feb 7, 2024 | Artikler, Predatorfiskeri
Man kan faktisk relativt nemt opgradere en foreningbåd. Her er det Christian Klagenberg der har fyldt en af Lystfiskeriforeningens både med bl.a. otte stangholdere, ekkolod, fangstnet, downriggere med mere.
Mange har tilgang til en båd via medlemskab af deres lokale fiskeklub eller fiskeforening, og det er ikke svært med nogle helt simple opgraderinger, at komme til at fiske betydeligt mere effektivitet og komfortabelt.
AF PER EKSTRØM
DIN HELT EGEN BÅD. Det lyder helt fantastisk, og på sin vis er foreningsbåden faktisk også din helt egen båd, som du bare deler med fiskekammeraterne. I sin helhed er det en genial idé. De færreste har tid, plads eller råd til at holde egen båd. Specielt i København og Nordsjælland er foreningsbåden et meget udbredt fænomen. Ikke blot er her mange søer, men de ligger inden for en rimelig afstand af tæt beboede områder og paraplyforeninger som fx Fiskeringen og SU, der giver mulighed for fiskeri på rigtig mange søer. Desuden har mange lokale foreninger én eller flere både, der står til fri afbenyttelse for deres medlemmer. Fordelene er indlysende. Du behøver ingen trailer eller opbevaringsplads til båden. Du reserverer bare båden, og så er det med at komme ud at fiske. Nemmere kan det næsten ikke være.

Her justerer Christian Klagenberg sit ekkolod som har monteret i en plastikkurv sammen med batteriet. Så er det lige til at transportere fra bil til båd.
Indret foreningsbåden til dit eget fiskeri
Men selvom det ikke er din helt egen private båd, kan den sagtens indrettes til ens personlige fiskeri. Du skal blot have et sæt fleksibelt udstyr, som passer til flere både. Så kan du hurtigt forvandle foreningsbåden til din private og personlige fiskemaskine.
Der findes mange forskellige bådtyper og lige så mange muligheder for indretning. Vær derfor fleksibel med at udvikle samt indrette dit tilbehør, så det passer til flere bådtyper. Den fleksibilitet skal man også tænke på, når man skal transportere sit udstyr. Det kan jo være, at bådene er placeret et sted, hvor det ikke er lige til at køre til, og hvis man skal bruge meget tid på at transportere udstyret til og fra bådpladsen, så går det fra den ofte kostbare fisketid.
Her er det en god investering at købe en sammenklappelig sækkevogn til udstyrstransporten. Hvis man eksempelvis skal slæbe tunge batterier til el-motoren mere end 100 meter, så kan man nemt komme til at føle sig som chimpansen i Zoologisk Have. Husk at købe en model med brede hjul og helst med luft i dækkene. Den kører meget lettere med tung last gennem en blød skovsti.
De fleste foreningsbåde har en længde på omkring 14 fod. Nogle er udstyret med dam til agnfisk. Den er som regel placeret midt i båden, så den optager også plads på dørken. Overvej derfor, hvordan båden bedst kan stuves, så det grej, der skal anvendes under fiskeriet, er inden for rækkevidde – og så man kan bevæge sig frit.

Det kan være en stor fornøjelse at låne en foreningsbåd til en hyggelig dag på søen. Med lidt af det rigtige udstyr er der gode chancer for at fangsterne forøges og dagen bliver endnu bedre.
Mange muligheder for ekstraudstyr til foreningsbåden
Ekstraudstyret, specielt stangholdere, skal jo gerne fastgøres på båden. Det er selvsagt ikke hensigtsmæssigt, at alle borer huller i båden for at sætte sit personlige præg. Medbring derfor et passende antal skruetvinger. De fleste byggemarkeder har som regel skrue-tvinger produceret
i Østen til under en 50’er. De har også den fordel, at skulle man ved et uheld tabe dem på 10 meter vand, så er tabet til at overse. Nogle foreninger har monteret et bræt på rælingen, så man kan fastspænde stangholdere, men ellers kan man lave sit eget stangholderbræt. Det er et bræt eller en lægte, hvor man monterer to tværklodser i hver ende. Brættet sættes på tværs i båden og spændes fastmed to skruetvinger. Her monteres så stangholdere efter behov.
