apr 23, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– I de sidste to år har jeg i foråret besøgt havørred perlen i det svenske øhav – Gotland, fortæller Kasper Weidick Iversen fra Team Sportex. Øen er en fantastisk oplevelse – ikke bare fiskemæssigt, men også naturmæssigt, da fiskeriet her adskiller sig fra alt, hvad man kender fra de danske fjorde og kyster. Det er også en god undskyldning for at give den gas med en eller flere kammerater. I år var ingen undtagelse, så turen gik afsted med håbefulde forventninger.
– Forholdene skulle vise sig at være imod os, da det begyndte at storme fra nord på dagen, hvor vi tog færgen over. Og stormen førte desværre kold vand ind over de pladser, som vi tiltænkte at fiske. Dette gjorde fiskeriet svært, og der skulle virkelig kæmpes for fiskene! Taktikker og teknikker skulle skiftes time for time for at få fiskene i tale, men væbnet med min Sportex Tiboron RS-3 Seatrout var jeg klar til kamp! Alt fra de små blink, UL-bombada og flue til store woblere og blink blev testet, men det skulle vise sig at OGP Silling 25g og woblere omkring 15g til 18g var det, som kunne få de større fisk i hugget. Og særligt var release rigget vigtigt for at lande de forsigtige fisk.
Turen bød for mit vedkommende på syv fisk over 60cm med tre over 70cm. Turens største overraskelse var, da en stor rimte huggede rent på en 25g Silling. Det var en ny art for mig. Fisketuren til Gotland gav virkelig nogle grå hår og stof til eftertanke, men det er jo også netop det, som gør havørred fiskeriet så fedt! Næste gang er vi endnu klogere, og vender endnu stærkere tilbage, slutter han.
Husk at alle der indsender fangstrapporter og nye artikler i 2025 – også prostaffers – deltager i lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til Amazonas, som du kan læse om her.
apr 20, 2025 | Nyheder
– Efter over tyve dages fiskeri på svenske Øland, hvor der var mange dage med nordøstlig kuling, kom den sidste dag i tirsdags, fortæller den dygtige kystfisker Thierry Du Brail. – Min kammerat Jannik landede igen den 14 april klokken 09 direkte fra Roskilde efter 400 kilometers kørsel for blot to dages fiskeri sammen.
– Foråret var først lige for alvor begyndt med 10/12 grader om dagen, hvilket fik mange blomster til at springe ud. Vinden kom fra nordøst med 3 m/s, og jeg havde valgt en spot, hvor man kunne fiske næsten 300 grader fra syd til vest. Jeg var på spottet klokken fem om morgenen, men uden held med de store fisk. Jeg landede dog en 52´er i fin form.
– Sammen med Jannik forsatte jeg med af affiske flere hundred meter med perfekte bundforhold med sten og tang, men der var desværre ikke meget liv. Efter nogle timer besluttede vi at skifte til den anden side af øen, da vinden var ved at skifte til sydvest. Efter 40 kilometers kørsel gik vi ned på en plads, hvor Jannik fik nogle fine fisk sidste år, og hvor jeg knækkede en af mine tre Sportex Hyperion stænger. På parkeringspladsen mødte vi nogle svenskere, der ikke havde fanget noget – samt to danskere, som efter mine tidligere artikler på fiskogfri.dk spurgte mig – “hvordan det kunne være, at en gammel karpefisker som mig, kunne lande så mange gode fisk her, hvor de selv havde 40 år erfaring på øen og fangede knapt så mange? “
– Jeg svarede meget enkelt: – Alle de pladser, som er nævnt i den svenske kystguide til øen, har jeg droppet, og i stedet har jeg kun fisket på nogle ukendte pladser, som jeg har spottet under næsten en måneds forberedelser på Google Maps hjemmefra. Og på alle de pladser har jeg landet fisk over 60 samt en del 70+. Ved første øjekast var det ikke nemt at læse vandet rigtig, og på nogle af dem ville det være svært at lande store fisk, så dem droppede jeg.
– Næste dag var det sidste chance til Jannik, så vi valgte en kendt plads, hvor vi var klar allerede klokken fem om morgenen. Der stod allerede en svensker, så Jannik tog den højre side, hvor han sidste år landede fire 60 cm plussere på kort tid. Jeg gik 500 meter til venstre i den dejlige sol og østenvind.
– Efter 30 minutter landede jeg en fed lille 50 plusser på det blink, som havde givet mig over 70 % af mine fangster på denne tur – nemlig en 28 gr Bornholmerpil, der selv i de forskelige områder med lavt vand virker eminent. En af de mange sæler hyggede sig 100 meter væk, så efter to timer sagde jeg til Jannik, at vi skulle skifte til en anden ny plads, hvor jeg to dage før mistede en massiv fisk på den samme Bornholmerpil i stærk kuling fra øst. I storm og bølger satte den store fisk sig fast i en bunke sten og tang 50 meter ude, og til sidst kækkede knuden ved krogen.
– Nu gik Jannik direkte til vores yndlingssten, efter at jeg havde sagt, at han skulle bruge et tungt hjemlavet blink i rå metal med lidt blåt på. Jannik fik hurtigt gang i fiskeriet og fik fire fisk lidt over 50 cm.
– Jeg selv prøvede i mindre bølger og sol i ryggen en plads 150 m øst fra ham. Jeg trådte op på en 60 cm sten 50 meter fra land. Der var kun en meter vand med masse af tang og sten i det klare vand foran mig. Jeg tænkte, at måske en lille Sandeel kunne give en god fisk, men det endte med, at jeg besluttede mig for et gammelt sølv/grønt blink, som Klaus fra Hvidovre Sport havde solgt mig – og som jeg landede en 77 cm havørred på for en uge siden. Tre gange var der småfisk som pillede i den, så jeg skiftede tilbage til min gode, gamle 28 grams Bornholmerpil….
