SØLV I SOMMERNATTEN

– Vi skriver Sankt Hans aften, fortæller Lasse Nardo Søbjerg Pedersen. Det var egentlig meningen, at jeg skulle have holdt den sammen med damens familie udenbys med overnatning, men inden jeg skulle køre, blev der meldt afbud pga. sygdom, så det gav mig jo pludselig endnu en mulighed for en omgang nattefiskeri!

– Forholdende blev tjekket og planen lagt. Strømmen skulle løbe ved midnat og et par timer frem på pladsen, men som altid ankom jeg før tid, for at “læse vandet” og tjekke efter om der var fisk derude, eller hvilke pletter de stod på. Overfladen lå som et spejl, strømmen var ikke eksisterende endnu, og fuldmånen ville toppe inden for et døgn. Jeg ved, at det er på disse dage, at man kan være heldig at ramme de gode fisk. 

– Jeg besluttede mig så for lige at gå ned og tage 10 kast, inden jeg ville sætte mig op for at lytte igen, da det altså ikke er få gange, at jeg har fået gode fisk på denne måde. Og mere skulle der ikke til, før der kom et tungt sug i min 19 grams Sandeel fisket på en 8 fods Salmonoid stang. Havørreden lavede et rul i overfladen, og begyndte derefter bare at gå dybt og tungt uden den helt store ballade endnu. Jeg holdt fisken hårdt, da der var mange fioliner, som den meget gerne ville ned i. Og – så stod der nogle pæle ikke langt nede af stranden, som den absolut ikke skulle ind i.

– Efter lidt tid fik jeg pumpet fisken et godt stykke ind foran mig, hvor jeg lige kunne skimte den. “Jo det er en god fisk”, sagde jeg til mig selv, og da den kom helt ind første gang, tog den et sejt og hårdt udløb udad samt begyndte at trække ned ad kysten mod de førnævnte pæle. Bremsen blev strammet endnu mere, og jeg begyndte sågar også at holde fingeren på spolen, så den ikke fik lov at gå ned og sætte sig fast. I tilfælde som dette må man bare være kold og sige “det enten eller”, for går den ned om nogle pæle, vil du miste fisken alligevel. Efter hårdt pres fik jeg ændret kursen på fisken, og nu stod den lige ude foran mig.

– Igen lagde jeg pres på, og min 8fods stang stod som en flitsbue. Efterhånden kom fisken ind til næsten at kunne kanes op på land, mens min makker løb hen mod den med nettet. Nu vendte fisken igen 180 grader for at lave et sejt træk udad. Havørreden var bomstærk, og den gav sig ikke uden kamp. I kampens sidste fase lagde jeg ekstra pres på den igen, hvor det så til sidst lykkedes min makker at få nettet under den. Og hold nu KÆFT en fisk.

– Fuuuuck hvor er den bred, udbryder jeg. Jeg var hele tiden klar over, at det var en god fisk. Men, at den var så fed og kompakt, havde jeg ikke regnet med.  Efter vi havde målt fisken til “kun” 65cm og en kampvægt på hele 4 kilo, var jeg godt nok glad! Fisk i den størrelse med denne vægt er så uhørt sjældne efterhånden. Fisken var i øvrigt fuldstændig tom i maven, hvor der ikke var så meget som en tangloppe eller nogle ældre madrester. Det indikerer, havørrederne er gået på træk mod åerne nu. De næste par måneder kan blive rigtig spændende! Knæk og bræk derude i sommeren, slutter “Nardo”.

 

drømmerejse iFish Travel

 

drømmerejse iFish Travel

KINETIC FISKECUP 2021: FLOT HAVØRRED FRA NORDFYN

Selvom mange forbinder sommerfiskeri på kysten med aften, nat og morgenfiskeri, så kan det også sagtens lade sig gøre at fange havørreder midt på dagen, hvis man fisker det rette sted på det rigtige tidspunkt:

– En eftermiddagstur på Nordfyns kyst i solskin og korte ærmer kastede denne smukke fisk af sig, lyder der fra Claus Andersen. – Fisken huggede helt ude i kastet på fluen Sølvræven, der sad for enden af mit bombarda-forfang. Fisken tog straks udløb, og der var en fin samt spændende fight hele vejen ind til land med flere udløb undervejs. Jeg havde fat i fangstnettet fem gange, inden den kunne landes. 65 cm og 3.5 kg var den flotte fisk, slutter han.

