DSF & SANDARTEN – DEL 2

jan 14, 2021 | Artikler, Miljø og debat

I december 2020 gav DSFs formand Torben Kaas sit bud på forbundets overordnede holdninger til sandarten på fiskogfri.dk, som er positive. Men – for at få de nødvendige ændringer i forvaltningen af vores sandartbestande, der reelt set skal til for at forbedre vilkårene, så kræver det, at DTU Aqua bliver konfronteret med det hidtil fagligt kritisable grundlag for deres rådgivning, så de ændrer kurs. På dette punkt virker det desværre som om, at DSFs biolog Kaare M. Ebert er mere optaget af at være loyal over for DTU Aqua – end for at stå vagt om den biologiske faglighed og tale de danske lystfiskeres sag.

AF JENS BURSELL

I del 1 af artikelserien om DSFs holdninger til sandarten kunne vi konstatere, at DSFs nye formand tilsyneladende er uenig med DTU Aqua i det fundamentale spørgsmål om, hvorvidt sandarten er hjemmehørende i Danmark. DTU Aqua betragter sandarten som ikke hjemmehørende i alle danske vande på nær Haderslev Dam – mens DSFs formand mener ”at sandarten er hjemmehørende i mange danske vande”. Spørgsmålet er så, om DSF vil tale de danske lystfiskeres sag – og agere på denne uenighed.

For rent lavpraktisk at komme videre med de tiltag, der skal til for at fremme sandartbestandene, er det bidende nødvendigt at tage helt konkret stilling til, hvor den er hjemmehørende, og hvor den ikke er hjemmehørende – samt hvor sandarten helt præcist bør have krav på samme beskyttelse som andre hjemmehørende arter.

Som du kan se nedenfor virker det desværre ikke som om, at en proaktiv indsats for dette er interessant at prioritere for DSF, men det vender vi tilbage til. Såfremt man vælger den politiske kurs, at sandarten er en art, der har samme forvaltningsstatus som fx ørred – så skal der naturligvis også afsættes de ressourcer det kræver at få sandartbestandene op igen. Her er der heldigvis noget der tyder på at DSF formand har gode intentioner – og fremover til søge at afsætte flere penge til pleje af søernes fiskebestande.

Hvor skal sandartbestandene beskyttes og plejes?

I den sidste artikel om de danske sandartbestande stillede vi DSFs formand Torben Kaas følgende spørgsmål: I hvilke områder regner DSF ikke sandarten som hjemmehørende? – og i hvilke områder mener DSF, at sandarten rent forvaltningsmæssigt skal behandles som hjemmehørende? Hertil svarede Torben Kaas: – Det vil jeg lade være op til sagkundskabens vurderinger på vores forskningsinstitutioner.  DSF har nu haft et par måneder til at undersøge sagen og diskutere den med sagkundskaben.

FISK & FRI: I hvilke områder og regioner mener DSF, at man skal søge at beskytte og pleje sandartbestandene på linje med andre arter som fx ørred og gedde? Er det fx kun i de områder, hvor sandarten har kunne sprede sig naturligt til via den forhistoriske Ancylus Sø og tilhørende Danaelv – fx SØ Danmark? Og bør de Nordsjællandske sandart i fx Mølleå systemet samt Arresø også regnes som en del af Ancylus systemet, og derfor også beskyttes som var de hjemmehørende? Eller hvad med fx Midt- og Nordjylland, hvortil sandarten måske kun har kunnet sprede sig naturligt via fuglespredning? Lad os få en helt klar udmelding om DSFs holdning til mål for bestandsplejen af sandart i alle disse kategorier af områder:

DSF: Jeg mener ikke, man skal skelne mellem hvilke spredningsveje, en art har benyttet sig af. Har arten spredt sig uden menneskelig hjælp, så er den hjemmehørende de steder, den dukker op. Gør menneskelig påvirkning efterfølgende, at arten bliver udryddet eller truet de steder, den selv er dukket op, så har vi en opgave med at beskytte den. Om arten har spredt sig i kraft af forhistoriske landsænkninger og -stigninger, om den har spredt sig med fugle, eller om den har spredt sig på anden vis, har ingen betydning for, om man kan regne den for hjemmehørende.

Joe Hochmut var en af landets dygtigste sandartfiskere indtil sin alt for tidlige bortgang for cirka 10 år siden.

I øvrigt forvaltes sandart lovgivningsmæssigt ligesom ørred, gedde og andre hjemmehørende arter med fredningstider og mindstemål. Problemet er ikke den almindelige forvaltning men derimod de forældede regler omkring erhvervsfiskeri på søerne, hvor der ingen regulering er i forhold til mængder.