Både er forskellige. Når man laver et stangholdebræt, skal der derfor være mulighed for justeringer. Jeg har selv lavet et bræt, der kan sidde på tværs i båden, og samtidig passer til flere både med forskellig bredde. Det har jeg gjort ved at save en rille på cirka en centimeter på langs af brættet i den ene side, så jeg kan justere afstanden mellem klodsernes placering ved hjælp af en fløjmøtrik.
Det passer derfor til bredden på mange både. Det er mest hensigtsmæssigt at placere brættet, så det ligger på tværs over rælingen, så kan du nemlig også sidde på det. Udbuddet af stangholdere fra fx Berkley og Kinetic er mangfoldigt. Personligt foretrækker jeg Down Easter. De er robuste, kan næsten ikke slides op, og så kan de ikke mindst monteres i et utal af vinkler. Den eneste ulempe er måske, at de vejer en del, da der er tale om solidt støbegods. Der findes også flere typer på markedet, som kræver fastmontering. Foretrækker man dem, kan man skrue beslagene fast på stangholderbrættet, og montere dette fra gang til gang.

Flere foreningsbåde ligger på vande der ikke tillader benzinmotor, og en elmotor kan derfor være et glimrende alternativ til årer. Flere modeller kan fås til en rimelig penge.
Med elmotor på foreningsbåden
Fremdriftsmidlet på de fleste søer er den gammeldavs rugbrødsmotor – det vil sige årer. Men på en del lidt større søer er det nu efterhånden blevet tilladt også at anvende el-motor. De findes i et utal af størrelser, hvor ydeevne angives i lbs thrust. Med to velvoksne lystfiskere og en del udstyr kræver det selvfølgelig noget trækkraft. Man skal derfor vælge en motor med noget power og ikke tage en af de mindste.
Jeg har selv en, der trækker 50 lbs, og den klarer nemt en hel dag på et fuldt opladet batteri. Husk at montere ledningerne med polsko, så går det hurtigt med på- og afmontering. Batteriet fylder, men nogle både har et lille rum, hvor det kan placeres, så det ikke står i vejen. Er der ikke et sådant rum, kan man investere i forlængerledning af samme type, som den der er på motoren og placere batteriet i forenden af båden.
Den hækmonterede elmotor fungerer rigtig fint til mange formål, men vil du for alvor opgradere dit søfiskeri, vil du gøre dig selv ved at investere i en frontmonteret elmotor. Læs meget mere om den seneste udvikling inden for frontmonterede elmotorer her.

Også i foreningsbåden er det smart at have en plotter/ekkolod, så man både kan finde – og genfinde fiskene. Her er der indstillet med splitscreen, så man ser plotterkort og ekkolodsbillede samtidigt.
Find og genfind fiskene med ekkolod og plotter
Ekkoloddet har været brugt af søfiskere i mange år. De første var simple blinklodder, hvor man kun kunne se dybden, men nu er der både fiskesymboler, farveskærm og et utal af indstillingsmuligheder. Til gengæld skal man stadig kunne fastgøre transduceren til båden. Jeg har gennem årene prøvet lidt af hvert med diverse rør og lister, men fik for nogle år siden en god ven, der er meget fingersnild til at lave en holder, som kan spændes godt fast, justeres i højden og samtidig indstilles, så signalerne fra transduceren rammer bunden direkte ned og ikke i en skæv vinkel. Kinetic tilbyder en lign. løsning. Montagen med pinden er stadig anvendelig, hvis der er et vippeled på selve transduceren. Husk altid at placere transduceren i agten, da vandpresset ved sejlads er minimalt her.
De gode gamle 2-D lodder virker fint til at finde generelle forekomster af bytte- og rovfisk, men skal du for alvor opgradere, vil du kunne forbedre dit fiskeri markant med et LiveScope. Se hvordan det bruges i disse videoer på Fisk & Fris Youtube:
Prikfiskeri med Rasmus Christensen – del 1
Prikfiskeri med Rasmus Christensen – del 2
Prikfiskeri med Rasmus Christensen – del 3
En plotter hvor du kan se din position ifht dybdekortet er også et must, når man skal markere gode positioner – og finde frem til dem igen.

