærket. Dejligt at få skudt sudersæsonen i gang. De er bestemt vågnet op og sultne efter en lang vinter, så det er bare med at komme afsted.
Lær at fiske med flåd efter suder i denne video med Jens Bursell på Fisk & Fris YouTube.
apr 12, 2024 | Nyheder
I Lystfiskerens håndbøger – fire nye små bøger om lystfiskeri i Danmark, gives gode råd og vejledning til at fange de fleste arter, uanset om man fisker med flue, spinne eller mede. Hver bog har sit eget fokus og tilbyder en grundig indføring til den, der vil fiske fra moler, langs kysten, på havet, ved åer eller søer. Bøgerne er rigt illustreret med fotografier og illustrationer og kommer i et praktisk format, som er lige til at stikke i lommen og tage med ud på en fisketur.
Havet: Ude på åbent hav er det muligt at fiske flere og større fisk end i det kystnære vand. I denne bog kan du læse om havfiskeri fra egen båd, trolling, turbåds- og vragfiskeri. Desuden rummer bogen en gennemgang af de forskellige arter, du kan være heldig at fange på havet.
Kysten: Der er masser af gode fiskepladser langs de danske kyster, uanset om du fisker med flue, mede- eller spinnefisker. Her er mange forskellige arter, og i denne bog kan du læse og lære om kystfiskeri, særligt efter havørred. Bogen har også tips og tricks til, hvordan du bedst lander fisk fra moler og ved høfder.
Søen: I Danmark er der masser af gode søer både i Jylland, på Fyn og Sjælland. I denne bog kan du læse om dansk søfiskeri og om mulighederne for bl.a. at fange gedden, søens største rovfisk, og hvordan medefiskere har chance for at lande både karper og populære fredfisk
Åen: Denne bog handler om lystfiskeri i de danske åer. Særligt i den vestlige del af landet løber åerne tæt, og her er det muligt at fange bækørreder, stalling, havørreder og laks. Læs om de danske åer og hvordan du spinne-, mede- og fluefisker efter mange forskellige arter i vandløbene.
Kassetten med de fire bøger på i alt 430 sider sælges samlet for 349,95

LYSTFISKERENS HÅNDBØGER FRA GYLDENDAL
apr 12, 2024 | Nyheder
– Det var for nylig tid til den årlige mandetur i sommerhuset, fortæller Tobias Kjeldsen. – Der var perfekte forhold, og en let vind fra sydvest det meste af weekenden. Den første plads så fantastisk ud; stenet og med farvet vand. Efter at have taget strækket et par gange uden aktivitet, rykkede vi videre til den næste, men der var heller ingen aktivitet her. Vi begyndte at undre os over, hvad der kunne være galt. Måske var vandet FOR farvet? Vi så heller ingen umiddelbare fødeemner.
– Vi kørte rundt og vadede meget. Samlet fik vi tilbagelagt 10km i waders den dag. Efter vi havde fået fyld depoterne, med hvad den lokale købmand kunne byde på, overvejede jeg, om vi skulle gøre noget helt andet, og i stedet følge marchpilen modsat, for at se om helt andre forhold kunne gøre udfaldet. En af vennerne synes dog liiiige vi skulle prøve sidste plads, hvor han tidligere havde haft godt fiskeri, nu hvor vi befandt os ganske tæt på – og det skulle vise sig at være en god beslutning…
– Denne plads var helt anderledes – nærmest en badestrand. Der var lidt mindre farvet vand, og der gik ikke længe, før vi så flere små tobiser. Jeg dannede bagtrop, imens vi dækkede strækket af, og der gik ikke mange kast, før en meget velkonditioneret blank overspringer på 70cm tog blinket. Den gav en fantastisk fight med masser af plads uden store sten og tangbuske. Det var en perfekt krogning med en stor enkeltkrog i midten af undermunden. Kort tid efter var der endnu en flot fisk til mig på 55cm. Vennerne var knapt så heldige, så jeg måtte naturligvis købe lidt til ganen, som kunne nydes i sommerhuset. En dejlig weekend med en kongefisk og et fantastisk selskab.
apr 12, 2024 | Nyheder
– Jeg ankom for nylig til søen, hvor jeg havde planer om at gå efter nogen store forårs karper, fortæller Tjalfe Yndal. – Og det gik udemærket, for allerede den første nat resulterede det i en spejler på 15kg rent, som ikke kunne modstå 2 Sweet Tigers toppet med en gul Nutty Crunch i 14mm fra Vitalbaits.