Husk at der er masser af fede præmier i fem forskellige kategorier til Kinetic Fiskecup 2021. Så hvad enten du fisker kyst, å, sø, put and take eller havfiskeri, så har du en chance for at være med. Alle fisk kan deltage – uanset hvad de er fanget på. Det er ikke nødvendigvis de største fisk, der tæller, men den historie og det foto, der bedst viderebringer den fantastiske glæde, der er ved at tage ud i det blå med fiskestangen på nakken.

Du kan læse meget mere om konkurrencen og alle præmierne her.

Har du selv været på kysten og har fanget en fin fisk, så husk, at vi meget gerne modtager en beretning og et godt foto på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Kinetic Fiskecup 2021

 

drømmerejse iFish Travel

 

 

 

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED:  EN UFORGLEMMELIG NAT I GELS Å

– Her den anden nat resulterede et par vilde timer i Gels Å i, at jeg fangede min største juni fisk fra åen nogensinde, fortæller Werner Jensen. – Det startede med, at jeg mistede en 5-6 punds, hvorefter jeg tog en runde mere samt to gange flueskift, uden at det hjalp. Herefter skiftede jeg til en ny taktik med en mere sparsomt dresset flue, hvilket gav en 1.9 kilos fisk.

– Efter denne fisk på land, så røg den næste 5-6 punds havørred af i vild luftakrobatik Så kom jeg til et område, hvor noget var lidt underligt. Her mærkede jeg flere underlige skub til fluen, og i et splitsekund, hvor min tvivl nagede mig om, hvad det mon var, blev jeg flået ud af min tankegang. Pludselig faldt monsterhugget, hvilket blev efterfulgt af et ”fuck den er stor”. Den store havørred kom ikke i overfladen, men gik i stedet opstrøms og dybt. Til sidst lykkedes det mig dog mig at lande denne sølvskønhed på 7.6 kg og 86 cm. Go´ dag derude samt knæk og bræk. Det kan lade sig gøre – moin!

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

Springende havørred i natten

– Natten mellem søndag og mandag besluttede jeg mig at tage en helnatstur til Stevns, fortæller Mads Kentov. – De sidste tre dages hedebølge havde givet gode muligheder for, at havørreden skulle komme ind til kysten om natten. Jeg startede mit fiskeri klokken cirka 22,30, og det var stadig rimeligt lyst, da jeg fangede den første fisk. Det var en mindre fisk som kom ud igen.

– Jeg havde taget soveudstyr med ned på kysten, hvis nu fiskeriet ikke kom rigtig i gang, men det skulle vise sig, at jeg ikke fik brug for det denne gang. Da det blev mørkt, blev vandet mere stille, og jeg kunne nu høre alt omkring mig. Omkring klokken 24 kunne jeg høre fisk springe ud af vandet ikke så langt fra mig. Kort tid efter fik jeg et hug, men det var en mindre fisk på omkring 40-45cm. Efter en hurtig afkrogning kom den tilbage igen, så jeg kunne affyre et nyt kast i samme retning. Jeg fangede fire af de mindre fisk, og nu var det allerede en dejlig nat.

– Der var en flot stjernehimmel med månen til den ene side og flotte lysende sommerskyer til den anden side. Det var helt fantastisk. Da klokken blev cirka 2.30, fik jeg det hug, som jeg var kommet efter. Det var hårdt og kontant – hvorefter fisken tog line af hjulet med det samme og gav god flex på min W10. Fisken havde hugget på Sømmet 22 gram i farven Mad Tobis. Fisken var fyldt af energi og sprang rundt i mørket ude foran mig, så det gav genlyd op af klinten. Det var en fed fight fra en stærk sommerørred. Havørreden var en fin fisk på 60cm, og den var blank med løse skæl.

 

Hvidovre Sport

 

Mads Kentov med sin fine havørred, der huggede på Sømmet en varm sommernat på Stevns.

Mads Kentov med sin fine havørred, der huggede på Sømmet en varm sommernat på Stevns.