– 15 meter fra mig kom der en følger med rolige hale bevægelser – en fed tyk og blank havørred. Fem meter fra mig piskede den hurtig efter blinket og i samme sekund, åbnede den gabet – og klappede blinket- BANG! YESSSSSS. Jeg satte hånden på spolen og blokerere, så den kæmpe blankfisk begynder at hoppe non stop i toinutter, før jeg kan lande den 68 cm lange havørred, som du ser ovenfor. Jannik blev lidt forbavset over min utraditionelle fight, hvor jeg næsten var ved at falde ned fra min sten, da fisken dansede rundt i overfladen rundt om mig.
– Jeg har været helt utrolig heldig med så mange gode fisk i år under ret dårlige vejrforhold. På de 22 dage havde jeg fem nul ture og en dag med 18 fisk, hvor to var 70 plus. Mine største fisk på turen var 77, 75, 70, 70, 70, 68, 67, 65, 65, 64, 63, 63, 62, 61 og 61 cm. Ud over disse fik jeg 17 fisk fra 50 til 58 samt 30 fisk over 43 op til 49. Jeg skal helt sikkert afsted til Øland igen i 2026.
Læs om starten på Thierrys havørredtur til Øland her.
Hør om den anden del af kystturen til Øland her.
Husk at alle der indsender fangstrapporter i 2025 er med i lodtrækningen om en fantastisk fiskerejse til Amazonas i 2026. Læs mere om turen her. Du kan tilmelde din fangst her.
apr 20, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Her i påsken fik jeg god tid til at komme ud at fiske, fortæller Asger Sværke. – Og så – på den allerførste dag jeg kom afsted, huggede der – efter kun 2 timers fiskeri – noget for enden af linen.
– Efter en cirka 7 minutter lang fight igennem tang og sten og uden net fik mig og min far endelig landede den flotte fisk, der viste sig at være en kæmpe havørred på 70 cm. Det er den største jeg nogensinde har fanget. Den blev fanget på en kystwobler på 19 gram, slutter han.
Du kan også selv deltage i Westin Cup 2025 ved at tilmelde dig under menupunktet “Indsend fangstrapport”. Du kan også maile din fangstrapport direkte til jb@fiskogfri.dk eller sms¨e den på telefon 30 70 02 36.
Glem ikke, at der blandt alle fangstrapporter, der indsendes i 2025 trækkes lod om en unik fiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel til en værdi af 40.000 kroner. Læs mere om hvad du kan opleve på fiskerejsen til Amazonas her.
apr 19, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Det er april, og de sociale medier flyder over med fangstrapporter fra hele landet, fortæller Johnny Skovlund. – Derfor var fiskelysten og troen på fangst skruet helt op til den weekend, hvor jeg havde meldt min søn, Sebastian, og hans gode kammerat, Noam, til en online fiskekonkurrence sammen med mig selv.
– Så vi var to 13-årige drenge og en far på fiskeweekend, indlogeret i et gammelt sommerhus (naturligvis uden TV og wifi) tæt på flere gode, fynske fiskepladser. Det lugtede bare så meget af fisk, og på turen fra det jyske til vores fiskebase på Fyn, proklamerede jeg selvsikkert, at jeg troede på mindst fem fisk i nettet. Allerede fredag sidst på dagen rykkede vi ud til et lokalt spot i fjorden, men en kraftig vind gjorde det svært, og i øvrigt var der fredagstræthed over hele linjen, så det var noget med at komme hjem i sommerhuset til sen aftensmad og så ellers komme i køjen, så vi kunne være klar til at give den gas lørdag.
– Med to teenagere, som helst skal ligge og pjatte i sengen til omkring midnat, for derefter at falde i en dyb søvn i en dunst af halvsure tæer og mavegasser, er morgenfiskeri helt udelukket, men på anbefaling fra en lokalkendt fiske-mentor rykkede vi lørdag formiddag tilbage mod Jylland for at fiske ved Hagenør, hvor strøm og vandstand så lovende ud. Det blev dog en total nulbon, og der var ikke skyggen af fisk. På vej tilbage hoppede vi i waders ved Middelfart og fiskede et spot på den side af Lillebælt, men udover tre golfbolde i en tangbusk, fandt vi ikke andet spændende, og kørte lige så tomhændede, som vi kom. Drengene stemte for at prøve fjorden igen, og vi traskede den lange vej ned til vandet. Mens vi riggede stængerne til med lettere endegrej, hørte vi pludselig nogle store plask fra vandet, og ja, der lå så lige en håndfuld sæler og legede eller jagede. To af dem havde taget plads på en stor sten ude i vandet, og de tre andre pløjede rundt omkring. Naturligvis fandt vi heller ingen fisk der, og håbet om en fiskerig weekend synes pludselig meget langt væk.
– Humøret fik dog et løft søndag formiddag, da vi kom til vores udvalgte spot, for der var godt gang i vind og vand, og med raketfart steg drengenes tro på, at nu ville det ske. Nå, vi kastede os ud i det og fiskede løs, og fiskede løs, og fiskede løs, men ingenting skete. Der var store plamager af tang, der var vind og godt gang i vandet, men fisk kunne vi ikke finde. Nu var desperationen efterhånden så stor, at jeg stillede drengene i udsigt, at hvis vi ikke fandt bare en enkelt fisk, så kørtr vi altså til Gotland næste gang, for det måtte altså være bedre end Fyn. Og den var de ikke overraskende helt med på.
– Sidste chance hele den weekend blev at gå den lange tur om i noget mere roligt fjordvand i håbet om i det mindste bare et hug. Indtil nu havde vi INTET mærket hele weekenden, og al snak om præmiefisk var forlængst pakket dybt ned i grejæsken. Men godt – fjorden skulle da have et skud, men vi var ikke alene. Faktisk slet ikke alene, for vi kunne se fire andre fiskere, så mens vi holdt en tiltrængt pause, blev det overvejet, om det overhovedet var forsøget værd. Heldigvis var to af de andre fiskere på vej hjemad, og det viste sig at være to tyske lystfiskere, som stoppede op for at snakke lidt. De havde fanget nogle stykker på de timer, de har været i fjorden. Okay, så var der altså fisk, og da de samtidig fortalte, at der var et stræk på måske 500 meter, som de ikke havde fisket, var vi klar til at bruge vores sidste fisketid den weekend lige præcis der.

