apr 1, 2024 | Nyheder
– Det er forår, vandtemperaturen er kommet lidt op og er tæt at være mere eller mindre 6 grader, fortæller Lukas Kohl. – Forleden kunne jeg mærke, at der begyndte at komme den der specielle duft i luften, nemlig duften af fine fangster på kysten. Derfor besluttede jeg mig for at ta´ en lille kysttur med Steven, aka @gadefiskeren. Vi kørte ud af byen og nærmede os en af de helt hotte steder på Sjælland.
– Det første spæde lys var lige akkurat på vej, da vi riggede vores stænger op. Forholdene så faktisk relativt rolige ud, og vandet var nærmest spejlblankt. Vi mødte andre folk på pladsen, så derfor besluttede vi os forat fiske spottet hurtigt af, og så ellers finde noget nyt vand. Efter en lille time på stedet, hvor alle andre på pladsen havde givet op, bevægede jeg mig mod parkeringspladsen og afsøgte vandet med en 14g Sandy Inline i UV Transparent Motoroil, samt en lille Brenda variant som ophænger.
– Vi havde set et par fisk i overfladen, men der var ingen reaktion. Efter et par kast langs med land og derefter skråt ud mærkede jeg en fisk, der lige så stille havde hugget under helt langsom indspinning. Først føles den OK, men ikke som et monster, men det var svært at få fisken ind mod land. Der gik dog ikke længe, inden jeg mærkede de første tunge hovedryst, så min W6 Spin flexede fuldstændig igennem. Lige pludselig startede den med at hoppe, hvormed fisken afslørede sin enorme størrelse. Fighten fortsatte dog rimelig roligt. Jeg holdt bare linen stram og lod fisken bestemme samt suse rundt derude.
– Da den store havørred kom lidt tættere på, kunne jeg mærke, at denne fisk var et ordentligt svin. Dens forholdsvis rolige adfærd gjorde mig lidt nervøs, og efter det første mislykkede netningsforsøg gik den amok samt startede for alvor med at springe og tage lange udløb. Efter endnu flere hop, vilde, lange udløb og to mislykkede netningsforsøg, lykkedes det endelig at få fisken i nettet. Vi var begge to overraskede over, hvor stor den egentlig var. Den målte 77cm, og vi skød den til at veje over fem kilo.
– Efter vi havde nydt den vildeste fight og synet at en drømmefisk, besluttede vi at køre længere sydpå. Vi fik yderligere tre fisk med en målsfisk og en flot farvet slut 50´er til Steven. Jeg fik en 60+ er nedfaldsfisk på samme agn. Alle fisk blev genudsat nænsomt og svømmer forhåbentlig stadig, slutter han.

Lukas Kohl med sin flotte havørred fra den sjællandske kyst, som blev genudsat.

Tjek lige haleroret på denne ufattelig flotte blankfisk. Godt fisket, Lukas!
mar 31, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
Der bliver taget godt med fine blanke havørreder lige nu rundt omkring langs de danske kyster, og det kan altid svare sig lige at tage et smut ud, selvom man måske ikke har så meget tid. For hvem ved – måske står din drømmefisk lige der bag en tangbusk, hvor dit blink rammer i et af de første kast.
En af dem, der gerne rykker for en kort tur, er den erfarne havørredfiskeri David Thormar fra Team Westin, der her i dag nappede en hurtig morgentur på kysten, inden det sidste pakkeri til en fisketur til Seychellerne. På tre timers fiskeri fik han otte havørreder i blandede størrelser fra 40–70cm med den næststørste på 55cm.
Her kan du se den største – en perfekt skønhed, der nappede på en Sandy Inline UV Tobis Ammo. Du kan se en video med David Thormar og hans makker Andreas Aggerlund her på Fisk & Fris youtube.
Har du selv fanget en flot fisk eller har du bare en god historie at fortælle derude fra vandene – så kontakt redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller sms 30 70 02 36.
mar 29, 2024 | Nyheder
– Jeg har en del gange stået på selve kysten og fisket, men efter at have set min sambos gode held med havørredfiskeriet i waders, har det rykket mere og mere i mig efter selv at prøve vadefiskeriet. Sådan lyder det fra skånske Ellen Bengtsson.
– Her til jul fik jeg så et par vaders, og efter nogle herlige men fiskeløse naturoplevelser på kysten til premierefiskeriet, blev det nu forleden endelig min tur: Min sambo, bedste ven og jeg tog på kysten efter arbejde, og vi havde blot nogle få timer at fiske i, inden solen ville gå ned. Men det skulle vise sig, at det ikke var nødvendigt med en lang fisketur.