FISK & FRI: Du skriver ”Har arten spredt sig uden menneskelig hjælp, så er den hjemmehørende de steder, den dukker op.” Jo tak – men når der diskuteres, hvorvidt en art er hjemmehørende i en forvaltningsmæssig sammenhæng, bliver man jo nødt til at tage et standpunkt. Eftersom man ikke kan spørge mennesker, der er døde – og der ikke er nedskrevne kilder, der rækker mere end et par hundrede år tilbage, så bliver man jo nødt til at ræsonnere sig frem, om arten kan have været oprindeligt og naturligt forekommende i et område ud fra den viden man nu har. Det har man gjort for ørred – så man kan spørge sig selv, hvorfor DSF ikke ønsker at ræsonnere på samme måde og efter samme logik, når det gælder sandart?

At sandarten rent lovgivningsmæssigt forvaltes med fx fredningstider og mindstemål er jo ikke det samme som, at den i praksis har samme forvaltningsstatus som fx ørred og gedde. Ørreden har eksempelvis ikke fået prædikatet ”ikke hjemmehørende” eller ”invasiv” – på trods af, at ørreden – hvis man overførte DSF og DTU Aquas sandartlogik på denne art – lige så vel kunne fejlplaceres i disse forvaltningsmæssige uønskede kategorier. Reelt set har sandarten derfor historisk ikke fået samme gode behandling som ørreden, hvilket understreges meget godt ved, at der aldrig er brugt så meget som én eneste krone af Fisketegnsmidlerne på at fremme bestandene – tværtimod er pengene brugt på rådgivning om at decimere vores bestande af sandart.

Til dette svar fra DSF – samt til stort set alle DSF-svar nedenfor er det oplagt at konfrontere DSF ikke blot med kommentarer, men også med uddybende spørgsmål. DSFs biolog Kaare M. Ebert har desværre ikke ønsket at stille op til opfølgende spørgsmål med henvisning til, at han har for travlt. Men kritiske søfiskebriller kunne man argumentere, at det er en prioriterings sag – og præcis dette argument med manglede ressourcer har Fisk & Fri før hørt adskillige gange fra DSF, når der blev stillet spørgsmål, som udstillede biologisk faglige svagheder i DSFs linje.

Vil DSF søge at ændre DTU Aquas kurs?

Meget tyder som sagt på, at DSF faktisk er uenig med DTU Aqua om, hvor sandarten bør have samme forvaltnings status som andre arter. Hvis det er tilfældet, hvad vil man så gøre ved det?

FISK & FRI: Vil man fra DSF side stille krav til at få DTU Aquas rådgivning på området ændret? Og hvad hvis de ikke ændrer deres rådgivningspraksis? Vil vi så se et DSF, der fremlægger problematikken på højeste niveau i de relevante ministerier, så DTU Aqua ultimativt set tvinges til at ændre kurs?

DSF: Vi vil i DSF altid arbejde for, at de hjemmehørende fiskebestande skal være sunde. Kan vi se, at vi mennesker ødelægger vilkårene for bestemte bestande eller arter, så vil vi nu som før arbejde for at få de pågældende bestande på fode igen. Det gælder også for sandarten. Jeg oplever ikke en konflikt med DTU Aqua sådan som den bliver fremstillet i præmissen for spørgsmålet, men vi har helt sikkert gode diskussioner med DTU Aqua. I de diskussioner bliver vi hørt, ligesom vi også lader os påvirke af DTU Aquas faglige argumenter. Netop med baggrund i Fisk og Fris kritik af DTU Aqua var jeg måske forudindtaget i mine første samtaler med DTU Aqua, men jeg har oplevet en imødekommende institution, som helt naturligt står vagt om sin faglighed, men som også er lydhør overfor politiske eller interessebårne ønsker.

FISK & FRI: DSF lader sig altså påvirke af DTU Aquas faglige argumenter. OK – det kunne være interessant at høre hvilke faglige argumenter, som DSF tænker på her. Vi vender tilbage og spørger ind til dette i december. Så har DSF haft alt den tid i verden de måtte ønske sig til at komme i tanke om, hvad DTU Aquas gode argumenter var.

Joe Hochmut med en flot sandart fra Furesøen.

Er sandarten invasiv?

I den første artikel stillede Fisk & Fri følgende spørgsmål: ”Anderkender DSF, at sandarten ikke er invasiv. Hvis DSF mener den er invasiv – begrund venligst”. Hertil svarede Torben Kaas: ”For at en art er invasiv skal den dels ikke være hjemmehørende og dels sprede sig ukontrollabelt på bekostning af andre arter. Ingen af delene er tilfældet for sandart”.

