GEDDEPREMIERE 2025

Så kom den længe ventede geddepremiere, som betyder, at fra i dag af kan fiskeriet efter gedder genoptages, indtil de igen bliver fredet i midten af marts 2026. Brakvandsgedderne er dog stadig fredet indtil den 15 maj.

Efter legen plejer gedderne at være godt sultne og går ivrigt til stålet. Vær derfor særlig opmærksom på at få gjort hurtigt modhug, hvis der fiskes med agn – og i øvrigt medbringe hele arsenalet af krogløsere, så du kan lave en sikker og skånsom genudsætning. Læs meget mere om geddefiskerens værktøjer i artiklen Et kig i værktøjskassen her.

Fanger du en flot premiere gedde, så send meget gerne en kort beretning og et par gode fotos, som vi kan bringe her på fiskogfri.dk. Deltager du i Westin Cup 2025 med fisken, kan du måske vinde en lækker Westin W8 stang til 4000 kroner+ – og blandt alle der indsender fangstrapporter og nye artikler i 2025 trækker vi lod om en spændende fiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

Tjek i øvrigt disse links som inspiration til den kommende tids premierefiskeri:

Få fede spinnetips til majgedder i denne video med Martin Millinge

Læs om lokalisering af gedderne i dette super gode interview med geddeeksperten Theis Kragh.

Få tips til en fed geddeflue her.

Tre tips til mosegedder

 

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel
Friluftsland

TIL GEDDEPREMIERE MED AGNEN, DER KAN FANGE ALT

Lars Laursen med sin fine sandart, der er lokal sø-rekord.

Nogle geddepremierer glemmer man senere end andre. En af disse oplevede Lars Laursen forleden, da den nye geddesæson blev skudt i gang med helt usædvanlige mængder af blandede bi-fangster bestående af alt fra en sørekord i sandart – til orange sokker og malerdåser.

 

AF LARS LAURSEN

 

– Traditionen tro var min gode fiskeven Stef og jeg – som mange år tidligere – taget på søen den 1. maj i år, fortæller Lars Laursen. – Vi har som reglen udmærket fiskeri. Faktisk har vi tre år i træk fanget den samme gedde på spin, der to gange vejede 9,2 kilo og den sidste gang 9 kilo på denne dato.  Stef fangede den sidst, og jeg fangede den de to andre gange. 

 

Hvidovre Sport

 

– Vi fisker ikke med det samme grej og agn. Nogen vil nok kalde os lidt gamle og sære. For os handler det om tro og derefter om evidens. Jeg har erfaret, og efterhånden dokumenteret, at større agn end 12 grams spinnere og 28 grams blink ikke fanger lige så store fisk som mere end dobbelt så store agn. Nogen gange lidt færre fisk, men større. Den agn jeg de sidste 2-3 år har haft mest held med er en 93 grams Line Thru Trout i farverne albino slow sinking. Gangen er utrolig lokkende, og så kan den fiskes langsomt og på lavt vand. Perfekt til mit fiskevand.

– Vi startede tidligt, så klokken 05:00 var der lige lys nok til at binde knuder. Det var ikke helt varmt, så vi håbede, at solen ville varme os, når den kom højere på himlen. Men ville denne premiere være som de tidligere?

En blandet høst på Line Thru Trout

– Stef startede med sin 100+ geddewobler i hvid, der har fanget mere end 100 gedder. Det er en kopi af en bomber wobler og er ca. 12-13 cm. lang. Jeg fiskede med min traditionelle LTT på en kraftig kastestang. Det er lidt fiskefitnes, at stå med sådan et sæt i mange timer. Der gik vel 30 minutter, før jeg havde den første fisk. Der var ikke stor, men nu var vi i gang. En til gedde på 4-5 kg kom på tavlen, og Stef havde ikke fanget noget endnu. Vi fiskede langs kanten og lagde kastene langs med sivkanten. Der var noget på min agn – en plastpose. Det var sjovt. To kast senere havde jeg igen været tæt på bunden. Denne gang var det en orange sok!  Tro det eller lad være. Det næste kast var der en tom chipspose!!! Det grinede vi af – og jeg fangede en gedde mere på 2,5 kg. Stef var stadig ikke kommet på tavlen.

