jan 16, 2023 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Portrætter
Udo er verdensmester i at nyde sit fiskeri – her med en kop kaffe ved DueoddeEn fin bormholmer ørred, der faldt for Udos Polar Magnus på vej retur til sit rette element.
Lystfiskeri er den perfekte eskapisme fra hverdagens stress og jag. Følg med til Bornholm, hvor vi har mødt den tysk/danske fiskefilosof- forfatter og seminar arrangør Udo Schroeter, der udover at have skrevet 20 fiskebøger på tysk afholder kurser i kunsten at geare ned og lytte til sig selv. Medicinen er kystfiskeri efter havørred.
AF JENS BURSELL
JEG HAR EN, råber Udo, idet hans stang flekser godt sammen. Vi er på Bornholms sydkyst og en flot, stålblank havørred har netop hugget. – Jeg fisker stort set altid på samme måde, smiler Udo – og det er med en 30-40 grams bombarda monteret med en Polar Magnus for enden. Det virker bare hele året og hver gang. Der er helt klart noget fedt ved ikke at bruge så meget energi på at tænke over teknikken og endegrejet. Når det er på plads, kan jeg nemlig meget bedre koncentrere mig om det fiskeriet drejer sig om – nemlig at nyde livet og komme helt ned i tempo.
Ud at fiske – ned i tempo
Udo Schroeter kommer fra en forstad til Kiel og har fisket kysten fra Kiel til Fehmarn i næsten 40 år. I 2006 blev han og hans kone Steffi dog så glade for øen med de fantastiske havørredkyster, at de flyttede til Snogebæk på Bornholm for at realisere drømmen om at leve i fred og ro tæt på Udo’s foretrukne havørredrevirer.
Bøger har Udo skrevet en hel masse af. Via sit eget forlag Die Rapsbande har han udgivet en serie på over 20 tysksprogede havørredguides til en række tyske og danske topområder som fx Als, Fyn, Langeland, Rügen, Hamburg, Berlin, Fehmarn osv. Serien hedder »Der Angelführer«.
Hans mest solgte bog er dog den filosofiske bog »Bin am Meer«, der i 2012 udkom fra forlaget Adeo, der er en del af den store tyske forlagsgruppe Random House. Årsagen til, at den har haft så bred en appeal er måske, at mesterværket er andet og meget mere end blot en fiskebog. »Bin am Meer« inspirer dig nemlig til – hvis ikke du er det i forvejen – at blive et helt og lykkeligt menneske – via dit fiskeri.

Udo er verdensmester i at nyde sit fiskeri – her med en kop kaffe ved Dueodde.
Ved havet
– Idéen til at udgive mine tanker omkring fiskeriet på bogform kom egentlig fra en af mine kursister, der tilfældigvis var Forlagschef på Adeo, fortsætter han og skænker endnu en kop kaffe op, mens vi nyder det fine sand i klitterne ved Dueodde. – To år efter, at han opfordrede mig til at skrive bogen gik jeg i gang med projektet – og året efter lå den altså klar til tryk. Siden da har bogen, der udspiller sig på den bornholmske kyst med kystfiskeriet som omdrejningspunkt, solgt fem oplag og næsten 20.000 eksemplarer. I 2014 har jeg netop udgivet en opfølger til bogen, som hedder »Endlich wieder am Meer«, der både kan ses som en fortsættelse af »Bin am Meer« – men også kan stå alene. Men hvad er det så egentlig den dygtige tyske forfatter og kystfisker vil fortælle os?
Mange har ikke god kontakt til sig selv
– Dit livs vigtigste rejse er rejsen til dig selv, skriver Udo i bogens indledning: – I en moderne globaliseret verden er der masser af mennesker, der ikke har god kontakt til sig selv, understreger han. – Deres hverdag fungerer måske fint, og de gør alle de ting de nu engang gør. Men de glemmer helt at lytte til sig selv: Hvem er jeg, hvad er det jeg vil – og hvad er mine talenter, drømme samt visioner? I stedet for at leve efter hvad ens hjerte fortæller en, lever mange efter, hvad fornuften nu engang dikterer. Det er det, jeg mener med, at rejsen til en selv er vigtig. Man skal gøre sig klart, hvad det er man vil. Netop dette er så uendelig vigtigt, hvis man ikke blot vil leve, men også være lykkelig. Og det er netop på denne rejse, at fiskeriet kan blive fribillet til selverkendelse og et bedre liv set i et større perspektiv.

