aug 4, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Søndag morgen lidt over seks startede Jens Nordmark og jeg fiskeriet ved åen, fortæller Mads Davidsen, der er prostaffer hos Savage Gear. – Jeg havde ikke været der i næsten en måned, siden jeg sidst fangede en fantastisk havørred på 81 cm – en fangst, der stillede min lyst til åfiskeri for en stund.
– Jens fik lov at fiske de mest oplagte og spændende strækninger, mens jeg selv tog nogle lidt mindre attraktive spots. Men som vi ved: Når det gælder fiskeri, kan alt ske. Efter en god halv times tid stod jeg ved et sted, hvor der voksede lidt græs ud over brinkens kant. Jeg kastede min Savage Gear Goby Crank ud og lod den drive lidt forbi. Jeg havde kun rullet en halv meter ind, da en god fisk huggede voldsomt – og med kun en meter line mellem stangspids og fisk blev det hurtigt en hektisk affære. Efter lidt kamp kunne jeg nette en superflot hanfisk, som målte 71 cm. Efter et par hurtige billeder fik den sin frihed tilbage.
– En lille time senere fik jeg endnu en flot havørred, dog noget mindre denne gang. Herefter døde fiskeriet lidt ud, og varmen tog til. Vi besluttede derfor at køre til en nærliggende sø for at fiske aborrer i stedet. Det viste sig at være en god idé. Vi fangede et hav af mindre aborrer – over 100 i alt – men også flere gedder som bifangst. Flere af dem var faktisk i rigtig god størrelse med de største omkring 90 cm og 95 cm. Når man tænker på, at de huggede på helt små gummidyr beregnet til aborrer, var det ret imponerende.
– Alt i alt sluttede dagen med to havørreder, ni gedder og over 100 aborrer på land. Det kan man bestemt ikke klage over, slutter mads, som du kan følge på Instagram og TikTok.
Husk at der er masser af fede åartikler i artikelarkivet her – samt predatorartikler om gedde, aborrer og sandart her.

Mads Davidsen, der er prostaffer for Savage Gear med en smuk gedde. Øverst med den fine åhavørred på 71 cm.

Mads kan bare det der med gedderne.
aug 3, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Min søn Frederik havde længe drømt om at fange en gedde, så for nylig tog vi til en lokal sø for at fange en, fortæller Immanuel Steimel. – Vi fangede hurtigt skaller og aborrer, mens et flåd med en død skalle lå og vuggede i overfladen. Pludselig forsvandt flåddet, og Frederik gav et kontant modhug. Fisken tog line i vilde udløb, og gedden sprang fri af vandet flere gange.
– Efter en intens fight kunne vi nette en flot, tyk gedde på 80 cm, som vi skønnede til 4–5 kilo. Frederik var ellevild, og glæden i hans øjne sagde det hele. Efter et par billeder blev fisken nænsomt genudsat, slutter han.
Lær mere om flådfiskeri med død agn i denne video på Fisk & Fris YouTube.
Se Frederik fighte sin første gedde her::
jun 26, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Min søn Rasmus og jeg har haft en sand drømmetur i den svenske sø Unnen, fortæller Thomas Broe Christensen. – Vi havde i længere tid fisket i søen uden held med de store, men efter vi skiftede fra de større Westin Bulltezz 18cm til mindre agn – fx Bulltezz på 10cm, ramte vi det helt rigtige set-up.
– Resultatet var min søns første og største sandart på 5,5kg, som han tog alene på vandet. Morgenen efter fik jeg igen en sandart på 3,5kg efterfulgt af en drømmegedde på 11kg. Vi kører udelukkende med Westin Powercast W8 samt Westin W4 baitcasters. Det kører bare super godt, slutter han og tilføjer, at fiskene skal tilmeldes Westin Cup 2025, der afgøres den 30 juni.
– Efter sommerferien starter en ny stor konkurrence primo august, som vi løfter sløret for senere. Som altid deltager alle, der indsender fangstrapporter og artikler, i lodtrækningen om en fantastisk fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