Hvis DSF mener dette – selv om det er et indirekte svar, så er DSF jo jfr. ovenstående igen fundamentalt uenig med DTU Aqua. Vi stillede derfor Torben følgende spørgsmål: ”Vil DSF tage konsekvensen af dette på de danske lystfiskeres vegne og konfrontere DTU Aqua med problemet – eksempelvis ved at bede dem om at få teksten rettet i ”Søhåndbogen” så sandarten 1) ikke omtales som invasiv og 2) ikke fremover forvaltes som invasiv?”

Til dette svarede Torben Kaas: – Jeg har en god dialog med DTU Aqua, som tegner et andet billede, så jeg er ikke enig i præmissen for spørgsmålet.

FISK & FRI: Hvad er det så helt præcist DTU Aqua siger, som giver et andet billede af deres vurderinger i denne sammenhæng? På hvilke områder er DSF enige med DTU Aqua – og på hvilke områder er DSF uenige? Og kan DSF bakke om DTU Aquas holdninger? Det er jo vigtigt for læserne at vide, hvis dit svar skal give mening?

DSF: Her har jeg rådført mig med vores fiskebiolog Kaare Maniche Ebert, som oplyser mig, at DTU Aqua ikke kalder sandarten invasiv men skriver, at sandart har ”invasive egenskaber” (https://www.fiskepleje.dk/soeer/arternes-fiskepleje/bedre-fiskeri-sandart), hvilket er noget andet. Vi har ikke kunnet finde udtalelser fra DTU Aqua om, at sandarten skulle være invasiv. Vi kan sikkert få en god diskussion med DTU Aqua om, præcis hvilke vande, sandarten er hjemhørende i, og hvilke den er udsat i. Den diskussion vil vi tage vand for vand i den takt, der bliver behov for det.

FISK & FRI: For det første har DTU Aqua – inden den massive kritik fra Fisk & Fri blev publiceret – dokumenterbart kaldt sandarten invasiv, så det er ikke korrekt, hvad Kaare Maniche Ebert skriver. DTU Aqua har dels kaldt sandarten invasiv på fiskepleje.dk (SANDART: DTU AQUA ”INDRØMMER” FEJL – NÆSTEN… – Fisk & Fri (fiskogfri.dk) – og det at Søren Berg fra DTU Aqua har opført den danske sandart på den officielle Nobanis Invasive Species list dokumenterer og underbygger blot dette.

Det er derimod korrekt, at efter Fisk & Fri har kritiseret DTU Aqua, står der nu ”kun”, at sandarten har ”invasive karakterer” på fiskepleje.dk. Men at skrive ”at sandarten har invasive karakterer” er lige så fagligt ukorrekt som at skrive, at den er invasiv. Og – det har samme negative effekt rent forvaltningsmæssigt, fordi det på et forkert grundlag legitimerer hård befiskning og nedprioritering i fiskeplejen. At den skulle have ”invasive karakter” er jo et negativt ladet ord, der fejlagtigt udtrykker, at sandarten skulle være skadelig ud fra den præmis, at den er ”ikke hjemmehørende”. Og – eftersom den 1) dokumenterbart er hjemmehørende og derfor er en naturlige del af systemet og 2) der ikke findes dokumentation for skadelige effekter af sandart i dens naturlige udbredelsesområde, så er det jo fagligt forkert at give den dette negativt ladede prædikat.

Det ville have været væsentligt at vide, hvorvidt DSF tilsyneladende giver DTU Aqua ret i, at sandarten har ”invasive egenskaber” og i givet fald hvilke ”invasive egenskaber” den har. Også dette spørgsmål vil vi vende tilbage med til DSF i december.

Uddøde sandarten naturligt i SØ-Danmark?

Netop for de arter, som vi snakker om her – ørred og sandart – så er den tidmæssige referenceramme for decimering eller udryddelse af bestandene identisk. Eller sagt på en anden måde – går vi efter det, som vi rent faktisk ved, og det der reelt set er dokumentation for – så er der intet der taler for, at sandarten skulle være ”udryddet” tidligere end ørreden på Fyn og Sjælland. Og når ”udryddet” står i citationstegn, så er det fordi, at vi rent faktisk ikke ved med 100 % sikkerhed om bestandene af fx sandart og ørred nogensinde har været totalt udryddet – eller om de bare har været så fåtallige, at man har valgt at lave supplerende udsætninger, fordi man ville have flere.

Hvis ørred og sandart bestandene rent faktisk er decimeret parallelt rent tidsmæssigt, hvilket noget måske tyder på – så kunne dette oplagt være en indikation på, at begge bestande er decimeret af de samme årsager – eksempelvis spærringer og dårligere gydeforhold. Og så har et umådeholdet overfiskeri i den periode, hvor den danske natur generelt blev allermest forarmet nemlig i løbet af 1600-1700 tallet, sikkert også bidraget til at tvinge mange bestande af både sandart og ørred i knæ.