 

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED-HEALING VED LILLEÅEN

– Efter en større knæoperation har det der fiskeri været lagt på hylden længe, fortæller Peter Fosgerau. – Men nu er mit knæ så småt ved at være “stabilt” igen. Fysioterapeuten har beordret terræn-træning, det kan man så ligeså godt gøre med sin fiskestang i hånden. Turen gik derfor til Lilleåen på en plads, hvor terrænet er fladt og let fremkommeligt, hvilket er perfekt for de lidt gangbesværede.

– Der gik ikke lang tid, før der var kontakt til den første havørred, men den smuttede hurtigt igen. Godt 10 minutter senere huggede denne smukke blanke havørred på min favoritspinner – FC Compact i rød/gul på 13 gram. Havørreden, der var 71 cm og 4,6 kg – kom med hjem til gryden. Der er kommet godt gang i opgangen nu, og der er fanget flere pæne fisk på det sidste i Lilleåen. Knæk og bræk, slutter han.

Har du selv været ude efter havørred ved åen, så send os din beretning og et godt foto til redaktionen. Send til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: Når det at tage fejl er den bedste følelse

Chris Gregers Halling har endnu en gang landet en storørred. Her får du hans beretning:

– Skal vi mødes på den der plads ved 22:00 tiden?” Sådan lød beskeden fra Per Kældsø Poulsen, da jeg denne søndag formiddag kiggede på telefonen. Et hurtigt kig på de vigtige vejr medier indikerede ikke umiddelbart noget succes ved det projekt, så da jeg senere ringer til Per, er beskeden også klar. – Det skal vi nok ikke forvente os meget af, forklarede jeg ham, og fortsatte: – Gusten og tiltagende vind, forkert vandstand, lavtryk. – Men vi kan jo bare hygge os, svarede Per. Fiskeri handler om andet end fangster, fortsatte han. Og så var den aftale beseglet.

– Der er ikke meget tro på sagen, da jeg parkerer bilen. Det blæser fra en gusten retning og himlen ligner noget, der kan eksplodere hvert øjeblik. Per ankommer med en noget større glæde samt entusiasme, og vi bevæger os ud på første del af strækket. En enkelt smolt forbarmer sig over fluen og sørger dermed for, at dette ikke bliver en komplet 0-tur. Der sker ikke yderligere på dette første stykke. På næste del af strækket sker der nøjagtig det, som jeg havde forventet. Intet… – absolut intet. Jeg er tømt for tro, da vi går de sidste 600 meter ud til turens egentlige mål. Fiskestræk nummer 3.

– Jeg er allerede begyndt at glæde mig til den øl, som Per har lovet. Det må da blive turens absolutte højdepunkt – ud over Pers altid fantastiske selskab selvfølgelig. Men der er ingen øl, da vi i skumringen ankommer til pladsen. Per vil fiske, og vi træder ud i vandet i en tiltagende sidevind. Jeg er 0% forberedt på det, da en fin havørred tager fluen i allerførste kast. Den rusker nogle gange i overfladen og falder hurtigt af igen. En fin fisk bestemt, hvorefter jeg står overrasket og måbende tilbage. Men hugget og det tiltagende mørke trykker på en knap, jeg har et sted i hulemandshjernen. En knap der aktiverer mit indre rovdyr. En knap der aktiverer koncentration og tro. Slut er tankerne om hyggeøl i strandkanten, og pist væk er den manglende tro på, at dette kun skal være en hyggetur. Jeg bevæger mig langsomt ned over strækket i en vind, der i mørket på alle måder dikterer kasteretningen. Jeg vil sikre mig, at fluen afsøger enhver krog i det efterhånden noget urolige vand.

– Da jeg kommer til enden af det korte stræk strammes linen, og jeg kan igennem vinden råbe til Per, at nu har jeg en. En ustyrlig tyk fisk på vel 43 cm landes og slippes atter løs. Jeg har allerede nu, fået langt mere ud af denne tur, end jeg forventede, men en indre stemme fortæller mig, at der er noget i gærde, så jeg bliver stående i enden af strækket og fisker videre. Det var egentlig et lorte kast. Vinden greb linen og førte den et helt andet sted hen end den planlagte retning. Jeg har trukket vadejakke hatten op over ørerne, for nu blæser det virkelig. Det er et helt andet scenarie, end de sidste dages dejlige sommernætter. Det er den slags kast, hvor fluen bare skal hurtigt ind igen, så man kan lave kastet om.