Thomas med sin flotte gedde – og en smuk sandart fra Unnen. Øverst Rasmus med turens største sandart.
maj 23, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Daniel Stormly har haft et vildt spændende fiskeri over det sidste års tid – hvilket har kulmineret med en enorm dansk gedde, der er anmeldt til rekordudvalget som 133 cm og 17,6 kilo. Her får du med hans egne ord lidt om det sidste års fiskeri som optakten til den vilde fisk:
– Efter den første forfærdelige ekspedition igennem en meget upålidelig og risikabel kontakt var jeg nød til at tage afsted igen med en ven til Afrikas mørke hjerte i Congo’s jungle efter goliath tigerfish – det ultimative ferskvandsmonster, for at få en anden version af det udelukkende igennem lokale. Og det må man sige blev en succes med et ny udviklet setup til at kroge den nok sværeste fisk i verden at lande. Jeg endte med kun at smide én fisk, men som jeg så landede igen lige efter, hvilket indtil nu har været umuligt.
– Jeg fik både mange fisk og et monster, samtidig med, at vi landede det største haneksemplar nogensinde i det vildeste drama så tæt på overall verdensrekorden, der har stået i årtier. Det vender lidt op og ned på antagelserne om, hvor store GTF kan blive, for kan hannerne blive så store – så kan hunnerne sikkert blive endnu større end først antaget Det får mig til at tro på at hunnerne, som normalt er de største, faktisk kan nu ufattelige 100kg i den farlige, myteomspundne 4700km lange og op til 220m dybe flod, der er op til 25km bred.

Daniel Stormly med en af sine flotte goliath tigerfish taget på flåd og levende agn. Øverst ser du ham med sin fantastiske 133 cm gedde på 17,6 kilo, der er anmeldt som dansk længderekord. Gedden huggede på en gummiål i farven firetiger med en 2/0 trekrog forrest plus en stinger.
– Ligesom sidst var det stadig direkte vanvid, med folk der kom løbende med macheter selv på “politistationer” og vil hugge arme samt ben af folk. Stammekrig med nedslagtninger og nedbrændinger. Eksplosioner lige som vi kom væk fra området, hvor vi fiskede, da en høvding var blevet henrettet. Og vi skulle også lige en tilfangetagelse igennem til slut, inden vi nåede civilisation mødt af et fordrukkent korrupt militær i en bygningsruin, som ingen vidste eksisterede. Vi var under den afrikanske sol uden mad og drikke, og kiggende på en slidt AK-47 en halv meter fra mit hoved i alt for lang tid. Det er det hårdeste sted, jeg nogensinde har befundet mig fysisk og mentalt, da de kørte hård terror på én imens man bare bad for ikke at blive voldtaget.
– Heldigvis fik jeg lov til at betale latterlige 38€ til sidst i løsesum for vores allesammens frihed, og det er bare det, denne fisk nu en gang kræver, hvis du vil fiske præcis, hvor de store ér i floden. Men det er selvfølgelig aldrig det værd, når man sidder i situationerne og hyler, imens man tænker på dem derhjemme…
– Da jeg var kommet hjem og havde helet samt fået lidt psykologisk hjælp, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg var nød til at gå efter en stor hvid haj – det ultimative saltvandsmonster. Jeg fløj til den anden side af jorden til en ven for at forsøge, og der skete ting, som han aldrig selv har oplevet før. Vi blev begge skadet efter nærmest at være blevet revet i stykker af fisk, dobbelt så store som dem vi fik. Det føltes som om, at de var ved at brække alle knogler i min krop. Vi fiskede blandt andet ud over en klippeafsats, hvor en stor haj nærmest var ved at trække mig i havet, for vi ville selvfølgelig gøre det fra land – spændt fast til grejet for virkelig at kæmpe med samt håndtere monsteret selv. Det er i min optik federe end at fiske fra båd, hvor stangen sidder fast på båden, og man nærmest ikke kan røre fisken samt ender med bare at klippe wiren. Det ikke er mig. Lad os bare sige, at jeg blev revet rundt til grænsen af, hvad selv en stærk menneskekrop kan overvinde. Det var også nogle jævnt spændende afkrogninger, og jeg krogede samt mistede også mit mit livs fisk.