– Efter jeg havde landet den første fisk på turen blæste det lidt op, og så regnede det i et helt døgn. Morgenen efter den tredje nat havde vinden lagt sig, og solen kom frem. Pludselig skreg bidemelderen og jeg fløj ud af sengen, hvilket resulterede i en stærk skæller på 11kg, som igen huggede på 2 Sweet Tigers, men denne gang toppet med en Nutty Fake Corn. En dejlig tur med action. Så bliver det ikke bedre på denne årstid.
apr 12, 2024 | Nyheder
– Planen var at tage en tur efter aborrer forleden, men da jeg var på vej afsted greb havørred lysten mig noget så grusomt, fortæller Claus Humle Hvidtfeldt. – Jeg havde, meget uansvarligt af mig, flere stænger, hjul og fluer i bilen, så at ændre planerne var heldigvis meget enkelt, og jeg satte snuden mod kysten. Men nu var det store spørgsmål, hvor man skulle tage hen. Jeg valgte en plads, som 6 dage forinden, havde givet mig en 70 cm havørred fra flyderingen.
– Jeg ankom til pladsen sent på formiddagen, belly’en var pumpet op, og kun én fisker langt nede af strækket var at se, så det var fint nok. Jeg havde alligevel tænkt mig at fiske et godt spinkasts længde fra kysten, nu når jeg var kommet sent til pladsen. Der var en fin skrå pålandsvind og ikke for store bølger. Med andre ord, jeg skulle bare i vandet. Jeg valgte en klasse 8 stang og et stort 7+ hjul. Det er ikke mit normale kystsæt, men havde et kort skyde hovede med forskellige synke densiteter til, som jeg bruger i Mørrum om efteråret på, og det gør det lidt nemmere samt hurtigere at skifte densitet og styre dybden, når man fisker fra flydering. At det så ikke er skide godt at kaste overhånds med, er hvad det er. Det virker.
– Fiskeriet begyndte stille og roligt med, at jeg dækkede det, som jeg ville kunne havde nået fra waders – og bevægede mig ellers langsomt ud af, men ikke en skid gav det. Jeg begyndte så småt at tænke på aborrer igen. Jeg skiftede til synke 1-3 og satte favoritfluen på, en gul og hvid pattegris med gule easy shrimp eyes. Jeg havde så småt tabt troen på projektet og sad og snakkede i mobil, imens jeg kastede og lod mig drive forlæns hen imod starten af rev kanten. Havørreder har det jo med at kontrollere kanterne lidt ekstra til tider. Imens jeg sad og pjattede og hyggede mig, huggede noget tungt helt ude i kastet. Der blev hurtigt lagt på, da jeg kunne konstatere, at det ikke var en lille fisk efter det første akrobatiske spring ud af vandet. Jeg fik hurtigt linen op på det store hjul, og så begyndte en ellers noget så herlig fight med flere lang udløb og spring fri af vandet.
– Jeg bevægede mig lidt længere ud i håbet om, at den ville trække lidt ned i stedet for at hoppe så meget rundt, det så sgu lidt farligt ud. Da den var begyndt at slappe lidt af og komme hen imod nettet, var den ikke begejstret, og tog atter et lang udløb, men kom så tungt og roligt hen imod mig. Her gled den let og elegant ned i mit lidt for overdimensionerede gedde net, som jeg faktisk syntes passede fint til denne lejlighed. En fin fisk på 77 cm og 4,5 kilo. Jeg er glad, slutter @claushumle.

Claus Humle Hvidtfeldt med 70cm+ havørreden fra samme spot fanget ugen forinden. Øverst Claus Humle Hvidtfeldt med sin fantastiske 70 cm+ havørred på flue.
apr 11, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, MALLE, Nyheder, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri, Video
Pontus Ingvarsson har været fuldtids malleguide på den spanske Ebroflod i over 15 år – og er en af de dygtigste samt mest erfarne malleguides i Europa. I denne video har Jens Bursell, Thomas Ratzlaff og Tue Blaxekjær fra Fisk & Fri besøgt den svenske malleguru på sin hjemmebane – og prøver kræfter med flere forskellige spændende former for fiskeri.
Vi lægger ud med hardcore pelletfiskeri fra land, hvor du får en masse tips, tricks og metoder til alt fra agn og takler til foder og udsejling af agn – plus selvfølgelig alt det praktiske fiskeri. Men ikke nok med det – vi tester også vertikalfiskeri med både jigs og ormetakler. Glæd dig en super fed video med fuld flex på klingerne fra start til slut.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her. Husk at abonnere.
apr 11, 2024 | Nyheder
– Jeg havde brugt dagen på universitetet, dybt begravet i laboratoriearbejde, da noget endelig klikkede efter en måneds intens forsøg, fortæller Alberto Trantea. – Med det mentale overskud, det gav, besluttede jeg impulsivt at tage en kort tur til kysten, og det blev en skæbnesvanger beslutning.
– Den solrige eftermiddag bød på lovende vind og bølger. Mit fiskegrej blev hurtigt gjort klar, og med Høtyven bundet for enden af snøren og en spirende optimisme, trådte jeg ned i vandkanten. Rygter om fine fisk langs kysten havde pustet til mine forventninger.