»Bin am Meer« er en tænksom bog, der sætter lystfiskeriet i perspektiv. Måske er det derfor den har så bred appeal og har solgt næsten 20.000 eksemplarer i Tyskland.
Når man ikke passer på sig selv, kan man heller ikke være noget for andre – eksempelvis sin familie. Og det at fiske og få stresset af, så man bliver et helt menneske – er for mig ensbetydende med at passe på sig selv. Så længe jeg kommer på kysten én til to gange om ugen, så får jeg mine batterier ladet op både fysisk og mentalt. Og det er vigtigt for mig, for når jeg er på toppen, er jeg også i stand til at give noget videre til min familie og mine venner. Men ikke nok med det; jeg vil også kunne være noget for min familie i mange, mange år fremover, fordi jeg løbende holder mig sund og forebygger en situation, hvor det ender med, at jeg går ned med stress eller andre følgesygdomme. Og sker det – skal min familie til at tage sig af mig, i stedet for at jeg kan tage mig af min familie og mine børn.
En del af naturens kredsløb
Naturen er vores revir – er et andet af bogens omdrejningspunkter. – Som mennesker er vi en del af naturens kredsløb – også som lystfiskere, pointerer han. – Det er derfor vigtigt, at vi er vores ansvar bevidst, når vi færdes ude på kysterne. Som lystfisker mener jeg derfor, at man har ansvar på selv at gøre noget for naturen og miljøet. Det kan fx være ved at tage gammelt affald med hjem – eller tænke lystfiskeriet ind i et større perspektiv: Lev så du belaster naturen mindst muligt. Et godt eksempel er gennem sine forbrugsvaner at sikre minimal negativ påvirkning af naturen.

Udo fisker stort set kun med bombarda og flue. – Jo mere man simplificerer metoderne, desto mere kan man koncentrere sig om at stresse af og nyde sit fiskeri, proklamerer han.
At fange sin egne fisk er fantastisk
Omdrejningspunktet i mit fiskeri er, at jeg elsker friskfanget fisk. Jeg kan godt lide den proces, det er at skaffe sin egen føde. Man ved, at fiskene har levet et sundt, godt og frit liv, og man har selv fanget den, så man ved hvor den kommer fra. Jeg fisker kun for at skaffe mad. Derfor fisker jeg aldrig mere end 1-2 gange om ugen, for mere kan min familie og jeg ikke spise. Har jeg lyst til at tage på kysten, men har fryseren fuld – så tager jeg på kysten alligevel. Men i stedet for fiskestangen, er det måske mit kamera eller bare en kop kaffe og en madpakke jeg har med. Jeg elsker at være på kysten – uanset om jeg fisker eller ej.
Træk stikket en gang imellem: Tag på kysten
I en kompleks verden med masser af mennesker, indtryk, e-mails, sms’er og TV har man brug for at trække stikket ud og være sig selv. – Af samme årsag har jeg gennem mange år droppet at ha’en mobiltelefon, afslører Udo. – Når jeg går ud af døren i mit lille hus, er jeg derfor 100% i off-mode – hvilket betyder, at jeg meget bedre kan koble fra ude i naturen.
Når vi tager på fisketur, skal vi nyde det i fulde drag – og ikke lade os forstyrre og stresse af alt mellem himmel og jord. At bruge fiskeriet som en slags meditation er ikke bare godt for os selv og vores helbred. Det er også godt for dem vi holder af – nemlig vores familier og venner. Når det er sagt, holder jeg også virkelig meget af at fiske sammen med familie og venner, hvor hygge, sammenhold og venskaber er en uadskillelig og vigtig del af helheden i fiskeriet, slutter Udo og vender snuden hjemad mod Snogebæk. – Jeg har fanget de fisk jeg skal i denne uge, siger han og ryster sølvskællene af fingrene. Nu må jeg hjem til familien.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2014
jan 11, 2023 | Nyheder
Fiskeriet efter havørred langs den skånske kyst er super godt lige nu på grund af det milde vejr. En af dem, der har været ude med gode resultater, er svenske Amir Abay.
– Forleden, da jeg stod op, var der tåget, klamt og regnen væltede ned, men jeg besluttede at tage på fisketur til den skånske kyst alligevel, fortæller han. – Da jeg ankom til pladsen startede tågen så småt at lette, men regnen styrtede stadig ned.
– Jeg brugte lang tid på at lede efter nogle fisk, og det nærmede sig det punkt, hvor jeg var lige ved at give op. Ja faktisk havde jeg den der ubehagelige følelse af, at der slet ikke var nogen fisk derude. Men – jeg strak den lige lidt mere og gav fiskeriet endnu en chance. Til alt held fandt jeg til sidst fiskene, og inden for kort tid havde jeg fået tre fisk – samt misset et par stykker. Aller fisk huggede på Westins nye D360 V2, slutter han.
Du kan finde flere fine artikler om kystørredfiskeriet I Sydsverige på Fisk & Fris artikelarkiv her.
jan 10, 2023 | Nyheder
– Det er ikke blevet til så meget fiskeri som ønsket den sidste tid, men når jeg har været ude har der været mange pæne fisk, og forleden formiddag var ingen undtagelse, skriver Martin Bosen til Fisk & Fri. – For enden af linen var den nye Slinky Trout 17 gram fra Sixtylures monteret, og den skulle igen vise sig særdeles effektiv.
– Forholdene var denne gang noget nær perfekte, og der gik ikke længe, før den første havørred lå i nettet. Formiddagen gav 10 fisk over netkanten og med denne smukke sølv torpedo som turens største. Jeg kunne se den komme fra siden på fulde fart, hvorefter den ”smaskede” til gennemløberen, og den gav en fed fight på det lette grej. Som det ses på billedet gylpede den store mængder børsteorm op under afkrogningen. Jeg sluttede turen af ved at smide en fin fisk i samme kaliber – desværre.
jan 10, 2023 | Nyheder
– Den 1. januar skulle egentligt have været årets første kystørredtur – traditionen tro, men det blev anderledes i år da jeg ved årsskiftet også har skiftet job og blev nødt til at lade op til mandagen. Sådan lyder det fra David Semajer-Garic. – Derfor blev årets første tur i lørdags i selskab med Stefano og Fillippo (@fishingchronicledenmark) samt Otto Herlev Jørgensen.
– Vi startede med at suse lidt rundt fra morgenstunden for at finde nogle passende forhold, og det fandt vi da også da Fillippo fik narret en flot overspringer på omkring 60 cm på helt lavt vand. Ja både Fillippo og Stefano havde held med at finde fiskene på første plads. Op af formiddagen blev pladsen desværre ødelagt at trækkende ålegræs og vi måtte søge nyt vand.
– Ved den nye plads så det lovende ud. Der var ganske roligt, men med det perfekte svæv i vandet. Der skulle da heller ikke gå mange kast, før der var fast fisk, og årets første fisk til mig blev en gudesmuk 45 cm fisk, der hurtigt fik sin frihed. Der var lidt andre folk på pladsen, og alle havde fået fisk, så det var rigtig lovende.
– Inden årsskiftet havde jeg fået scoret mig noget af Westins nye W10 fletline i 0.10 til test. Den skulle måle sig mod min tidligere line, som jeg var meget glad for. Jeg elsker tynde fletliner, da min stang er så blød, at jeg må finde nogle ekstra meter ved linen. Og kaste langt – det kan den! Heldigvis for det, for fiskene skulle hentes langt ude trods at man skulle tro, at de ville være mellem benene på os. Line mere end godkendt, i hvert fald den mest glatte fletline jeg har prøvet.
– Som vi fisker os op af strækket, begynder fiskene at vise sig i overfladen. Flere head & tails peger os i retning af, hvor fiskene er, så det var bare at finde det rigtige agn. Da jeg efter en times tid fisker mig ned til Fillippo, peger han mig i retning af hvor fiskene er, og efter et par kast med min DC-lures Knægten den rigtige vej kommer hugget, vi har ventet på hele dagen – en sådan en dag, hvor man bare har den der fornemmelse i hvert evigt eneste kast – og så bliver man alligevel overrasket som altid.
– Hugget var tungt, og min bløde Parabellum stang stod helt bukket sammen, nu skulle krogholdet bare holde! Jeg var hoppet på en enkeltkrog, da der flød lidt ålegræs og blæretangsbuske rundt i overfladen – og jeg hader bare enkeltkroge. Fisker normalt med trekroge i str. 10 og 12 bag selv de største gennemløbere.
– Fisken gik bare tungt og langsomt rundt. Flere gange troede jeg, at den havde sat sig fast i noget på bunden, så langsomt gik det. En enkelt gang var den helt fri af vandet på kort snor, men ellers gik det virkelig langsomt og tungt. Fillippo forsøgte at lokalisere fisken inde på det lave vand, men selv på skinnebensdybde kunne vi intet se i det let plumrede vand. Flere gange forsøgte jeg at kane den ind, men uden held, da den langtfra var træt. Efter lidt dansen i ring forsøgte jeg lidt hårdere, men når ens stang ingen rygrad har, er det svært. Heldigvis hjalp fisken sig selv op på land, og på helt heltemodig vis sprang Fillippo på fisken, så den ingen udvej havde.
– Med skæl smurt op af hele jakken fik Fillippo årets første og helt sikkert den mest fortjente – high five! Sikke en smuk fisk og så kun årets anden. Efter lidt fortjent fejring og fotosession, fortsatte vi maskinfiskeriet tilbage mod bilen. Der var stadigvæk fisk derude, og det blev også til et par målsfisk mere, inden vi blev enige om slutte dagen. En skøn første tur i det bedste selskab, og så hjælper det jo altid lidt på humøret, når alle har fanget fisk. Vi ses ved vandet og godt nytår!