Daniel med en flot haj taget fra kysten på fiskeri med død agn fra land.
– Efter disse oplevelser over det sidste års tid, rendte jeg ind i det vildeste geddefiskeri i mit liv herhjemme over det sidste halve års tid op til og efter legen. Flere af de fisk, som jeg fik, er upublicerede, og de er kulmineringen af 10 års ufatteligt hårdt arbejde ved vandene. Jeg kan dog røbe, at der iblandt de mange giganter, som ligger i mit galleri og venter på, at jeg når til dem, blandt andet er den nye danske længde rekord gedde, jeg fangede i går. Fisken var 133,5cm samt 17,6kg – og er som sagt sendt ind til rekordudvalget, der holder sit næste møde i september.
– Jeg har allerede nu gjort alt det i mit fiskeliv, jeg har kunne drømme om – og mere til. Jeg har været overalt i landet fra øst til vest og syd til nord samt på samtlige større øer i jagten på storgedderne – både alle de kendte steder, men også mange uberørte og spændende nye vande. I min søgen efter store fisk, har jeg været i alle lande omkring DK, rejst mod alle retninger af planeten i jagten på monstre, samt skrevet historie som den eneste ekstremfisker, der både har landet den ultimative rovfisk i ferskvand og saltvand – goliath tigerfish og hvidhaj. Jeg gør det mit hjerte banker for, og jeg er kun lige er gået i gang. Alt det du har læst om her, kan du se meget mere om med egne øjne på min Instagram @apex_predator_passion. Noget er der allerede – andet er på vej til at blive publiceret, slutter han.
Daniel har i skrivende stund både fanget uofficiel rekord på put and take malle i Danmark samt nu også en potentiel længdegedde rekord. Godt gået. Han deltager som alle andre, der indsender fangstrapporter, gode historier og artikler – i lodtrækningen om en drømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.
maj 22, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Maj kan traditionen tro byde på et rigtigt godt geddefiskeri, hvor fiskene er godt sultne efter legen. En af dem, der har været ude og nyde det gode vejr på søerne er Michael Brøndum, som forleden – sammen med sine kammerater Michael og Kim – var på en hurtig eftermiddags- og aftentur på en af de sjællandske søer.
– Vi fiskede med levende karusser – nogle af dem fisket under flåd og andre fisket med et lod direkte ned i vandet på et langt fluorocarbonforfang med et dobbelt krogsæt. Det første stykke tid fik vi ikke noget, men hen under aften, da solen var ved at gå ned, fik vi den på seks kilo, som jeg holder øverst – og så fik min kammerat en anden på fem, samt en mindre.
– Alle fiskene huggede over 14 meter vand cirka 10 meter nede i vandsøjlen. Vi spinnefiskede også, men det gav desværre intet, slutter han og tilføjer at fiskene skal tilmeldes Westin Cup 2025.
Læs mere om Westin Cup 2025, hvor du hver måned kan vinde en valgfri lækker Westin W8 stang til en værdi af over 4.000 kroner.
Husk, at alle der indsender fangstrapporter og nye artikler i 2025 deltager i lodtrækningen om en superfed fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.
Læs meget mere om hvordan du fisker med levende agn – eksempelvis karusser – i bogen Geddefeber, som kan købe her (REKLAME).

En fantastisk aftentur med flex i solnedgangen, var hvad der ventede Michael Brøndum, da han tog på søen med sine kammerater.