Down East er en af de mest bundsolide og fleksible stangholdere, du kan få til foreningsbåden. Konstruktionen gør, at den kan monteres på stort set alle typer af både – uanset hvordan tofter, rælinger eller sæder er designet.
Komfort på fisketuren i foreningsbåden
Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt, at du sidder tørt og behageligt. Det kan naturligvis altid diskuteres, hvor behageligt det er at sidde på en hård plade en hel dag, men du kan jo selv sørge for at gøre det lidt mere komfortabelt. En lille tæpperest så sidder man tørt, og skal man måske tillige sidde en smule blødere kan man investere i en af de mange regnbuefarvede knæbeskyttere, som kan købes i byggemarkederne. De har også en isolerende effekt, så man ikke bliver kold bagi, som hvis man sad direkte på rotoften. Og husk redningsvesten! Den er lovbefalet og kan redde liv.
Læs om hvordan du vedligeholder din CO2 vest her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011

Her er det forfatterens stangholderbræt, der er konstrueret således at det kan monteres på både i forskellige størrelser.
jan 30, 2024 | Artikler, Hav – kutter og småbåd
En fuldblods trollingbåd og en 19 kilos laks i favnen – hvad mere kan man ønske sig, kunne man mistænke Flemming Snowman for at tænke.
Valg af båd er sjældent nemt – uanset om du er til kastefiskeri, havfiskeri eller trolling. Valget bliver dog en hel del lettere, hvis man får overblikket over de vigtigste typer af både. Her guider Fisk & Fri’s salige bådekspert Flemming Madsen dig gennem de indledende overvejelser – så du kan få styr på dine prioriteter, når der skal vælge bådtyper til forskellige former for fiskeri.
AF FLEMMING MADSEN
KASTEFISKERI, vertikalfiskeri og andre moderne spinneteknikker fra båd vinder mere og mere frem. En båd til fjorde, vige, søer og større åer kan derfor være mindst lige så specialiseret, som både til alt muligt andet. Korte afstande og beskyttede farvande, fjerner behovet for store både, der kan kløve høje bølger. Faktisk er både over fem meter i mange tilfælde mindre egnet til formålet. Den optimale båd i denne kategori starter med en svag V-formet stævn, der enten fortsætter i hele bådens længde eller flader ud mod agter. Båden er også bredere end normalt, hvilket sammen med den relativt flade bund, giver en fremragende stabilitet, der er om ikke nødvendig så dog særdeles ønskværdig, når man kastefisker stående.

Småbådsfiskeri efter torsk. Her ses et godt eksempel på en mindre HT båd, som især tidligere var meget populær. Denne båd er monteret med en tilsyneladende lidt for stor motor, og båden krænger
temmelig meget i betragtning af, at de to fiskere står i hver sin side.
De mindre både til lystfiskeri
Små og lette aluminiumsbåde er blevet meget populære og ikke uden grund. Størrelsen og den ringe vægt er visse steder helt afgørende for, om man kan søsætte båden på en tvivlsom naturrampe. Og så er kravene til bil og trailer tilsvarende beskedne. Til gengæld mangler så at sige alle »fabriksbådene « noget bredde og sekundært mere vægt, for at kunne være sikre og behagelige til – frem for alt – kastefiskeri. Ombygning af denne type både er derfor meget almindelig. Der bliver ofte lavet kasteplatform, el-motor beslag, stangholdere og sæder m.m.
Hvis man dyrker vertikal fiskeriet, så er der et par ting, man kan gøre for at optimere båd og isenkram. Nogle gode sæder, der helst skal kunne justeres i højden, er vigtigt for at man kan koncentrere sig om fiskeriet, der som oftest foregår med små og langsomme bevægelser. Et godt ekkolod er et must og faktisk vil to være det ideelle, især når fiskene skal søges i de frie vandmasser. Kan man ikke både se fisken og sin egen agn på skærmen, så minder det mere om lotteri end fiskeri. Optimalt set skal der altså være en skærm ud for og en transducer under hver fisker i båden.