– Jeg havde en rigtig god fornemmelse for fiskeriet, allerede inden jeg gik ud i vandet, men hvad jeg ikke vidste var, at det skulle blive så fin en havørred, jeg lidt senere ville fange. Den huggede egentligt ret diskret, men hugget blev efterfulgt af en reel fight med mange gode udløb, der fik adrenalinen godt frigivet i kroppen. Den her fisk skulle jeg bare ikke miste! Efter god guidning fra min sambo fik jeg den nettet, så jeg kunne ånde lettet op, og det var en ubeskrivelig god følelse. Wow så fin og stor den var – et pragteksemplar på 63 centimeter. Nu her jeg hooked – og glæder mig allerede til min næste kysttur efter havørred, slutter hun.
Læs mere om havørredfiskeriet på Skånekysten i artiklen her.
Ønsker du at lære en masse om havørredfiskeri og få det fulde overblik over alle metoderne kan du købe kystørredbogen “Havørred – Refleksioner på kysten” her (REKLAME).

Ellens første havørred fra Skånekysten.
mar 28, 2024 | Nyheder
– Vi havde kæmpet to dage på østsiden af Gotland i håb om at gentage succesen fra sidste år, hvor jeg var heroppe med mine fiskekammerater, fortæller Kalle Lind Slente. – Det var ikke blevet til mere end et par mindre fisk, da jeg mistede en flot fisk på over 65 centimeter lige foran stangspidsen.
– Noget nedtrykt forsatte jeg fiskeriet rundt om et særdeles flot stenrev. Det passede med, at solen kiggede frem, og 10-15 kast efter huggede denne flotte hanfisk 20 meter ude. Jeg troede til at starte med, at det var et bundhug, da vi fiskede på forholdsvist lavt vand, men det viste sig hurtigt at være en meget stor havørred. Fighten tog omkring 10-15 minutter med 5-6 meget lang udløb. Flere gange under fighten var jeg nød til at stramme bremsen, da jeg kun havde et str. 2500 hjul på. Efter 6 udløb kom den endelig tæt nok på til min makker kunne nette den for mig. Hvis jeg havde været alene, havde det højst sandsynligt været en længere fight. Den fik selvfølgelig friheden igen, slutter han. Fisken er tilmeldt Kinetic Fiskecup 2024, som du kan læse meget mere om her.
Hvis du savner ny inspiration til dit havørredfiskeri er der masser af viden at hente i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.
mar 28, 2024 | Nyheder
Mange kystfiskere bruger i disse dages deres fritid på kysten i jagten på en flot havørred. En af dem er Roman Skrypnyk:
– Det var ikke lette forhold forleden, da jeg var ude på Stevns, for der var en kold østenvind og ret høje bølger, hvilke ikke just gjorde fiskeriet behageligt. Min vedholdenhed gav dog pote, eftersom det lykkedes mig at fange denne havørred på præcis 75 centimeter. Fisken kæmpede benhårdt, og det blev ikke lettere af de høje bølger i brændingen, da den kom tættere på, men til sidst lykkedes det at få den i nettet, slutter han.
Har du selv haft en god oplevelse ude ved fiskevandet, så send meget gerne 10-15 linjer og et godt foto til fiskogfri.dk eller sms 30 70 02 36.
mar 27, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg var ved at gå dagens sidste mails igennem på jobbet, da Andreas Rasmussen ringede til mig, for at sige han var på vej ud på pladsen, fortæller Nikolaj Korsholm. – Jeg tjekkede hurtigt vejrudsigten og shit det så godt ud! Jeg smed alt jeg havde i hænderne og satte mig i bilen med en halv rugbrødmad i den ene hånd og GPS’en sat til spottet.
– Det var perfekte forhold med mellemstore bølger og let grumset vand. Slår man op i den store havørred gør-det-selv bog, står disse forhold på side 1. Det stinker af store forårshavørreder. Vi fiskede først hele strækket af med flue, men da vinden blev kraftigere, valgte jeg at tage min ABU AG2 Sölv stang i brug. Med en 19G Savage Gear Sandeel Pencil for enden i farven kobber med røde prikker, kastede jeg alt hvad stangen kunne holde til og sendte den mod horisonten. Jeg ventede et par sekender med at spinne ind, da bølgerne var ved at blive store, så jeg ville sikre mig at jeg fiskede effektivt.
