okt 24, 2024 | Artikler, Nyheder, Portrætter
Lystfiskeri behøver ikke at være dybt alvorligt hele tiden. En person der virkelig forstod at fremhæve den humoristiske side af fiskeriet, var Robert Storm Petersen – alias Storm P. Her får du et miniportræt af tegneren, forfatteren og lystfiskeren.
AF PER EKSTRØM
– DETTE HER var jo egentlig rædsomt, hvis det ikke var for fornøjelse! Sådan lyder teksten til en af Storm P.’s utallige tegninger, hvor man ser en lystfisker sidde i et heftigt regnvejr og fiske. Robert Storm Petersen – eller bare Storm P. – ligger stadig solidt begravet i danskernes bevidsthed, selvom det er over 70 år siden, at han døde. Uanset om det er hans besynderlige konstruktioner, der var indrettet utroligt indviklet for at udføre en ofte uhyre simpel proces, eller det var hans elskede vagabonder, der betragtede livet fra en skæv vinkel, så formåede han altid at få den alvorlige side af livet til at fremstå munter.
– Dette her var jo egentlig rædsomt, hvis det ikke var for fornøjelse! – En statement de fleste lystfiskere har stiftet bekendtskab med…
Multikunstneren Storm P.
Men hvem var egentlig Storm P.? I dag ville vi nok betegne ham som multi-kunstner, mens datiden betegnede ham som humorist, tegner, skuespiller eller, hvad man ellers kan hæfte på en person, der spænder over så mange områder.
På en eller anden måde blev Storm P. introduceret i lystfiskeriets verden, og så var han solgt. Måske ikke som den store rekordjæger, men som et menneske, for hvem lystfiskeriet var en anledning til at flygte fra hverdagen, for i fred at samle ny energi. Når man er en offentlig person, for hvem humoren er drivkraften, så er der desværre ofte en forventning om, at den pågældende person i sit privatliv tillige ryster den ene vittighed ud af ærmet efter den anden. Sådan forholder det sig som bekendt ikke altid. I lighed med andre mennesker skal humorister også have fri, og hvad er en bedre måde at holde fri på end at komme ud at fiske?
Her er det Storm P. med en bambusstang og en lille gedde. Fotografiet er trukket op med tusch – sikkert af fangeren ham selv.
Lystfiskeren Storm P.
Mange af Storm P´s tegninger indikerer oplevelser, som han selv må have haft som lystfisker, for ellers har han ikke kunnet gengive dem så rammende. Både hvad angår tilskuere og ikke mindst autoriteter. De fleste lystfiskere kan ikke sige sig fri for på et eller andet tidspunkt i livet, ikke at have kunnet stå for fristelsen. Man skulle absolut lige dyppe krogen, selvom det ikke var helt legalt. Omgivelserne og vandet var så indbydende, at fristelsen oversteg frygten. Så kunne man risikere at møde, om ikke lovens lange arm, så den autoritet, der havde kontrollen over vandet. I sin dagbog skrev Storm P. i 1926 bl.a.: Kørte til Avedørefortet og fiskede, blev bortvist af opsynsmanden.
Nogle år senere fik han dog en skriftlig tilladelse til at fiske i voldgraven, men mødet med datidens fiskerikontrol har givet ham inspiration til en del tegninger, hvor autoriteten ødelægger fornøjelsen. Ofte var der tale om personer, hvis autoritet alene bestod i den kasket med blank skygge, de bar. Mulighed for egentlige repressalier havde de næppe, men datidens autoritetstro var betydelig større end nutidens, hvorfor de indgød den nødvendige respekt.
I et af de mange interviews, som Storm P. gav, blev han i 1935 af Idrætsbladet spurgt om sit syn på lystfiskeri. – Lystfiskeri er en absolut sund sport. Man får en glimrende appetit, når man har siddet cirka fem timer i frisk luft – og så er den billig. Den slider ikke på sålerne, og er i højeste grad udviklende for armene, når man senere skal fortælle om sine fangster. – Jamen, kan man kalde lystfiskeri for en legemesidræt?, spurgte journalisten. – Den giver ingen bevægelse, indvendte han. – Så har De nok aldrig fisket et sted, hvor det er forbudt og ejeren kommer, svarede Storm P.
Gode råd til lystfiskerne
Tilskuernes gode råd og viden kender alle, der fisker. Storm P. har sikkert haft de samme oplevelser. Som i en af hans utallige »fluer«, hvor tilskueren siger til lystfiskeren: – De spilder megen tid med det fiskeri! – Måske, svarer lystfiskeren. Men de spilder mere ved at stå og se på det! Det er et rigtig godt eksempel på, hvor ofte tilskueren skal gøre sig klog på lystfiskerens vegne, men hvor lystfiskeren normalt ofte er et pænt menneske, som glider af på tilskuerens bedre viden, så får han her svar på tiltale.
Hvem der bragte Storm P. ind i lystfiskeriets verden er lidt uvist, men vinhandler Helge Wandel og skuespilleren Sven Methling er nok nogle af de bedste bud. Begge havde som medlemmer af Lystfiskeriforeningen adgang til Furesøen, og flere gange var Storm P. med på søen. Det er en kendt sag, at Sven Methling var en af den tids meget ihærdige og dygtige lystfiskere. Samtidig var lystfiskeri i 1920’erne og 30’erne blevet et emne, som både aviser og ikke mindst den i 1925 oprettede Statsradiofoni beskæftigede sig med.
Pressen var derfor af og til med, når der skulle fiskes, og Storm P. var som altid klar med en kvik bemærkning, når situationen krævede det. Eksempelvis, da Methling og Storm P. havde en journalist med på Furesøen en tidlig sommermorgen i begyndelsen af 30’erne. Svend Methling får hug af en stor gedde, som fightes ind og nettes af Storm P. Methling afliver gedden med åregaflen, mens Storm P. med et grumt blik tørt konstaterer: – Vi er ude for at more os! En typisk bemærkning fra Storm P., hvor han fremtvinger det absurde i situationen. Man slår ihjel for fornøjelsens skyld. I mange af sine tegninger stiller han sig også over på fiskens side, og ser betragtende på det, der i realiteten udfolder sig.
Grarup Sø havde kastet en kæmpe gedde af sig og mange inkl. Storm P. rejste dertil for at fiske.
Storm P. (t.h.) og skuespilleren Sven Methling fiskede en del sammen, bl.a. på Furesøen
– Der skal findes nogle fisk, som udelukkende lever af sardiner! – Såh, hvordan bærer de sig ad med at få dåserne op.
Furesøen var et af Storm P´s fiskevande
Storm P´s evner med fiskestangen var nok ikke de største. Chr. S. Jacobsen, der var en af tidens meget kendte og erfarne Furesøfiskere, skriver i en artikel i Lystfiskeri-Tidende i 1936, at han ofte havde set Storm P. på Frederiksdals Stenrev, men konstaterer: »– at hans nådegave som tegner heldigvis er større end som Lystfisker «. Hvad Storm P. mente om Chr. S. Jacobsen ved vi af gode grunde ikke, men mon ikke, han har fundet ham noget særpræget.
Chr. S. Jacobsen, der for øvrigt havde sommerbolig i mange år ved Møllehuset i Frederiksdal, havde nemlig et fiskebarometer, der bestod af et akvarium, hvor i han havde en lille gedde gående. Når han fodrede denne, og den kritikløst kastede sig over skaller eller regnorm, så var tesen, at så var gedderne i Furesøen også i bidehumør. Gad vide hvad Storm P. kunne have fået ud af det?