Her kan du se den nye lækre kystline fra Westin – som du kommer til at se mere til i en kommende test på fiskogfri.dk
jan 10, 2023 | Nyheder
– Den 1. januar skulle egentligt have været årets første kystørredtur – traditionen tro, men det blev anderledes i år da jeg ved årsskiftet også har skiftet job og blev nødt til at lade op til mandagen. Sådan lyder det fra David Semajer-Garic. – Derfor blev årets første tur i lørdags i selskab med Stefano og Fillippo (@fishingchronicledenmark) samt Otto Herlev Jørgensen.
– Vi startede med at suse lidt rundt fra morgenstunden for at finde nogle passende forhold, og det fandt vi da også da Fillippo fik narret en flot overspringer på omkring 60 cm på helt lavt vand. Ja både Fillippo og Stefano havde held med at finde fiskene på første plads. Op af formiddagen blev pladsen desværre ødelagt at trækkende ålegræs og vi måtte søge nyt vand.
– Ved den nye plads så det lovende ud. Der var ganske roligt, men med det perfekte svæv i vandet. Der skulle da heller ikke gå mange kast, før der var fast fisk, og årets første fisk til mig blev en gudesmuk 45 cm fisk, der hurtigt fik sin frihed. Der var lidt andre folk på pladsen, og alle havde fået fisk, så det var rigtig lovende.
– Inden årsskiftet havde jeg fået scoret mig noget af Westins nye W10 fletline i 0.10 til test. Den skulle måle sig mod min tidligere line, som jeg var meget glad for. Jeg elsker tynde fletliner, da min stang er så blød, at jeg må finde nogle ekstra meter ved linen. Og kaste langt – det kan den! Heldigvis for det, for fiskene skulle hentes langt ude trods at man skulle tro, at de ville være mellem benene på os. Line mere end godkendt, i hvert fald den mest glatte fletline jeg har prøvet.
– Som vi fisker os op af strækket, begynder fiskene at vise sig i overfladen. Flere head & tails peger os i retning af, hvor fiskene er, så det var bare at finde det rigtige agn. Da jeg efter en times tid fisker mig ned til Fillippo, peger han mig i retning af hvor fiskene er, og efter et par kast med min DC-lures Knægten den rigtige vej kommer hugget, vi har ventet på hele dagen – en sådan en dag, hvor man bare har den der fornemmelse i hvert evigt eneste kast – og så bliver man alligevel overrasket som altid.
– Hugget var tungt, og min bløde Parabellum stang stod helt bukket sammen, nu skulle krogholdet bare holde! Jeg var hoppet på en enkeltkrog, da der flød lidt ålegræs og blæretangsbuske rundt i overfladen – og jeg hader bare enkeltkroge. Fisker normalt med trekroge i str. 10 og 12 bag selv de største gennemløbere.
– Fisken gik bare tungt og langsomt rundt. Flere gange troede jeg, at den havde sat sig fast i noget på bunden, så langsomt gik det. En enkelt gang var den helt fri af vandet på kort snor, men ellers gik det virkelig langsomt og tungt. Fillippo forsøgte at lokalisere fisken inde på det lave vand, men selv på skinnebensdybde kunne vi intet se i det let plumrede vand. Flere gange forsøgte jeg at kane den ind, men uden held, da den langtfra var træt. Efter lidt dansen i ring forsøgte jeg lidt hårdere, men når ens stang ingen rygrad har, er det svært. Heldigvis hjalp fisken sig selv op på land, og på helt heltemodig vis sprang Fillippo på fisken, så den ingen udvej havde.
– Med skæl smurt op af hele jakken fik Fillippo årets første og helt sikkert den mest fortjente – high five! Sikke en smuk fisk og så kun årets anden. Efter lidt fortjent fejring og fotosession, fortsatte vi maskinfiskeriet tilbage mod bilen. Der var stadigvæk fisk derude, og det blev også til et par målsfisk mere, inden vi blev enige om slutte dagen. En skøn første tur i det bedste selskab, og så hjælper det jo altid lidt på humøret, når alle har fanget fisk. Vi ses ved vandet og godt nytår!
jan 9, 2023 | Nyheder
– Jeg startede dagen med at skrive til min kammerat, om ikke vi skulle tage et smut, inden de lovede regn, og det var han frisk på, fortæller Mathias Jacobsen. – Vi snakkede om, at vi skulle i fjorden eller på den åbne kyst, og vi blev til sidst enige om at prøve den åbne kyst, da jeg har fået nogen rigtig fine fisk der den sidste måned.
– Der blev rigget til, og Den Stive fra Jack Rapid, kom selvfølgelig i enden af forfanget, da jeg på denne årstid, sjældent starter med andet på den åbne kyst, og igen viste den sit værd.. Efter bare 15 minutter, tog denne fine fisk på 57-58 cm, wobleren helt forsigtigt helt inde i badekaret, og selvom den bare lukkede munden omkring den, som at sætte krogen i noget blæretang, så flippede den kort efter ud med flere spring, og forsøg på udløb, hvor den ikke fik en chance, indtil den lå i kejsen til et hurtigt billede. Endnu en skøn vintertur, og endnu en skøn fynsk vinterfisk fik jeg og Den Stive på vores samvittighed. Dejligt når det lykkedes.
jan 7, 2023 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred
Fuld fleks ved Albæk Hoved. En fin havørred har taget artikelforfatterens flue i det stille vejr.
Det korte kyststræk umiddelbart syd for Juelsminde byder på noget varieret og spændende havørredfiskeri, som bestemt er et besøg værd. Her giver Jesper Sørensen dig en detaljeret guide til kystfiskeriet syd for Juelsminde – eller Sølvkysten som han kalder den.
AF JESPER SØRENSEN, FOTO JESPER SØRENSEN OG DAN KNUDSEN.
FOR 10 ÅR SIDEN flyttede vi, min kone og jeg til Klakring – en lille by tæt på Juelsminde. Rent fiskemæssigt kendte jeg ikke området særlig godt, men det gør jeg nu. Jeg har altid ført fiskejournal hver gang jeg har været ude med stagen, og disse skriblerier har hjulpet mig mange gange i forhold til fiskested, årstid, fluevalg og så videre. Jeg har gransket mine fangstrapporter til denne artikel, for at give dig så mange fifs som muligt til de pladser jeg ofte fisker på og jeg kunne heller ikke lade være med at kigge på hvor mange havørreder det er blevet til på fluestangen. Alt i alt har jeg fået et godt stykke på den gode side af 1000 havørreder over målet, så der er lidt statistisk materiale.