– Jeg har trukket 1/2 gang i linen, da den bliver spændt voldsomt op. En havørred plasker i overfladen i mørket og en uventet fight er i gang. Det lød godt derude bevares, men ikke sådan virkelig massivt. “Hvad har du på?” Hører jeg Pers stemme lige bag mig. – En halvmeters tror jeg, svarer jeg ham, men noget er helt galt her. Fisken vender snuden udad og laver et voldsomt udløb. Jeg spænder stangen maks, men det får ikke vendt fisken, som fortsætter sin flugt ned af kysten. – Jeg tror sgu, at jeg har kroget den i kroppen, fortæller jeg Per. Den ekstremt hurtige kontakt efter fluens nedslag. Den voldsomme styrke i fisken. Jo…… Det er sådan det må være tænker jeg.

– Jeg vil gerne have fisken ind hurtigt, for at løsne krogen fra dens krop, så jeg lægger maksimalt pres på stangen. Sekundet efter står jeg med en tømt linekurv, og en fisk der fortsætter i modsat retning af mig selv. I min overraskelse får jeg fortalt Per, at denne fisk godt nok er stærk. Jeg tror stadigvæk på en uheldig krogning, men en anden tanke sniger sig langsomt ind på mig. – Hvis ikke denne fisk er kroget i nakken, så er den god… sådan rigtig god. Fisken er godt ude på distancen, da fighten ændrer karakter. Jeg vinder linen tilbage på hjulet, og da samlingen mellem skydelinjen og skydehoved rammer topøjet, glider en stor skygge ind over det lyse sand små 10 – 12 meter fra os. Her er lavt, så fisken vælger igen at trække ud over det mørke tangbælte.

– Bortset fra vindens rusken i vandoverfladen er her nu stille. Det var en stor skygge, der i fem sekunder svømmede over den lyse sandbund, og tankerne om en fejlkroget 50 centimeters fisk er nu afløst af en noget mere febrilsk og nervøs tankegang. – Den så voldsom ud, tænker jeg og Pers stilhed indikerer, at han må have tænkt noget lignende. Jeg plejer at kane mine fisk på land, hvis jeg ellers vil beholde dem. Men vi står forkert her, og jeg har ikke lyst til, at slæbe denne fisk igennem de mange tangbuske, der bryder overfladen bag os. Heldigvis hænger der et fangstnet på Pers ryg, og jeg beder ham om at gøre det klar. I to pandelampers skær kommer en ustyrlig bred fisk atter ind over det lyse sand små 10 meter foran os. Den svømmer direkte ind mod os, og Per snupper den i første forsøg. Først her går det op for os, hvad det er for en fisk, vi her har med at gøre. Vi jubler, og da Per atter gå i vandet bliver jeg på land. En lykkefølelse har ramt mig, og tingene skal nu opsummeres mentalt. Jeg gik fra absolut ingen tro på fisk til nu at sidde ved siden af en helt nøjagtig 3,5 kilos sommerskønhed. Jeg får ikke fisket meget den næste time, men inhalerer blot følelsen af glæde og taknemmelighed. Denne fisk og andre fra 2021 gør efterhånden denne sæson uhørt god. Jeg er pisse heldig, siger nogen sommetider til mig, og det er sikkert også rigtig. Men min religion er, at besøge fiskepladser i de absolutte optimale forhold. Forhold der bestemt ikke var på denne plads denne sene aftenstund. Men netop den følelse gør det også ustyrlig dejligt. Jeg har fisket i mange år, men jeg er stadigvæk ikke udlært havørredfisker, og der er til stadighed meget mere at lære.