I mange år var Storm P. tilknyttet det Berlingske hus, hvor han leverede tegninger i bunker om masser af emner. Under besættelsen, hvor pressen var underlagt censur, var emnerne begrænsede. Der var derfor øget fokus på lystfiskeri, som efterhånden havde fået et større tag i befolkningen. Specielt omkring 1. maj hvor der var premiere på geddefiskeriet, havde fiskeriet journalisternes bevågenhed, og så kom der aktuelle tegninger fra Storm P.’s hånd. Som de to lystfiskere, der taler sammen ved søens bred, og den ene siger med vidt udstrakte arme. – I går fangede jeg sådan en gedde her i søen, hvortil den anden med foragtelig mine svarer: – Nå, Jeg synes også her er blevet meget lavvandet!
– Mine herrer, vi er altså enige om, at den første, der får bid, straks meddeler det til de øvrige deltagere.
Pralende lystfiskere med lange arme
Tegningen er et godt eksempel på, hvordan han belyste den måde, hvorpå lystfiskere kan betragte hinanden indbyrdes, og hvordan den ene forsøger at overgå den anden. Mange af Storm P.’s tegninger viser også lystfiskere med meget lange arme. I en tegning viser han sig selv, dog ikke med lange arme, men med lange ben. Han bruger sine ben til af vise, hvor stor den gedde var, han fangede i Grarup Sø. Tegningen er selvfølgelig udsprunget af den kæmpegedde på 26,5 kilo, som i 1929 blev fanget i søen. Det bevirkede selvfølgelig, at en mængde lystfiskere, også Storm P., drog til søen i håb om at fange en gedde af tilsvarende størrelse. De fangede ganske vist gedder, men aldrig en gedde af tilsvarende størrelse. Den var jo fanget.
Da Storm P. døde i marts 1949, var det som om, at Danmark mistede et nationalsymbol. Der havde næppe tidligere levet en person, som i den grad legede med ordene, og som så livet og samfundet fra så skæv en vinkel.
Der er skrevet utallige bøger om Storm P.’s liv og virke, ligesom der er udkommet utallige hæfter og bøger med hans tegninger og citater. For de lystfisker interesserede bør vi nok fremhæve ”På fisketur med Storm P. og Naturmennesket, Dyrevennen, Lystfiskeren” af Mogens Espersen. Hvem han egentlig var, er nok svært at sige. Han gemte sig bag en facade af humor, som kun ganske få kom ind bag. Vi andre kan så glæde os over hans tegninger og citater – samt glæde os over, at her var en lystfisker, som betragtede lystfiskeri fra alle sider. Specielt den humoristiske.
Storm P. Museet er bestemt et besøg værd for alle der kan sætte pris på Storm P. humor og hans evner som kunster.
Besøg Storm P. Museet
Storm P. Museet ligger på Frederiksberg Runddel ved indgangen til Frederiksberg Have. Maleren, satirikeren og humoristen – fra krads satire til Peter og Ping. Her kan man opleve alle facetter af den særprægede og folkekære kunstner. Museet råder over ni udstillingsrum, der hver især viser en facet af Storm P.’s vidtspændende virksomhed som bladtegner, maler, skuespiller, forfatter og pibesamler. Museet har over 50.000 tegninger, hvoraf naturligvis kun et udvalg er udstillet, men i præsentationen af museets permanente samling lægges vægt på hans malerier og akvareller. Desværre er hans fiskegrej ikke udstillet!
Læs mere om Storm P. Museet her.
okt 8, 2024 | Artikler, Nyheder, Portrætter
For Jeppe Lund Jakobsen er lystfiskeri mere end en hobby. Det er en livsstil. Her får du historien om hvordan hele hans liv har været dedikeret til lystfiskeriet.
AF JEPPE LUND JAKOBSEN
MIN STORE PASSION FOR FISKERIET blev grundlagt i min tidlige barndom og er sidenhen kun blevet mere og mere intens. Mit fiskeri har givet mig et hav af oplevelser, læring og ikke mindst personlig udvikling. Fiskeriet giver mig ro, udfordringer og energi. Dette er min historie om, hvordan de første spæde kast med en lille Mepps spinner med tiden har udviklet sig til passion og levevej. Samtidig er det en opfordring til alle børn og unge med interesse for naturen og ikke mindst fiskeriet: Hold fast i interessen, selvom du måske i skolen og blandt venner står lidt alene med netop denne hobby. Der venter dig oplevelser i verdensklasse, og er du vedholdende nok, kan det ud over venskaber også give dig oplevelser du aldrig vil glemme – samt personlige kvaliteter, som du kan bruge i alle henseender.
Jeppe Lund Jakobsen har fisket siden han ikke var større end tobak for en skilling.
De første skridt på lystfiskeriets vej
Min fascination for lystfiskeri begyndte som ganske lille dreng, hvor jeg tilbragte et utal af timer ved vandet sammen med min far. Her introducerede han mig til en verden af nye oplevelser, der senere skulle blive en kæmpestor del af mit liv. Jeg husker tydeligt de første ture ud til den lokale put and take, hvor han tålmodigt lærte mig at kaste linen ud. Min tålmodig var på prøve, men han var god til at vise mig, hvordan jeg skulle holde fiskestangen, kaste linen ud og vente på, at den store fisk ville bide på.
Efter de første fisk kom på land, var tålmodigheden ikke længere en udfordring, for nu vidste jeg, hvad der ventede, når linen blev stram. Mens mange af mine kammerater i skolen brugte deres fritid på sport og computerspil, benyttede jeg enhver ledig stund i selskab med min fiskestang. Der var noget magisk over det. Fiskene blev større og større – og turene længere og længere. Jeg lavede en lille trækvogn til min cykel om til fisketrailer med stangholdere samt plads til telt og sovepose. Mine ture blev bare længere og længere, for jeg var grebet af troen på den helt store fisk.
Fællesskabet i Brønderslev Lystfiskerforening
Som juniormedlem af Brønderslev Lystfiskeriforening fandt jeg et fristed, hvor jeg kunne dele min store interesse med andre unge. Det var fedt at blive en del af et fællesskab, hvor vi alle kunne være ”nørder” og specialister uden at være gode til fodbold eller badminton. Sammen med ligesindede børn og unge mennesker tilbragte jeg et hav af timer ved vandet, hvor vi lærte om de forskellige teknikker, knuder og fiskearter. Hjemme i foreningens lokaler støbte vi blink, bandt fluer, lavede vores egne knive og planlagde alle de fisketure, vi skulle på. Jeg var hooked!
Sidenhen har jeg selv taget en juniorlederuddannelse hos Danmarks Sportsfiskerforbund, og når tid samt arbejde tillader det, hjælper jeg gerne til i den fiskeklub, som jeg selv startede i. Det er en stor fornøjelse at være en slags rollemodel for børn og unge og vise dem, at livet i naturen også kan noget, selvom fodbold og computerspil også lokker.
Kystfiskeri efter havørred er blot en af de mange former for fiskeri Jeppe (th) dyrker.