PR – og første havørred på kysten over målet til Noam på 13 år – en flot fisk på 51 cm. Øverst Johnny, Sebastian og Noam med deres fine fisk fra fjorden.
– Bevæbnet med lette agn i forskellige farver, bevægede vi os afsted i vandet. Det første stykke holdt meget sandbund, og det kunne være lidt svært at nå ud til tangområderne, så jeg foreslog Sebastian, om vi måske bare skulle gå ind på stranden og gå nogle hundrede meter længere frem, men nej, “nu fisker vi det her af”. Og tak for det, Sebastian!
– BUM, så kom hugget hos mig, og pludselig var alle mand helt oppe at køre. Den her fisk skulle bare i nettet, og da den kom tættere på, kunne vi godt se, at den havde størrelse. Frygten for at miste fisken blev ikke mindre af, at de to drenge på hver sin side af mig ivrigt stod klar med hver deres net for at lande den. Og ja, i kampens hede røg der et par klare beskeder afsted til dem for at få lidt ro på – beklager, drenge. Men kort efter jublede vi alle tre og uddelte high fives, da den var i nettet. “Wow, det er en Top tre fisk”, lyder det fra en af dem, og med det samme var jeg klar over, at det i hvert fald var en ny PR for mig. Top tre er den nu langt fra, men en kort stund snuste den med sine 61,5 cm til Top 10.
– Utroligt som sådan en fangst kan sparke energien og troen på mere helt op på max niveau, og det stoppede ikke her. Vel 10-15 minutter senere stod Noam pludselig med en stærk fisk på krogen, som tog nogle vilde udløb. Jeg guidede efter bedste evne i forhold til at styre stang og bremse, og med syre i højre arm fik han den trukket hen, hvor Sebastian hjalp sin gode ven med at lande fisken i sit net. Yes, mand! Endnu en stor fisk, og Noams første havørred på kysten over målet. Med sine 51 cm røg den direkte ind på en flot 3. plads i ungdomskonkurrencen. Og der bliver den liggende indtil klokken 16, hvor konkurrencen officielt slutter. Det var en vild uvikling for os, og Noam kunne nu servere hjemmefanget havørred til sin konfirmation om 14 dage.
– Hvis vi var oppe at køre efter den første fisk, så var det intet mod nu. Nu skulle der bare fiskes, og de to trætte teenagere ville overhovedet ingen steder. Udover altså at fiske videre. Men gav det så pote? Ja, det gjorde det! Desværre var det den “forkerte” fisker, som fik dagens sidste fisk, nemlig undertegnede. På trods af, at Sebastian gik 10 meter foran mig og lige havde fisket hen over området. Fisken kæmpede som en gal, tog vilde udløb og sprang fri af vandet, og da vi første gang prøvede at lande den, røg den bare afsted igen og svømmede ind i benet på Sebastian. Til sidst overgav den sig, og vi kunne skrive endnu en fisk på blokken. Det var en stærk 55 cm sag, som røg tilbage i baljen.

Johnny med sin 61,5 centimeters havørred fra den hyggelige weekendtur med drengene.
– Til sidst havde vi ikke mere tid og måtte søge mod sommerhuset igen, som vi desværre ikke havde gjort rent om morgenen, så mens jeg rensede de to fisk og gjorde dem klar til at blive røget, stod drengene for at støvsuge og gøre badeværelset rent. Faktisk en ret okay arbejdsfordeling.
– Men hvad var sår det vigtigste, vi tog med os fra sådan en fantastisk weekend? Selvfølgelig to gange PR og en utrolig flot 3. plads til Noam, men allermest var det glæden ved at fiske sammen på tværs af alder og bare hygge sig derude – både iført waders ude ved fiskepladserne, men også efter endt fiskeri. Og så er der jo lige den vigtige lære, at vedholdenhed betaler sig, når det kommer til havørredfiskeri! Sådan nogen som os med begrænset erfaring og ikke særligt mange fisk på samvittigheden kan levet MEGET længe på sådan en weekend. Og at gå derude og høre de to juniorer snakke om, hvad for noget grej de vil købe for deres konfirmationspenge er en ren fornøjelse.
– Nej, vi nåede ikke de 5 fisk den weekend, men vi fik stadig langt mere end, hvad vi drømte om! Og turen til Gotland? Den sætter vi nok på pause lidt endnu, men den kommer på et tidspunkt… Knæk og bræk til alle.
Læs mere om Westin Fiskecup 2025, hvor du kan vinde en W8 stang til 4000 kroner her.
Blandt alle fangstrapporter og artikler der indsendes til fiskogfri.dk i 2025 trækkes der lod om en fed fiskedrømmerejse til Amazonas til en værdi af 40.000 kroner sponsoreret af iFish Travel. Læs mere om fiskedrømmerejsen til Amazonas her.
apr 18, 2025 | Nyheder
– Forleden var jeg ude og kigge efter lidt havørreder på de nordjyske kyster med min fluestang og en børsteorms flue, fortæller Tim Henriksen. – Jeg gik i et område med spredte tangbuske og sten.
-Det var helt klart og fuldstændig fladt vand, hvilket ikke plejer at være de mest optimale forhold til fluestangen, men jeg havde glemt W4’eren derhjemme. Jeg var endelig på vej hjemover, da jeg lige ville lægge et sidste kast langt ud mellem et par sten, og så lade den synke helt ned.
– Da jeg mente, at den havde ramt bunden, begyndte jeg at trække ind, men linen sad fast. – Pokkers – nu sidder jeg fandt i en sten, tænkte jeg og måtte ud for at hente fluen med fare for at skræmme alt, hvad der eventuelt måtte minde om en ørred væk, og så ville fiskeriet være slut. Men da jeg kom ud til fluen, kunne jeg se to øjne stikke op, og halvdelen af min flue var begravet i sandet foran.