Kim med en flot gedde fra turen.
maj 1, 2025 | Nyheder
Så kom den længe ventede geddepremiere, som betyder, at fra i dag af kan fiskeriet efter gedder genoptages, indtil de igen bliver fredet i midten af marts 2026. Brakvandsgedderne er dog stadig fredet indtil den 15 maj.
Efter legen plejer gedderne at være godt sultne og går ivrigt til stålet. Vær derfor særlig opmærksom på at få gjort hurtigt modhug, hvis der fiskes med agn – og i øvrigt medbringe hele arsenalet af krogløsere, så du kan lave en sikker og skånsom genudsætning. Læs meget mere om geddefiskerens værktøjer i artiklen Et kig i værktøjskassen her.
Fanger du en flot premiere gedde, så send meget gerne en kort beretning og et par gode fotos, som vi kan bringe her på fiskogfri.dk. Deltager du i Westin Cup 2025 med fisken, kan du måske vinde en lækker Westin W8 stang til 4000 kroner+ – og blandt alle der indsender fangstrapporter og nye artikler i 2025 trækker vi lod om en spændende fiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.
Tjek i øvrigt disse links som inspiration til den kommende tids premierefiskeri:
Få fede spinnetips til majgedder i denne video med Martin Millinge
Læs om lokalisering af gedderne i dette super gode interview med geddeeksperten Theis Kragh.
Få tips til en fed geddeflue her.
Tre tips til mosegedder
mar 12, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Forleden var jeg ude med invitationer til min datters konfirmation, men turen var selvfølgelig lagt sådan, at jeg lige kunne fiske en times tid på vejen, fortæller Morten Lykke Kjær. – Jeg ville fiske med flåd og en død skalle, og jeg fik lavet mit setup på trods af, at jeg havde glemt brillerne… Hvor der er vilje, er der vej.
– Jeg lagde skallen under flåddet ud langs sivene, og der gik maksimalt fem minutter, så begyndte flåddet at danse på vandet. Ja – tænkte jeg og ventede lige lidt med at give mit tilhug. Men – jeg nåede kun lige at mærke og se gedden kort, for den var ikke kroget rigtigt – øv.
– Den næste lille time her skete der ikke noget. Min alarm på telefonen ringede, for at huske mig på, at det var tid til at vende næsen hjemad. Nej – tænkte jeg. Jeg giver den lige 15 minutter mere som altid, men desværre blev det uden held. Jeg trak ind, men den fik liiiige et kast ud midt i søen, hvor jeg trak den ligeså stille ind. Da jeg nåede sivkanten, gav jeg den 20 sekunder, og jeg nåede lige at tælle til 20, så gik flåddet sgu under. Kort efter havde jeg landet en fin gedde, som blev genudsat. Fedt – så er art nummer 8 i hus på årets artsjagt, slutter han.
Læs mere om Westin Cup 2025 her. Hver måned har du som deltager chancen for at vinde en Westin W8 stang til en værdi af 4000 kroner.
feb 16, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Forleden tog Magnus Jørgensen og hans makker Malthe Andersen fra Team Sportex ud til et sats i et vand, som de havde prøvet et par gange før: – Vi startede ud med at spinnefiske med vores Sportex Black Arrow Musky G4 stang, hvilket hurtigt resulterede i en række fine fisk op til meteren og omtrent otte kilo på Line Thru Roach.
– Efter nogle timer skiftede vi over til at flådfiskeri med levende agn, hvilket resulterede i yderligere en række fisk på land, og Malthe sluttede med en rigtig fin rogntung dame på 11,7kg og lidt over de 110 centimeter. Alt i alt en skøn februar dag, hvor fiskene var i hugget!
Du kan følge de to geddespecialister kan du følge på deres instagram @wildwestfishing .
feb 6, 2025 | Nyheder
– For mit vedkommende er 2 ugers ferie lige startet her i februar, og det betyder selvfølgelig, at jeg skal ud og fiske gedder med fluestangen i hånden, skriver Johannes Thorbjørn Hansen. – Den første dags fiskeri gik meget stille og roligt i de første timer, uden nogen form for aktivitet. Pludselig strammede linen op, og jeg satte krogen i noget tungt.
Der kom ingen hovedrysten og fluen flyttede ikke på sig – jeg havde fået et massivt bundbid… Det var først, da der kun var to timers lys tilbage, at jeg fik knækket koden. Jeg skiftede til en nybunden flue som skulle imitere end doven suder eller rudskalle. Det første hug kom ret hurtigt og efter 1 times fiskeri havde jeg fanget 3 små gedder og bommet 2, hvoraf den ene havde noget størrelse.
– I det sidste lys skiftede jeg igen tilbage til en hvid/sølv flue, men jeg mærkede ikke mere efter det. Næste dag tog jeg ud igen med en viden om hvor fiskene højst sandsynligt stadigt var, med en flue som jeg ved kunne fange dagen forinden. Der gik heller ikke mere end en time, før jeg havde det første hug, men det var dog kun en lille en.
– Jeg drev ca. 30-40 meter, og pludselig satte jeg krogen i noget tungt. Fluen stod igen helt stille, men begyndte stille og roligt at stige mod overfladen. Lidt ligesom når man krogen en kæp. ”Kæppen” begyndte dog lige pludselig at bevæge sig en mærkelig vej, og der blev jeg klar over, at det var en stor fisk, jeg havde kroget. Den stillede sig under flyderingen, og gjorde sig tung – og når jeg fik hevet den mod overfladen, så svømmede den bare ned af igen. Den tog nogle tunge udløb, hvor jeg ikke kunne stoppe den, og efter en god fight fik jeg håndlandet fisken.
– Opmålingen sagde 106cm og vejningen 9,3 kg, så efter flere år nu, har jeg f¨ået en ny PR-gedde på flue. Efter et par billeder kunne den svømme stærkt videre igen.
Efterfølgende fangede jeg 2 gedder på omkring de 80 og havde nogle hug, slutter Johannes, som du kan følge på Instagram her.
Læs om Johannes kæmpegedde på spin på over 17 kilo her.