Ungarbejder i en grejforretning – som at være i en slikbutik
Da jeg som 13 årig så et opslag om, at man søgte en medhjælper i en nystartet grejbutik, tog jeg toget til storbyen og søgte jobbet. Min alder taget i betragtning havde jeg nok ikke troet, at butikkens ejer ville vælge mig, men jeg fik det. Pludselig var jeg omgivet af alle de nye fiskestænger og hjul – og alverdens grej var nu frit tilgængeligt. Jeg havde det som om, at jeg var havnet i en slikbutik.
Hver dag glædede jeg mig til at komme på arbejde efter skole. Det var rart at få løn, men det var ikke derfor jeg kom. Desuden nåede jeg sjældent at få glæde af min løn, for den blev hurtigt vekslet til grej. To, tre timer hver dag var jeg i paradis og kunne næsten ikke vente med at møde ind i butikken. Det var fantastisk at få lov til at pakke nyt grej ud, sætte på hylder og ikke mindst vejlede kunderne.
Nogen var erfarne lystfiskere, mens andre var helt nye uden viden om hverken grej eller fiskehotspots. Det var fantastisk at dele ud af min viden og hjælpe andre med at finde det helt rigtige grej. Mange gange vendte kunderne retur til butikken med ros – og langsomt, men sikkert fik vi tilknyttet en fast kundekreds. Mange af disse passionerede lystfiskere har jeg fortsat kontakt til i dag.
Når lejligheden byder sig fisker Jeppe også efter karper.
Aalestrup Naturefterskole – et år i fiskeriets tegn
Mit næste skridt på rejsen som lystfisker var at tilbringe et år på Aalestrup Naturefterskole, hvilket virkelig gav mig et skub i den rigtige retning. Skolen var det perfekte sted for mig, da den kombinerede mine interesser for natur og fiskeri med muligheden for at udvikle mig både fagligt og personligt. Her fandt jeg ligesindede unge med stor interesse i naturen og ikke mindst fiskeriet, som var i særklasse i den nærliggende Simested Å.
Gennem et helt år sugede jeg til mig fra skolens fantastiske og engagerede lærere. Alt fra fisketeknikker til fiskens biologi blev præsenteret med stor ekspertise, og jeg oplevede, hvordan teori og praksis smeltede sammen, når man stod ude ved vandet. Det var et år med et stærkt fællesskab, hvor vi elever var bundet sammen af en fælles passion for fiskeri og natur. En af de mest mindeværdige oplevelser på skolen var vores rejse til Gotland i Sverige, hvor vi prøvede kræfter med et helt fantastisk fiskeri efter sølvtøj langs den svenske kyst. Det var vildt at stå ved den svenske kyst og fighte de store fisk over netrammen. Denne tur efterlod et så stort indtryk på mig, at jeg flere gange siden har besøgt Gotland. Aalestrup Naturefterskole gjorde mig passioneret, og har du tanker i den retning, så kan jeg kun give både skole og personale mine bedste anbefalinger.
Når passion og arbejde smelter sammen
I dag er jeg så heldig, at passion og arbejde smelter sammen. Jeg er nu ansat på fuldtid i den grejforretning i Aalborg, hvor jeg startede min uddannelse som salgsassistent for fem år siden, og i dag har ansvaret for butikkens fiskeafdeling. Efter flere års erfaring som salgsassistent har jeg nu en central rolle i alt fra at bestille nye varer og fylde hylderne op til at opdatere butikkens hjemmeside med det nyeste og bedste fiskeudstyr. Men den del, jeg elsker mest, er at rådgive kunder, der kommer ind for at finde det rette grej. At kunne dele min viden og mine erfaringer fra mange år som lystfisker og hjælpe andre med at få en bedre oplevelse ved vandet, giver mig en stor tilfredsstillelse.
Hvis jeg ser tilbage på tiden som ungarbejder i butikken, kan jeg tydeligt huske, hvordan jeg flere gange tænkte: “Det ville være fedt at stå med ansvaret selv en dag.” I dag står jeg så på den anden side af disken som fuldtidsansat med ansvaret for hele butikkens fiskeafdeling.
Jeppe har realiseret sin drøm, om at arbejde med fiskeriet – lige nu som sælger i en grejbutik.
Følg din fiskepassion
Jeg ved, at der er mange unge derude, der går rundt med en passion. Måske brænder du for gaming, musik, fiskeri – eller noget helt andet og drømmer om at gøre det til en stor del af dit liv. Mit budskab til dig er enkelt: Følg din passion og dine drømme for fremtiden. Ja, det lyder måske lidt som en kliché, men sandheden er, at hvis du virkelig brænder for noget, så kan det lettere blive til virkelighed.
Da jeg var yngre, spurgte min mor mig ofte: “Hvad vil du være, når du bliver stor?” Mens andre børn måske svarede læge, pilot, fodboldspiller eller noget helt fjerde, var mit svar altid det samme: “Jeg vil bare fiske og lave noget med fiskeri.” Jeg husker, hvordan hun smilede og nikkede, men jeg kunne se på hende, at hun nok tænkte, at det ikke var det mest sikre eller fornuftige valg. Fiskeri virkede måske ikke som en “rigtig” karriere i hendes øjne. Men jeg var urokkelig – for jeg vidste, hvad jeg elskede, og jeg var fast besluttet på at forfølge min passion – uanset hvor umuligt det måske virkede for andre.
Det samme gælder for dig – tro på dine drømme og vær villig til at arbejde for dem. Din passion kan blive din fremtid!
Knæk & bræk
jan 5, 2024 | Artikler, Portrætter
Velfungerende juniorafdelinger i vækst er en mangelvare i de danske lyst- og sportsfiskerforeninger, men rundt omkring er der alligevel ildsjæle, der formår at få banket de unge sammen og komme ud på fisketur. En af dem er juniorafdelingen i Kolding Sportsfiskerforening, hvor Peter Graff Madsen i 2023 havde sin debut som juniorleder. Og det gik bedre end godt.
AF JENS BURSELL
– I mine unge dage som junior havde jeg en fantastisk juniorleder, der virkelig kunne fange os unger, fortæller Peter Graff Madsen. Benny gav os rigtig mange fede oplevelser, og vi lærte at fiske efter alt muligt, og det var især medefiskeriet, der fangede mig. Men tiden kom, hvor Benny ikke skulle være vores juniorleder mere. Jeg husker tydeligt den triste stemning, der var i lokalet, da vi fik det at vide. Benny havde skrevet et brev og forklarede, hvor svært det var for ham at sige farvel. Dengang – d. 26 januar 1992 lovede vi ham at kæmpe for at juniorafdelingen i Kolding Sportsfiskerforening ville bestå for evigt.
Det opgraderede juniorarbejde i Kolding Sportsfiskerforening har givet en vækst fra 38 til 67 på ét år – svarende til 29 nye eller en vækst på 76 %. Her har d nogle af de aktive juniorer.
Ny junior ledelse i Kolding Sportsfiskerforening
– Fra 1. januar 2023 tiltrådte en ny ledelse i juniorafdelingen bestående af mig som juniorleder samt fem dygtige instruktører, der alle sammen var Benny’s gamle junioret, fortsætter han. – Vi dækker det meste fiskeri, da vi har hvert vores speciale, og ud over det så har vi også 1 super junior medhjælper. Samlet har vi små 200 års erfaring inden for fiskeri, så ved vi det ikke, så finder vi ud af det.