– Jeg prikkede forsigtigt til fisken med støvlen, og skrubben svømmede væk med fluen i munden. Aldrig før har jeg kroget en fladfisk på fluestang, så jeg gik hen bag fisken – satte mit net foran og gav den et prik mere, og så svømmede den ind i nettet. Mere dramatisk var det ikke. En ny PR på 39 cm for skrubbe på fluestang, var en realitet.
Fisken er tilmeldt Westin Cup 2025, som du kan læse mere om her. Husk, at der blandt hver eneste fangstrapport og nye artikel, der sendes ind i 2025, trækkes lod om en super fed fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel. Jo flere rapporter du indsender, desto større er chancen vor at være den heldige, som vinder rejsen. Læs mere om fiskedrømmerejsen til Amazonas her.
apr 12, 2025 | Nyheder
Thierry Du Brail er fortsat på østsvenske Øland med hans kammerat Jannik, hvor de fisker godt igennem – og det der især aftenfiskeriet, der kører på skinner for de to danske kystfiskere.
– Jeg har haft nogle virkelig gode dage med fx 18 fisk over 45 med den største hun på 75 centimeter og den største han på 70 centimeter – begge blanke. Og efter det blev det til flere andre blankfisk på blandt andet 70, 70 og 74 centimeter, hvoraf især den sidste var super tyk. Og en anden god dag havde jeg 16 fisk over 45.
– Herefter kom der ret kraftig kuling med op til 15 m/s vindstød, så det gjorde udvalget af fiskebare pladser noget mindre, men alligevel gav det flere fine kystørreder over 65 centimeter på nogle af mine gode gamle blink, skriver han og opfordrer alle danske kystfiskere i området til at overholde de hhv færdsels- og parkeringsforbud, der er på den smukke ø: Mange lokale er efterhånden godt trætte af de mange danskere, som ikke overholder reglerne.
apr 11, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Mickey Finn, Wolly Bugger og Muddler Minnow er gamle klassikere, som de fleste kender til. Men der er sket meget siden disse fluer så dagens lys, og i dag er det nogle andre fluer, der fylder æskerne hos mange kystfiskere. Her giver Rasmus Ovesen dig en oversigt over nogle af de mest populære nymoderne klassikere og fortæller historien bag dem.
AF RASMUS OVESEN
KYSTFLUEFISKERE har en tendens til at gå op i fluetyper og mønstre med en særlig iver, og få emner indenfor kystfluefiskeriet diskuteres så intenst og med de samme – nærmest religiøse – undertoner som selve fluevalget. At der ikke er noget mærkeligt ved dette er imidlertid indlysende, for det er utrolige mængder inderlige forhåbninger, som knyttes til den lille flue for enden af forfanget. Og uanset de bagvedliggende fornuftsbetragtninger, afhænger meget af den afgørende og højt værdsatte intensitet og tilstedeværelse i fiskeriet af netop tiltroen til fluen.
Fluevalget er dermed et individuelt tillids- eller trosspørgsmål, men samtidig – og mindst ligeså tankevækkende, er det en universel brugerdrevet udvikling, hvor især den almene interaktion fluefiskere imellem dikterer tendensen. Helt grundlæggende er fluefiskere nemlig påvirkelige sjæle, der til stadighed søger at reducere intensiteten og omfanget af fluefiskeriets mange usikkerhedsmomenter – heriblandt det til tider svære fluevalg. Af selvsamme grund er det, som fluefisker praktisk talt umuligt ikke at lade sig påvirke af, hvad andre – især de succesrige – kystfluefiskere opmagasinerer i deres flueæsker.
En tilsyneladende sikker vej til succes er jo at fiske med præcis de samme fluer, som dem, der øjensynligt fanger fisk. I den kollektive, vekselvirkende og til tider ret tilfældige, erfaringsproces, som opstår kystfluefiskere imellem, finder en strømlining af fluevalget sted. Hvorvidt det bærende udviklingsprincip så er hype, trends, modeluner eller reelle fangstegenskaber, er en diskussion, som jeg nok bør undlade at komme nærmere ind på her. Faktum er dog, at enkelte fluer over tid vinder bredt indpas, og at nye kystklassikere opstår som en direkte følge heraf.

Her har Rasmus Ovesen bundet sine personlige versioner af de ti fluer, som ifølge ham, har opnået status som nykystklassikere. Fra venstre ses Brenda, Kobberbassen, Glimmerrejen, STF Baitfish, Honey Shrimp, Flammen, Fyggi, Pattegrisen, CTL Nandu og Grå Frede med Blodtud.
Vi kender alle de klassiske kystfluer såsom Mickey Finn, Red Tag Palmer, Muddler Minnow, Big Hole Demon, Wolly Bugger med flere – fluer, som alle har deres udgangspunkt i den amerikanske streamerkultur, men som for mere end 40 år siden blev transplanteret til en dansk kontekst. De har alle bevist deres værd ved de danske kyster, og de er stadigvæk i høj grad i brug den dag i dag. Sidenhen har fluer såsom Magnus, Juletræet, Grå Frede, Sort Cigar og flere andre kystfluer med dansk oprindelse vundet indpas, præget de danske kystfluefiskeres fluevalg og opnået status som klassikere.
I det følgende skal vi se lidt nærmere på en række af de fluer, som en ny generation af kystfluefiskere inden for de sidste 10-15 år har taget til sig og populariseret. De kan med rette kaldes for neo-klassikere, og det er en række fluer, du bare må have i æsken – hvis du altså vil være med påmoden…
Masser af liv i fluen på CTL Nandu
CTL Nandu er skabt af Henrik Leth – en fluefisker der blandt de lokale på Randers egnen går for at fange flere fisk end en garnfisker! Henrik fisker store dele af året med denne flue – blandt andet på Djursland og i mundingen af Randers Fjord, og med hans omdømme og ry, er det ikke overraskende, at rigtigt mange fluefiskere – især i det jyske – har taget netop denne flue til sig. Takket være nandu palmerhacklet er denne flue fantastisk livlig i vandet, og grundet de syntetiske kropsmaterialer har den en helt særlig aura og tilstedeværelse i vandet. Den kan imitere alt fra rejer, til kutlinger og børsteorm, og den fisker rigtig fint hele året rundt.
