– Min nabo Johan Ullum og jeg er gode venner igennem flere år, fortæller Rene Vinkel. – Udover en god havesnak, øl, sport, film og knallerter, så deler vi heldigvis også kærligheden til havørredfiskeri. Vi elsker tiden sammen ved vandet – helst så øde som muligt og så langt væk fra alting, som vi overhovedet kan komme. Det er her naturen viser sig fra sin smukkeste side – for lige her slapper vi af, bruger energi og lader samtidig batterierne op til, at være de bedst mulige udgaver af os selv. Og det fantastiske er, at vi kan kombinerer det hele med at jagte havørrederne, som vi holder så meget af.

– I går aftes blev aftenen, hvor alt pludselig gav mening med havørredfiskeriet. Altså hvorfor vi kører flere tusinde kilometer i bilen, vader utallige skridt, kaster ud og på langs af kysterne, kravler i træer og på skrænter for netop, at kunne fiske et konkret spot! Som tidligere skrevet laver vi mange ting sammen, og på det der vel indtil videre har været årets varmeste dag, så foreslog Johan, at vi skulle løbe til vandet og tage en aftendukkert og løbe hjem igen for, at afslutte med to af de kolde. Forslaget var jo i princippet godt nok, men hvorfor ikke kører til vandet i stedet og fiske først, tag en aftendukkert og til sidst drikke to af de kolde? Vi gik heldigvis med beslutningen om at køre til vandet og fiske med to af de kolde i køletasken.

– Vi ankom til pladsen ved åben kyst, der var højvande, solen stod højt og det blæste 5 m/s i en sydøsten vind. Herefter gik vi en lille kilometer i skov og krat, inden vi påbegyndte fiskeriet på den åbne kyst. I små to timer fiskede vi, og var faktisk ved at miste modet. En kombination af grøde på krogen i næsten hvert kast og ingen hug eller aktivitet gav os den til tider velkendte og opgivende følelse, hvor alt virker uoverskueligt og svært. Vi blev enige om, at vi ville tage et par kast mere og så vende snuderne tilbage mod bilen. Jeg greb telefonen og tog et billede af min nabo i de smukke omgivelser og fik opdateret min story på Instagram – og sekunder efter billedet blev taget sker det, som vi alle drømmer om. Det som vi alle iler efter, men som kun få får lov at opleve…René! – DER ER BID!! DER ER BID!! Er det ik’ bar bund? – spørger jeg lidt kækt og smilende. NEJ!!! Prøv og se derude råber Johan. Jeg kigger ud over vandet og bliver straks klar over, at der i den grad er bid!
Et monster af en havørred kæmper for enden af linen og springer voldsomt fri af vandet..

– Vi er begge fuldstændig paniske og i chok. Vi ryster og frygten for, at det her går galt er tydelig for os begge. Jeg forsøger alligevel, at gøre alt hvad jeg kan for, at guide og støtte min makker, imens jeg finder nettet frem.

– Fisken viser flere gange med kraftige udløb, at den bestemt ikke vil gi’ sig uden kamp! Johan holder fisken stramt, og han forsøgte at udkæmpe den så hårdt som mulig. Jeg har selv fået de vise ord fra min lærermester: “René hvis du en dag får en kæmpe fisk på krogen, så hold den stramt, MEGET stramt!”. Efter små 10 minutters hård og intens kamp sker forløsningen – jeg netter Johans monster havørred og jublen bryder løs!!
Vi hopper, danser, skriger og krammer.. – et minde for livet Vi aldrig nogensinde vil glemme… Havørredens vægt er 5,05 kilo og den er 76 centimeter lang. Hugget faldt på et originalt Stripperblink i 15 gram – hvid. Det er på aftener som denne, at alting går op i en højere enhed, når venskab, natur og adrenalin mødes.

– Der er også en vis form for ydmyghed forbundet med en fangst som denne. Min kære nabo er lystfisker, og er måske afsted 1 gang i ugen i højsæsonen. Jeg kender flere – inklusive jeg selv – der bruger markant mere tid på kysten end ham. Jeg må bare sande at lige meget hvor erfaren du er, og hvor dyrt dit udstyr er, så vil den faktor der hedder “held” samt at være på det rette sted, på det rette tidspunkt, altid være gældende. Nogle venter et helt liv på at fange en fisk som denne, andre fanger den på deres 2. år som lystfisker. Men når alt kommer til alt, så er der kun én ting, der er sikkert: Snøren skal i vandet, for at drømmen kan gå i opfyldelse…Knæk og bræk!

 

Friluftsland bål kogegrej

 

Johan Ullum med sin flotte havørred på over fem kilo.

Johan Ullum med sin flotte havørred, der tog et hvidt stripperblink på 15 gram.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This