I sidste artikel kom Torben Kaas med følgende udtalelse: ”Vi mener, at enhver art, som er naturligt hjemhørende i et område, har krav på at være i det pågældende område. Er en art uddød af naturlige årsager i nogle vande, så mener jeg, naturen har talt, og at den ikke længere er hjemmehørende i de vande”.

Dette vil vi meget gerne have uddybet, for det har stor forvaltningsmæssig betydning. Der findes flere sandsynlige forklaringer på, at sandartbestandene kan være decimeret voldsomt gennem de sidste tusind år på grund af menneskelig aktivitet – dels er deres muligheder for føde og gydevandringer reduceret drastisk på grund af utallige spærringer på åerne (https://fiskogfri.dk/red-sandarten-stop-dtu-aquas-magtmonopol-del-1/)  og dels er deres gydemuligheder forringet på grund af sedimentation af egnende gydepladser (https://fiskogfri.dk/flere-sandarter-hvad-kan-vi-goere/)

Torben Kaas nævnte altså, at undtagelsen for at ikke at søge at fremme en oprindeligt hjemmehørende art er, hvis en art er naturlig uddød, og det giver jo god mening. Dette leder helt naturligt videre til et meget vigtigt spørgsmål.

FISK & FRI: Mener DSF, at de SØ Danske sandartbestande uddøde naturligt, inden man begyndte de store udsætninger i slutningen af 1800-tallet? Hvis ja – så underbyg og sandsynliggør det venligst med afsæt i videnskabeligt dokumenterbare fakta.

DSF: Igen har jeg måtte søge hjælp hos vores biolog. Det er i bund og grund en debat, som skal tages af eksperter. Et modspørgsmål kunne være: Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt? Vi er nu heller ikke enige i, at ørreden blev udryddet på Fyn så tidligt, som du skriver. I Krøyers værk, som du selv beskriver som en troværdig kilde, skriver han således i bind II side 622 om grålaks (Salmo eriox, der med meget stor sandsynlighed er arten Salmo trutta):

”I Kattegat og Østersøen er den her beskrevne fisk ret hyppig; på Jyllands vestkyst har jeg ikke set den”.

Og så har han denne fodnote:

”Ved Nyborg, hvor en del ørredfangst drives, fortaltes mig, at ørreden trækker efter det ferske vand omtrent fra juli måned til langt ud på efteråret”.

Set herfra er det derfor mere sandsynligt end usandsynligt, at der fandtes ørreder på Fyn i 1800-tallet, og i resten af Østersøområdet. Og derfor med stor sandsynlighed også på Sjælland.

Samme Krøyer skriver i øvrigt sådan om mallens udbredelse i danske farvande: Krøyer bind III side 133:

”Hos os har den tidligere været at finde i Sorø Sø, men dels er der næppe tvivl om, at den dertil er indført fra Tyskland, dels synes den i temmelig lang tid udryddet i bemeldte sø. Dens indlemmelse i den danske fiskefauna ville altså ikke være retfærdiggjort ved dette habitat. Men den forekommer desuden i Elben nær Altona, og den går stundom fra de større tyske floder ud i Østersøen, og strejfer da undertiden hen til de danske kyster. For nogle få år siden fangedes således et individ i en å nær Køge.”

For at vende tilbage til sandartens, så står der i Atlas Over Danske Ferskvandsfisk ret meget om artens forhistoriske udbredelse. Der nævnes, at udbredelsen næppe har været stor, da fund af sandartknogler er langt sjældnere end fund af gedde- eller aborreknogler. Det kunne tyde på en naturlig forklaring på artens begrænsede tilstedeværelse i vores søer. Men som nævnt – så er det en diskussion mellem eksperter.

FISK & FRI: DSF besvarer ikke spørgsmålet, men kommer blot med modspørgsmålet: ”Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt?” Der findes som skitseret ovenfor adskillige gode argumenter, der sandsynliggør, at en decimering af sandartbestande helt eller delvist kan have skyldes menneskelig påvirkning – men så vidt vi kan se ikke ét eneste argument, der giver en god forklaring på at sandarten skulle være decimeret eller måske udryddet naturligt.