– Skulle vi prøve et andet vand 10 minutters kørsel væk? Vi tog chancen. Vel ankommet skulle der lige øses en stor båd, så det var bare med at komme i gang. Jeg fik hurtigt fanget en gedde mere på 2,5-3 kg. Alle gedderne bliver afkroget i vandet ved siden af båden, med mindre det er en pæn fisk som skal fotograferes eller fisker er kroget dybt. Jeg var nu oppe på fire gedder og Stef nul. Så var der igen et hug, hvor agnen var fisket stille og roligt med spinstop. Det var en fin fisk som jeg pumpede ind. ”Fisken” kom i overfladen og der gjorde jeg store øjne mens Stef udbrød et brøl af grin. Det jeg havde fanget, var en gammel malerbøtte, og der var tæret to huller på siden, så det lignede to alvorlige øjne. Hold da op, hvor Stef grinede og det må jeg indrømme, at jeg også gjorde. Denne agn kan da fange ALT.

– En gedde mere fangede jeg, før Sten fik hug af en gedde på 3,5-4 kg.  Så stod stillingen 5-1 til mig. Vi fiskede videre langs bredden, og det blev til 2 gedder til Stef og 2 til mig. Ikke store fisk, men fine fisk i god stand. Ved tidligere 1. maj-premierer har vi haft held til at fange en sandart. De er i søen, men er ikke nemme at fange. Igennem de seneste 7-8 år har vi fanget 1-3 sandarter i maj, som alle blev genudsat, under geddefiskeri. I starten vejede sandarterne 1,5 til 2 kg. Åefter var størrelsen 2,5-3 kg og så videre. De sidste vi har fanget for et par år siden vejede +4,5 kg. så hvornår mon sandarten over 5 kg. kom til syne?

Sø-rekord på sandart

– Vejret var efterhånden ved at blive godt, men lidt blæsende med fuld sol. Det ene kast tog det andet. Først langs med land og så lidt længere ude, blev kastene lagt. Pludselig et stykke ude i kastet var der fisk igen. Det var en OK fisk, som roligt blev pumpet ind. Som dagen var gået kunne det jo være alt fra en fisk til en skattekiste med det fangstregister på denne premieredag. Vandet i søen er ikke super klart, så vi kunne se ca. 50 cm. ned i vandet. Vi forventede at se en gedde på 4-5 kg. at dømme efter den måde som fisken kæmpede på. Fisken var ikke meget for at vise sig i overfladen og kæmpede godt. Pludselig så vi fisken samtidig, og nærmest råbte i kor ”DET ER SGU EN SANDART”, og den var både pæn og meget livlig. Den fisk ville jeg meget gerne have vægten på. LTT´eren sad kroget i den ene side af fiskens mund, men vi kunne ikke se hvor godt. Nu var godt råd dyre, for et net havde vi jo ikke fået med! Sandarten var overhovedet ikke klar eller træt til at blive landet. Den kæmpede godt på trods af, at det var en rogntung dame. I første forsøg hvor Stef skulle håndlande sandarten, fik han ikke ordentligt fat om halen. Sandarten tog et par omgange ned i dybet, før vi igen gjorde et forsøg på at håndlande fisken. Det lykkedes dog til sidst – og hvilken fisk. Det var helt sikkert sørekord og PR for mig. Et par hurtige billeder blev der taget, og vægten sagde præcis 6 kg. Hvor var det fedt – både at fange fisken, men endnu mere at konstatere, at sandarterne er der endnu – og ovenikøbet er blevet større end sidst.

– Sandarten, som jo pt er fredet, blev den forsigtigt sat ud i vandet, indtil den gjorde tegn på, at den kunne svømme. Det har jeg prøvet før, og som sidste gang kvitterede sandarten ved et kraftigt stort pludseligt slag med halen, hvor den svømmede ud af min hånd, med det resultat at jeg blev pænt våd. Men hvad gør det, når fisken har gjort så meget glæde, og vi kan konstatere, at det bærer frugt at sætte de store rovfisk tilbage til deres rette element. Jeg må konstatere, at denne LTT er en utrolig agn der faktisk kan fange nærmest ALT! 

– Dagens gedde-battle sluttede med tre gedder til Stef og syv gedder til mig plus en dejlig bonus-sandart. Om det er held – og det er det helt sikkert – eller dygtighed, det må fiskeguderne vide, men jeg forklarede Stef, at det med 101% sikkerhed var mig der fangede mest, for jeg var den der havde husket at købe kage med på turen. Hvem mon køber kage på næste tur?