Et par flotte havørreder fra Vejle Fjord syd for Juelsminde.
Havørred på sydsiden af Juelsminde
Fra Barrit Strand til Bjørnsknude på sydsiden af Juelsminde vil jeg give et par gode råd mht. vejr og vind. Området her har meget ler i jorden ned til vandet, som gør, at vandet meget, og jeg mener meget, nemt bliver grumset. Vær derfor opmærksom på vindretning og vandstand. Vinden skal helst være i en nordlig retning, hvis ikke den er det, må det max blæse 4-5 m/sek. Vandstanden er også vigtig i den forbindelse, da dage med meget højt vand kan plumre vandet op. For mit vedkommende er 50 centimeter over normal vande max. Du kan på DMI tjekke både vind og vandstand, så du ikke kører forgæves.
Barrit Strand, Vintervigen og Skovstrækker
Parkeringen til Barrit Strand Vintervigen og Skovstrækket. Vil man fiske de tre følgende pladser kan man parkere ved vandet på Geert Strandvej. Når man kommer fra Vejle siden, drejer man i Vesterby til højre og fortsætter rundt til højre af Barritskovvej. Lige før man kommer til Aarstiderne – dem med alt det økologiske frugt og grønt – drejer man til venstre af Geert Strandvej, den første grusvej på venstre hånd.