Som biolog, der er ansat til at tale de danske lystfiskeres sag, forekommer det derfor besynderligt, at Kaare Maniche Ebert tager denne vinkel på sagen, uden tilsyneladende at have et eneste reelt fagligt argument for, at sandarten skulle have været uddød naturligt. Bruger man denne ”omvendte bevisbyrde” efter samme logik på ørred – så ville man jo heller ikke entydigt kunne bevise hvorvidt ørreden ”uddøde” naturligt eller som følge af menneskelig påvirkning på Fyn og Sjælland. Man pudsigt nok har man aldrig hørt DSF eller DTU Aqua bruge denne retorik om ørred…

Hvis man fra DSFs side mener, at det er rimeligt og giver fagligt mening at stille modspørgsmålet ”Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt?”, så må det jo være fordi Kaare M. Ebert er af den opfattelse, at det er mere sandsynligt, at sandarten blev ”udryddet naturligt”, end at den blev uryddet helt eller delvist pga menneskelige påvirkning. Såfremt det er tilfældet, ville han fremstå langt mere troværdig som biolog ved enten at være i stand til at argumentere for det – eller også bare indrømme at han ikke kan komme på nogle gode faglige argumenter, for det han ellers nok så frejdigt antyder indirekte. Men spørgsmålet er – hvorfor ønsker DSFs biolog ikke at besvare dette helt centrale spørgsmål. Mest af alt virker det som om, at han desperat forsøger at forsvare sine venner på DTU Aqua – uden reelt set at have fagligheden til at komme med nogle gode saglige argumenter for det.

Endvidere virker det som om, at DSF ikke har forstået pointen med at diskutere hvilke arter, der er oprindeligt naturlige i diverse områder. Pointen er IKKE, at jeg ikke ønsker alt det bedste for ørredbestandene – tværtimod. Pointen er udelukkende, at udstille det fagligt tvivlsomme i, at DTU Aqua og DSF bruger én logik, når det drejer sig om at legitimere ørredudsætning og bestandspleje af ørred – men en helt anden logik, hvis det drejer som om andre naturligt forekommende arter som fx sandart og malle. Når snakken går om ørred vendes alle argumenter, så det taler for at man bruger mange ressourcer på at fremme bestandene – og omvendt når det gælder fx sandart og malle…

Når det gælder ørred, så er det tilsyneladende helt OK at DSF og DTU Aqua kan nøjes med at  ”sandsynliggøre” artens naturlige forekomst, mens når det gælder bestandsfremmende foranstaltninger for fx sandart og malle – så skal man kunne dokumentere den naturlige forekomst… Men – det kan man så heldigvis også. Pointen med, at jeg skriver, at det ikke kan dokumenteres, at ørreden har været naturligt forekommende ynglefisk på Fyn og Sjælland, er altså blot at sige, at hvis man bruger én logik til ørred – så må man også bruge den samme logik og dokumentationsniveau til at bedømme den naturlige forekomst af andre arter, hvis man vil fremstå fagligt troværdig.

DSF siger således, at Krøyer skriver: ”Ved Nyborg, hvor en del ørredfangst drives, fortaltes mig, at ørreden trækker efter det ferske vand omtrent fra juli måned til langt ud på efteråret” – og DSF konkluderer ”Set herfra er det derfor mere sandsynligt end usandsynligt, at der fandtes ørreder på Fyn i 1800-tallet, og i resten af Østersøområdet. Og derfor med stor sandsynlighed også på Sjælland.”

Ja – det har DSF da helt ret i – alt dette er vi klar over – og her på Fisk & Fri er vi helt enige i, at ørreden sandsynligvis har været naturligt forekommende i hele landet – inklusiv Fyn og Sjælland. Pointen er, at ovennævnte sætning selvfølgelig ikke kan betragtes som en endegyldig dokumentation for en fast gydende ynglebestand – men blot en information, der tyder på, at der ”sikkert” har været en gydebestand. Reelt set står der jo intet konkret om gydende ørred og en ynglebestand i åen – og måske kunne der blot være tale om store koncentrationer af ørred i Holckenhavn Fjord om vinteren.

Vedrørende Krøyers kommentar om mallen, bør man som kildekritisk biolog i DSF med ansvar for at varetage alle danske lystfiskeres interesse, naturligvis forholde sig til, at de kvartærzoologiske fund, der sort på hvidt dokumenterer oprindeligt naturlige mallebestande på Fyn og Sjælland – jo er fremkommet efter Krøyers død. Eller sagt på en anden måde. Krøyer kunne jo ikke vide, at man flere hundrede år efter ville finde malleskeletter, der ville modbevise hans teori sort på hvidt. Så ja – vi betragter som de fleste andre biologer Krøyers faktuelle observationer for gode varer og ”best available science” i sin samtid – men hans teori om, at mallerne var indført, er altså skudt i sænk af de nyere forhistoriske fund, hvilket er beskrevet i malleafsnittet i ”Atlas over danske ferskvandsfisk” fra 2012. Dette bør være en sammenhæng man som biolog er i stand til at gennemskue og formidle – hvis ellers det man ønsker, er at give et retvisende billede af mallens udbredelseshistorie. Det ville derfor klæde DSFs biolog at anderkende, at adskillige videnskabeligt veldokumenterede kvartærszoologiske fund fra nyere tid både rent videnskabeligt og dermed også forvaltningsmæssigt selvfølgelig bør overrule en udokumenteret teori fra 1840´erne? Men – man har desværre ikke tid på DSF til at besvare flere spørgsmål, så den må vi lade ligge til vi stiller Kaare M. Ebert det samme spørgsmål til december.