Imiter småfisk med STF Baitfish
STF Baitfish er endnu en imponerende og tillidsvækkende flue fra kronjyske Morten Valeurs fluestik. Den kræver en del finesse og koncentration ved fluebindingsstikket, men det endelige resultat er alle anstrengelserne værd. Fluen, der alt efter farvevalg, imiterer alt fra kutlinger, til ålekvabbeyngel og små sildefisk, har en meget naturtro profil i vandet, og kombinationen af det relativt tunge epoxyhoved og det pulserende kropsmateriale gør, at fluen er særdeles livlig i vandet. STF Baitfish fisker godt året rundt, men særligt i foråret, sensommeren og det tidlige forår kan denne flue være helt uovertruffen.

Grå Frede med Blodtud kan efterligne alt og intet på en gang. Dens effektivitet består i den levende og gennemskinnelige krop kombineret med et fikspunkt i hidsige farver. Samme koncept ses i mange andre effektive kystfluer såsom Cutthroat Kutling og Polar Magnus.
Kystflueklassikeren til havørred – Grå Frede med Blodtud
Grå Frede med Blodtud er en videreudvikling af Peter Løvendahl og Lars Meinckes efterhånden legendariske kystflue Grå Frede – en flue som ikke uden grund har slået massivt an blandt danske kystfluefiskere. Fluen har en klassisk Wolly Bugger-profil og emmer i al sin umiddelbarhed af effektivitet og fiskbarhed.
Ligesom mange af de tidlige klassikere, er Grå Frede med blodtud en allround flue som ikke imiterer et bestemt byttedyr, men som med lidt god vilje kan gå for at være alt fra en reje til en kutling. Den fiskes mest effektivt i små kontante ryk med korte pauser, hvor kuglekædeøjnene får lov at tynge fluen en anelse nedefter i vandsøjlen. Fluen fisker fint året rundt, men er i særdeleshed farlig i sommerhalvåret.
BRENDA er Ove Monradsens videreudvikling af en anden særdeles velfangende kystflue nemlig Omøbørsten. Ligesom Omøbørsten imiterer Brenda de børsteorm, som sværmer i det tidlige forår, og som havørrederne har så stor smag for. Fluen har dog et så universelt udtryk over sig, at den også sagtens kan gå for at være både en kutling, en ulk eller yngel af ålekvabbe. Af denne grund fisker mange – især fynske og kronjyske – kystfluefiskere året rundt med netop denne flue.
Kropshacklerne giver fluen fylde, profil og stabilitet, og så er der et utroligt farvespil i fluens pjuskede dubbingkrop. Det tunge guldhoved giver fluen dens levende og let-jiggende gang i vandet, som er medvirkende til at gøre den til den effektive allround kystflue, den er. Som bonusinformation kan nævnes, at fluen vist for øvrigt har fået sit navn, fordi titelmelodien fra Beverly Hills 90210 kørte i baggrunden, da fluen skulle navngives…

Henrik Agerskov der bl.a. står bag A.Jensen fluegrej, er også manden bag den ultrarealistiske flue: Honey Shrimp. Her ses han med et fint eksempel på hvad fluen kan bruges til
Den perfekte rejeimitation – Honey Shrimp
Honey Shrimp er uden tvivl en nyklassiker på de danske kyster. Og det er ikke mindst fordi netop rejefluer i al almindelighed er enormt populære blandt dagens kystfluefiskere (og kystørreder). Henrik Agerskov står bag denne eminente, livlige og meget naturtro rejeflue, som har vundet stort indpas blandt danske kystfluefiskere de seneste år – måske netop på grund af fluens åbenlyse realisme. Bundet rigtigt og med den rette belastning, er denne flue blandt de mest livagtige, forførende og realistiske rejeimitationer overhovedet. Og da fluen fisker med krogbøjningen opad, kan den fiskes meget langsomt, tæt henover ålegræs, sten og blæretang og sidst, men ikke mindst helt inde på lavt vand, hvor havørreden ikke så sjældent søger sin føde.
Eneste minusser ved denne flue er, at den er tidskrævende at binde, da belastningen skal være helt rigtig førend fluen går hensigtsmæssigt i vandet, og at de ellers så livlige og realistiske gummiben kan have en tendens til at vikle sig rundt om krogbøjningen eller filtre.
Et forføreende spayhackle på en fantastisk rejeflue
Pattegrisen er en af de mest hypede og omtalte nyklassiske kystfluer overhovedet, og den er derfor svær at komme udenom. Ophavsmanden til fluen er den højtagtede fynske kystfluefisker Claus Eriksen, og han har med udgangspunkt i Øland Spey Shrimp kreeret denne yderst livlige og tillidsvækkende rejeimitation. Fluen er ikke blot særdeles livagtig og pulserende, den er også utroligt synlig i vandet og udgør en god solid mundfuld for enhver sulten havørred. Pattegrisen fanger rigtigt mange fisk landet rundt, men der er efterhånden også virkeligt mange kystfluefiskere, som fisker med netop denne flue. Det giver alt andet lige en mere imponerende fangstrate. Eneste minusser ved fluen er, at de lange speyhacklefibre kan have en tendens til at filtre, og at selvsamme speyhacklefibre, på grund af deres længde, kan påvirke fluens krogningsegenskaber negativt – særligt på kolde eller stille dage, hvor fiskene ofte hugger ganske forsigtigt.