Jesper Sørensen er til stille vejr med klart vand og han bruger meget tid på at observere vandet i sin søgen efter havørred.
BARRIT STRAND VED SØNDERSKOV er ikke en af de pladser, jeg har fisket mest på, men det er en fin forårs- og efterårsplads med en del ålegræsbælter – i hvert fald i øjeblikket. Jeg skriver sådan, fordi forholdene ændrer sig fra år til år i dette område. Der kan fiskes til højre og venstre for parkeringspladsen, men mit foretrukne sted er til venstre, hvor der er en »pynt«, som nærmest er en bue på kysten med nogle store sten både på land og i vandet. Vær opmærksom på, at fiskene kan være meget tæt på land, så husk at fiske på langs med stranden.
VINTERVIGEN kalder jeg den næste plads, som ligger umiddelbart efter »pynten« ved Barrit Strand. Her er der en »nøgen« skrænt bagved med marker ned til. Denne plads fandt jeg først for et par år siden, men har som navnet antyder fisket der en del i den kolde tid siden. Her er mere lavvandet end de andre pladser i området, men der kan være mange fisk. Jeg har fået fine 2 kilos fisk i to grader »koldt« vand på denne plads. Bunden her er spættet med sandpletter indimellem. Fiskene er tit er meget tæt på land. Ofte går de bare fem meter ude, hvor der er en række spredte sten på langs af kysten. Jeg har fanget fisk på denne plads både i lav- og højvande og alt derimellem.
SKOVSTRÆKKET kan vi kalde dette stykke kyst. Efter den lille Vintervig kommer der et forholdsvis langt lige stykke med skov helt ned til vandet, som er cirka 500 meter langt. Her er der forholdsvis dybt med sten, tang og sandpletter indimellem. Er man fluefisker, vil jeg mene, at man skal komme her, når der er højvande. Der kan fanges fisk fra forår til sent efterår – og igen kommer fiskene tæt på land ved højvande. Jeg har flere gange set mange fisk længere ude på dette stykke, som nemt vil kunne nås med spinnestangen.

Kystpladserne syd for Juelsminde.
Pynten efter bækken, Klakring Bæk, Albæk Hoved og andre pladser
Parkering til de fem efterfølgende pladser, får du her. I Vesterby drejer man fra Vejle siden til højre og følger vejen rundt til venstre af Øksenhavevej, som er en blind vej, der ender ved en hestefold i udkanten af skoven. Alternativt kan man i Klakring dreje ned af Stationsvej, fortsætte mod vandet og dreje til højre af Sverigesvej. Her kører man ind i skoven og holder til venstre mod vandet. Næsten helt nede ved vandet er der parkering.
PLADSEN »PYNTEN EFTER BÆKKEN« har jeg navngivet således, fordi jeg på min vej hertil krydser Klakring Bæk, der for øvrigt har halvårsfredning. Denne lille pynt ligger i forlængelse af Skovstrækket, men nås lettest fra en anden parkeringsplads. Pladsen har kastet mange ørreder af sig, og fisker lige godt i faldende og stigende vand. Her kan være fisk på alle tidspunkter, men der er dog en tendens til, at fiskene kommer i »puljer« med strøm renderne, som kommer helt ind her. Den lille pynt fisker godt på selve pynten og 10-15 meter til begge sider.
KLAKRING BÆK, som har 500 meters fredningsbælte fra 16/9-15/1, holder tit fisk i området omkring udløbet af bækken, og fiskene kommer her meget tæt på land. Fiskene er nogle gange så tæt på land, at det kan være svært at holde fluen fri af bunden. Derfor observerer jeg altid vandet et stykke tid inden jeg starter fiskeriet her, da ørrederne næsten altid viser sig tæt på land, hvis der er nogle. Stedet er fint i foråret og hen over sommeren til fredningen igen sætter ind i september.’ En dag for et par år siden i august fik jeg en 4 kilos fisk her og tabte en på samme størrelse inden for en time!

