feb 18, 2022 | Nyheder
– Her på det sidste har jeg været på en masse småture til lidt forskellige vande, og det har også resulteret i en lang række flotte tykke gedde med nogle helt ekstremt flotte farver, fortæller Mads Davidsen. – Min sidste tur var da heller ikke en undtagelse. Jeg startede mit fiskeri omtrent klokken 15, og allerede i første kast med en lille Savage Gear Rattle Trout havde jeg et hug, men det forblev desværre kun ved det ene.
– Jeg fiskede videre rundt om søen uden det store resultat – på trods af en del agnskift. Det var først, da jeg satte en Savage Gear Hard Eel i farven Red N Black på, at der skete noget: Den næste halve time fik jeg tre mindre gedder og bummede et par stykker, så det var helt perfekt. Endelig havde jeg fundet noget, som gedderne var interesseret i.
– På et tidspunkt kom jeg til en lille vig, hvor der kun var cirka 1,5 meter dybt. Jeg havde før fået godt med fisk lige netop her, men dog ikke helt på denne her årstid. Men jeg tænkte, at det jo var ved at være tiden, hvor gedderne begynder at gå på det lave vand, for så småt at høre sig klar til forårets gydning. Og ganske rigtigt; efter nogle få kast fik jeg et godt tungt hug på min Hard Eel. Med det samme kunne jeg mærke, at det var en ganske fornuftigt fisk, så da den kom i nettet, fik jeg et par hurtige billeder. Herefter kom gedden retur til sig rette element. og jeg kunne nu tage glad hjem. Hvilken smuk fisk.
feb 13, 2022 | Nyheder
Robert Kajos fra Slovakiet fik sig mildest talt noget af en spændende overraskelse, da han for fire dage siden var ude for at fiske efter aborrer. – Vejret var fantastisk, og jeg havde tidligt fri – så jeg skyndte mig at komme ud til min favoritsø for at fiske, fortæller han til Fisk & Fri. – Jeg fiskede efter aborrer med det lette grej, og der skete ikke det store, så jeg nød egentlig bare det fine solskin, der var på vandet.
- Pludselig fik jeg det vildeste hug, og til at starte med troede jeg faktisk, at det var en malle. Men da fisken omsider kom op til overfladen kunne jeg se, at det var en enorm gedde, der havde taget mit lille 9 cm lange softbait. Jeg var mildest talt temmelig nervøs, for grejet var let – linen var 0,11 mm flet, og fluorocarbon forfanget var blot 0,45 mm. Stangen var blot en let spinnestang på syv fod med en kastevægt fra 7-32 gram. Mit net var selvfølgelig, alt, alt for lille og med sine mål på 50×60 centimeter og 30 cm i dybden skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, at det ikke lykkedes at få den i nettet første gang den kom til overfladen… Anden gang lykkedes det dog på mirakuløs vis at få den skovlet i nettet, men jeg var alene, så det var ikke ligefrem let at få et godt foto, og jeg var nervøs for at fisken skulle lide overlast. Jeg måtte derfor nøjes med fotos, hvor kæmpegedden lå på jorden – og satte den så ud hurtigt igen.
Gedden, der var cirka 130 centimeter og sikkert over 25 kilo, blev fanget fra en 27 hektar stor grusgrav med dybder op til 40 meter. Fisken huggede på 7 meters dybde. Jeg er lige nu nok verdens lykkeligste fisker, men egentlig en helt almindelig en af slagsen.
A

jan 31, 2022 | Nyheder
– Jeg har brugt den første måned af 2022 på at fiske gedder, og det er da også blevet til en del fisk. På månedens sidste dag rundede jeg 50, så det kan jo næsten ikke være bedre. Dog har jeg ikke haft tiden til de lange ture, så det har mest været en masse små ture efter arbejde, hvor jeg lige kunne nå lidt fiskeri.
– I starten af januar var jeg på en tur med Jens Normark, hvor vi havde en halv dag med koldt vejr og en del blæst at bakse med, men det betød dog ikke, at vi ikke fik en del fisk i hånden.
– Cirka en uge inde i det nye år havde en kammerat og jeg aftalt en lille tur i min jolle, og her fik jeg testet det nye Savage Gear SG8 baitcaster hjul godt igennem, hvilket gik super godt. På denne dag fiskede jeg en del med jerkbait, og vi fangede tilsammen 16 gedder på små 4 timer. Denne dag blæste det også meget, hvilket gjorde det en smule besværligt at få jollen på land.
– Ud over disse fisketure har jeg været på en del ture til de mere lokale vande, hvor jeg kun har fisket 1-2 timer af gangen, men det har alligevel givet en del fisk. Sidste gang jeg var ude, var under stormen Malik forleden. Her fiskede jeg begge dage, da stormen hærgede – dog kun et par korte ture. Igen var resultatet en del flotte fisk, og som mange geddefiskere ved, så bliver gedderne jo ikke meget flottere end de er lige nu.