 

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel
Friluftsland

GEDDEPREMIRE PÅ SØERNE

I går var der traditionen tro geddepremiere på søerne – og en af dem, der var ude i jagten på de grønne, var Danny Vitting og hans kammerat:

– 1 maj stod for døren, fortæller han. – Min kammerat Rasmus og jeg havde fundet søen, der skulle lægge vand til dagens udfordring, fortæller Danny Vitting. – Det blev dog en lang dag, jeg ikke glemmer, for fiskeriet var svært allerede fra morgenstunden. Vi stod fire mand, som hverken så eller mærkede intet. Et agnskift til en Savage Gear Pulse Tail udløste dog et hug af en fin gedde på 7-8 kg, der dog røg i vandkanten, fordi et øjebliks uopmærksomhed fra min side betød slap line – og væk var den.

– Jeg var ret slukøret over at have mistet den fisk, der kunne have været min nye PR, men lykken vendte et par timere senere, da det samme spot i søen gav endnu en gedde af god kaliber. – Danny den her er større end den anden, så hold linen stram, hvis du vil have din  nye PR i hus, sagde Rasmus, der stod klar med nettet, hvorefter det, der føltes som en evighed, blev erstattet med et lettelses suk, da Rasmus løftede nettet fri af vandet. Det var et Westin Swimbait, som min nye PR-gedde lod sig lokke af, og vægen sagde 11,3 kilo med en længde på 109cm og 11,3 kg. Efter et par hurtige billeder svømmede den ud i sit skjul igen, slutter han.

Husk du kan læse en hel masse artikler om geddefiskeri i artikelarkivet her.

Gedderne i brakvand er fredet helt indtil den 16 maj, da de gyder senere i denne habitat.

 

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel

Friluftsland

ENDELIG TID TIL GEDDER

– Den 1. maj var den dag mig og min far havde ventet på med længsel, fortæller Lasse Jørgensen på 13 år. – I år har fredningsperioden føltes ekstra lang efter en vinter uden at kunne fange en eneste gedde. Mig og min far have aftalt, at turen den 1. maj skulle gå til Silkeborgs forårskonkurrence. Så der var op af sengen klokken 03.30 og afsted fra Kolding kl. 04.00. Puha – det er tidligt, når man er 13 år.

– Vi ankom til Silkeborg klokken 05.15, og så var det ellers i gang med at finde søen og et fiskested, hvor vi troede der kunne være gedder, for vi havde aldrig fisket i Silkeborg før. Vi fandt et spot, godt med siv, et stykke ud i vandet, hvor vi tænkte, at her måtte det være muligt at fange en gedde. Fiskeriet kom vi i gang med kl. 6,30, som konkurrencen tillader.

– Det var en fantastisk morgen med lidt sol og ingen vind; en totalt lækker start på dagen, hvor man også kunne se byttefisk springe i vandet. Vi prøvede at fiske hen over dem uden held. Efter et par timer uden bid, hvor næsten alt var afprøvet – eksempelvis død agn under prop, død agn på bund, levende agn i flere dybder og mange forskellige woblere, var jeg begyndt at blive nevøs. Jeg sagde derfor til min far, at det går nok i dag ligesom om vinteren – vi fanger ikke noget. Men heldigvis var jeg toldmodig og fra vores mange ture sidste forår viste jeg og min far, at der altid er en bidperiode ved 10.00 tiden. Og ja – ganske rigtigt. Efter at jeg havde kaste min agnfisk ud langs nogle siv 8-10 meter fra land kom det længe ventet hug kl. 9.40.

– Proppen løb pludselig hen over vandet, og efter et par meters udløb gik proppen helt under og den tog bare line nu. Så begyndte adrenalinen at pumpe vildt i min krop. Jeg fik givet tilslag, og så begyndte kampen med gedden, som jeg efter noget tid vandt, og gedden kom på land. Hurtigt kunne jeg hurtig se, at det var ny PR for mig, for den var 90 cm, lang og rigtig tyk. Vi fik den dog ikke vejet, for vægten var itu.

– Både mig og min far havde nu en lykkefølelse i hele kroppen efter denne oplevelse, og der blev givet en masse håndslag til hinanden, og så skulle jeg lige sidde i fiskestolen og slappe lidt af samt fordøje oplevelsen. Resten af dagen prøvede vi alt muligt men fik ikke flere bid. Alt i alt en fantastisk dag ved vandet, og glæder mig allerede til mange flere ture efter gedder her i foråret. Gedden kom selvfølgelig tilbage i vandet, slutter han.

