STORLAKS FRA SNEUM Å

– Lørdag morgen tog jeg afsted til åen sammen med min hund, Sofus, som jeg ofte tager med, når jeg går alene. Sådan lyder det fra Jonas Jørgensen. – Jeg fiskede et par timer nedstrøms broen i Ålbæk uden at mærke noget, og derefter fiskede jeg opstrøms broen.

– I et af de første sving opstrøms broen lavede jeg et nedstrøms kast og lod spinneren svinge ud i strømmen, hvor den blev taget af det, der viste sig at være en drømmefisk. En nervepirrende fight gik i gang. Fisken gik dybt og tog heldigvis sine længere udløb opstrøms, hvor jeg kunne følge med. Der kom en anden fisker forbi, som hjalp med nettet, men mulighederne for at lande fisken var ikke særlig gode. Det endte med, at jeg selv hoppede ned i åen og håndlandede fisken. Hvilket var rimelig nervepirrende, men også en helt fantastisk afslutning på en fight, der varede i over 30 minutter. Fisken målte 116 cm og vejede 14,2 kg, slutter han. Fisken blev fanget på en rød/gul Vestjydenspinner.

Du kan læse meget mere om åfiskeri efter laks og havørred i de mange store artikler på fiskogfri.dk her.

 

Friluftsland

Hvidovre Sport 2025

ET TUNGT HUG I SNEUM Å

– Lørdag den 29 maj spurgte vores yngste søn på 12 år, om han ikke måtte komme med ud at fiske. Jeg var netop på vej ud af døren med tørfluestangen, så vi aftalte at tage en tur dagen efter. Vi stod derfor op søndag og fik gravet en god bøtte orm. Jeg havde valgt et stykke af Sneum Å, som jeg kender ret godt, og hvor børn nemt kan fiske med også, på trods af de stigende vandmængder. Godt udrustet med hvert vores sæt åndbare waders, to 10 fods stænger og en halv liter sodavand, gik vi ned mod åen. Nicolaj fik hurtigt en lynopfriskning af fiskeriet, da han sjældent er med på tur og glemmer teknikken. Så efter en klarmelding, for knægten lære jo mega hurtigt, gik vi nedstrøms. Vi fiskede små 15-20 minutter og kom til et stykke, hvor der var lidt buske. Så det var op med linen og om på den anden side.

– Proppen drev langsomt ned ad åen og hoppede en enkelt, men forsigtig gang. Var det bund eller en fisk? Jeg tog et kast mere, da Nicolaj ikke helt havde indhentet mig endnu. Pludselig kom en mindre klat grøde flydende, så jeg forsøgte at få line og prop op for at undgå det. Men ak nej – jeg ramte grøden, gav et kraftigt ryk med stangen og trak i linen. Pludselig var der ”noget”, der ville den anden vej. Jeg tænkte – hvad hulen er der fisk på?

– Herefter udrullede en tung og slidsom kamp sig i de efterfølgende 5 minutter, og havørreden stillede sig pænt på bunden. Den skulle virkelig presses hårdt, før den til sidst gled ind over netrammen og ned i det maskefrie gumminet. Egentlig troede jeg først, at det var en mindre laks, men først i nettet så jeg, at det var en havørred. Fisken var ny PR, og det var en grov havørred med en konditions faktor, som jeg nok ikke får slået lige med det samme: 1.66 – med en længde på 72 cm og 6,2 kilo.

– Pragtørreden blev taget i Sneum å mellem motorvejen og golfklubben.

 

Friluftsland

Hvidovre Sport 2025

EN SMUK LAKS FRA SNEUM Å

– Dagen startede med, at jeg og min kæreste, Ole, besluttede at køre til Sneum Å fra morgenstunden, fortæller Cecilia Daugaard Jørgensen. – Vi havde egentlig overvejet at tage Kongeåen, men grundet laksekvoten besluttede vi at fiske i Sneum å, hvis heldet nu skulle være på vores side. Vi parkerede ved den såkaldte Transformatorstation ved en 9.30 tiden og begyndte fiskeriet med orm nedstrøms. Det er ikke et sted med specielt dybt vand, så vi gik forholdsvist tjept ned over det første stykke, indtil vi kommer til et stykke i åen med dybere vand.