– Igennem de sidste 3-4 år har vi mistet en del medlemmer, og især vores juniorafdeling har været hårdt ramt – ligesom i alle de andre klubber, ligegyldigt om det er fiskeri, fodbold eller andre sportsgrene. De unge bruger også meget tid på telefoner, tablet, PC osv, så vi vidste, at der skulle noget til for at lokke dem ud af hulen, og vores lækre fiskevande var åbenbart ikke helt nok. Derfor har vi tilføjet flere muligheder for at lave sit eget grej – ud over de muligheder som vi altid har haft nemlig spinnere, blink, pirke, fluer, kystnet og stænger. Vi har tilføjet mulighederne for at lave forfang, tackler, knuder til alle typer af fiskeri, om det er til søen, åen eller havet, så klarer vi det.
– Ud over en udvidelse af mulighederne for at lave grej har vi også lagt et par ekstra ture og klubaftener ind i programmet. Klubaftenerne handler oftest om den kommende fisketur. I den kolde tid bliver der holdt et par foredrag. Vi har blandt andet hørt om tropisk fiskeri. Der var stille den aften, og ikke en gang de 10 skåle med chips hørte man, men de var alligevel tomme, da aftenen var forbi.
Ørreder bliver der også fanget af de ivrige juniorer fra Kolding Sportsfiskerforening.
Nye fiskekonkurrencer for juniorerne
– Nye konkurrencer er der også kommet flere af, afslører Peter. – I dag er der mulighed for at vinde en lille præmie på alle vores fisketure. Andre gange får man en lille startpakke udleveret ved start. Vi har også indført andre konkurrencer. Her er vi så heldige at rigtig mange donerer fint brugt grej til os, som bliver brugt til præmier. Vi havde en weekendtur i foråret, hvor alle 13 juniorer, der deltog, kom hjem med en ny fluestang. Så alt dit gamle aflagte grej, du alligevel ikke får mange kroner for, gør stor glæde ved vores juniorer.
– I 2023 indførte vi en års-konkurrence på syv fiskearter. Her gælder det selvfølgelig om at få flest point. I sidste ende, for at vinde de fede præmier, vi har fået af alle juniorernes nye sponsor. 1 præmien lyder på grej for 5000,- kr., nr. 2 får grej for 2500,- kr. og nr. 3 får grej for 1500 kr.
– Vi prøver også at lave fiske konkurrencer mod andre fiskeklubber, men det står desværre skidt til, hvad juniorerne angår i mange foreninger i området. Vores juniorer tager gerne imod en udfordring, hvis nogen er klar. Det kan fx være på en fælles fisketur – måske en weekendtur. Vi lægger gerne klubhus og fiskevand til – og fiskevand har vi nok af: Kysten ligger lige rundt om hjørnet, og vi har også Kolding å med et godt havørredfiskeri samt Harte Dons søernes fem søer og tre km kanaler.
Reklame for juniorarbejdet og fiskeriet
– Skal der nye kunder i butikken, så skal der laves noget reklame, pointerer Peter. – Derfor har vi fået lavet nogle cool flyers, der bliver delt ud til diverse arrangementer. Der er desuden blevet trykt nogle fede T-shirt til ungerne. Ud over at det er god reklame, så giver det også ungerne en følelse af sammenhold, hvilket jo er vigtigt i alle klubber.
– Kolding Sportsfiskerforening afholder fire fiskedage om året for byens børn. Samtidig med det kører vores tidligere juniorleder, Niels Kolding fiskeskole, hvor han har rigtig mange skoler klubber osv. med ude at fiske. Der kommer cirka 500 unge hvert år til disse arrangementer, og til disse events er der mulighed for at få det første år som junior i KS for sølle 100 kr.
Medefikeriet er en af de former for fiskeri der er perfekt til juniorer, fordi det er let tilgængeligt og ofte let at få en god succesoplevelse. Til venstre Peter Graff Madsen.
Resultatet af juniorarbejdet
– Alt dette er årsag til, at vi i år har set en markant stigning i vores junior afdeling. Den 1. januar 2023 havde vi 38 juniorer, og her et år senere rundede vi 67 juniorer. Alt dette kunne ikke lade sig gøre uden et fantastisk samarbejde mellem juniorafdelingen og Kolding fiskeskole.
– Det første år har derfor været spændende, udfordrende, lærerigt, og fyldt med fantastiske oplevelser sammen med ungerne og hele teamet bestående af Morten Lorentzen, Thorbjørn Johansson, Søren Strauss, Kenneth Langelykke, Thomas Faucheur og Arno Dahl. Til sidst skal der derfor lyde en kæmpe tak til hele teamet. I har sgu gjort det godt og været med til at skabe den største tilgang af juniorer til KS i rigtigt mange år. Jeg er sikker på Benny ville være stolt af det gode arbejde I har gjort.
– Der skal også lyde en stor tak til de nye sponsorer, der er med til at støtte vores juniorarbejde: Kolding Jagt og Fiskeri, onlinefisker.dk, fluer.dk, Effektlageret, Lystfiskergaarden i Roust samt CFC Baits, slutter han.
apr 15, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, Fiskeri generelt
Hvis du drømmer om at uddanne dig til et arbejde i sportsfiskebranchen som fiske- eller jagt guide på svenske Forshaga Akademin, så skal du tilmelde inden for den næste måned til den kommende sæsons undervisning, der starter efter sommerferien i august.
– Der er allerede kommet flere ansøgninger til kurset som fiske- og jagtguide, end der plejer, så det er nu, du skal beslutte dig, lyder det fra skolen.
– I kølvandet på pandemien har vi i de seneste år set en øget interesse for natur- og friluftsliv – hvilket helt naturligt har medført, at naturturismen også har fået et opsving. Flere og flere søger ud i naturen, hvilket også afspejler sig i, at flere vælger en uddannelse inden for fx fiskeri og jagt, som den du kan få netop på ForshagaAkademin.
Hvis du vil uddanne dig som fiske- eller jagtguide på svenkse ForshagaAkademin, skal du tilmelde dig inden for den næste måneds tid.
– Sidste år havde vi mange elever, og vi er glade for at kunne bidrage til at styrke naturturismen og sportsfiskerbranchen i Norden yderligere. Det er helt klart en branche med et stort potentiale, hvor der er behov for faglærte som kompetent arbejdskraft, siger Forshaga Akademins skolchef Per Johansson.
– Uddannelserne som fiske- og jagtguide er en toåring uddannelse, der er skræddersyet et arbejde inden for naturtursime. Som en del af kurset er der undervisning i fisketurisme, iværksætteri, sikkerhed og lystfiskemetoder. I forløbet indgår der desuden 23 ugers praktik på fx fiske eller jagtcamps – eller i en fiskegrejsbutik.
– Forshaga Akademin, som har studerende fra hele Norden, ligger i smukke omgivelser tæt på mange spændende fiskevande som fx Klaraelven og Vänern. Udover gode ressourcer og nyt udstyr, har Forshaga også et virkelig godt kontaktnetværk, som giver et perfekt afsæt for starten på en karriere inden for lystfiskerbranchen.
Den næste kursusstart er august 2022. Du kan kontakte Per Johansson på telefon 0046-70-379 33 72, hvis du vil vide mere. Læs mere om ForshagaAkademin her.
På ForshagaAkademin kan du lære om mange forskellige former for sportsfiskeri.
Om ForshagaAkademin
ForshagaAkademin er en friskole, der startede i 1997 og fik sin nuværende udformning i 2002. Der er fem gymnasielinjer inden for sportsfiskeri, hundesport, vildtforvaltning, adventureturisme og vildmarksmadlavning. Desuden findes der individuelt tilpassede uddannelser inden for rammerne af IM-programmet på gymnasiet – nemlig uddannelsen som fiske- og jagtguide, som du kan læse om ovenfor.
ForshagaAkademin uddanner altså folk, der vil arbejde inden for de naturbaserede oplevelseserhverv, og der er elever fra hele norden. Skolen har altid arbejdet sammen med erhvervsdrivende og organisationer inden for disse outdoorsegmentet – og samarbejdet går begge veje: De branchefolk, som er involveret, medvirker nemlig også løbende med at rådgive skolen, så vi holder os opdateret samt bliver endnu mere erhvervsrettet.
Læs også mere om Forshage i disse to artikler:
Et fantastiske fiskeår på Forshage – del 1
Et fantastiske fiskeår på Forshage – del 2
Der er virkelig mange spændende fiskevande tæt på Forshaga Akademin, hvor du som her kan fiske fx fjeldørred.
mar 6, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, Portrætter
Hvis du drømmer om at leve af din elskede hobby – lystfiskeriet, så kan du på svenske Forshaga Akademin i lækre naturomgivelser – omringet af de sprødeste fiskevande – lægge grunden til en karriere inden for lystfiskerbranchen. I del 2 af vores lille artikelserie fra Forshaga fortæller Tyler Horne om sine oplevelser samt erfaringer med den sjove og lærerige fiskeuddannelse.
AF TYLER HORNE
At arbejde inden for min yndlingshobby – lystfiskeri – har altid været min vision, og det var derfor oplagt at søge ind på svenske Forshaga Akademin. Da jeg for omtrent to år siden begyndte jeg at kigge efter sportsfiskeskoler fandt jeg nogle stykker, men uden held i mine ansøgninger, da de kun tog et begrænset antal personer ind pr. sæson, og så fik jeg bare besked om at søge igen næste år. Men helt tilfældigt så jeg så en artikel på internettet om med en elev, der gik på Forshaga Akademin i Sverige, og så tænkte jeg da bare: Det prøver vi.
Jeg e-mailede med det samme skolen, og efter nogle få dage kom der en mail tilbage, at jeg bare skulle sende en ansøgning, for udfor mine kriterier passede jeg godt ind i deres system. Jeg var kørt godt træt i mit fag inden for hotel- og restaurantbranchen, hvor jeg i 10 år har arbejdet som kok samt rejst lidt rundt omkring i verden. Det havde egentlig været spændende nok, men nu håbede jeg så at kunne kombinere de to hobbyer på en eller anden vis ved at rejse rundt og guide – og så ellers lave noget mad til de guidede gæster over åben ild i stedet.
Fra orm i putten til havørred på kysten
Jeg husker et af mine første fiskeminder, der som mange andre var med friskopgravet orm fra haven og en tur i putten med en ”næsten” garanti for fisk sammen med en af min mors arbejdskollegaer. Da jeg blev lidt ældre plejede min mor at køre mig ud på Middelfart Havn om sommeren, hvor jeg sammen med en klassekammerat stod og fiskede hornfisk. Sidenhen har jeg haft fisket lidt on and off efter havørred indtil for 8-10 år siden, hvor jeg begyndte at ligge rigtig meget tid og energi i fiskeriet rundt omkring på de fynske kyster – især Gamborg Fjord, hvor jeg boede tæt på. Her lykkedes det mig at få et par venner bidt af det ellers til tider frustrerende havørredfiskeri – men det er jo også bare det at komme ud at nyde naturen i 10 sekundmeter storm og regn. Fisken er jo bare en bonus. Og nu er jeg så her i Sverige
Nye venner og masser af ny inspiration
Her på Forshaga Akademin har jeg både fået nye fiskevenner og masser af ny inspiration til mit fiskeri. Det kommer jo helt naturligt, når du bliver sat i klasse med 20 andre ligesindede. Så har man pludselig mange nye personer, der altid er klar på at fiske, og det er ikke folk, som er svære at overtale til at komme med ud. Når det er sagt, så bruger jeg nu alligevel det meste af min fisketid med min sambo/kammerat Mads, som jeg har mødt her igennem skolen, og valgt at flytte sammen med efter vi udvekslede et par mails frem og tilbage, inden vi startede på skolen.
Jeg har fået en del ny viden inden for forskellige fiskemetoder, da jeg jo altid har fisket mest havørred, og nu bor i et land hvor der er utallige søer – samt ikke så meget åben kyst ikke lige i nærheden. Det er således blevet til en del spinnefiskeri med store jigs efter gedder og sandart samt en smule fluefiskeri efter stalling og ørred i elven. Og jeg har da ikke fået den værst tænkelige start på fiskeriet med sandart på 3.5kg og en gedde på 8.9kg. Det er helt klart, at jeg også fremover vil komme til at bedrive disse former for fiskeri i fremtiden, da jeg i forvejen bor lidt længere nordpå med min svenske kæreste og har gjort det det siden oktober 2020. Forshaga Akademin har således medvirket til, at jeg har fået et mere åbent mit sind overfor andet end bare ørredfiskeri.
Tyler Horne med en fin gedde taget under hans ophold på Forshaga Akademin.
Fiskeri på skemaet
Skolens fisketure er jo altid det sjoveste, selvom det mest er isfiskeri for tiden, hvilket ikke er helt min kop the, men igen det er jo fiskeri – og det er altid spændende at se, hvad der kommer op af hullet. Alle fagene er egentlig mine yndlings fag, for jeg synes, at hvert fag har noget forskelligt at bidrage med til min kommende fiskekarriere – fx hjælp til hvordan man starter et foretagende, og sælger sig selv på den bedst mulige måde. Eller viden om at lave en hjemmeside samt meget mere. Det er egentlig en ret bred uddannelse de giver her på skolen, nu når jeg sidder og tænker over det.
Fiskebiologi er også et ret spændende fag, især som fluefisker i elven, for man lærer utroligt meget om de forskellige larver og insekter, der lever i de forskellige vandløb, hvilket selvfølgelig er god inspiration til fluebinding på de forskellige tider på året.
Den sjoveste og nok mest udfordrende tur vi har haft var en tre dages hike, hvor vejret egentlig ikke var fantastisk. Det regnede meget – faktisk hele dagen i tre dage, hvor vi skulle gå cirka 10 km om dagen i ret hårdt terræn. Så både tålmodighed og styrke blev sat på prøve. Det var ikke så meget fiskerelateret, men fungerede mere som en ryste-sammen tur, hvor der blev hygget rundt om bålet om aftenen og fortalt diverse historier. Da turen var ovre skulle vi arrangere vores egen hike, som så bare vare en fiktiv hike for at vise, at vi også kunne arrangere en event. Men lidt fiskerelateret var det alligevel, da du jo som fiskeguide gerne skulle kunne strukturere en dag/uge eller mere for eventuelle fiskegæster, hvis du skal fiske i fjeldet eller andre lignende steder, hvor en hike er påkrævet for at komme til fiskevandet.
Det perfekte fiskejob
Min drøm med at arbejde med fiskeri er at være i kontakt med gæster – om det så er 1-1 guiding eller at arbejde på en fiskelodge. Det er ikke helt klart for mig endnu. Jeg har selvfølgelig nogle tanker og ideer, men dem holder jeg for mig selv lidt endnu. I første omgang tager jeg til Kengis Bruk Fiskelodge i Lappland for at afholde to en halv måneds praktik indenfor laksefiskeriet, og det ser jeg utroligt meget frem imod. Det bliver spændende at prøve kræfter med lidt større fisk, og Østersølaksene siges at være utroligt stærke, så håber at jeg kan give de besøgende gæster en god oplevelse, og at min praktik giver mig lidt mere viden om hvad jeg selv søger og vil.
Jeg synes helt klart, at lærerne på Forshaga Akademin har rustet mig godt til det, og de fortæller en del om deres egne erfaringer inden for guideverdenen, da de alle sammen selv har stået i samme situation engang, men nu har valgt at undervise inden for noget, som de selv brænder for. Det betyder, at de alle er super engageret i deres arbejde, hvilket man tydeligt mærker – og er noget, som jeg personligt selv sætter pris på!
Du kan læse meget mere om Forshaga Akademin her.
mar 2, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, Portrætter
Mads Bönding med en af de store gedder, han har fanget under sit ophold på Forshaga Akademin i Sverige.
På svenske Forshaga Akademin kan du i smukke naturomgivelser – omringet af fede fiskevande – bruge et helt år på at lægge grunden til en karriere inden for lystfiskerbranchen. Whats not to like? I del 1 af vores serie på to artikler fra Forshaga fortæller Mads Bönding om sine oplevelser og erfaringer med den unikke og spændende uddannelse.
AF MADS BÖNDING
Jeg har altid haft en kæmpe passion for lystfiskeri, og min store drøm er at kunne arbejde med det, som jeg elsker at bruge al min fritid på! Det var netop dette, som fik mig til og søge ind på Forshaga Akademin. Før havde jeg en meget normal hverdag i betonbranchen og havde arbejdet i lidt forskellige fag de sidste 10 år. Men så begyndte jeg at kigge efter en ny udfordring – og prøvede at se efter, hvad der var af muligheder inden for det, som jeg elskede alle mest – nemlig lystfiskeriet. Men det eneste, jeg fandt i Danmark inden for uddannelse på dette område var på ungdomsskoler, så det var jeg lige lidt for gammel til – desværre!
Men så læste jeg tilfældigt om Forshaga Akademin en dag, hvor jeg søgte lidt rundt omkring på nettet. Straks prøvede jeg at skrive til dem for at høre lidt mere omkring det, hvorefter jeg fik nogle kontaktoplysninger på andre danskere, som havde gået der – bare for at høre lidt omkring det hele. Herefter tog jeg beslutningen om at søge ind og blev hurtig accepteret. Og så det var bare om at komme afsted, da uddannelsen startede op! Det var et stort skridt for en som mig, der altid har holdt sig tæt på den normale hverdag med familien i trygge Danmark, men jeg manglede et nyt pust i mit liv – og det fik jeg!
Fra danske havørreder til svenske gedder
Jeg har altid vært meget fascineret af havørredfiskeriet i Danmark, og det er stort set det, jeg har brugt de sidste 12-14 år af mit fiskeliv på. Selvfølgelig har jeg også fisket efter meget andet, som fx gedder, sild, makrel osv, men nok 85-90% af fisketiden har jeg vært afsted efter havørred – både ved kysten, i fjorde og åer. Tanken om at gå ved vandet og måske være heldig at ramme ind i drømmefisken lige pludselig har altid været det, der var drivkraften, hver gang man var afsted.
Lige før jeg skulle til Sverige og starte på min drømmeuddannelse, havde jeg haft en svær tid med fiskeriet efter havørreden, men den sidste måned før jeg skulle til afsted ramte jeg ind i noget rigtig godt fiskeri mange steder i Danmark. Faktisk var jeg så heldig at slå min egen PR to gange på tre dage! Den første var 62cm og den næste63, så jeg fik sluttet godt af, før jeg skulle prøve kræfter med Sveriges kendte geddefiskeri og de mange andre typer af fiskeri, som jeg ikke havde prøvet før. Alt sammen bare nyt og spændende fiskeri, der ventede på at blive afprøvet!
Der mange gode sandartvande i nærheden af Forshaga Akademin. Her er Mads med en fin fisk fra et vand i nærheden af skolen.
Min første måned i Sverige kan man vist roligt sige startede ud med et boom! Jeg havde totalt set kun fanget 3-4 gedder i Danmark med den største på 53cm, og de fem første gedder jeg fangede i Sverige var af en helt anden kaliber! Tre af dem var på over en meter! To af dem fik jeg på både målt samt vejet, og de var 106cm og 9,2 kilo samt 107cm og 7,5 kilo. Og den sidste uden vægt på var 105cm, så man kan sige, at jeg kom godt i gang med geddefiskeriet!
Nye fiskevenner og masser af viden på Forshaga
Før jeg kom til Sverige fik jeg kontaktoplysninger på en af de danskere, som også skulle gå på skolen, så jeg skrev til ham for at høre, om han var frisk på at finde noget at bo i sammen i, og det var han selvfølgelig. Så jeg fik hurtigt en god start ved at bo sammen med en anden dansker.
Opstarten i skolen var stille og rolig, men det var ikke lige alle, som var lige nemme at forstå, når der blev snakket svensk. Heldigvis var alle dog meget søde og gode til engelsk også, så man blev taget godt imod. Jo længere tid der gik, desto hurtigere kom man tættere på nogle af de andre elever fra de forskellige klasser, og jeg har allerede fået en masse gode og nye bekendtskaber samt venner – både fra klassen, men også nogle fra den anden klasse, som er i gang med det andet år på uddannelsen.
Indtil videre har jeg fået mange spændende oplevelser med mine nye klassekammerater samt venner omkring fisketure. Jeg har lært en masse om, hvordan folk fisker heroppe samt fået en masse gode fiskespots – plus opnået en del viden omkring fiskeriet efter både gedde, sandart og aborre, som aldrig har vært min stærke side. Jeg har derfor allerede fået mange nye arter og nye personlige rekorder på min samvittighed.
Geddevande mangler der ikke i skovene ved Forshaga, og her er en af dem, der ikke kunne modstå Mads´s agn.
En masse gode fiskefag på Forshaga
Det er svært at vælge præcis hvilke af vores fag som er min favorit, for jeg synes, at alle fagene er meget spændende og en udfordring, da det hele er på svensk – udover lige vores engelskundervisning selvfølgelig. Men ja – det hele var ikke lige nemt i starten, når man både ikke forstod alt, hvad der blev sagt – og opgaverne som stod på svensk! Men alle lærere er heldigvis meget gode til engelsk samt til at forklare, hvis man spørger, så man forstår det – selvom man er dansk.
Vores tur til Glasskogen, hvor vi skulle overnatte to nætter samt vandre igennem skov og fjeld til forskellige poster fordelt ud over de 2-3 dage var en fed og udfordrende oplevelse, som jeg meget gerne gør igen. Også selvom det var hårdt for en, som aldrig havde prøvet det før!
Drømmen om at arbejde med ens hobby – lystfiskeriet
Min store drøm med denne uddannelse er selvfølgelig at kunne komme til at arbejde med det, som jeg elsker allermest, og jeg håber at kunne bevæge mig den vej efter min lange praktik her til sommer. Det kunne fx være ved at finde et guidejob inde for lakse/ørredfiskeri et sted i Sverige/Norge – eller hvor der nu kunne være mulighed for det.
Indtil videre føler jeg virkelig, at Forshaga Akademin har klædt mig godt på til at forsøge lykken i fiskebranchen, og på skolen lærer man også alt omkring, hvordan man selv vil kunne starte et firma op. Jeg har allerede nu fået en masse gode kontakter, og folk på skolen er utrolig flinke til at hjælpe dig med at komme i kontakt med nogle, inden for det område, som du gerne vil arbejde med. Jeg er derfor meget fortrøstningsfuld allerede nu, inden jeg skal i praktik, og jeg føler mig sikker på, at jeg nok skal kunne finde nogen, som mangler en guide efter jeg er uddannet!
Du kan læse meget mere om Forshaga Akademin og de mange sjove fag her.
feb 15, 2022 | Nyheder
Den 16 april går Gilleleje i fisk når Gilleleje Hallen og havnen bliver centrum for et større arrangement målrettet lystfiskere. Dagen vil tiltrække nybegyndere såvel som erfarne lystfiskere fra nær og fjern og vil bl.a. byde på et kæmpestort brugt fiskegrejsloppemarked og grejauktion såvel som et helt nyt koncept, ”Fiskeminigolf”, hvor der dystes i at klare en bane på færrest mulige kast med fiskestangen. Derudover vil der være mulighed for at prøve vaders, afprøve kræfter med fiskeriet og ved ”fiskeminigolfbanen” og bålområdet ved havnen vil der også være mulighed for at smage på bålkaffe og lokale fiskespecialiteter.
– Vi har set et kæmpe boom af lystfiskere under hele coronaperioden – ikke mindst her i Gribskov kommune, fortæller byrådsmedlem og udvalgsformand, Brian Lyck. – Folk har fået øjnene op for hvad naturen og lystfiskeri kan, særligt her i Gribskov hvor vi netop har så meget skøn natur og fremragende fiskemuligheder at byde på, forklarer Brian, der selv har været ivrig lystfisker det meste af sit liv. – Vi tror på at et arrangement som dette både kan tiltrække erfarne lystfiskere såvel som nybegyndere her hvor vi skaber rammerne for både at hygge med ligesindede samt mulighed for at lære noget nyt og gøre en god og bæredygtig handel. Netop bæredygtighed er et vigtigt element ved loppemarkedet og auktionen. De mange nye lystfiskere har også medført et boom i salg af fiskegrej i Danmark, hvilket selvfølgelig er et kæmpe plus for grejbranchen og butikkerne. Men det giver også rigtig god mening at ”genbruge” noget af alt det udstyr der allerede findes rundt omkring derude så det kan få et nyt liv i hænderne på de mange nye lystfiskere. Så kig forbi hvis du gerne vil af med noget grej – eller vil have mulighed for selv at gøre en god handel.
Det er gratis at være med til arrangementet og handle ved de mange boder/borde. Ønsker man selv at sælge grej, kan man enten leje et bord til kun 100 kr. eller indlevere sit grej som så vil blive solgt ved en auktion styret af Fiskeringen mod et mindre hammerslagsgebyr. Du kan også ”donere” grej som vil blive solgt på auktionen eller ved en bod styret af frivillige hvor indtægten vil gå til Grusbanden og deres vandløbsplejeprojekter i Gribskov Kommune. Praktisk om borde/indlevering af grej finder du her: https://www.fiskeringen.dk/grejloppemarked-og–auktion. I hallen og på havnen vil der være mulighed for at møde både repræsentanter fra Fiskeringen og fra Helsinge Og Omegns Sportsfiskerforening og få information om de mange muligheder foreningerne kan tilbyde. På standen ved Helsinge og Omegns Sportsfiskerforening kan du også prøve kræfter med at binde din allerførste flue, hvis du har lyst til det.
Fiskeringen er en sjællandsk fiskeorganisation/forening og Helsinge & Omegns Sportsfiskerforening er en lokal forening i Gribskov kommune, begge med joller i Arresø og Esrum Sø, som medlemmerne frit kan benytte til fiskeri.
Før eller efter du har gjort en god handel inde i hallen, kan du gå de små 500 meter ned til vandet. Her holder vi det første officielle Danmarksmesterskab i ”Fiskeminigolf” – et nyt koncept udviklet af Frederik Laks Lorentzen og Gordon P. Henriksen der også vil agere både greenkeeper og dommere på dagen. Ligesom i almindelig golf eller minigolf, får man et scorecard og skal gennemføre flere baner/huller – men i stedet for færrest mulige slag gælder det om at bruge færrest mulige kast. Der kåres en Danmarks mester i ”Fiskeminigolf” i både kategorien flue såvel som spin. Der er også en juniorbane med præmier. Første præmien i både flue og spin-kategorien er et weekendophold på i Kongernes Feriepark samt fedt fiskegrej fra Hardy, Greys, Abu Garcia og Penn.
Her finderfiskespecialiteter og Bornholmeren Bjarke Borup sidder ved et bål og demonstrerer hvordan man laver den bedste bålkaffe. Nede i området ved vandet er der endnu flere andre aktiviteter du også kan deltage i. Fiskeringen har kørt deres grejtrailer ud, og der står dygtige instruktører klar til du kan prøve kræfter med fiskeri i vaders eller fra havnemolen efter fladfisk og havørred. Dansk Surfcasting Klub står på kysten og fisker, og deres repræsentanter fremviser det helt særlige udstyr og teknikker der gør at du kan kaste op til 200 meter ud i havet! Og så er der salg af vand, fadøl og lækre lokale fiskespecialiteter.
Der bliver nok at tage fat på når Gilleleje går i fisk d. 16 april kl 10:30-16. Du kan løbende følge med om de forskellige tiltag samt tilkendegive at du deltager via facebook her.
Kig forbi!
jun 1, 2021 | Konkurrencer, Nyheder, Sponsornyt
I juni, juli, august og september kan du nu deltage i Kinetic Fiske Cup og vinde store fede præmier fra den danske grejproducent Kinetic Fishing. I perioden fra og med 1. juni til og med 31 september kan du tilmelde din fangst taget på Kinetic grej til konkurrencen. Alle arter kan tilmeldes, og alle fisk kan tilmeldes uanset hvilket grej de er fanget på, så det er bare med at komme ud at fiske.
Præmierne, som går til den smukkeste fisk med det gladeste smil ledsaget af den bedste historie og det lækreste foto gives i følgende kategorier:
Kystfiskeri: Havørred, havbars og hornfisk
Åfiskeri: Laks, havørred, bækørred og stalling
Søfiskeri: Gedde, aborre, sandart, karpe, stør og malle – alle arter tæller med.
Saltvandsfiskeri: Torsk, fladfisk, hornfisk, makrel, sej, lange – alle arter tæller med.
Put and Take: Alle ørredvarianter og arter tæller med.
Hvilken fangst der skal udnævnes som vinder i de fem kategorier bedømmes af et panel bestående af Fisk & Fri samt Kinetic Fishing. Vi lægger som antydet vægt på den gode historie og et lækkert foto og ikke nødvendigvis fiskens størrelse.
For at kunne deltage i Kinetic Fiskecup 2021 skal du:
- Sende en beretning på 15-20 linjer om fangsten samt et godt foto (gerne vandret) til jb@fiskogfri.dk, hvor du beretter om fisketuren samt fortæller om fangsten, og hvordan det hele gik til. Skriv også hvilken metode du brugte – og hvad fisken blev fanget på. Du behøver ikke at afsløre fangststedet helt præcist, men du må meget gerne skrive hvilket område fisken er fanget i – fx Gudenåen, Øresund, Fyns Sydkyst – eller lignende. Hvis du ikke er så god til at skrive, skal du ikke bekymre dig for det, for vi skal nok rette din tekst til på redaktionen.
- Nederst i din e-mail skriver du dit fulde navn, adresse og telefon nummer, så vi kan få fat på dig, hvis du er den heldige vinder af en af de store præmier.
Vinderne af Kinetic Fiske Cup offentliggøres den 1. oktober 2021 på fiskogfri.dk. Vi ser frem til at høre mere om dine fangster på Kinetic grej!
Præmien er som sagt en masse lækkert grej, der egner sig perfekt til den kategori af fiskeri, som din vinderfrisk er fra. Her kan du se præmierne:
Præmier til Kinetic Fiskecup 2021:
Kinetic Fiskecup 2021 – præmie i kategorien kystfiskeri.
Kystfiskeri:
- Kinetic Battler CF 9,3” 8-30g kyststang
- Kinetic Battler 3000-FD fastspolehjul
- Kinetic 8 Braid 300m – 0,14mm
- 10 stk super effektive kystblink
- Samlet værdi 2.545,-
Kinetic Fiskecup 2021 – præmie i kategorien åfiskeri.
Åfiskeri:
- Kinetic Enforcer CL 7’ 4-21g med Kinetic Enforcer 2000-FD spinnesæt
- Kinetic 8 Braid 300m – 0,14mm
- Kinetic Classic Gaiter Bootfoot – bukse waders vælg mellem 5 størrelser.
- 10 stk spinnere – og 8 stk velfangende woblere.
- Samlet værdi 2.740,-
Kinetic Fiskecup 2021 – præmie i kategorien søfiskeri.
Søfiskeri:
- Kinetic Fish Hunter Flydering
- Kinetic Double Action pumpe
- Kinetic Pro Fins svømmefødder
- 6 stk Kinetic Playvboy R2F 130mm Jig – og 3 stk Kinetic Fatty Daddy 110mm wobler.
- Samlet værdi 2.580, –
Kinetic Fiskecup 2021 – præmie i kategorien saltvandsfiskeri.
Saltvandsfiskeri:
- Kinetic Battler CF 7’ 20-30lbs – 5 delt havstang
- Kinetic Brutalis 30-LD
- Kinetic 8 Braid 300m 0,30mm
- Samlet værdi 2.650, –
Kinetic Fiskecup 2021 – præmie i kategorien kystfiskeri.
Put and Take:
- Kinetic Defeater 7’ 3-15g UL stang
- Kinetic Tournament Bombette CL 11,2” 12-40g
- 16 stk Kinetic Diabolus Inline I vægte – 3,5gr & 7gr
- 9 stk Bombette Flåd i flydende, slow sinking og fast sinking
- Kinetic Tackle System Bag
- Samlet værdi 2.520, –
Vinderne af Kinetic Fiske Cup offentliggøres den 1. oktober 2021 på fiskogfri.dk. Vi ser frem til at høre mere om dine fangster på Kinetic grej!
maj 15, 2021 | Artikler, Hav – kutter og småbåd
Skipperen bærer et stort ansvar for at være et godt eksempel med redningsvest – her er det Per Sjøstrøm.
Dit grej er i orden, du har styr på vejrudsigten – og så er det bare ud at fiske. Men har du også sørget for, at alle ombord har redningsvest på? Måske ser du dig selv som fisker mere end som skipper, men det er stadig dig, der har ansvar for alle ombord. Og alle skal have redningsveste på, hvis vi skal redde flere liv til søs.
Tekst: Sejlsikkert/Trygfonden
NÅR ALT SKAL LÆGGES TIL RETTE for en god fisketur, er der en vigtig detalje at få på plads: Redningsvesten. Ombord på et fartøj er det skipper, der har det sidste ord. Der er stor autoritet forbundet med at have ansvaret for en båd, og alle ombord vil naturligt rette sig efter det, hvis skipper har en fast holdning til, at alle ombord skal have vest på.
En undersøgelse fra 2017 viser, at om man bærer redningsvest eller ej er stærkt socialt betinget. I 85 pct. af de tilfælde, hvor der er mere end en person ombord, har enten alle vest på – eller ingen har vest på.
Fiskere ser sig først og fremmest som fiskere og ikke som sejlere. Alligevel har de et ligeså stort skipperansvar som sejlerne, når de begiver sig til havs. Og den enkeltstående faktor, der øger chancen mest for at overleve ved ulykker ved vand, er redningsvesten, siger Sune Abelgreen, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd. Han fortsætter: Det virker måske emsigt at sige til dem, der er med ude og fiske, at vesten skal på. De har måske lige så meget eller endnu mere erfaring end én selv. Men så må man et øjeblik forestille sig, hvordan det ville være at skulle ringe til en kone eller kæreste og fortælle, at hendes mand var faldet overbord. Man er nødt til at være sig sit ansvar voksent, slutter Sune Abelgren.
I SejlSikkert-indsatsen som Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden står bag, er det da også skipperens ansvar, der står i centrum under sloganet: Hey skipper, om få meter har du ansvaret!
Selv i godt vejr skal du have redningsvest på, for det er ofte under disse forhold, at ulykkerne sker – måske fordi man ikke passer så meget på under disse forhold.
Den erfarne skipper
Per Sjøstrøm ejer den bornholmske virksomhed Verona Sportsfiskeri, der tilbyder chartersejlads og fisketure fra havnene i Hammerhavn og Tejn Havn. Han er selv skipper, når han sejler ud med turister på trollingkurser og fiskeri. Når man kommer ombord på hans båd, får man en sikkerhedsbriefing – og så ligger der ellers flydedragter og redningsveste klar. Per Sjøstrøm siger:
Med flydedragt bliver man ikke kold, og der er indbygget opdrift. Det er 100 pct. det, jeg vil anbefale. Man kan også tage en ekstra oppustelig redningsvest på, så er man helt sikker. Det har de på, ellers sejler jeg ikke ud. Sådan har jeg altid gjort, det er mig, der er kaptajnen, fortæller Per Sjøstrøm og fortsætter:
Om sommeren er her masser af turister, og hver eneste dag ser jeg nogen, der sejler ud uden redningsvest. Det er deres eget valg. Men jeg ser mest sejlerfolket med redningsveste, motorbådsfolket har ikke veste i samme omfang. Vi har altid haft havet ved siden af os på Bornholm, og når det er koldt, er det lumsk. Hvis man har et liv, så skal man passe på det, slutter Per Sjøstrøm.
I DAG er det omkring halvdelen af fiskere og fritidssejlere, som bærer vest. Dermed mangler en lige så stor andel måske en venlig opfordring til at bryde vanen og få vesten på, lyder det fra René Højer, programchef og ansvarlig for vand- og badesikkerhed i TrygFonden.
Jeg håber, at vi kan nå dertil, hvor vesten er lige så selvfølgelig som det i dag er tilfældet med sikkerhedsseler i bilerne. Indtil da kan vi kun opfordre til, at skipperne går forrest som gode eksempler for sikkerhedskulturen. Og så er jeg overbevist om, at det vil brede sig til resten af sejlerne, slutter René Højer.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019