 

Daiwa Open 2025

Friluftsland

GEDDEPREMIERE GÅR I STRIBER

– Så blev det endelig den 1. maj og dermed geddepremiere, siger Mads Davidsen. – Jens Nordmark og jeg havde aftalt, at min båd skulle på vandet, og vi mødtes derfor ved mig klokken 06.00, hvorefter vi kørte mod vandet. Vi fik hurtigt smidt båden i vandet og sejlet ud til det første spot, og der skulle da heller ikke gå længe, før jeg fik fisk på. Men vent nu lige lidt – det var jo ikke en gedde, men en stor aborre. Vi kiggede da lige lidt begge to, da den havde nappet et relativt stort Savage Gear Daviator jerkbait.

– Efter lidt tid fangede jeg endnu en stor aborre på jerkbait, så nu blev vi enige om at rigge aborrestængerne til. Dem havde vi nemlig heldigvis smidt i båden, da vi vidste, at søen godt kunne levere store aborrer en gang imellem. Men der skete intet på aborregrejet til at starte med, så derfor valgte vi at fortsætte efter gedderne igen, hvilket da også resulterede i turens første premieregedde. Den blev dog den eneste gedde, vi fik fra båd denne dag. Derfor valgte vi at prøve lidt efter aborrer igen.

– Denne gang gik det lidt bedre, og vi fangede lynhurtigt en håndfuld aborrer, hvor alle var over 45 cm og alle over kiloet. De blev alle sammen fanget på en Savage Gear Craft Shad. Da fiskeriet døde, valgte vi at sejle ind og køre til en anden sø, hvor vi fangede en god håndfuld gedder. Nu var 1 maj turen reddet. 

 

Gedde-Feber

 

Friluftsland

EN FIN GEDDEPREMIERE

I går blev der holdt geddepremiere på en lang række danske søer, og der er blevet landet en del fine fisk rundt omkring. Det er dog ikke altid, man ligefrem vælter fisk ind i starten af sæsonen, men så kan der være så meget andet at glæde sig over – fx at det var en fantastisk forårsdag til at lufte geddegrejet for første gang i den nye sæson. En af dem der var ude for at nyde premieren var Lars Laursen: 

– Så blev den nye gedde-sæson skudt i gang i går, fortæller han. – Min faste 1.maj makker Stef var med på søen, og han var heldig at hive en fin 1.maj gedde op på 9 kilo, og så var der lige en bonuspræmie med en sandart på 5,2 kilo. Jeg selv fik en gedde på 4,8 kg. Der var ikke det helt store gang i gedderne, på trods af at vi flere gange så jagede småfisk i overfladen.

– Under fiskeriet fik vi også besøg af en “tyvfisker”, og så kan det nok være, at jeg fik skiftet til telelinsen. Først så vi en rørhøg over sivene. Her gad jeg ikke skifte, men da fiskeørnen kom svævende flankeret af en allike og en råge, fik jeg travlt. Fiskeørnen svævede flere minutter over søen, mens rågen og alliken generede den uventede gæst. Pludselig vendte fiskeørnen om i luften og dykkede mod vandoverfladen. PUFF – men fiskeørnen fløj op fra vandet med tomme kløer. Fiskeørnen forsvandt bag nogle træer og var væk, men der gik kun 3-4 minutter, før den var tilbage igen uden sit “følge”. Nu spejdede fiskeørnen ned på overfladen, mens den afsøgte søen, og samtidig var mit kamera på overarbejde. Pludselig vender fuglen rundt i luften og styrer direkte mod overfladen, hvor den fanger en fisk – og sekunder efter flyver den væk med en fisk i kløerne. Alt i alt en fantastisk oplevelse, der var meget bedre end at fange en gedde over 10 kg.

FOTO LARS LAURSEN

 

Gedde-Feber

 

Også fiskeørnen fik gevinst på geddepremieren. Foto: Lars Laursen.

Også fiskeørnen fik gevinst på geddepremieren. Foto: Lars Laursen.

 

Stef med sin flotte gedde

Stef med sin flotte gedde.

 

Også en flot sandart blev det til for Stef.

Også en flot sandart blev det til for Stef.

