Lars Laursen med sin fine sandart, der er lokal sø-rekord.

Nogle geddepremierer glemmer man senere end andre. En af disse oplevede Lars Laursen forleden, da den nye geddesæson blev skudt i gang med helt usædvanlige mængder af blandede bi-fangster bestående af alt fra en sørekord i sandart – til orange sokker og malerdåser.

 

AF LARS LAURSEN

 

– Traditionen tro var min gode fiskeven Stef og jeg – som mange år tidligere – taget på søen den 1. maj i år, fortæller Lars Laursen. – Vi har som reglen udmærket fiskeri. Faktisk har vi tre år i træk fanget den samme gedde på spin, der to gange vejede 9,2 kilo og den sidste gang 9 kilo på denne dato.  Stef fangede den sidst, og jeg fangede den de to andre gange. 

 

Jans Lystfiskershop

 

– Vi fisker ikke med det samme grej og agn. Nogen vil nok kalde os lidt gamle og sære. For os handler det om tro og derefter om evidens. Jeg har erfaret, og efterhånden dokumenteret, at større agn end 12 grams spinnere og 28 grams blink ikke fanger lige så store fisk som mere end dobbelt så store agn. Nogen gange lidt færre fisk, men større. Den agn jeg de sidste 2-3 år har haft mest held med er en 93 grams Line Thru Trout i farverne albino slow sinking. Gangen er utrolig lokkende, og så kan den fiskes langsomt og på lavt vand. Perfekt til mit fiskevand.

– Vi startede tidligt, så klokken 05:00 var der lige lys nok til at binde knuder. Det var ikke helt varmt, så vi håbede, at solen ville varme os, når den kom højere på himlen. Men ville denne premiere være som de tidligere?

En blandet høst på Line Thru Trout

– Stef startede med sin 100+ geddewobler i hvid, der har fanget mere end 100 gedder. Det er en kopi af en bomber wobler og er ca. 12-13 cm. lang. Jeg fiskede med min traditionelle LTT på en kraftig kastestang. Det er lidt fiskefitnes, at stå med sådan et sæt i mange timer. Der gik vel 30 minutter, før jeg havde den første fisk. Der var ikke stor, men nu var vi i gang. En til gedde på 4-5 kg kom på tavlen, og Stef havde ikke fanget noget endnu. Vi fiskede langs kanten og lagde kastene langs med sivkanten. Der var noget på min agn – en plastpose. Det var sjovt. To kast senere havde jeg igen været tæt på bunden. Denne gang var det en orange sok!  Tro det eller lad være. Det næste kast var der en tom chipspose!!! Det grinede vi af – og jeg fangede en gedde mere på 2,5 kg. Stef var stadig ikke kommet på tavlen.

– Skulle vi prøve et andet vand 10 minutters kørsel væk? Vi tog chancen. Vel ankommet skulle der lige øses en stor båd, så det var bare med at komme i gang. Jeg fik hurtigt fanget en gedde mere på 2,5-3 kg. Alle gedderne bliver afkroget i vandet ved siden af båden, med mindre det er en pæn fisk som skal fotograferes eller fisker er kroget dybt. Jeg var nu oppe på fire gedder og Stef nul. Så var der igen et hug, hvor agnen var fisket stille og roligt med spinstop. Det var en fin fisk som jeg pumpede ind. ”Fisken” kom i overfladen og der gjorde jeg store øjne mens Stef udbrød et brøl af grin. Det jeg havde fanget, var en gammel malerbøtte, og der var tæret to huller på siden, så det lignede to alvorlige øjne. Hold da op, hvor Stef grinede og det må jeg indrømme, at jeg også gjorde. Denne agn kan da fange ALT.

– En gedde mere fangede jeg, før Sten fik hug af en gedde på 3,5-4 kg.  Så stod stillingen 5-1 til mig. Vi fiskede videre langs bredden, og det blev til 2 gedder til Stef og 2 til mig. Ikke store fisk, men fine fisk i god stand. Ved tidligere 1. maj-premierer har vi haft held til at fange en sandart. De er i søen, men er ikke nemme at fange. Igennem de seneste 7-8 år har vi fanget 1-3 sandarter i maj, som alle blev genudsat, under geddefiskeri. I starten vejede sandarterne 1,5 til 2 kg. Åefter var størrelsen 2,5-3 kg og så videre. De sidste vi har fanget for et par år siden vejede +4,5 kg. så hvornår mon sandarten over 5 kg. kom til syne?

Sø-rekord på sandart

– Vejret var efterhånden ved at blive godt, men lidt blæsende med fuld sol. Det ene kast tog det andet. Først langs med land og så lidt længere ude, blev kastene lagt. Pludselig et stykke ude i kastet var der fisk igen. Det var en OK fisk, som roligt blev pumpet ind. Som dagen var gået kunne det jo være alt fra en fisk til en skattekiste med det fangstregister på denne premieredag. Vandet i søen er ikke super klart, så vi kunne se ca. 50 cm. ned i vandet. Vi forventede at se en gedde på 4-5 kg. at dømme efter den måde som fisken kæmpede på. Fisken var ikke meget for at vise sig i overfladen og kæmpede godt. Pludselig så vi fisken samtidig, og nærmest råbte i kor ”DET ER SGU EN SANDART”, og den var både pæn og meget livlig. Den fisk ville jeg meget gerne have vægten på. LTT´eren sad kroget i den ene side af fiskens mund, men vi kunne ikke se hvor godt. Nu var godt råd dyre, for et net havde vi jo ikke fået med! Sandarten var overhovedet ikke klar eller træt til at blive landet. Den kæmpede godt på trods af, at det var en rogntung dame. I første forsøg hvor Stef skulle håndlande sandarten, fik han ikke ordentligt fat om halen. Sandarten tog et par omgange ned i dybet, før vi igen gjorde et forsøg på at håndlande fisken. Det lykkedes dog til sidst – og hvilken fisk. Det var helt sikkert sørekord og PR for mig. Et par hurtige billeder blev der taget, og vægten sagde præcis 6 kg. Hvor var det fedt – både at fange fisken, men endnu mere at konstatere, at sandarterne er der endnu – og ovenikøbet er blevet større end sidst.

– Sandarten, som jo pt er fredet, blev den forsigtigt sat ud i vandet, indtil den gjorde tegn på, at den kunne svømme. Det har jeg prøvet før, og som sidste gang kvitterede sandarten ved et kraftigt stort pludseligt slag med halen, hvor den svømmede ud af min hånd, med det resultat at jeg blev pænt våd. Men hvad gør det, når fisken har gjort så meget glæde, og vi kan konstatere, at det bærer frugt at sætte de store rovfisk tilbage til deres rette element. Jeg må konstatere, at denne LTT er en utrolig agn der faktisk kan fange nærmest ALT! 

– Dagens gedde-battle sluttede med tre gedder til Stef og syv gedder til mig plus en dejlig bonus-sandart. Om det er held – og det er det helt sikkert – eller dygtighed, det må fiskeguderne vide, men jeg forklarede Stef, at det med 101% sikkerhed var mig der fangede mest, for jeg var den der havde husket at købe kage med på turen. Hvem mon køber kage på næste tur?

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This