En smuk gylden sensommerfisk fra »Pynten efter bækken«. Det er en plads, hvor tålmodighed ofte belønnes fyrsteligt.
ALBÆK HOVED kan man gå til fra parkeringen ved at følge stien til højre langs vandet. Der er cirka 300 meter. Stien slår på et tidspunkt et skarpt højresving, hvor man skal gå til venstre og følge en lille sti til vandet. Holder man ved hestene, går man blot forbi det lille røde hus og fortsætter mod vandet. Når man er kommet over Klakring Bæk, går man cirka 50 meter og drejer til venstre i skovkanten mod vandet.
Pladsen der fiskes på her er en lang blød bue med varierede bundforhold og dybde. Vær igen opmærksom på fredningen ved Klakring Bæk. Denne plads fisker bedst i højvande eller faldende vand. Det er et super stræk, hvor der er muligheder hele strækket rundt – både med flue og spin. Buen ender ved nogle grantræer, der ligger ude i vandet, og her slutter fredningsbæltet fra Klakring Bæk. Lige ved granerne er der en fin plads, hvor den mørke bund går langt ud. En dag i foråret stod jeg og fiskede på denne plads, da en kajakroer kom forbi for at høre om, hvorvidt jeg havde fanget noget. Det måtte jeg så fortælle ham, at det havde jeg ikke. Mens vi snakker, ser jeg en bevægelse i vandet et par meter foran kajakken. Jeg stripper line af hjulet og kaster hen hvor bevægelsen var og trækker et par gange, hvorefter en fisk på 2,5 kilo tager fluen.

Efteråret langs kysterne i »Jespers baghave« byder på et fiskeri, hvor chancerne for grove ørreder er overhængende.
KLAKRING SKOVHAVER eller Baghaven kalder jeg denne plads, da det er tæt på min bopæl. Det er et stræk på 700-800 meter med chance for fisk på hele strækket. Stykket starter efter de væltede grantræer, fortsætter i en bugt og ender ved nogle store kystsikringspæle.
At nævne et godt sted er svært på dette stræk, da fiskene er det ene sted den ene dag og et andet den næste. Jeg kunne dog lige nævne, at der cirka 20 meter til venstre for de store pæle og 60 meter ude er en stor stensamling med én mega sten, som man kan se, hvis det er lavvandet. Jeg har set rigtig mange fisk lige på den anden side af den store sten, som let kan nås med bobleflåd og jeg har selv fået fine fisk der.
PYNTEN TIL VENSTRE er den næste plads døbt, da den ligger til venstre, når jeg kommer til vandet. Pladsen ligger omtrent 500 meter mod venstre fra pæle kystsikringen og ses let, da der er et lille rev med to markante sten til højre for selve pynten. Hvis ikke der er alt for højt vand, er det ikke noget problem at vade ud på revet, men glem ikke at fiske til venstre for de to sten. Her er der tit fisk på relativt lavt vand.
Hele pynten er også fin at fiske, og er et af de steder, hvor der altid er mange hornfisk i sæsonen. Og hvor der er horn, er der næsten også altid ørreder. Husk dog lige at fiske ud for den største og første sten du kommer til: Her er der ofte fisk ganske tæt på land. Strækningen fra pynten og ud til Bjørns Knude kender jeg ikke ret godt, og syntes egentlig ikke det ser særlig interessant ud.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2014

Artikelforfatteren lægger et forsigtigt kast ud over det stille vand. Sådanne forhold er ideelle til at fiske på sete fisk.