– Her er en plads, som er svær at fiske, men hvor Ole også sidste år fik sin forårslaks. Vi ved, at denne plads næsten altid holder fisk, og efter 2 minutter på pladsen viser en laks sig midt i åen, da den giver et slag med halen i overfladen. Det er min anden sæson i åen, og jeg har stadig til gode at fange en stor laks, så nu skulle det være. Jeg står derefter med Ole som tilskuer og fisker gentagne gange ned over fisken, og efter cirka 20 minutters fiskeri, kan vi endelig se, at noget har taget ormen. Den slipper dog desværre hurtigt igen. Kastet efter lander nøjagtig samme sted og denne gang napper laksen ormen uden at slippe den igen. Efter en fight på cirka 12-15 minutter uden de store komplikationer, kan jeg lande min første forårslaks nogensinde med en størrelse på 90 cm og 6,75 kg. Jeg må indrømme at både fighten og gåturen med laksen tilbage til bilen, gav lidt ømme arme. Det var dog det hele værd!

Hvidovre Sport 2025

NY UNDERSØGELSE: FLERE LAKS I SNEUM Å

I efteråret 2020 har DTU Aqua undersøgt laksebestanden i Sneum Å, og studiet viser, at bestanden er forøget i forhold til 2015, hvor opgangen af laks var cirka 1.200. I 2020 er opgangen beregnet til cirka 1.600 laks. Sådan lyder konklusionen på en ny rapport fra DTU Aqua.

– I Sneum Å bliver der årligt udsat 35.000 stk. ½-års laks, lyder det endvidere fra forskningsinstitutionen. – Udsætningerne er finansieret af fisketegnsmidler, og bliver opdrættet på Danmarks Center for Vildlaks og udsat i Sneum Å-systemet af Sydvestjysk Sportsfiskerforening. Den nye undersøgelse viser også, at andelen af laks i Sneum Å-systemet, som stammer fra udsætninger i andre vestjyske vandløb, er reduceret fra 33 % i 2015 til 11 % i 2020.

– Målet med fiskeplejen i Sneum Å-systemet er, at bestanden på sigt skal kunne klare sig uden udsætninger, fortsætter DTU Aqua. – Hvis der skal sikres en større naturlig produktion af laks i Sneum Å-systemet, er der fortsat et stort behov for, at der sker markante vandløbsforbedringer. En stor naturlig produktion af laks forudsætter, at fiskene har adgang til egnede gyde- og opvækstområder i vandløbene. Kommunernes opgave med at genskabe faunapassage ved opstemninger og genskabe egnede gyde- og opvækstområder er derfor en forudsætning for, at laksebestanden kan blive selvreproducerende.

Nogle opstemninger i systemet er fjernet fx Endrup Mølle Dambrug i Sneum Å og Bramming Fiskeri i Holsted Å, hvilket har givet fri passage til 102 km laksevand.

– Imidlertid er passageforholdene, især i Holsted Å, fortsat dårlige, lyder det fra DTU Aqua. – De væsentlige opstemninger, som hindrer fri adgang til egnede gydeområder, er opstemningerne ved Hulkær Dambrug, Præstekær Dambrug og Gørklint Mølle Dambrug. Ved opstemningerne har vandløbet tidligere haft et fald, der gør strækningerne særlig egnede som gydeområde for ørred og laks. Der mangler stadig at blive skabt fri passage til 29 km laksevand i Holsted Å. Faldforholdene og vandkvaliteten i Holsted Å gode og jordbunden i ådalen er naturligt rig på sten og grus, så potentialet som gyde- og opvækstområde er meget stort. Vejen Kommune har planlagt at etablere faunapassage ved spærringen ved Gørklint Mølle Dambrug i Holsted Å. Dette projekt vil genskabe de naturlige faldforhold i vandløbet, som det er kendt fra blandt andet Vilholt Mølle-projektet i Gudenå. Anlægsarbejdet forventes udført umiddelbart efter sommerferien 2021, lyder det på fiskepleje.dk, hvor du også kan finde en ny optælling fra Vidå-systemet.