FISK & FRI: Hvis DSF ikke mener, at sandarten er uddød naturligt – vil man så fra DSFs side så konfrontere DTU Aqua med det eventuelt fagligt kritisable i deres hypotese om, at sandarten skulle være uddød naturligt – samt kræve at få deres rådgivning og dermed forvaltningen ændret på baggrund af dette?

DSF: Hvis vi mener, sandarten er hjemmehørende i et vand, så vil vi også arbejde for, at bestanden skal nå sit potentiale dér. Den diskussion vil vi også tage med DTU Aqua og med andre, hvis de ikke er enige med os.

FISK & FRI: Jo tak, men hvis DSF har en reel ambition om proaktivt at fremme de danske sandartbestande, så kan det vel kun gå for langsomt med at tage konkret stilling til i præcist hvilke vande sandartbestandene skal fremmes? Hos DSF ved man jo ikke, hvem man er enig eller uenig med, før man selv har taget stilling til, hvad man mener…Vi vender retur med spørgsmål til dette, når DSF lige har haft tid til at tænke lidt over det.

Er det sværere at hjælpe sandart end ørred?

I sidste artikel spurgte vi DSF: ”Selvom sandart og ørred selvfølgelig er to forskellige arter, har de begge fundamentalt set brug for fri passage og gode gydepladser. Hvor i består den store forskel i forhold til fx udsætninger? Hertil svarede Torben Kaas: ”Fedtfinnefisk hjælpes på vej ved fysiske forbedringer af vandløbene og ved udsætninger, fordi de er langsomme til at opformere sig naturligt. Søernes rovfisk er langt hurtigere til at etablere sig selv, når de rigtige vilkår er til stede, så her giver støtteudsætninger ikke lige så ofte mening.”

Samme argumentation har DSF brugt til at ”forsvare”, at der reelt set aldrig nogen sinde er brugt så meget som en krone fra Fisketegnsmidlerne til ophjælpning af søernes fiskebestande.

FISK & FRI: Er det noget DSF kan dokumentere, at søernes rovfisk skulle være hurtigere til at opformere sig naturligt end fx ørred? – der er jo normalt kæmpestore forskelle på fx æg og yngelfitness, prædation, fødeudbud, intra- og interspecifik konkurrence om gydesubstrater og mange andre lokale faktorer, der påvirker opformeringshastigheden og dermed gør, at det er fuldstændig umuligt at sammenligne og drage sådanne konklusioner over en bred kam?

DSF: Der er faktisk for år tilbage brugt fisketegnsmidler på at ophjælpe geddebestande i forskellige søer. Udsætningerne blev stoppet, fordi de ikke gav resultater. Primært fordi der var miljømæssige problemer i søerne.

Men det er heller ikke vigtigt – for det handler jo om, hvilke begrænsende faktorer, der findes. Når sandarterne i Arresø, som er en meget forurenet og stærkt belastet sø, kan få gydesucces og skabe en stor bestand, der kan give ophav til et meget omfattende erhvervsfiskeri, så kunne det tyde på, at det ikke er miljøet i søen, der her er problemet. Lokale sportsfiskere med erfaring fra Tissø kan også berette om, at der i år med kun lidt garnfiskeri i søen plejer at være masser af små sandarter. Det siger mig, at det i stedet er forvaltningen af fiskeriet, der er problemet. Men vi vil selvfølgelig gerne være med til at sætte fokus på, om der er miljømæssige udfordringer i de søer, hvor der er sandart.

FISK & FRI: På Arresø og flere andre søer er jeg enig i, at erhvervsfiskeriet er hovedproblemet. Men det ændrer ikke på, at man skal have muligheden for at kickstarte bestande, der eksempelvis er fisket helt i bund med udsætninger, hvor det er nødvendigt, og hvor det kan forsvares biologisk i vande, hvor sandarten allerede findes eller har fandtes. For at have denne mulighed, er man også nødt til at tage den forvaltningsmæssige diskussion om hvilke kriterier, der skal ligge til grund dette. Fisk & Fri mener i øvrigt IKKE, at man bare skal sætte sandarter ud overalt. Habitatsforbedringer og et reduceret erhvervsfisketryk er helt klart de bedste virkemidler for at få bestandene hurtigt op i langt de fleste situationer. På den front er Fisk & Fri helt enig med DSF.