En GPS/plotter er ikke alt afgørende for succes, men de fleste vil alligevel nok nødigt undvære en. Et kombinations instrument med ekkolod og GPS, vil derfor være et godt valg til denne type båd/fiskeri.
El-motoren kommer man ikke udenom. Hvor kraftig den skal være, og om den skal monteres på agterspejlet eller i stævnen, er der stor uenighed om. Hvis man monterer en el- motor i stævnen, vil båden være nemmere at styre. Frontmonteret elmotor er uden sammenligning den bedste løsning til mange former for fiskeri – fx trolling. Omvendt kan det give problemer, hvis der er bølger. Det forreste af båden bevæger sig meget mere op og ned end det bageste, og det kan medføre, at propellen skiftevis er i og ude af vandet. Motoren har ikke godt af at køre ude af vandet og man mister selvsagt kontrollen i de øjeblikke. Har man besluttet sig for frontmontering, skal man derfor vælge et motor-ben, der er rigeligt langt.
Den traditionelle montering på agterspejlet giver ikke den slags problemer, men derimod et andet. El-motoren vil nødvendigvis sidde på den ene eller anden side af hovedmotoren, hvilket ikke just fremmer styringen – især ikke under forlæns sejlads. Er vejret ikke for dårligt, er det derfor bedst at bakke med den agter monterede el-motor. Det skal underforstået hovedsagligt dreje sig om korte strækninger og mindre justeringer.
Lidt større både til havfiskeri
Hav- og pirkefiskeri stiller andre krav til den optimale båd. Igen vil farvandet og årstiden være afgørende for, hvilken båd, der klarer opgaven bedst. De fleste havfiskere anvender en center eller sidekonsol-båd på 17 til 19 fod. Det hænger bl.a. sammen med, at der oftest fiskes i sund og bælter, samt at de fleste har relativt kort afstand fra havn til fiskepladser. Til længere ture i Kattegat eller Nordsøen vil en båd meget lig den store »maskine« – nævnt under trolling afsnittet – være ideel. Dog vil en centerkonsol eller en mindre hardtop/kabine være at foretrække, da det vil give mere dæksplads. Ellers vil forskellen primært være udstyret inde i båden.
Kravene til stangholdere vil være begrænset til vertikal transport holdere og prioriteterne mht.instrumenter, er også lidt anderledes. Radar kan man vælge til eller fra, som man vil. Men en god søkortplotter/navigator er endnu vigtigere her end til trollingbåden. Vil man have succes, som havfisker er det vigtigt, at have mange gode positioner på vrag, muslingebanker, undersøiske toppe med mere. Muligheden for at finde tilbage kan visse steder gøres ved hjælp af landpejlninger – hvis nogen overhovedet stadigvæk bruger det – men i al væsentlighed, falder det tilbage på en GPS/plotter. Havfiskeren har også mere brug for et godt ekkolod end fx søfiskere. Fisker man til tider på dybder over 60-80 meter, bør man kraftigt overveje et ekkolod, der også kan køre på 50 KHz. Med denne frekvens når man nemlig langt større dybder end med den mere almindelige 200 KHz transducer, og som bonus får man også en større spredning af signalet, der gør det lettere at finde frem til eksempelvis et vrag, man ikke har den helt nøjagtige position på. Til den mere nøjagtige del af jobbet, bruger man stadigvæk 200 KHz signalet, hvis man da ellers ikke ligger ude på meget dybt vand.
Den perfekte trollingbåd
Trollingbåden – og kravene der stilles til den, er selvsagt meget forskellige, afhængig af hvilket farvand man fisker i og på hvilken årstid. Men hvis båden skal kunne bruges på fx Østersøen eller Vänern/Vättern hele året, så vælger de fleste trollingfiskere sig en båd med relativ højt fribord, på 20 fods længde eller mere – gerne med dobbelt motormontering og en stor centerkonsol samt måske en hardtop eller en lukket kabine.
Hvis man til tider sejler 20, 30 eller flere sømil over åbent vand, så er sejlegenskaberne og komforten vigtige. En dyb eller moderat V bund, der flader ud agter, er at foretrække. Det vil i langt de fleste tilfælde være den bedste løsning, der både giver en rimelig komfort under sejlads i dårligt vejr og tilgodeser stabiliteten under langsom fart. Sidst, men ikke mindst, er skrogtypen også letdrevet sammenlignet med fuldblods V-skrog, hvilket stiller mindre krav til motorkraft med et deraf følgende mindre brændstof forbrug som resultatet. Én større motor kan naturligvis godt gøre arbejdet, men ofte vil det være svært, at få farten tilstrækkelig langt ned i tomgang, så den passer til normalt trollingfiskeri – dvs cirka 2,5 knob.
Løsningen på det problem er et par driv/trolling ankre, der samtidigt giver båden ekstra stabilitet. Dobbelte motorer er ud fra de fleste synspunkter at foretrække. Her tænker jeg i første omgang på to lige store motorer, der optimalt set, hver for sig, skal kunne få båden op at plane. Alternativet er en hovedmotor og en mindre, der primært bruges under fiskeri. Begrænsningen er dog, at den mindre motor kun under gunstige forhold vil kunne bringe båden i havn, hvis der opstår problemer med hovedmotoren. Yderligere er kontrollen med båden, herunder ikke mindst styringen væsentligt forringet, når man sejler med hjælpemotoren.
Stangholdere er i sagens natur nødvendige på en trollingbåd og jo flere desto bedre, hvis man vel at mærke ikke giver køb på kvaliteten. En 10 fods stang, der trækker en stor Dipsy Diver, kræver en kraftig stangholder. Justeringsmuligheder er om ikke et krav, så et stort plus og endelig skal materialerne være saltvands-bestandige.
Hvis man har en stor og helst bred båd, kan det være værd at overveje montering af tre eller måske fire downriggere. Det er dog langt fra i alle sammenhænge, at man får glæde af det – og faktisk kan det ekstra isenkram i vandet skræmme fisk væk, man ellers ville have kunnet fanget, hvis man havde begrænset sig til færre downriggere.
Instrumenteringen af trollingbåde har udviklet sig til et sandt våbenkapløb. Båden med to år gamle 7 tommer skærme taber, men gudskelov er det kun prestige, der er på spil. Fiskene er såmænd ligeglade; men helt ligegyldigt er det naturligvis ikke. Ekkoloddet er et sted, man kan spare – om nødvendigt. Helt undvære et kan man ikke, men det behøver altså ikke være i 3D og være i stand til at vise en hundestejle på 30 meter vand. Vanddybden, fiskestimer og enkelte større fisk samt overflade temperatur og fart er, hvad man behøver, og det kan snart sagt alle ekkoloder honorere.
Hvis man er kontrolfreak og gerne vil se downrigger-lodderne på ekkoloddet, så skal man have en 50 KHz transducer, der typisk har en spredning på 35 til 50 grader – i modsætning til en 200 KHz, der som oftest kun har det halve.
Kortplotter bør derimod have højeste prioritet. I takt med de bedre elektroniske søkort, får man også større gavn af instrumentet. I modsætning til ekkoloddet, hvor det kun er de første par centimeter i højre side af skærmen, der er interessant, så er det hele skærmen på en kortplotter, der er det. Her vil det med andre ord være fornuftigt, at købe den største skærm man har plads og/eller råd til.
Radar er blevet mere overkommelige i både pris og størrelse, men det er dog stadigvæk en betydelig udskrivning. Radardomen og beslaget, den skal sidde på, skal der også findes plads til; hvilket er noget, der øger både totalvægten og højden på båden. Er sigten meget dårlig, er en radar selvsagt til stor hjælp – og så giver den mulighed for at se, hvor andre ligger og fisker, hvilket betyder en god chance for måske at opdage nye og bedre fiskepladser!
De fleste har det ikke, men mange ville kunne få stor glæde af et instrument – fx Fish Hawk – der måler temperatur og hastighed i den dybde, man har sit downriggerlod. Det er nemt at finde et eventuelt springlag og man bliver gjort opmærksom på fx strømstyrke og retning i fiskedybden, der som bekendt kan være markant anderledes end i overfladen.
Autopiloten er en stor hjælp ombord på en trollingbåd. Især hvis man fisker alene, er det en kæmpe hjælp under rigning af grejet og fight af fisk. Lange transportstrækninger er også som skabt til en autopilot, der kan holde kursen bedre end noget menneske. Dermed kommer man hurtigere frem, og samtidigt sparer man brændstof.
Hvilken motor skal jeg vælge?
Motoren – og hvilket mærke man foretrækker, er et udtryk for smag og behag. Personligt mener jeg dog, at en firetakts motor er det eneste reelle valg, hvis den hovedsaligt skal bruges til fiskeri.
En korrekt propel er af største vigtighed. En brugbar metafor er dækkene på en bil. Uanset hvor mange hundrede hestekræfter motoren måtte have, så er det aldeles nytteløst, hvis de ikke sikkert og effektivt kan overføre til underlaget. På helt samme måde er det med en bådmotor. Kræfterne skal forvandles til fart, og det sker typisk gennem en propel
Udgangspunktet er, at motoren ved fuld gas skal opnå sine maksimale – eller tæt på – omdrejninger, hvilket typisk vil sige mellem 5.500 og 6.000. Hvis det er en planende båd, og den er svær eller umulig at få op at plane, så er der flere muligheder. Du kan vælge en mindre diameter, men det er ikke den bedste løsning. Bedre er det, at gå ned i stigning. Tommelfinger reglen er, at én tomme i diameter typisk virker dobbelt så meget (5-600 rpm.), som én tomme i stigning (2-300 rpm.). Men der er så mange variabler i forbindelse med valget af korrekt propel, at man enten skal være heldig eller have mulighed for at prøvesejle – med omdrejningstæller ombord – hvis man vil ramme plet. Ifølge min mening, er der dog en anden og bedre måde at opnå det samme – og mere på. Det kommer jeg til. Hvis derimod, motoromdrejningerne kører over det maksimale, så vil en større diameter – hvis der er plads – eller en propel med større stigning, give højere topfart og bedre økonomi.
De fleste har en tre-bladet propel, men i virkeligheden vil mange, der sejler – med frem for alt fire takts motorer og især de lidt større af slagsen – kunne få en bedre udnyttelse af motoren, hvis de brugte en fire, eller i visse tilfælde sågar en fem-bladet propel. Den eller de ekstra blade betyder, at agterskibet hurtigere og nemmere bliver løftet, hvilket er lig med forbedrede planing-egenskaber. Det betyder også, at båden kan holdes planende ved lavere motor omdrejninger og at man desuden har et bedre greb i vandet, hvilket bl.a. betyder, at motorbenet kan trimmes længere op uden, at propellen kaviterer – dvs trækker luft og mister grebet. Det eneste man i dette tilfælde giver køb på er lidt topfart, hvilket for en lystfisker ikke burde være noget problem.
Den rette trailer til fiskebåden
Bådtrailere er desværre ofte noget dyrt skrammel. Set i forhold til, at de burde kunne tåle, at blive kørt delvist ud i vandet, endda saltvand, så er det hverken gennemtænkt eller specielt godt håndværk generelt. Ledningsnettet er et sted, der før eller senere giver problemer. Dårlig eller ingen stelforbindelse, sjuskede samlinger og ledninger, der er blevet afisoleret ved kontakt med skarpe kanter og lignende på rammen. Dæk bliver der i den grad også sparet på. Ved først givne lejlighed er det en rigtig god ide at skifte til varevognsdæk, der er opbygget af flere lag og derfor tåler slid, sol, vand samt de tunge belastninger meget bedre. Derudover er risikoen for punktering også minimeret, og endelig bliver dækket heller ikke på samme måde deformeret af, at stå stille med belastning på i længere tid.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011