Læs mere om laksene i Sneum Å her. På samme link er der også links til en lang række lakseoptællinger i andre vandløb.

 

Forshaga Akademin

 

Hvidovre Sport 2025

Årets sidste laks fra Sneum Å

– Jeg har netop haft årets sidste tur til Sneum, fortæller Casper Kenny. – Efter cirka halvanden times fiskeri opstrøms, er der bud efter spinneren. I det sidste sving i strømmen ved egen brink, foran mig, hugger en fin han laks på 63 cm. Det bliver en kort intens fight, og den er hurtigt tilbage i åen.

– Under en time senere, står jeg og nyder naturen samt dagdrømmer lidt. Jeg kaster opstrøms langs egen brink. Igen, lige foran mig, hamrer en stor fisk til spinneren. Jeg ser et glimt af en kobberfarvet bredside: “FISK…” får jeg råbt til min kammerat Morten. Den går dybt og laver en masse tunge kraftige hovedrusk. Jeg kan ikke gå nedstrøms, og på modsatte bred hænger træer og buske ud i åen. Det er et udfordrende sted, som let kan resultere i en mistet fisk, men Morten er klar med nettet. Laksen giver en rigtig god fight, og heldigvis laver den ikke de lange udløb op eller ned strøms samt anden ballade.

– Jeg ryster, har gummiben og er super koncentreret, men Morten laver en konge netning, og så har jeg fået en ny PR. Det er en rigtig grov smuk hanlaks på 98 cm. Min første lakse sæson er gået over alt forventning med fem laks, hvor de største var på 87 og 98 cm. Jeg kan næsten ikke vente til sæsonstarten i 2021.

 

Friluftsland

 

Hvidovre Sport 2025

NY PR PÅ HAVØRRED FRA SNEUM Å

– Da arbejdsdagen sluttede, gik turen til åen med en kammerat, fortæller Kasper Rubin. – Der var kommet meget vand på det seneste, og åen havde stået højt i nogle dage. Det kunne mærkes på en tur i lørdags med svære forhold og alt for meget vand. Derfor skulle vi have revanche, og da et par timer ved åen tilbød sig, susende en kammerat og jeg ud på et af de ydre stykker på Sydvestjydsk Sportsfiskerforeningens vand ved Sneum å.

– Jeg ved godt det lyder som en kliché, men i første kast snupper en laks spinneren, imens den er på vej imod bunden, og da jeg slår bøjlen over samt strammer op, mærker jeg, hvad jeg tror er grøde, men det skal vise sig at være en laks på godt 75cm. Efter en god fight med krumspring og lidt tovtrækkeri kan fisken landes og genudsættes, så det tegner til at blive en speciel dag.

– Min kammerat får en havørred lidt senere på 60cm, og vi overvejer derfor, om det ikke er nok for i dag. En rask beslutning bliver dog taget, og vi fortsætter en halv time ned af åen. Her kroger min kammerat sin første laks for i år, og med lidt nervøsitet plus en forsigtigt stillet bremse, der lige så stille knager, glider en god farvet laks på 78cm i nettet. Glæde og store smil bliver fundet frem, og et corona high-five blive det også til. Efter et billede glider laksen tilbage i åen.