FISK & FRI: Hvis ikke DSF kan dokumentere eller som et minimum sandsynliggøre, at det skulle være sværere at hjælpe søernes rovfisk med afsæt i ovenstående variable faktorer, så betyder det jo i praksis, at DSF og DTU Aqua i årtier har brugt en undskyldning for ”ikke at bruge penge på søernes rovfisk” – som reelt set ikke holder vand rent fagligt. Hvad mener I om det – er det OK? Og skal det have en konsekvens?

DSF: Jeg mener, at vi under alle omstændigheder skal hjælpe søernes rovfisk, hvis der er behov. Giv dem fred fra alle former for garnfiskeri og skru ned for næringsstoftilførslerne, så skal søernes rovfisk langt hen ad vejen nok kvittere med bestandsfremgang. Så kan der være nogle lokale og konkrete situationer, hvor det ikke er nok – måske fordi en bestand trods alt er for langt nede i knæ til, at den indenfor rimelig tid kan genetablere sig. Her er det vigtigt, at man kigger på, hvorfor bestandene ikke kan finde fodfæste – det er jo den eneste mulighed for at ændre udviklingen. Med hensyn til at udføre støtteudsætninger, så har vi absolut intet principielt imod det. Men samtidig er det vigtigt at sige, at når jeg taler med foreningerne omkring vores sandartvande, så hører jeg, at man ikke er særlig interesseret i udsætninger, fordi man har et dybt følt ønske om ikke at blande fremmede gener ind i sin lokale bestand. Det synes jeg, man skal respektere i stedet for blot at flytte rundt på genpuljerne for at opnå en hurtig bestandsfremgang.

FISK & FRI: Med udgangspunkt i svaret ovenfor kan DSF tilsyneladende hverken dokumentere eller som et minimum sandsynliggøre, at det skulle være sværere at hjælpe søernes rovfisk end åernes laksefisk med afsæt i ovenstående variable faktorer. Meget tyder således på, at DSFs biolog Kaare M. Ebert og DTU Aqua i årevis har brugt en undskyldning for ”ikke at bruge penge på søernes rovfisk” – som reelt set ikke holder vand rent fagligt. Vi tror og håber på at den nye ledelse vil gøre det bedre fremover. Støtte udsætninger behøver i øvrigt ikke at udvande de lokale sandartgener – man kan jo bare basere sit avlsarbejde på lokalt indfangede avlsfisk. Vi vender retur med opfølgende spørgsmål til dette i december.

FISK & FRI: Fakta er, at der er igennem 10-15 år reelt set ikke er brugt penge fra Fisketegnsmidlerne til ophjælpning af søernes fiskebestande. Og – helt specifikt er der ikke brugt så meget som én eneste krone på sandart. Vil vi se et DSF, der inden næste §7 møde fremlægger et forslag om projekter til den næste treårs plan, der specifikt går på at forskning i tiltag som, der kan fremme vores sandartbestande. Det kunne fx være forskning i hvordan man genskaber gyderområder eller på andre måder fremmer bestanden.

DSF: Det er for længst besluttet, hvordan fisketegnsmidlerne skal bruges i 2021, og der har vi fået presset et projekt ind, som har til formål at give os mere viden om, hvordan vi får mest mulig værdi ud af de rovfiskebestande, vi har i søerne. Det vil give os nogle argumenter, når vi skal fremme lystfiskeriets sag. Fisketegnsmidlerne disponeres i treårige forløb, hvor 2021 er det sidste år i den nuværende treårige periode. Når disponeringen af midlerne for den kommende treårige periode i løbet af i år skal lægges på plads, så vil man se os i en meget aktiv rolle og også med ønsker vedrørende viden om fiskebestandene i vores søer.    

Prioritering af Fisketegnsmidler

Som nævnt ovenfor er der historisk set stort set ikke brugt så meget som en eneste krone på at forbedre forholdene for søernes rovfisk: 1) DTU Aquas ”Søhåndbogen” gør næppe nogen positiv forskel for søernes rovfisk – snarere tværtimod, eftersom den råder til a) biomanipulation, der blot fjerne fødegrundlaget for rovfiskene og b) rådgiver til hårdbefiskning af sandartbestandene. Meget tyder på, at de beløb der igennem tiden har været afsat til ”Søhåndbogen”, reelt set er penge der er brugt på noget helt andet end det man siger de har været brugt til, hvilket er grundigt dokumenteret her og her. 2) Skarvprædations studierne har nok primært haft til formål at dokumentere prædation på smolt, og kan derfor næppe betragtes som et projekt, der er sat i søen for at hjælpe søernes rovfisk og 3) Projektet omkring fredfiskens vandringer er et grundforskningsprojekt, der er uden den store direkte relevans for pleje af rovfiskebestandene – og dermed et projekt der reelt set ikke burde være betalt af Fisketegnsmidlerne.