– Det var med denne følelse af ydmyghed over for verdens fedeste hobby, at jeg en søndag nat sad ved siden af en havørred på 3,5 kg. og tabte mig selv i positive tanker om et rigt og fantastisk liv. Til sidst får Per en havørred på 43 – 45 cm gemt i en karpelignende krop. Disse sommer fisk sprænger enhver konditionstabel og forstår virkelig at æde. Vi går derfra og får endelig delt den øl, som egentlig var hovedformålet med hele turen. Jeg troede ikke på det denne nat, men må erkende, at jeg heldigvis ikke altid har ret. Og for en gangs skyld, var det faktisk rigtig dejligt, at tage voldsomt fejl.

I fish, therefore I am.

 

Hvidovre Sport

 

drømmerejse iFish Travel

HAVØRED: Sommernatten er fantastisk

– Jeg havde længe gået rundt med tanken om en tur i natten efter de stærke sommer fisk, fortæller Jimmy Overby Storm. – Og som sagt – så gjort. Jeg landede på pladsen lidt tidligt klokken cirka 20.30, og efter nogle timer uden tegn på fisk, besluttede jeg mig for at holde en lille pause. Nu var solen næsten helt væk og strømmen var begyndt at løbe. Mens jeg holder pause springer en stor fisk fri af vandet og giver et massivt plask. Med et er pausen slut, og jagten på den fine fisk begynder.

– Først, da fluen lander midt på det lille rev, hugger fisken. En stærk havørred har inhaleret min store cigarflue, og kaster sig ud af vandet som en gal. Efter en lang kamp glider den smukke fisk over netkanten, og alt det bøvl med at jogge rundt i store rullesten, giver pludseligt meget mening. Havørreden vr 62 cm og dejlig rund.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

NÅR HAVØRREDRØMMEN BLIVER TIL VIRKELIGHED

– Min nabo Johan Ullum og jeg er gode venner igennem flere år, fortæller Rene Vinkel. – Udover en god havesnak, øl, sport, film og knallerter, så deler vi heldigvis også kærligheden til havørredfiskeri. Vi elsker tiden sammen ved vandet – helst så øde som muligt og så langt væk fra alting, som vi overhovedet kan komme. Det er her naturen viser sig fra sin smukkeste side – for lige her slapper vi af, bruger energi og lader samtidig batterierne op til, at være de bedst mulige udgaver af os selv. Og det fantastiske er, at vi kan kombinerer det hele med at jagte havørrederne, som vi holder så meget af.

– I går aftes blev aftenen, hvor alt pludselig gav mening med havørredfiskeriet. Altså hvorfor vi kører flere tusinde kilometer i bilen, vader utallige skridt, kaster ud og på langs af kysterne, kravler i træer og på skrænter for netop, at kunne fiske et konkret spot! Som tidligere skrevet laver vi mange ting sammen, og på det der vel indtil videre har været årets varmeste dag, så foreslog Johan, at vi skulle løbe til vandet og tage en aftendukkert og løbe hjem igen for, at afslutte med to af de kolde. Forslaget var jo i princippet godt nok, men hvorfor ikke kører til vandet i stedet og fiske først, tag en aftendukkert og til sidst drikke to af de kolde? Vi gik heldigvis med beslutningen om at køre til vandet og fiske med to af de kolde i køletasken.

– Vi ankom til pladsen ved åben kyst, der var højvande, solen stod højt og det blæste 5 m/s i en sydøsten vind. Herefter gik vi en lille kilometer i skov og krat, inden vi påbegyndte fiskeriet på den åbne kyst. I små to timer fiskede vi, og var faktisk ved at miste modet. En kombination af grøde på krogen i næsten hvert kast og ingen hug eller aktivitet gav os den til tider velkendte og opgivende følelse, hvor alt virker uoverskueligt og svært. Vi blev enige om, at vi ville tage et par kast mere og så vende snuderne tilbage mod bilen. Jeg greb telefonen og tog et billede af min nabo i de smukke omgivelser og fik opdateret min story på Instagram – og sekunder efter billedet blev taget sker det, som vi alle drømmer om. Det som vi alle iler efter, men som kun få får lov at opleve…René! – DER ER BID!! DER ER BID!! Er det ik’ bar bund? – spørger jeg lidt kækt og smilende. NEJ!!! Prøv og se derude råber Johan. Jeg kigger ud over vandet og bliver straks klar over, at der i den grad er bid!
Et monster af en havørred kæmper for enden af linen og springer voldsomt fri af vandet..