Friluftsland

SÅ STARTER GEDDEFISKERIET IGEN

Som de fleste sikkert ved, er det fra i dag – den første maj – tilladt at fiske gedder igen helt til udgangen af april næste år.  I de fleste søer vil gedderne være godt sultne oven på legen, og næsten alle former for agn vil fange godt her på denne tid. Fiskene hugger stenhårdt – og deres kampiver er en hel anden end den var i vinters og lige inden lege.

Ligesom geddefisekriet er startet, så er sandartfiskeriet nu lukket indtil den 1. juni, hvor sandarterne forhåbentlig har overstået deres gydning rundt omkring i de danske søer.

Her på Fisk & Fri ønsker vi dig glædelig første maj og håber på, at du får en sand drømmegedde på premieredagen. Hvis du gør, så husk at sende os en sveddryppende beretning og et super godt foto – gerne vandret – af dig selv med monstergedden til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Vi ses derude

 

Friluftsland

GEDDERPREMIERE: SAME – SAME

Den 1. maj var Lars Laursen til den traditionelle geddepremiere med sin faste 1.maj makker Stef på en midtsjællandsk sø. Sidste år i 2019 var det Stef der vandt på flest gedder men mindre fisk: 5-2, men Lars fik de største på 9,2 kg og 4,5 kg.

Da det er “først til mølle”-princippet om at få en båd på søen, var de to fiskere stået tidligt op for at sikre sig en båd, så fiskeriet gik i gang nærmest i tusmørke lidt før kl. 05:00. Lars skulle prøve en ny stang, der kunne klare en Savege Gear Line-Thru Trout på næsten 100 gram. Netop denne livlige og naturtro gummiørred var den rette medicin til den største gedde i 2019.

I det dunkle lys skulle der ca. 10 kast til på det samme spot på søen, hvor den 9,2 kg. gedde havde hugget 366 dage tidligere. Først gav det et lille stød i stangen, og så bare vente et sekund, til der var vægt bag – og så modhug. Fisken var kroget, og den var tung. Først troede Lars, at det var en fisk på 4-5 kg, men fisken gik dybt i det lidt uklare vand og dårlige lys. Efter nogle udløb under båden, kom fisken til overfladen. – OK – det var nok en i 6-7 kg. Klassen, tænkte han Krogen sad desværre ikke yderligt, så fisken måtte en tur op i båden til afkrogning og vejning. Da Lars skulle håndlande fisken, kunne han næsten ikke nå om fisken ved hovedet, men til sidst lykkedes at få fisken i båden. Den føltes større end først antaget. Vægten stoppede ved præcis 9,2 kg. 

– Er det bare ikke lidt vildt, siger Lars: – Den samme gedde, der er fanget på den samme dato, den samme sø, det samme spot, den samme agn, det samme hjul, den samme makker, den samme fisker? Når man sammenligner billederne med 366 dages forskel, så viser tegninger på gedden, at det er den samme fisk. Dejligt at få vished om, at genudsætning af gedder ofte er lig med at de overlever og hugger igen, hvis man gør det på den rigtige måde. Dagen sluttede 5-3 til Lars. – Stef fiskede med flue, så det var nok derfor, at jeg vandt, griner Lars.

 

Hvidovre Sport

 

Friluftsland

Den vildeste geddepremiere

Vi har netop fået en melding fra Henrik Carl, der traditionen tro har været ved vandet for at fejre geddepremieren med årets første fisk:

– Jeg havde netop fået et fint hug på min skalle under flåddet, men den blev ikke hængende, fortæller han. – Jeg kunne intet mærke, da jeg gjorde modhug, og jeg kunne se, at skallen, som røg af taklet, lå og cirklede panisk rundt i overfladen. Med mig havde jeg en spinnestang monteret med en blå/sølv Westin GoTeez på 65 gram, som jeg straks kastede ud direkte, hvor fisken huggede.

– Nærmest i det samme, agnen lander på vandet, får jeg et voldsomt hug, hvorefter den vildeste fight starter. Fisken er flere gange ude af vandet samt tager nogle tunge udløb frem og tilbage foran mig i fighten, der varer 5-10 minutter. Til sidst begynder fisken dog at vise tegn på træthed, så jeg stille og roligt kan lade den glide ind over mit store gummicoatede fangstnet. Fisken, der var 128 centimeter og 17,1 kilo, blev straks genudsat, for at den skulle lide mindst muligt overlast, slutter Henrik Carl sin beretning til Fisk & Fri.

Hvordan er det gået til din geddepremiere? Send et foto og en fangstberetning til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Shimano Sustain

 

Friluftsland