– Jeg havde igen en time efter arbejde på den sidste dag i måneden, og den skulle udnyttes, selv om der nu var blevet meget vindstille, og der havde været meget koldt om natten. Jeg startede med en lille Savage Gear Rattle Trout på 12,5 cm fisket på cirka 10 meter vand. Her lod jeg den komme helt til bunden, og allerede efter første omdrejning på hjulet fik jeg hug, og en flot tyk gedde kom med på land. Da der ikke skete mere, valgte jeg at sætte jerkbait på i nogle meget kradse farver, og det resulterede i et par fisk mere. Så selv om det er koldt vejr kan det sagtens lade sig gøre at lokke dem til og bide.
jan 30, 2022 | Artikler, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Sponsoreret, Video
I den nyeste video på Fisk & Fris YouTube kanal, hvor du kan abonnere gratis, viser Jens Bursell dig, hvordan du kan opnå en markant højere landingsrate med død agn til geddefiskeri. I videoen gennemgås det, hvordan du laver det super effektive skating hook rig – og du får forklaret alle detaljerne om, hvordan det bruges i praksis. Undervejs lærer du en masse om optimal krogeksponering samt moving hook effect – og du får en grundig indføring i kast med baitclip – en teknik, der vil være en fordel til de fleste former for fiskeri med større døde agnfisk. Glæd dig en video, der løfter effektiviteten af dit fiskeri med død agn op til et nyt niveau.
Reklame: Du kan købe alle materialerne samt færdige kits til skating hook rigs på danske releaserigshop.com her. Læs mere om skating hook rigs i Jens Bursells bog Geddefeber, som du kan købe her.
jan 29, 2022 | Nyheder
– En planlagt fisketur efter de flotte vinter gedder sammen med to kammerater gik over alt forventning, og i skrivende stund er vi slet ikke færdige endnu, siger Søren Lau Jensen. – Vi ankom til søen klokken 12, pakkede ud, fik gjort klar og kastede de første stænger i vandet. Der gik omkring 2 timer, før vi først mærkede noget. Først var der et run, hvor fisken desværre slap. Dette skete tre gange. Men – den fjerde gang, sad den første fisk på krogen til min kammerat. Det var en fin fisk på 80 cm og 5 kg.
– Derefter fik vi en pæn fisk på 118cm og 11.8 kg, som var ny PR til Jesper. Der gik ikke lang tid, før der var bid igen, og denne gang på min stang! Adrenalinen pumpede i kroppen! Det var nemlig nu jeg havde chancen for at få en fisk på over 4kg og 75cm, som var min tidligere pr. Jeg gav tilslag, og så sad den der. Storgedden gav en rigtig fin fight med et godt udløb, og det var en fisk på 108cm og 11.4 kg, som blev min første gedde på over en meter! Der skal lyde en stor tak til Jesper og Jacob, der hjalp med nettet og lokationen. I løbet af natten kom der lidt flere fisk i nettet og minsandten om ikke Jacob formåede at fange den samme fisk, som Jesper fangede tidligere på 11.8, slutter han.
Reklame: Du kan læse en hel masse om geddefiskeri med blandt andet død agn i bogen Geddefeber, som du kan købe her.


jan 26, 2022 | Nyheder
– Jeg er netop kommet tilbage til Sverige, og her skulle jeg igen ud på isen efter gedder, beretter Mads Nørgaard Kristensen. – De andre drenge fra fiskelinjen på Forshaga Akademin har allerede haft et okay fiskeri, med et par fisk op til 9 kilo den sidste uge, dog med få hug, at der var lang tid imellem huggene.
– Den første dag ville jeg sove lidt længere, så drengene kørte ved en 6-tiden, hvor jeg først kørte hjemmefra ved en 7-tiden. Der skete ikke det vilde den dag, men jeg fik en lille meters fisk og Lars fik en 9 kilos gedde. Dagen efter tog vi afsted igen, fra 6-tiden. Spottet vi fiskede plejer at fiske godt efter sandart, så vi havde rigget de fleste stænger op efter dem. Dagen bød på et par mindre sandarter samt endnu en 9 kilos gedde for mit vedkommende. Det var utroligt tåget og vi kunne ikke se de fleste af vores stænger, så mens vi sad omkring bålet på isen, måtte vi lytte os frem til om vi fik hug. Der var en del sandarter, som legede med vores skaller, så det var svært at gennemskue, hvornår vi havde hug.