– Et par kast ind i fisketuren krogede jeg en fin 45 cm fisk, som blev hurtigt genudsat. Men så fulgte et pludseligt uventet hug. Kampen, der fulgte, var intenst synlig i bølgetoppene, og det var klart, jeg stod over for en mulig ny personlig rekord. Efter en uforglemmelig kamp, den største jeg har haft med fluestangen, lykkedes det mig at nette den imponerende blanke fisk, der var så rund og tyk som en fodbold. Da jeg holdt den 74 cm lange havørred – skønnet til over 5 kg, føltes det som ren eufori. Efter et par fotos og en kort fejring, gled den smukt tilbage til dybet.
– Dette øjeblik ved kysten, så kort tid efter succesen i laboratoriet samt min gamle nye PR fra slutningen af februar, mindede mig om, at de bedste ting i livet ofte kommer uanmeldt. En perfekt dag afsluttet med en ny personlig rekord– denne gang ikke en ny længde, men med en bemærkelsesværdig vægtforbedring. Det bliver ikke bedre, slutter Alberto, som du kan følge på Instagram her.
apr 11, 2024 | Nyheder
– De findes derude – de store. Og de kan også fanges, hvis man er ihærdig- og heldig nok. Sådan lyder det fra Theis Fischer Brandt. – Påskemorgen stod Jesus op fra de døde, men det mirakel kan næsten ikke hamle op med, hvad jeg oplevede Påskemorgen.
– Efter flere dages dårligt fiskeri stod jeg alt for tidligt op for at få afløb for frustrationerne. På fiskepladsen blev jeg mødt af to store sæler på hver deres sten. De nød livet, men gjorde livet surt for mig – for vi kan godt lide at fange det samme – nemlig havørreder. Nå, men de svømmede endelig videre efter at have gloet nysgerrigt på mig , i hvad der føltes som en evighed. Og det på trods gloser fra undertegnede, som ikke tåler offentliggørelse – og som slet ikke var passende på sådan en højhellig søndag. Heldigvis var jeg ikke i kirke, for så var morgenens mirakel nok ikke sket efter mine verbale synder.
– På stedet, hvor jeg i årernes løb har stået hundredvis gange og lagt tusindvis af kast, huggede en fisk, som nogle fisker efter hele deres liv. Efter 13 minutters fight med en alt for høj puls, kunne jeg endelig tage fat om haleroret, råbe flere syndige gloser, skyde et par hurtige billeder og sætte vidunderet ud igen, som tak for, at den lagde vejen forbi mig denne morgen. Den blev hængende bag en tangbusk tæt på mig i fem minutter, mens vi begge fik pulsen ned efter en overraskelse af de større for vores begges vedkommende, inden den svømmede ud mod dybderne igen, hvor den forhåbentlig fortsat nyder livet. Det gør jeg i al fald! Fisken var lige over 80 centimeter. Havørreden huggede på en SG Sandeel i Brown Copper Red Dots på 19 gram, der kan være super effektiv i overskyet vejr.
Se fighten af fisken her på Theises Youtube kanal.
apr 11, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Min makker Loui Risom og jeg ankom begge til spottet klokken 7 sharp, og med musik fra bilen pakkede vi spinnegrejet ud i godt humør, fortæller Magnus Weis Sørensen. – Forhåbningerne var høje, da vi skulle ud på nogle nye spots. Vejret var stille, og det var vi glade for, da vi skulle ud i flyderingene for at komme hen til et spændende spot.
– Men da vi endelig fik sat os i flyderingene, gik der ikke andet end 10 minutter, så var der benhård modvind. Vi kæmpede, roede og svømmede med benene, og efter 45 minutters hård sejlads, nåede vi frem til de nye spots. Loui skulle lige skifte agn, men jeg var allerede klar – og efter to kast smaskede en havørred på helt inden foran fødderne. – GOD HAVØRRED, råbte jeg til ham, og han var hurtig med nettet, så vi fik den landet. Vi kunne hurtigt se hvor tyk og vel proportioneret den var. Vi tog et par hurtige billeder, og den fik friheden igen. Vi fiskede lidt og vente tilbage til der, hvor vi startede. Nu fiskede Loui forrest, og inden længe kunne jeg høre et råb om stor havørred. Efter en længere fight lander han sin 63 cm havørred, som du ser ovenfor, og den var også ganske flot. Han slog min på 55 cm, men dog kun i længden – næppe på vægten. Det blev kun til følgere efter det, men det var bestemt en dag, der røg i huskebogen under kapitlet, “Det var værd at kæmpe for”. De to fisk huggede på henholdsvis en kystwobler og et rotationsblink.
Fiskene er tilmeldt Kinetic Fiskecup 2024, som du kan læse meget mere om her.

Loui med sin fine 63 cm havørred – øverst Magnus med sin flotte havørred.
