– Planen var at tage en tur efter aborrer forleden, men da jeg var på vej afsted greb havørred lysten mig noget så grusomt, fortæller Claus Humle Hvidtfeldt. – Jeg havde, meget uansvarligt af mig, flere stænger, hjul og fluer i bilen, så at ændre planerne var heldigvis meget enkelt, og jeg satte snuden mod kysten. Men nu var det store spørgsmål, hvor man skulle tage hen. Jeg valgte en plads, som 6 dage forinden, havde givet mig en 70 cm havørred fra flyderingen.
– Jeg ankom til pladsen sent på formiddagen, belly’en var pumpet op, og kun én fisker langt nede af strækket var at se, så det var fint nok. Jeg havde alligevel tænkt mig at fiske et godt spinkasts længde fra kysten, nu når jeg var kommet sent til pladsen. Der var en fin skrå pålandsvind og ikke for store bølger. Med andre ord, jeg skulle bare i vandet. Jeg valgte en klasse 8 stang og et stort 7+ hjul. Det er ikke mit normale kystsæt, men havde et kort skyde hovede med forskellige synke densiteter til, som jeg bruger i Mørrum om efteråret på, og det gør det lidt nemmere samt hurtigere at skifte densitet og styre dybden, når man fisker fra flydering. At det så ikke er skide godt at kaste overhånds med, er hvad det er. Det virker.
– Fiskeriet begyndte stille og roligt med, at jeg dækkede det, som jeg ville kunne havde nået fra waders – og bevægede mig ellers langsomt ud af, men ikke en skid gav det. Jeg begyndte så småt at tænke på aborrer igen. Jeg skiftede til synke 1-3 og satte favoritfluen på, en gul og hvid pattegris med gule easy shrimp eyes. Jeg havde så småt tabt troen på projektet og sad og snakkede i mobil, imens jeg kastede og lod mig drive forlæns hen imod starten af rev kanten. Havørreder har det jo med at kontrollere kanterne lidt ekstra til tider. Imens jeg sad og pjattede og hyggede mig, huggede noget tungt helt ude i kastet. Der blev hurtigt lagt på, da jeg kunne konstatere, at det ikke var en lille fisk efter det første akrobatiske spring ud af vandet. Jeg fik hurtigt linen op på det store hjul, og så begyndte en ellers noget så herlig fight med flere lang udløb og spring fri af vandet.
– Jeg bevægede mig lidt længere ud i håbet om, at den ville trække lidt ned i stedet for at hoppe så meget rundt, det så sgu lidt farligt ud. Da den var begyndt at slappe lidt af og komme hen imod nettet, var den ikke begejstret, og tog atter et lang udløb, men kom så tungt og roligt hen imod mig. Her gled den let og elegant ned i mit lidt for overdimensionerede gedde net, som jeg faktisk syntes passede fint til denne lejlighed. En fin fisk på 77 cm og 4,5 kilo. Jeg er glad, slutter @claushumle.