Sølvtøj fra Juelsminde. Jesper har statistik på mere end tusinde havørreder over målet fra
sit lokale fiskevand. Så lyt til hans råd!
jan 5, 2023 | Nyheder
Ovre på den nordtyske side af Østersøen – ikke langt fra det sydlige Danmark – er der et fortræffeligt fiskeri efter kystørred- præcis som vi har det herhjemme. En af dem, der netop har fået jackpot i sølv – er tyske Norman Felsch:
– I begyndelsen af ugen tog jeg en tur til den tyske kyst ved Schleswig Holstein sammen med min bror, for nu var der endelig kommet en dag uden hård vind, fortæller han til Fisk & Fri. – Der var lidt regn, og der var et fint, uklart svæv i vandet, som var fem grader varmt. På pladsen var der en god tidevandsstrøm og lidt bølger – uden at det blev for meget. Alt i alt helt perfekte forhold, som vi på ingen måde var utilfredse med.
– Vi fiskede non stop i omtrent en time på den samme plads uden at få bid. Vi så en sæl omkring 300 meter væk, men det var langt nok væk til, at det ikke burde skræmme havørrederne. Netop som sælen var spottet, startede jeg det næste kast med min Alfa Orion #7 og en lille hivd7pink gammarus flue for enden af forfanget. Jeg strippede lidt line ind, og pludselig fik jeg et tungt hug blot fem meter fra stangtoppen. Et splitsekund efter tværstoppet gik den flotte havørred fri af vandet, mens det føles som om at mit hjerte stod over et par slag. Fisken flåede et par meter line af, men vendte i det samme og svømmede direkte imod mig, så det var svært at følge med og holde linen stram.
– Kort efter svømmede den omkring en stor sten lige ved siden af mig, så jeg stakåndet måtte forsøge at holde stangen fri over stenen, for at fisken – som føles virkelig tung – kunne gå fri. Den store havørred forsøgte af alt magt at dykke ned mellem tang og sten, men det lykkedes mig at holde den tæt ved overfladen, indtil den til sidst gled i nettet efter et kvarters fight. Det blev en dag, som jeg nok aldrig kommer til at glemme, slutter Norman, der har fisket kystørred de sidste 7 år – heraf de sidste halvandet år udelukkende på fluestangen, slutter han. Havørreden vejede 4,5 kilo og var 74 cm.
Du kan læse meget mere om havørredfiskeriet i Nordtyskland i denne fine artikel på fiskogfri.dk, hvor du får en masse tips til kystørredfiskeriet på Fehmarn.
jan 4, 2023 | Artikler, Bombardafiskeri efter havørred, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Spinnefiskeri
Når du kaster igennem med bombarda´en med et normalt “spinnekast”, har flådvalget stor betydning for både kastelængden og graden af kludder.
Bombardafiskeri er en super effektiv metode til at præsentere små agn med lange kast og høj afsøgningseffektivitet. Men hvilke flåd fungerer bedst under forskellige forhold, når man starter som begynder? Vi har testet et par forskellige typer af bombardaflåd på markedet.
AF TUE BLAXEKJÆR
KLUDDER er bombardafiskerens værste fjende – og også den ting der afholder en del begyndere fra at kaste sig ud i fiskeriet. I Fisk & Fri nr. 8/2012 testede vi graden afkludder og kastelængder op mod hinanden på flåd, der også er almndeligt brugte i 2023 – og det kunne konkludere, at kludder typisk skyldes det tilbageløb, som opstår, når man fisker med en bombarda, der er rigget
med frit gennemløb. Den traditionelle glidende montage med bombasticks er derfor ikke vejen frem, hvis man ønsker både at maksimere kastelængden og minimere kludderet.
Længst kast og mindst kludder med de flåd, der var på markedet – og som stadig er de mest anvendte flåd i 2023 – opnåede man ved sidste test ved at semi-fiksere sit bombardaflåd med et flådstop lige over flåddet. Men – nogenlunde samme effekt kan fås med faste montager – og det er da også netop dette princip, som de to noget nyere flåd – Inno Bombarda og det topmonterede Lawson bombarda bygger på.
Formålet med disse nye tests er dels at finde ud af hvilke bombarda’er, der kludrer mindst og kaster længst – og dels at kaste lys over hvilke bombarda’er, der egner sig bedst til forskellige fiskesituationer for en begynder på kysten uden avanceret kasteteknik.

De fire kombattanter i testen: Fra venstre Patriot, Lawson, ABU og Inno Bombarda.
Test 1 – længdekast på land:
Forfang på 12 fod med en kobberbasse på 0,5 gram. Alle bombardaer er kastet ti gange under identiske og kontrollerede forhold med samme stang, hjul og line.
Test 2 – kast på vand: Forfang på 12 fod med 0,9 grams rejeflue bundet på rør og fisket som L-rig.
Alle bombardaer er kastet under kontrollerede forhold. Der er kastet 50 gange i modvind, 50 gange i medvind, 50 gange med vinden ind fra venstre og 50 gange med vinden ind fra højre. Alle kast er udført med samme stang, hjul og af samme mand.
Test 3 – kast på vand med to fluer: Som »Test 2« men med to store og tunge krogfluer med en samlet vægt på 3,4 gram.

Bombardaeksperten Thomas Matzen fuldt koncentreret på det næste hug.

Hvilke bombardaflåd kastede længst?
Resultatet af længdekastene var at Inno bombardaen kastede 7,8% kortere end de to kastetestvindere – der begge var lavet af massiv plast – Lawson og ABU bombardaerne. Resultaterne blev testet statistisk – og der var ingen signifikant forskel på vinderne. At både Patriot og Inno kastede kortere end de to kastetestvindere var dog signifikant.
Hvilke bombarda´er kludrede mindst?
Kluddertesten gav ligeledes klar besked. Inno’en gav klart mindre kludder, hvilket også var statistisk signifikant. Som det fremgår af testen, er der stor forskel på, hvor meget de forskellige bombardaer kludrer med henholdsvis lette og tunge fluer. Den primære forskel ligger i, hvordan bombardaen er monteret.
En almindelig ABU og Patriot monteret semifikseret samt Lawson bombarda, kludrer markant mere end Innoen, når der fiskes med tunge fluer.

Inno bombarda var suverænt anti-kludder vinder også på store tunge agn. Der var måske en svag tendens til at Lawsons topmonterede bombarda, som ses her, kludrede mindre end ABU og Patriot fisket semi-fikseret, men forskellen var ikke signifikant.
Det praktiske fiskeri med bombarda
Bombardaens facon – samt hvorvidt den kan fyldes med vand eller ej betyder meget for det praktiske fiskeri. Under kastetesten lagde jeg hurtigt mærke til, hvor forskelligt bombardaer’ne opfører sig under praktisk fiskeri.
Patriot fra Blue Fox flyder stadig, når den ikke er fyldt helt op med vand. I testen er den fyldt, så den vejer 25 gram, hvilket i praksis vil sige, at den fungerer som en flydende bombarda. Specielt i modvind med halvstore bølger har det, at den flyder, den betydning, at kontakten til bombarden ikke er specielt god, hvilket i sidste ende betyder, at man mister fisk, da forsigtige hug ikke registreres. En anden ulempe ved at fiskemed en flydende bombarda i hårdt vejr er at drivende ålegræs, som ofte ligger lige under overfladen, nemmere fanges af den højtfiskende flue.
Blandt de testede bombardaer, skiller Inno’en sig ud på flere områder, når der er tale om fiskeri i modvind eller bølger. Udover at være den bombarda, som kludrer mindst under fiskeri i modvind, bliver Innoen et godt stykke under overfladen, selv når den spinnes hurtigt ind. Netop fordi den ikke skøjter hen over vandoverfladen eller tages af bølgerne, har man konstant en sublim kontakt til den, og man mærker selv de mindste hug i fluen.