– Vi er begge fuldstændig paniske og i chok. Vi ryster og frygten for, at det her går galt er tydelig for os begge. Jeg forsøger alligevel, at gøre alt hvad jeg kan for, at guide og støtte min makker, imens jeg finder nettet frem.

– Fisken viser flere gange med kraftige udløb, at den bestemt ikke vil gi’ sig uden kamp! Johan holder fisken stramt, og han forsøgte at udkæmpe den så hårdt som mulig. Jeg har selv fået de vise ord fra min lærermester: “René hvis du en dag får en kæmpe fisk på krogen, så hold den stramt, MEGET stramt!”. Efter små 10 minutters hård og intens kamp sker forløsningen – jeg netter Johans monster havørred og jublen bryder løs!!
Vi hopper, danser, skriger og krammer.. – et minde for livet Vi aldrig nogensinde vil glemme… Havørredens vægt er 5,05 kilo og den er 76 centimeter lang. Hugget faldt på et originalt Stripperblink i 15 gram – hvid. Det er på aftener som denne, at alting går op i en højere enhed, når venskab, natur og adrenalin mødes.

– Der er også en vis form for ydmyghed forbundet med en fangst som denne. Min kære nabo er lystfisker, og er måske afsted 1 gang i ugen i højsæsonen. Jeg kender flere – inklusive jeg selv – der bruger markant mere tid på kysten end ham. Jeg må bare sande at lige meget hvor erfaren du er, og hvor dyrt dit udstyr er, så vil den faktor der hedder “held” samt at være på det rette sted, på det rette tidspunkt, altid være gældende. Nogle venter et helt liv på at fange en fisk som denne, andre fanger den på deres 2. år som lystfisker. Men når alt kommer til alt, så er der kun én ting, der er sikkert: Snøren skal i vandet, for at drømmen kan gå i opfyldelse…Knæk og bræk!

 

drømmerejse iFish Travel

 

Johan Ullum med sin flotte havørred på over fem kilo.

Johan Ullum med sin flotte havørred, der tog et hvidt stripperblink på 15 gram.

drømmerejse iFish Travel

POPPERFISKERI: HAVØRRED I NATTEN

– Klokken var 22.30, og jeg lå sammen med begge unger, som sov på hver sin side af mig, fortæller Lasse Nardo Søbjerg Pedersen. – Kæresten kom op i seng, hvor jeg egentlig også var ved at falde hen, men så tog fanden tog ved mig – som altid. Afhængigheden og min stræben efter endnu en fisketur gjorde, at jeg fik sparket mig sammen, og kom ned for at pakke bilen.

– Jeg var ved spottet omkring 23:30. Det var en meget stille aften, så jeg kunne høre alt, hvad der forgik. Som altid satte jeg mig et stykke tid og lyttede, inden jeg gik i gang. De første mindre fisk havde allerede vist sig. Jeg startede ud med min Scierra Salis fluestang og en skumflue, hvor jeg hurtigt havde kontakt til en del mindre fisk, men dem var jeg ikke interesseret i, så jeg gik ind igen og åbnede en sodavand samt en chokoladebar, mens jeg igen sad og lyttede efter, om der kom nogle fisk med størrelse ind på pladsen.

– Efter yderligere en halv times tid begyndte de større havørreder at melde sig. Denne gang tog jeg fat i spinnestangen, hvor jeg havde monteret en lille overflade Minow Popper fra Savage Gear på blot 4cm, der tidligere har givet mig noget super sjovt fiskeri. Allerede i første kast smider jeg en fin 50cms fisk, som ikke får ordentligt fat og lader sig ryste fri efter 4-5 sekunders overflade pisken. Popper fiskeri efter havørred kender jeg ingen andre som dyrker eller har prøvet. Men hold nu op, hvor er det hyle morsomt. Efter kontakt med flere fisk, siger det endelig KLASK blot halvanden meter fra stangspidsen, og popperen bliver angrebet, som var det en gedde. Efter en hurtig intensiv fight kan jeg lande en tromlefed havørred. Fisken havde spist både en stor sild på omkring 25cm, to krabber samt noget snask, der minder om orm.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel