okt 13, 2024 | Nyheder
– For et par dage siden var jeg på tur med det lette spinnegrej på den jyske kyst, fortæller Carsten Bøgh. – Pludselig så jeg en god fisk springe halvvejs fri af vandet. Hurtigt fik jeg kastet ud og i andet kast var der hug, men den blev ikke kroget.
– Kastet efter, kom det tunge sug, og fighten gik i gang. Først gik den tungt, og så tog den et hurtigt, men ikke så langt udløb. Efter lidt tid kom den helt ind foran. Og da den vendte kunne jeg se, at det var en laks. Herefter tog den et langt og tungt udløb, hvor jeg fulgte lidt efter. Da den kom tættere på virkede den mere medgørlig, men den lavede nogle vilde rusk med hovedet.
– Første gang den lagde sig på siden, tog jeg en hurtig beslutning og nettede den resolut, hvorefter en 76cm kystlaks var en realitet. Laksen blev taget på en Alstrøm Tobis Wobler, en Westin W2 8’1 3-15 gr stang med et Shimano Ultegra 1000 hjul fyldt med 0,10mm fletline Så de sidste nætters drømme har været om laks, slutter han.
Husk at vilde kystlaks med fedtfinne fanget i de indre danske farvande er fredede og skal genudsættes. Det gælder farvandene syd for en linje mellem Hasenøre (Djursland) og Gniben (Sjællands Odde) – samt syd for en linje mellem Gilleleje og Kullen i Skåne. Carstens fisk blev fanget uden for det fredede område.
apr 17, 2023 | Nyheder
– Jeg startede fiskedagen på Djursland, skriver Bo Pedersen til Fisk & Fri. – På Glatved fik jeg en målsfisk, som jeg genudsatte. Så skete der ikke mere, og det var tid til pladsbytte. Jeg kørte derefter til Århus Bugten, og jeg troede faktisk ikke rigtigt på, at der var nogle fisk, da det var meget lavvandet, men så tænkte jeg, at jeg måtte give det en chance. Jeg vadede ud til tangbæltet, og nettet var i bilen, da jeg ikke havde den store tiltro til fiskeriet.
– Efter cirka 15 minutter fik jeg et voldsomt hug helt ude i kastet og kunne straks mærke, at det var en seriøs fisk, der bare tog line, når det passede den. Faktisk tænkte jeg, at det måske var en laks, da den opførte sig anderledes end havørred. Jeg tror, at jeg gik med den omkring 20 minutter, og i den tid begyndte jeg at tænke på, hvordan jeg skulle lande den. Jeg valgte at håndlande fisken på det lave vand, og det gik jo fint.
– Laksen er fanget på en Sandeel 19 gram med enkelkrog, og den er kort og godt min første kystlaks fra Danmark. Jeg bor i Sverige, og mit hjemvand er Vättern, og der har jeg haft et rigtigt fint fiskeri – både fra land og trolling, men det kan vi tage en anden dag…
Fisken er tilmeldt Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse mere om her.

feb 27, 2022 | Nyheder
Da Søren Danielsen i går var ude at fiske havørred fik han sig noget af en oplevelse: – Jeg var taget til den vestsjællandske kyst for at fiske med min makker, og det var det mest fantastiske vejr med lækkert vejr og fantastiske forhold. Men – vi havde ikke fanget noget i flere timer, og man makker havde faktisk sat sig ned for at pakke sammen. Han ventede sådan set bare på at jeg skulle blive færdig med at snakke i telefon, og da jeg var færdig med det skulle jeg liiiige have et enkelt kast mere…
– Jeg fiskede med en Snurrebassen nr. 3 i sølv og næsten helt ude i kastet – 60-70 meter fra land – fik jeg et stabilt hug. Mildest talt… Min makker kom hurtigt løbende med sit alt for lille net, og snart var fisken inde. Men – da den så nettet gik den amok og tog et 40 meter udløb, hvorefter den svømmede langs med stranden ned mod et stenrev, så jeg måtte løbe efter den. Efter ti minutters tovtrækkeri og en del små udløb fik vi den i nettet og bakset op på land. Men det var lidt heldigt, at det gik godt, for under landingen lykkedes det laksen med sin spidse næse at bore den igennem en af netmaskerne, og under stort postyr baksede den så meget med hovedet og kroppen, at den – da vi endelig var sikkert inde på land, havde fået boret hele hovedet gennem nettet!!
Til at starte med troede vi, at det var en havørred, men fandt sidenhen ud af, at det var en laks, slutter han. Fisken var 89 centimeter lang og vejede 7,5 kilo.
nov 10, 2021 | Nyheder
– Fisketuren startede klokken 7 ved Genner Bugt sammen med Danny Vollertsen, og der gik ikke længe, før der var kontakt med havørrederne med flere fisk i størrelser fra 55-60 cm, lyder det fra Allan Noye. – Fiskeriet var bare super fedt, men alle fisk var farvede, så alt blev genudsat. Efter lidt tid, hvor der ikke skete noget, gik jeg længere hen ad stranden, hvor jeg vidste, at der var flere steder, som kunne holde fisk.
– Jeg nåede at lave to kast, da fluen ganske tæt på mig blev taget voldsomt, og stangen bøjede helt vildt. Til at starte med opførte fisken sig meget pænt og gik dybt. Efter 5-10 minutter havde jeg fisken helt tæt på mig. Jeg ringede straks til Danny og sagde, at han skulle komme – NU. Der gik ikke længe, før Danny var der og hjalp mig med at lande fisken, og hurtigt gik det op for os, at det var en flot laks på 84 cm. Tak for hjælpen Danny.
okt 10, 2021 | Nyheder
Det har været en vild weekend med Fjordlandet Open, siger Kim Christoffersen, der kender fjordene som sin egen bukselomme. – Tidligt lørdag morgen rammer jeg et par fisk, og en fisk på 58cm slår til. Der er fuld flex på klingen, men jeg får landet og genudsat den. Der går ikke mere en 5 minutter, så ser jeg er pæn fisk og kaster til den. Straks får jeg den i tale, og ikke længe efter pisker linen af hjulet, og jeg får landet en super havørred på 66 centimeter.
– Det bliver søndag, og her rammer jeg en del fisk på over 50cm samt en enkelt havørred på 61cm, men så dør det ud. Jeg ændrer taktik og skifter til meget store agn, nemlig en Sandeel Pencil på 31 gram. Jeg laver et par kast, og så får jeg flex igen. Denne fisk har jeg svært ved at vurdere størrelsen på, men jeg får trukket den ind til mig, hvor det første jeg tænker er, er at det er vinderfisken, for den måler nemlig 79 cm. Men – det viser sig, at det er en laks, og det er ikke lige en kategori, man har regnet med til Fjordlandet Open. Så det har virkelig været en vild weekend, hvor jeg vandt en 2. plads med den ene havørred, jeg fangede om lørdagen på 66 cm, slutter han. For sin flotte laks vandt han improviseret præmie, nemlig en god bitter.
- præmien til Fjordlandet Open gik til Jesper Marker med en havørred på 73 cm og 3. pladsen gik til Jakob Bügel med en 54 cm havørred. 4-5 præmien gik delt til Stefan Larsen og Steffen Traneskov for fisk på 53 centimeter.

Kim Christoffersen med sin havørred på 66 cm der rakte til andenpladsen i konkurrencen Fjordlandet Open 2021 her i weekenden. Øverst ses han med sin flotte kystlaks.
maj 13, 2021 | Nyheder
– Jeg startede på kystflue for ca. 15 år siden, da jeg første gang deltog i Steen Ulnits Kystfluekursus ”Bind en Flue og fang en Fisk” på Samsø Højskole. Sådan lyder det fra Lars Melgaard Jensen – den glade fanger af gårsdagens flotte kystlaks fra Samsø, som d måske har hørt om. – Steen stod for Havørred teori/biologi, samt kasteteknik, og Preben Petersen underviste i fluebinding på kurserne. Jeg dumpede med et brag, så jeg var tvunget til at deltage i kurserne de følgende 5-6 år, indtil Samsø Højskole til sidst gik konkurs.
– Jeg er kommet på øen siden min barndom, idet min far og mor er født/opvokset herovre. Da jeg stoppede med at arbejde for 4 år siden, flyttede jeg permanent til øen, og har boet i Nordby siden. Det meste af min tid herovre går nu med fluebinding og kystflue fiskeri. Tirsdag aften bandt jeg en håndfuld simple fluer. Ikke noget specielt mønster, bare noget jeg ved virker på enhver havørred – sølv, sort og rød. Fluerne jeg lavede, er bare dubbed SSS Sealice Glitz, med hackle af rød hane over sort guldfasan. De skulle så prøves onsdag eftermiddag/aften.
– Kystlaksen, som du måske allerede har hørt om nu, huggede på cirka 15 meters afstand. Det gør stort set alle fisk på Ballebjerg/Møgelskår kysten. Oftest kortere. Hugget var egentlig ikke voldsomt, men der gik ikke længe, inden jeg vidste, at jeg havde fat på noget stort. Specielt, da baglinen begyndte at køre derudaf… De første 15 minutter vidste jeg ikke, hvad jeg havde fat i. Det var et konstant hårdt træk, og fisken svømmede på langs af kysten, så jeg fulgte egentlig bare med. Jeg troede faktisk, jeg måske havde kroget et marsvin. Det var først da jeg efter et stykke tid så ryg og hale i overfladen, det gik op for mig, at det måtte være en meget stor havørred eller en laks.

Det var på denne flue, at Lars Melgaard Jensen fangede sin flotte kystlaks på Samsø.
– Herfra har jeg ikke styr på tiden. Jeg fokuserede udelukkende på at holde et konstant moderat pres for at køre den træt. ”Vi” gik sådan frem/tilbage over 100-150m et pænt stykke tid. De sidste ca. 15 minutter havde jeg den 5-6 meter ude i klart vand og gik egentlig bare frem/tilbage med den. Den foretog ikke større vilde udløb. Til sidst pressede jeg den ind, samtidigt med en lille bølge, lagde stangen, kastede mig over den samt fik et godt tag i gællerne.
– Puuuha, jeg var lettet, da den lå 10 meter oppe! Jeg tror det hele har taget ca. en time, og jeg skulle lige bruge en halv på at komme mig! Jeg havde en lille vægt i min taske, men den gik i stykker, da jeg løftede den, så jeg kunne kun måle den til 95 cm. Jeg er nabo til en restaurant, så der fik jeg den både målt igen samt vejet til 9,5 kg da jeg kom hjem. Jeg tror, at dette bliver mit livs fisk på kystflue på Samsø. Sandsynligheden for, at det sker igen, er nok meget lille. Jeg er også glad for, at jeg har en ”Murphy” tilgang til mit grej – ingen ”vindknuder” på forfang, knuder på flue og mine forfang er solide. Jeg checker fluen, hvis jeg hører det mindste ”klik” mod en sten i bagkastet osv. Alt hvad der kan gå galt, vil simpelthen gå galt, når du har sådan en fætter på en 5’er stang.
– Jeg er bare lykkelig og taknemmelig for at det hele spillede i dag. Hvis du har lyst til at fiske på Samsø, har jeg lavet en Facbook-side der hedder ”Seatrout Samsø”. Der ligger et kort over fiskepladser, som du kan printe. Kortet er baseret på et Steen Ulnits lavede til Kystfluekurserne. Jeg har også en side, der hedder ”Samsø Flies”. Den lavede jeg med henblik på at starte noget fluebinding op på Samsø, men det satte Corona en stopper for. Den indeholder nogle af de fluer, jeg binder. Knæk & Bræk.

Lars Meldgaard Jensen fik sig noget af en overraskelse, da denne flotte kystlaks huggede hans flue på Samsø.
jun 22, 2020 | Nyheder
– I lørdags havde jeg aftalt med min fætter og to andre fiskemakkere, at vi skulle ud og jage en havørred om aftenen, fortæller Jimmi Grevelund. – Jeg mødes med min fætter på Gals Klint Camping om eftermiddagen for at tage lidt forskud på glæden, men det viste sig hurtigt, at vandet var umuligt at fiske, for det var mudret og fyldt med fioliner. Vi valgte derfor at køre til Sønderskov på jyllandsiden, hvor vandet er lavere og bunden mere sandet.
– Sønderskov er en kendt sommerplads, hvor et langt stykke af Lillebælt er dækket af sand, og hvor vi tit ser torbiserne gå ind på det lave vand om aftenen for at jage. Efter Morten og Nils var ankommet, og vi havde fået et par grillpølser og noget rødvin, skulle vi ned og se, om vi kunne få et par havørreder i tale. Vandet var klart og der var rigtig fin strøm ind over sandstykket. Vi laver som altid nogle lange kast ud mod sejlrenden med hurtig indspinning, og 3-4 lange spinnestop på vej ind. Det gir en del hornfisk, og Morten snupper en enkelt ørred under målet. På et tidspunkt kommer vi til en lille bådebro og bliver enige om, at det er på tide at få en øl, inden de bliver alt for varme, og vi benytter lejligheden til lige at kigge i grejkasserne. Jeg vælger at skifte min Bornholmerpil i kobber/sort ud med en 27 grams Savage Gear Sandeel gennemløbswobler i hvid/sølv med lysegrøn ryg.
– Jeg starter igen op med lange kast og hurtig indspinning, men laver et særligt spindestop med den her agn. Umiddelbart før mit spinnestop sætter jeg farten ned og stopper så indspinningen helt, hvorefter jeg flytter stangspidsen en halv til en hel meter mod min agn så der bliver helt slap line. Det får agnen til at skyde baglæns, mens den går mod bunden. Det har flere gange givet mig fisk. Jeg starter op med hurtig indspinning igen, når jeg mærker, at linen strammer op eller efter ca 3-4 sekunder – alt efter hvor meget strøm der er.
– To marsvin er lige svømmet forbi ude foran, og jeg vælger at lægge mit trejde kast efter agnskiftet lige bag dem, da jeg tit har oplevet, at de får jaget de store flokke af tobis fra hinanden. Og så kommer havørrederne lige i røven på dem. Jeg laver mit andet spinnestop på vejen ind, og når kun lige at give løs line, så mærker jeg, at linen strammer op igen, hvorefter jeg laver tilslag. Jeg er ikke i tvivl om, at det er en stor fisk, jeg har på, da den starter med at tage 10-15 meter udløb, på trods af, at min bremse står meget stramt. Min fætter står lige ved siden af mig, og lægger som vi plejer et kast i samme retning, når der er fisk, og jeg råber til ham, at han skal se at få sin line op, for den her er fandme stor.
– Jeg kan mærke, at den går dybt, og jeg er ikke helt klar over, hvor langt jeg har den inde, da den tager udløb nr. 3, men jeg vælger at løfte stangen op over hovedet for at få så meget line fri af vandet som muligt, så den ikke får viklet sig ind i noget. Mine arme syrer max.
– Fisken er pæn, og den bruger strømmen til at kæmpe imod med, men det er som om, at trækket opad får den til at følge med ind på det lave vand. Den vender i overfladen for første gang og snupper et sidste udløb ind over det lave vand, hvorefter jeg forholdsvist roligt kan gå baglæns op på stranden og lande den 70,5 cm lange blankfisk, som viser sig at være en laks.
– Jeg har lige været en tur på Bornholm i uge 24 med mange timers fisker uden at fange en eneste havørred, ja faktisk er det den første blankfisk, jeg har taget siden november måned sidste år, så den var i den grad ventet. Og at det så viste sig at være min første laks, det gjorde da bare oplevelsen endnu bedre, slutter Jimmi, der takker fætter Brian, Bisse og Nils for en fantastisk aften.

apr 4, 2020 | Nyheder
– Jeg har lige fanget en super flot kystlaks, fortæller Brian Bakmann til Fisk & Fri. – Jeg fiskede på en plads mellem Aabenraa og grænsen, som jeg tidligere har fisket med succes i denne tid.
– Her er lavvandet, fortsætter han, men det gav mig en mulighed for at komme nærmere det dybere vand ved pladsen, hvilket plejer at være en fordel her. Hugget var voldsomt og fighten vejede tredive minutter, før laksen overgav sig. Laksen, der vejede 7,8 kilo og var 93 cenitmeter lang, huggede på en 19 grams Sandeel i farven motoroil, som jeg altid fisker med i foråret. Nettet var kun 50 centimeter, så jeg bummede første forsøg på netning efter 15 minutter.
– Jeg troede, at den ville ryge af under fighten, men min Owner str. enkeltkrog 1/0 sad helt fast, så det viste sig, at der var ingen risiko for det – heldigvis, slutter han.