En fisker svinger fluestangen på Sjællands Nordkyst. Hans fluevalg er sandsynligvis dikteret af en blanding af personlige erfaringer, kammeraternes overvejelser, samt input fra fiskemedierne, heriblandt dette…
En provokerende flue, som havørrederne er vilde med
Glimmerrejen er en funklende rejeimitation kreeret af Torben Gosch, og den har efterhånden en hel del dedikerede tilhængere rundt omkring i landet. Særligt en skrigende pink version, som anvendes af mange kystfluefiskere under vinterfiskeriet, er blevet populær. Og det er ikke uden grund. Den relativt lille og særdeles iøjnefaldende flue har nemlig en fin profil og en lysreflekterende effektfuldhed i vandet, og den skrigende pink farve, kan få selv den mest træge vinterkolde ørred til at hugge. Glimmerrejen er endvidere populær fordi den er let at binde, særdeles holdbar og sidst men ikke mindst, fordi den med lethed kan varieres i farve, så den kan fiskes året rundt.
En flue der bare altid virker – Kobberbassen
Kobberbassen har vundet stort indpas den seneste årrække, og det er bestemt ikke uden grund at flere af de allerskrappeste fluefiskere i nord- og vestsjælland fisker næsten udelukkende med Kobberbassen året rundt. Denne simple og minutiøse flue brillerer nemlig ikke blot ved, at man mens kaffen brygger inden fisketuren kan nå at binde en hel stak eksemplarer, den fanger også rigtig mange fisk.
Fluen, som er kreeret af københavnske Frank Jensen tilbage i sluthalvfemserne, imiterer på simpel men effektiv vis en tangloppe, og den har en helt særlig aura og tilstedeværelse i vandet. Særligt i vintermånederne, hvor havørredens stofskifte falder og fødeindtaget minimeres og koncentreres omkring mindre fødeemner, kan Kobberbassen være uovertruffen, men grundlæggende fisker den særdeles fint hele året rundt.
Havørrederne er vilde med Fyggi
Fyggi er på mange måder en lidt spøjs flue. Ophavsmanden er Claus Eriksen, som også står bag Pattegrisen, og han har med Fyggi skabt en af de mere atypiske nyklassiske kystfluer. Med sine karakteristiske gummiben strittende ud både foran og bagtil, kan det måske umiddelbart være svært at forestille sig, hvad Fyggi skal imitere, men man kan ikke komme udenom, at denne flue – takket være gummibenene – er særdeles livlig i vandet. Så livlig endda, at havørreden har yderst svært ved at modstå den.
Ved nærmere eftertanke og granskning, kan Fyggi da også sagtens gå for at være både en slikkrebs, en tangloppe eller en tanglus – byttedyr, som hele året rundt er en vigtig fødekilde for havørreden. Gummibenene har desværre en tendens til at blive revet i stykker med tiden, men da fluen er så simpel og let at binde, som tilfældet er, kan dette med lethed tilgives.
En provokerende havørredflue
Flammen er en provokationsflue, som igennem de seneste 10 år har vundet mange tilhængere rundt omkring i hele landet. Den kradse flue, der er udtænkt af kronjyske Martin Hedegaard, og som minder meget om Juletræet, er særligt effektiv i køligt vand og på vinterlige dage, hvor havørreden skal provokeres til at hugge. Herudover er den, på grund af dens meget markante aura og synlighed i vandet, en glimrende flue til fiskeri i farvet og grumset vand.
Udover at være særdeles velfangende i køligt vand, er Flammen blevet en populær flue fordi den er særdeles let at binde, og sidst men ikke mindst fordi den er særdeles holdbar.
—-
Læs mere om de mest populære kystfluer samt hvordan man fisker dem i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, hvor Rasmus blandt andet har skrevet hele fluedelen – her (REKLAME)
apr 9, 2025 | Artikler, Bombardafiskeri efter havørred, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Nyheder, Spinnefiskeri
Størstedelen af Simons fisk er taget på hans flue, Den Fantastiske. På grund af Simons mange fangster på denne flue, får han så mange henvendelser fra fiskere der vil købe eksemplarer, at han slet ikke kan følge med. Derfor må hans mor binde alle fluerne!
Bornholmske Simon Jensen har fået tilnavnet Bombarda Simon. Hans foretrukne flue går under navnet »Den Fantastiske«. Alt dette skyldes selvfølgelig hans fantastiske fangster med netop bombarda og denne flue. Vi har fået en snak med Simon om hemmeligheden bag hans succes.
TEKST POUL STADLER, FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN
FLERE OG FLERE bornholmske kystfiskere har taget fiskeriet med bombarda og flue til sig, hvilket ikke mindst skyldes Simon Jensens stabile og flotte fangster med hans fantastiske fluer og bombarda. Vi har spurgt ind til hans metoder, og hans svar er relevante uanset hvor i landet du fisker efter havørreder. Mens kystfiskerne i resten af landet for alvor vågner op til dåd i april måned, så har de bornholmske lystfiskere, Simon inklusiv, været i gang længe. Det skyldes som bekendt det der med osmose. Altså, at de bornholmske havørreder, på grund af Østersøens lave saltholdighed, ikke i samme grad påvirkes af koldt vintervand, men forbliver aktive, fødesøgende og hugvillige.
Fiskeriet langs den bornholmske kyst er godt hele vinteren. April på Bornholm er ikke bedre end andre vinter- eller forårsmåneder, men den er anderledes, og der fanges ofte mange fisk. Det sidste skyldes ikke mindst, at flere har fået grejet støvet af og drager på fisketur, og at de til rådighed værende fisketimer er mange, fordi dagslængden er tiltaget. Det eneste nye fænomen, der for alvor slår igennem i april, er, at andelen af tobis på havørredens menukort er stigende, hvilket måske gør det en anelse lettere for spinnefiskeren. Og til aprilfiskeriet efter tobisjagende havørreder er de gode gamle blink som Snaps og Kølblink suveræne, men allerbedst den nye version af Bornholmerpilen.

Her ses et udvalg af Simons Fluer. Den Fantastiske er favoritten, men om foråret, når vandet bliver varmere, fisker Simon højere oppe i vandet og med mindre fluer i naturlige farver som dem til højre.