Spøgsmålet er nu – skal man gøre noget reelt for søernes rovfisk, må der også investeres idet. Men – det bliver der jo ikke flere Fisketegnsmidler af. Og skal man kompensere rimeligt for årtiers mangel på pleje af søernes rovfiskebestande, så så betyder det jo i praksis, at man vil blive tvunget til at skære ned på andre projekter – eksempelvis de penge der bruget på pleje af ørred og laksebestandene.

FISK & FRI: Hvis DSF mener, at der skal bruges flere penge på søfiskeriet, hvorfra skal disse penge så komme? Skal der eksempelvis bruge færre penge på laks og ørred – eller er det saltvandsrelaterede projekter, der skal skæres ned på for at kunne have råd til for at kunne gøre noget for vores rovfiskebestande i søerne?

DSF: Lige nu er vi i den lykkelige situation, at vi i kraft af mange nye lystfiskere også har nye penge i fisketegnspuljen. Dermed er det ikke sikkert, at der skal prioriteres på den måde, som spørgsmålet lægger op til. Heldigvis kommer der desuden gode ting ud af de projekter, der hidtil er brugt fisketegnsmidler på. Vi ser, at mange vandløb nu er fysisk bedre, mange ørred- og laksebestande klarer sig med færre eller helt uden støtteudsætninger, og vi har allerede vigtig viden på mange andre områder. Der er en naturlig udvikling i, hvad det giver mening at bruge fisketegnsmidler på, og i den udvikling er vi nået langt med ørreder og laks og knapt så langt med søernes rovfisk, så jeg kunne godt se nogle penge skvulpe den vej.

Men samtidig fortæller vores biolog mig, at en af de vigtigste erfaringer fra fiskeplejen har været, at vi kun får bedre fiskeri ved at kigge på alle elementer i fiskenes livscyklus og herunder sikrer en god og bæredygtig forvaltning. Der findes ikke et quick fix, der hurtigt og effektivt kan bringe søfiskeriet op i den absolutte verdensklasse, men med en forbedret lovgivning og et større fokus på de miljømæssige faktorer, der begrænser bestandene, kan vi sandsynligvis relativt hurtigt opnå gode resultater.

FISK & FRI: Torben skriver, at der er kommet flere fisketegnsmidler – implicit at der måske kunne gå nogle af dem til søfiskeriet uden, at det nødvendigvis tager ressourcer fra de andre igangværende projekter. Men – hvis man kigger på budgetterne for de forskellige projekter i de kommende år, så er det eneste nye på søfronten jo et lille projekt til 400.000 kroner (”Søfiskeriets socioøkonomiske værdi”) (?) – på trods af, at der er i omegnen af 4 millioner ekstra på grund af de mange ”Coronafiskere”.

FISK & FRI: En anden måde at skaffe flere penge til søernes rovfisk, kan være at gentænke hele den måde Fisketegnsmidlerne bliver brugt og fordelt på. Kunne det fx give mening at foreslå markante ændringer i fordelingen af midler der anvendes til administration, udsætninger, habitatsforbedringer og forskning? Hvilke tanker har DSF gjort sig om dette?

DSF: Jeg nævnte ovenfor, at vi i løbet af 2021 skal fastlægge rammerne for disponeringen af fisketegnsmidlerne for en kommende treårig periode. I det arbejde vil det være naturligt at se på den samlede fordeling af midlerne. Vi har været godt tilfredse med den nuværende fordeling, fordi vi ved siden af udsætningerne vitterligt har fået meget god viden gennem forskningen og ikke mindst er helt enige i værdien af habitatforbedringer. Men det er ikke det samme som, at den fordeling er mejslet i granit.

Hvad gør DSF – og hvornår?

Vi vil naturligvis følge sandartsagen nøje – og følge op på, hvad DSF så rent praktisk får gjort for vores søfiskeri – inklusiv sandarten. Dette vil ske i en artikel til december, hvor vi vil vende retur med de super vigtige spørgsmål, som DSFs biolog Kaare M. Ebert ikke havde tid til at svare på lige nu. Så kan det i hvert fald ikke blive dette, der er hans undskyldning for ikke at besvare dem.