– Pludselig så vi mit ene flag, som vi ikke var sikre på var gået af eller ej, så jeg listede derud og kunne se, at der var en fisk, som havde taget min agn. Da jeg satte krogen kunne jeg mærke, at det var en bedre fisk, så vi jokede med det samme, at det nok bare var endnu en 9 kilos, hvilket det også viste sig at være. Det er ikke de største fisk vi har fået, set i forhold til tidligere ture i området, men en god start på året.
jan 26, 2022 | Nyheder
– Det har længe ligget i luften, at noget måtte der ske, og efter flere udsatte forsøg, lykkedes det endelig at komme på fisketur sammen med min fætter Dennis Sørensen, fortæller Henrik Bay Christensen. – Og det blev en fin en af slagsen. Vi satte jollen i ved 8.30 tiden og sluttede ved 14 tiden. Undervejs havde vi super fint fiskeri med 14-15 kontakter. Da vi ankom til søen, startede vi ud med at afsøge forskellige dybder, hvilket gav en indikation på, hvor fiskene stod på dagen. Denne dag huggede alle fisk på 2-3 meter, fisket over 6 meter vand ved en fart på 0,9-1,2 km/t, hvilket er helt normalt her i de koldere måneder. Desværre udeblev kontakten med de helt store, men de er der, så dem tager vi næste gang. Knæk og bræk!
Har du selv været ude efter søernes rovfisk, så hører vi meget gerne fra dig. Send et par linjer og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
Du kan læse alt om geddefiskeri med agnfisk i bogen Geddefeber, som du kan købe her.

Undervejs var der flere fine gedder som denne, der ikke kunne modstå de fristende agnfisk.
jan 26, 2022 | Nyheder
– Så kom dagen endelig, hvor vi kunne komme ud at fiske, siger Morten Rygaard Heede. – Tre børn gør det svært at ramme de dage, hvor vejret tillader det, og ungerne ikke hænger om benet. Bilen blev pakket dagen før, og vi kom afsted lige inden, det blev lyst:
– Da vi ankommer til søen kan vi se fra vejen, at søen nærmest er helt blik stille, hvilket er et lækkert syn, da vejrudsigten lovede om 10 m/s vindstød. Vi kommer ned til havnen og får pakket båden. Det er jo altid et dilemma, hvad man skal vælge i geddespanden og med en vand temperatur på 1.5 grader ved vi, at der nok skal arbejdes en del for det. Vi får prøvet nogle pladser af, hvor vi arbejder på skrænterne og de dybeste steder i søen, som kun er 5.6 meter på det dybeste. Vi ser en del store agnfiske stimer, som vi prøver af, men uden held. Undervejs ser vi en masse måger, der dykker – og racer alt hvad vi kan derhen, men heller ikke her er der succes.
– Så begynder det at blæse op, og vi er bleven godt kolde, så vi sejler hen i læ af skoven hvor vi stille og roligt begynder at dørge hjemad mod havnen. Godt slukøret begynder vi at optage en rute på motoren til en anden god dag, hvor det måske er lidt varmere. Imens vi sidder og plotter ruten, er der pludseligt et hårdt ryk i Michaels stang. Er det bunden, du har fat i, spørger jeg. Et bund hug er jo bedre end slet ingen hug. Men bunden plejer nu ikke at rykke tilbage, og efter en meget begivenheds løs fight kommer den første gedde i båden. YES siger Michael, tænk at du endnu engang skal blive slået af mig, griner han. Min titel som Morten 0-Tur er endnu engang blevet bekræftet – troede vi!
– Michaels fisk bliver vejet til 3.8 kg, og den bliver pænt genudsat. Efter cirka fem minutters sejlads, rykker det i Mortens stang, og han må smide alt, hvad han har i hænderne og holde fast. Fisken tager et pænt udløb, men stopper så hurtigt. Vi ser hurtigt, at den er større end Michaels og pludseligt er der gang i båden. Nettet skal gøres klar, og krogen sidder MEGET yderligt. Få den i nettet, få den i nettet gisper Morten nærmest da den ruller hen over kanten og er ved at hoppe ud af nettet igen. Men så er den landet og ENDELIGT er årets første gedde landet. 5.7 kg bliver den vejet til. Begge fisk var ikke lange men godt tykke. Mortens 5.7 kg havde en rigtigt stor og flot hale. Godt glade og tilfredse vender vi snuden hjemad, og vi når lige at fange en meget aggressiv krebs, der holder stædigt fast i Michaels gummidyr. Alt i alt en rigtig god dag, som blev afsluttet med maner. Det er ikke sidste gang, vi skal ud – selvom det er en smule koldt.

jan 21, 2022 | Nyheder
Gedderne er i hopla derude, så det er bare med at komme afsted:
– Det var tidlig morgen, da jeg tog afsted efter agn, som heldigvis var serveret på et sølvfad pga regn i en lille afstikker sø med en kanal til Skjern Å, fortæller Thomas Sig Jensen. – Herefter var det hurtigt videre til vores destination. I første kast stopper mit flåd med at drive, men viser ingen tegn på aktivitet. Jeg beslutter mig derfor for at tage agnen op, hvis nu den skulle have været gået i sivene. Men – til min store forundring viser det sig at være en 7,2 kg fed madamme, der havde snuppet skallen og stoppet flåddets drev. Det endte derfor med at blive en fornem dag med flere mindre fisk, slutter han.
Har du selv været ude at fiske, så send os endelig et par linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.