Intet slår bombarda og flue til kystens ørreder
Den er et aldeles enestående våben på kysten, hvilket også må gælde ved andre af landets havørredrevirer. Størst udbytte høstes imidlertid med bombarda og flue eller agn – og hvisman skal tro storfangeren Simon Jensen er bombardafiskerimindst dobbelt så effektivt som spinnefiskeri. For mange år siden bragte Fisk & Fri et interview og et portræt af Simon Jensen samt hans fiskemakker Henrik Klausen, hvor de præsenterede deres bombardafiskeri med strømvandsteknik på kysten. Alle fordommene om det langsommelige og kedelige bobleflådsfiskeri, hvor man efter sigende var ved at falde i søvn mellem omdrejningerne på hjulet, ruskede artiklen dengang gevaldigt op i, fordi de to gutter brugte boblen anderledes aktivt og effektivt.
Simon er 55 år og har 35 års erfaring på kysten. Han er stadigvæk uhyre aktiv, men fisker ikke som tidligere 100 dage om året. Nu bliver det til lidt færre ture i optimalt vejr, og de er også af kortere varighed. Men han fanger stadig flere hundrede ørreder årligt – og han fanger store fisk helt op til over syv kilo, der som så mange andre af hans fisk blev taget på fluen: Den Fantastiske.
Vi mødte Simon Jensen igen for at høre om alt er ved det gamle eller om der i løbet af de seks år er sket en udvikling i hans fiskeri.

Den Fantastiske kan nærmest beskrives som et kryds mellem Glimmerrejen og Pattegrisen og benytter bl.a. flourscerende og UV-reflekterende materialer samt de lange bløde spey hackler. Bindematerialer: Krog: Kamasan B170 str. 2, Bindetråd: Ultrathread fl. pink, 7/0, Hale: 25 stk. krystal flash pearl og UV polarchenille shrimp pink, Krop: Cactuschenille 15mm i salmon.Ryg: 2 stk. speyhackle i salmon, Rib: Kobbertråd
Fisketidspunkt og strømvandsteknik til bombarda og flue på kysten
Simon, for femogtyve år siden fortalte du Fisk & Fri’s læsere, at der var to faktorer, der spillede den helt afgørende rolle i dit succesfulde fiskeri: fisketidspunktet og strømvandsteknikken. Gælder det stadig?
– Ja, stort set er de to forhold de samme. Jeg fisker stadigvæk meget tidligt morgen lige når lyset bryder frem, fordi det er det tidspunkt på døgnet, hvor de store havørreder er inde omkring skærene og oftest optræder i flok. Vil mange fange store fisk tæt på land, er det der det sker. Jeg er hele sæsonen fra december til juni ude på den valgte fiskeplads, mens det endnu er mørkt, og mit allerførste kast ryger af sted ved det første spæde lys. Med lysets komme ser man i øvrigt tit havørrederne bryde overfladen – ikke i spring, men i snurreture – og så kaster jeg direkte mod stedet.
Bombardaens nedslag skræmmer ikke fiskene – tværtimod bliver de måske nærmest tiltrukket af plasket. Det her magiske tidspunkt om morgenen varer om vinteren et par timer, men jo længere man kommer hen på foråret, jo kortere er den givtige periode efter at lyset er brudt frem. Sent forår har du måske kun en halv times tid til at præsentere dine fluer for fiskene, inden de er væk igen – men en kort fisketur er jo ingen skade til, hvis den samtidig er dundrende effektiv. En tidlig forårsmorgen med et par gode fights og hvor du kan drage hjem med en stor, blank ørred eller et par mindre er jo guld værd.
Med hensyn til strømvandsteknikken, så skal jeg måske lige forklare, at det drejer sig om, at jeg helst fisker i kraftig sidevind eller strøm, så bombarda’en og fluen kan fiske ud over og langs de undersøiske rev, der ligger parallelt med kysten. Man kan altså ved de rette forhold affiske et sådant rev hamrende effektivt på bagsiden, fordi man hele tiden kan holde fluen derude, hvor fiskene går.
Det kan man jo ikke ved spin – ganske vist kan man sagtens kaste sit blink ud over revet, men allerede efter få omdrejninger på hjulet har man jo trukket blinket i en lige linje ind over revet og væk fra fiskene. Med bombarda kan du lade vind og strøm føre fluen og lokke hver eneste havørred langs revet til hug. Ved kraftig afdrift kan man lade fluen drive frit eller også kan man nøkke lidt med stangen, mens indspinning kun sker for at følge revkanten. Under mere rolige forhold skal fluen naturligvis tilføres liv ved indspinning – gerne i provokerende hop.

Her står Simon på en af sine yndlings pladser på Bornholms nordkyst – vi siger ikke hvor… Gordon P. Henriksen er fulgt med ud på klippen med kamera og fiskestang.
Sådan fisker du med bombarda efter havørred på kysten
Indtagningsteknikken har i øvrigt ændret sig, idet jeg i modsætning til før fisker fluen så hurtigt som muligt. Den høje fart på fluen er nødvendig, fordi jeg generelt belaster mine fluer meget, så jeg kan fiske i meget hårdt vejr.
Desuden giver hurtig indtagning færre farvede fisk og flere blanke. For at få fluen ned til fiskene klemmer jeg ofte splithagl på forfanget, og med så meget vægt i fluen, skal den nødvendigvis tages hurtig ind. Variationen i fluens bevægelse bestemmes af, hvor og hvor meget den er belastet. Placeringen af belastningen giver en markant forskel på fluens gang og bevægelsen i vandet – hvis den belastes nær krogøjet, dykker den fremad, mens tråd ved krogbøjningen får den til at droppe baglæns. For os er det måske ikke den store forskel, men det betyder somme tider noget for havørredens reaktion.
Godt gang i bombarda-fluerne
Artiklen førte jo til et utal af henvendelser fra Fisk & Fri’s læsere, som gerne ville til Bornholm og lære bombarda-teknikken, så jeg kom faktisk i gang som guide. Desuden fik interessen for mine fluer mig til at eksperimentere endnu mere. Desuden var der så stor efterspørgsel på fluerne, at jeg nedsatte mig som fluebindingsfabrikant. Det har jeg slet ikke tid til, da jeg jo både har kone, børn og fuldtidsarbejde.