Tue Blaxekjær er en dreven bombardafiskeri. Her er det Inno
bombardaen, der bliver sent til havs med en lille kobberbasse
for enden.
Muligheden for at spinne Innoen hurtigt ind, uden at den går i overfladen, finder jeg specielt interessant, når man fisker med mindre skeblink,Gulp eller døde tobis. En anden vinderegenskab som Innoen og til en vis grad også den topmonterede Lawson besidder, er som det fremgår af testen, muligheden for at fiske med tunge agn uden, at man tvinges til at forkorte forfanget. Her er det muligt at fiske med blink, Gulp eller tobis med et forfang på en stanglængde, uden at det har den store effekt på mængden af kludder – i modsætning til den traditionelle bombarda monteret med et langt forfang og tunge agn, der normalt er opskriften på kludder og/eller korte kast.
Registrering af små hug under bombardafiskeriet
Når man fisker med en fikseret bombarda, skal fisken flytte bombardaen i vandet, før hugget registreres. Når man spinner jævnt hurtigt ind er dette ikke et problem, fordi man typisk har konstant god kontakt til fluen for enden af forfanget. Men når man fx under vinterfiskeri efter havørred fisker ekstremt langsomt med mange spinstop, kan der opstå problemer med, at registrere forsigtige hug. Denne problematik nedsættes måske marginalt ved, at bruge Lawsons topmonteredebombarda: Eftersom både forfang og hovedline er fastgjort for enden af styrepinden, minimeres den kraftpåvirkning som fisken skal påføre bombardaen, før det mærkes i tangen.

Lawsons topmonterede bombarda kaster længere end Inno’en, men giver mere kludder. Fisken blev taget på rørflue med L-rig.
Den ultimative bombardatest for begyndere
Der er ingen tvivl om, at praktisk fiskeerfaring giver mindre kludder – uanset hvad man bruger. Med ovenstående i tankerne arrangerede jeg en testtur for to personer, som aldrig før havde fisket med bombarda og flue. Begge var nybegyndere på kysten. De fiskede med egne almindelige spinnestænger på 10 fod med kastevægte fra 16-40 gram, og hjulene var Shimano hjul i størrelse 4000 med fletline.
De fik begge et Inno bombarda, et 11 fods forfang af 0,25 mm nylon samt en almindelig krogflue på 0,8 gram. Jeg udstyrede begge fiskere med blok og papir, så de under fiskeriet kunne nedfælde antallet af kast, samt hvor mange gange de fik kludder. Fiskerne fik ikke fortalt, hvordan man under kast kan minimere risikoen for kludder. Det eneste de fik af vide var, at de skulle kaste ud og derefter spinne ind som fiskede de med blink. Fiskeriet foregik i 6 sekundmeter, der kom skråt ind på kastearmen. Efter 65 overvågede kast stoppede jeg fiskeriet og indsamlede deres data. Kluddermæssigt lå de på henholdsvis 0 og 2 gange kludder.
Under mine observationer i forbindelse med testfiskeriet stod det klart, at personen som fik kludder to gange, var markant dårligere til at kaste i forhold til den anden testperson. Kastene var meget varierende, og jeg observerede indtil flere fejlkast, som testmæssigt er talt med. Dette ville aldrig have kunnet lade sig gøre med et normalt bombarda set-up. Konklusionen er klar: Selv en nybegynder, der ikke har fået råd og vejledning i bombardafiskeri, kan uden problemer kaste sig over fiskeriet, når der sidder en Inno for enden af linen.

Inno bombarda som ses her med en fin havørred fra Falster, var en klar testvinder, når det gælder anti-kludder – men flåddet kastede 8% kortere en kastedistancevinderne ABU og Lawson.
KONKLUSION: Selv om Inno’en kaster 8% kortere end længdetest vinderne fra Lawson og ABU vinder den helt klart titlen som det mest kluddersikre flåd – og vil i rigtig mange tilfælde, hvor kastelængden er knapt så vigtig, være det optimale allround valg – især for begyndere. Flåddet giver desuden mindst kludder under kast i modvind, samt mindst kludder under kast med tunge fluer.
Med den rette teknik betyder flåddet ikke så meget
I de to bombardatest er der kastet med normale ”spinnekast” som de fleste kystfiskere gør det. Det er værd at bemærke, at hvis du gider at bruge lidt tid på at lave et ”cirkelkast” betyder bombardaens form og montage ikke nær så meget. Med dette kast, kan du i praksis benytte alle flåd med et bredt spektrum uden montager – stort set uden kludder. Læs meget mere om ”cirkelkast” og bombardafiskeri i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2014