– Efter kun 100 meter kom hugget helt ude i kastet. Andreas og jeg kiggede på hinanden med store øjne. Vi vidste, det var en god fisk. Da fisken kom i nettet efter et par minutter blev vi mødt med klare finner og violet skær på skællene. En perfekt fisk! Yeeeeees! Efter et par enkelte billeder fik fisken friheden igen og vi valgte at stoppe fiskeriet. En dejlig fisk på 66cm.
Perfekt lille fisketur efter arbejde.
mar 27, 2024 | Nyheder
Foråret er en fantastisk tid ikke blot til at fiske, men også til at opleve det spirende liv på kysten sammen med familie og fiskevenner. En af dem, der for nylig har været ud og praktisere rendyrket havørredhygge på kysten er Michael Howald Pedersen, som på en dejlig forlænget weekend i gode venners lag havde et ekstraordinært godt fiskeri, især hvad størrelsen angik.
– Vi var fire gæve gutter, der fik adskillige havørred over de 60 cm. Min største fra weekenden var denne stålblanke havørred på 70,5 cm og over 3 kg. Den huggede på en SG Sandeel, der vejede 15 gram.
Har du selv fanget en flot fisk, så tøv ikke med at sende os 10-15 linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller på sms til 30 70 02 36. Send gerne et vandret foto, da det passer bedst til formatet på fiskogfri.dk.
Vil du læse mere om havørredfiskeri, så husk, at vi har masser af gode og informative artikler om både fiskepladser og teknik liggende i fiskogfri.dks artikelarkiv her.
mar 27, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Temperaturen er steget, men det er som om, at fiskene alligevel ikke rigtig hugger på hvad som helst, fortæller Flemming Miller fra Team Westin. – Jeg startede med at køre pladsen igennem med en farve og fik lidt små forsigtige hug. Så skiftede farve og gentog turen med samme resultat. Men der var stor forskel på, hvordan de huggede, og det var helt klart, at Sandy Inline i rød/sort – alias Dull Sunrice – faktisk gjorde en forskel denne dag. Når de fik denne farve serveret tog de den uden at skulle pille og med fuld knald på. Jeg fik nogen mindre samt denne på billedet – og så lykkedes det mig endnu engang, at smide en stor efter få sekunder. En ting er dog sikkert. Foråret er kommet for alvor.
mar 26, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Mine fiskekammerater og jeg var taget til kysten med vores to klubinstruktører fra FKK, Mathias Lentoft og Otto Herlev Jørgensen, fortæller Mathias Staberg fra Jans Lystfiskershops Junior Proteam. – Dagen startede sløvt ud på vores første spot, men vores ene klubinstruktør, Mathias Lentoft, lykkedes med at få en fin 50+ havørred. Da der ikke skete så meget, valgte vi at skifte spot.
– På det næste spot fik min kammerat en 40+ havørred, og jeg smed også en lille havørred. Efter lidt tid skiftede vi plads, og min fiske- samt holdkammerat, Nicholas Tang Jensen, og jeg valgte at gå til højre, mens de andre gik til venstre. Det varede ikke længe, før vi mærkede fisk. Efter at have fisket mod højre skulle vi til at fiske mod venstre for at imødekomme et par nye trækkende fisk. Det havde lykkedes Nicholas at fange 3 allerede.
– Da vi begyndte at fiske mod venstre, gik jeg forrest. Det varede ikke længe, før jeg fik en lille 40+ havørred, som jeg hurtigt fik sat ud, så vi kunne fiske videre. Efter et par meter uden at møde nogen fisk, kollapsede min stang, da jeg gav modhug. Nicholas og jeg kiggede på hinanden og var ikke i tvivl om, at det var en god fisk. Vi skyndte os at få nettet frem, men kampen var i gang. Fisken tog nogle kæmpe udløb og ville ikke nærme sig os, men endelig fik vi vores første chance for at nette den. Men den havde svært ved at være i nettet og hoppede ud med det samme og tog et vildt udløb samt nogle store hop. Efter at have kæmpet med den i et stykke tid, fik vi endnu en chance, men den gjorde det samme.
– Vi valgte at bakke en smule ind mod land, så jeg kunne kæmpe med den i mere kontrolleret vand med mindre bølger, og tredje gang var lykkens gang. Nicholas nettede den, og vi smilede af glæde, men da vi så, hvor stor den faktisk var, begyndte glædestårerne at vise sig – en fisk jeg aldrig vil glemmer. Havørreden var 70cm og 4,2kg Men det lykkedes mig ikke bare mig at fange en personlig rekord, Nicholas gjorde det samme med hans 66cm 3,4kg havørred kort tid efter mig. Det blev helt sikkert en dag, som ingen af os nogensinde glemmer.