De fluer jeg bruger er dog blevet ret populære, så i dag er det faktisk sådan, at det er min mor, der binder alle mine fluer! Derudover har jeg fået noget andet grej. Jeg skifter mellem to stænger på hhv. 10 og 11 fod, begge Scierra ATP med tilhørende Shimano Stella 3000 og 4000. Hovedlinen er Matrix Pro 0,13 mm. Forfanget er en stanglængde. Fluen bindes i en løkke og 10 centimeter fra fluen klemmes 1-5 splithagl på, afhængig af forholdene.

Så bliver det ikke meget bedre.Simons 7,3 kilos havørred fra slutningen af januar har fået meget opmærksomhed, men han har også adskillige andre store blanke på samvittigheden.
Bombarda’en er oftest den flydende udgave. Kun i rigtig hårdt vejr skiftes til synkende, og den er monteret på en slidline af kevlar, der er lagt dobbelt. Man kan godt montere bombarda’en på selve hovedlinen, hvis man fx ofte skifter mellem blink og bombarda. Men jeg bruger jo kun bombarda, så for mig er det nødvendigt, at minimere sliddet på linen – og det klarer en dobbelt kevlarline fint. Hovedlinen bindes direkte til slidlinen, så bombarda’en stadig kan glide op og ned ved bølgepåvirkninger uden at fluen rykkes med.
Den vigtigste detalje ved mit takel er det lille rør, der sidder for enden af bombarda’en mod fluen og som sørger for at holde fluen fri af hovedlinen under kast. Efter at jeg er begyndt at bruge røret, kan jeg kaste i direkte, hård modvind uden at fluen hægter sig og giver linekludder.
Man kan købe sådanne rør, såkaldte bombarda sticks, i grejbutikker men de er alt for dyre. For den samme pris kan man få flere hundrede, hvis man køber vatpinde i Matas – dem med den gennemsigtige, klare pind. De fungerer perfekt – hvis man fjerner vattet selvfølgelig.
Bombarda og flue med tunede multihjul på kysten
Jeg har fundet ud af, at multihjul af mange grunde er perfekte til bombarda-fiskeri, så der er ingen tvivl om, at jeg investerer i et af de tunede multihjul og går i gang med det. Simon vil højst sandsynligt blive ved med at udvikle sine teknikker og fange flere flotte fisk, og dette er nok ikke det sidste vi har set til ham og hans fisk.

Simon takler sine bombardaer på en løkke af tyk kevlar eller fletline og benytter hjemmelavede bombarda sticks lavet af vatpinde fra Matas. Dette takel mindsker slitage på linen og
reducerer chancen for at fluen hægter sig på hovedlinen i kastet.
apr 8, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Minusgraderne fra om morgenen på Øland var efterhånden ved at fordufte i middagssolen, som kastede glitterlys over bølgerne. Sådan starter Thierry Du Brail sin beretning fra en fantastisk tur med sin fiskekammerat Jannik. – Starten af april er altid lidt et russisk roulette her på Øland.
– Men nu var vi her – ved et 800 meter langt plateau mellem to bugte med store sten, badkar – vekslende med sand og grus samt en masse tang. Vind var lidt stærk, jeg gik imellem de store sten og badekar frem til 80 cm dybde, hvor jeg har en 20/30 cm fri vand over tangen. I hånden har jeg min trofaste Sportex Hyperion men en Stella 4000 og et hjemmelavet blink. Jeg begyndte at kaste kort mod vinden og køre agnen i overflade, og efter blot tre kast får jeg et meget kraftfuldt hug, som krøller min stang helt sammen. Stella´en synger selv med 7 kg bremsetryk, men fisken har allerede trukket fletlinen under tangen og rundt om en sten – samt hoppet fuldstændig fri 30 meter foran – f…
– Jeg løsner lidt på bremsen og går frem, men i samme sekund springer fisken helt fri af vandet. Vandet går mig allerede midt til brystet så min venstre arm får lige en dukkert i det iskolde vand, men det lykkedes mig heldigvis af få linen fri af både tang og sten. Fisken tager med det samme endnu et udløb, mens jeg løfter stangen, så jeg kan mærke alt det kolde vand risle ned i mine waders…
– Adrenalinen strømmer gennem mine årer, mens jeg kæmper med fisken. Den trækker mig ind og ud af bølgerne, og jeg kan næsten føle dens styrke. Det er en fantastisk kamp, hvor jeg er super spændt. Hver gang jeg kommer tættere på, trækker den sig tilbage igen, som om den prøver at narre mig. Figthen forsætter med ret hård bremsen, mens vinden synger i fletlinen.
– Jeg prøver at holde den stærke fisk i overfladen, men så sker katastrofen. Den tager et spring til og sidder fast i bunden igen. Jeg prøver et par gange at få den fri, men efter et par sekunder ryger fisken af… tror jeg… Jeg tager endnu mere vand ind i mine waders, får strammet linen op – og det viser sig fisken stadig er på. Det er simpelthen utroligt! Nu skal jeg bare have fisken ind – og giver den fuld spank, og efter yderligere fem minutters fight, kan jeg lande den store fisk i mit net. To fiskeørne svæver over mig mens jeg måler den flotte blankfisk til 77 centimeter.
– Som passioneret fisker har jeg ventet på denne dag i ugevis. De sidste ti dage har jeg allere landet en meget tyk 70´er samt fire mellem 63-60 som var også tykke. Hertil kommer 7 fisk over 50 og 7 fra 45-48 cm i det i meget kolde. Jeg har stadigvæk ti dage fiskeri til, så alt kan ske, slutter Thierry, der dagen efter dette blev skrevet også fik fisk på 67 og 61 cm.
– Jeg kan ikke lade være med at smile. Disse øjeblikke er hvad jeg lever for – den reneste form for lykke i naturen. Jeg tager et billede, men for mig handler det ikke kun om fangsten; det handler om oplevelsen, forbindelsen til naturen og de uforglemmelige stunder, vi skaber ved vandet, slutter han.
Læs om en anden vild havørredfangst Thierry lavede i Danmark tidligere på året her.