– Vi når knapt nok at få spinnerne i vandet, før der er stram line igen. Med det samme kan jeg mærke, at det er en stærk fisk. Fighten er præget af store skumsprøjt og en fisk, der bliver presset hårdt. Da fisken glider ind over netrammen og falder til ro, kan vi næsten ikke tro vores egne øjne. Det er ikke en laks, men et monster af en havørred i forhold til, hvad vi er vandt til at se. Der går flere minutter, og det er først da den ligger i græsset i fuld figur, at det går op for os, hvor stor en fisk vores ellers beskedne å har leveret på en dejlig dag i september. Havørreden måler 76cm, hvilket over fordobler min daværende havørred PR. Spinnerne, som vi gik med er hjemmelavede, som vi kalder Vestjyden Spinneren, grundet en ekstra bøjle på wireren, der gør det nemt at binde helicoptor-rig med en almindelig blinkknude.

For at det ikke skal være løgn, så tog vi også en lille aftentur, hvilke endte med en laks på 97 centimeter i andet kast.

 

Hvidovre Sport 2025

 

En lille aftentur gav Kasper denne flotte laks på 97 centimeter.

En lille aftentur gav Kasper denne flotte laks på 97 centimeter.

Hvidovre Sport 2025

Laksesucces i Sneum Å

– Så lykkes det langt om længe at få en tur over til det jyske, med en god fiskemakker som skulle prøve kræfter med åen for første gang, fortæller Morten Skov Jensen. – Og det skulle vise sig at være en god beslutning.

– Vi ankom til åen ved en 6.30 tiden, og var i tøjet samt rigget til en lille halv time senere. Så skulle der ellers bades nogle spinnere. Kort tid efter første kast viser en god laks sig 50 meter længer oppe ad åen, og det får pulsen et par slag op. Igen viser der sig en større fisk på en ny standplads endnu længere oppe, så feberen er ved at nå en kritisk højde.

– Efter en times tid får jeg kontakt til en lille fin han på en 65-70 centimeter, som lige kommer op til et hurtigt foto og så tilbage til damerne. Vi fiskede videre, og min makker Casper så et par fisk mere, men de ville ikke noget – desværre. Og han fik selvfølgelig første ret, da han skulle have de bedste chancer som “nybegynder”. Der skete først noget, da jeg kom op i svinget, som han så fisk i. Der stod en del gamle pæle, som gjorde det lidt svært at fiske godt af. Efter en del kast tog jeg chancen og lagde et kast bag ved pælene, og håbede så på, at spinneren gik fri. Kort efter spinneren ramte overfladen blev den inhaleret af en stor han laks, som hurtig vise sig i overfladen. Og så kunne panikken begynde, for det var en STOR fisk.

– Jeg fik den presset ud i midten af åen og nedstrøms for at få den væk fra de pæle, men ja den havde selvfølgelig andre tanker, så den tog en godt udløbet opstrøms igen og ind mellem pælene. Nu var gode råd dyre. Den gik helt rundt om den ene pæl, og vi var sikker på, at det var det. Men efter en meget forsigtig overtalelse og lidt trækkeri lykkes det på en eller anden måde at få den tilbage rundt om pælen og få den fri.

– Jeg fik den så presset nedstrøms igen og efter fem minutter kunne min makker – som om han aldrig havde lavet andet – få den over netkanten. Efter en hurtig måling i vandet og et par billeder kunne jeg genudsætte min nye PR på 110cm. Mit målebånd var “kun” en meter, og jeg rystede lidt på hænderne, så jeg tør ikke sige om mine mål er helt 100%. Nu betød det slet ikke noget, at men kun havde sovet tre timer og kørt fra København kl 3.30.

– Men – dagen skulle ikke slutte der, selv om jeg lige skulle ha lidt tid at sunde mig på. Så det var på den igen, og efter en 45 minutter lykkes det igen at få kontakt til en rigtig fin hunlaks, som vi landede, men ikke fik målt, fordi min makker desværre fik skåret sig ret dybt på et siv, som var i vejen for et godt foto. Så den kom hurtig ud – og så skulle vi en tur på skadestuen og få et par sting. Vi var tilbage igen efter et par timer. Casper havde sin flotte finger pakket godt ind, men med en plasthandske ud over, så han kunne fiskes. Efter nogle timer lykkes planerne om, at han skulle fange en laks – eller det vil sige – noget af planen lykkes. For den laks, han fik fat i, var bestemt ikke glad for det hele og tog med det samme et udløb på 50-60 meter opstrøms med Casper efter. Desværre gik den omkring en pæl midt i åen, og det endte desværre med at linen gik i stykker. Men – vi fik set den et par gange, og det var en rigtig god fisk på 90+. Sur mås, men jeg tror måske godt, at jeg kan få lokket ham med igen en anden gang, så han kan få revanche. Alt i alt var det en kanon tur med en masse oplevelser på godt og ondt, som vi sent vil glemme…

 

Grejxperten

Hvidovre Sport 2025

Tanyas laksepremiere i Sneum å

– Jeg parkerede bilen på P-pladsen klokken lidt over seks, hvor jeg mødtes med en bekendt, der gerne ville introduceres for laksefiskeriet, fortæller hun. – Han var kun med for at kigge.

– Efter jeg havde rigget stangen til og skiftet til waders gik vi et stykke opstrøms, inden jeg satte den første orm på krogen, fortsætter hun. – Orm og prop drev fint, og det var dejligt at være ved åen igen.

– Et lille stykke nede af åen sad jeg fast i bunden, og jeg mistede min krog. Den slags sker, og jeg bandt hurtigt en ny krog på samt satte en ny orm på. Igen drev den fint, og pludselig syntes jeg, at proppen drev lidt hurtigt og mærkeligt. Jeg ville trække ind for at kaste ud igen. Men da jeg trak ind, var der fisk på. Den kom hurtigt op i overfladen, hvor den rullede rundt. Den tog ingen lange udløb, men stillede sig bare dybt. Efter en kort men tung fight fik jeg laksen på land, med hjælp fra min bekendte medfølger, som nettede den fint.

– 07.30 sendte jeg fangstbillede til mine fiskevenner, som gik andre steder ved åerne. Det var en stor glæde, men samtidig også en lidt ambivalent følelse, for nu var min fisketur jo allerede slut. Jeg kørte hjem med fisken og fik den renset samt lagt i fryseren. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke var færdig med at fiske, så jeg kørte en tur til Kongeåen – bare for at få lov til at fiske lidt mere. Desværre havde jeg dog ingen held her, men alt i alt en perfekt start på laksesæsonen 2020, slutter hun.

 

Grejxperten

Hvidovre Sport 2025

Laksepremiere – Sneum Å leverer også varen

Der er blevet fanget rigtig godt med laks rundt omkring til premieren her i dag – helt op til  17 kilo og 118 centimeter fra Storåen, taget af Henning Jensen på wobler.

En af de mange, der har været ude i det gode vejr er Lars Sloth, som ikke blot var til laksepremiere – det var også hans første laksefisketur. Og det gik slet ikke så ringe endda.

– Min søn Andreas Sloth er en meget ivrig lystfisker, og han har været  medlem af Sydvestjysk Sportsfiskerforening i et stykke tid. Han har fortalt meget om det gode fiskeri, og havde i dag lokket mig med til laksepremiere i Sneum Å. Jeg havde købt dagskort, og efter en køretur på to timer startede vi på fiskeriet klokken 5.30, fortsætter han. – Efter ca. halvanden time fik jeg hug. Det føltes i første omgang som bundbud, men det viste sig dog at være en rigtig fin fisk. Efter 15 minutters fight måtte vi sande, at vores net var for små, og Andreas måtte en tur i vandet og håndlande den for mig.

– Laksen var virkelig en flot fisk på 12,3 kilo og 107 centimeter. Det var slet ikke dårligt at have egen guide med kendskab til åen, og det er bestemt ikke min sidste laksetur, slutter han.

Hvordan er det gået til din laksepremiere? – Tøv ikke med at sende en beretning og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Hvidovre Sport 2025

Hvidovre Sport 2025