– Tredje gang er som sagt lykkens gang – og håbet samt troen på at fange en rigtig stor fisk denne gang var som altid stor! Sådan lyder det fra Ole Nørskov.

– Jeg ankom til Pierre Monjarret og Luca Nardins lodge lørdag eftermiddag, hvor de to andre grupper allerede var ankommet. Vi faldt hurtigt i snak om grej, fisk, forventninger og erfaringer fra søen. De foregående gange har jeg haft rigtig godt fiskeri og fanget en del fisk over meteren, men ingen over 110 cm – endnu.

– Den første dag på vandet bød på godt fiskeri, og fiskene virkede til at være på finnerne. Efter morgenens fine fiskeri døde det dog ud, og vi endte med 12 fisk i båden op til 94 cm. Det var en god start, og jeg var overbevist om, at de store fisk nok skulle komme.

– Dag to startede som dag ét – fiskene var aktive i morgentimerne, men derefter blev de meget træge og fulgte blot efter vores agn. Guiden besluttede derfor at skifte til et andet område i håb om at finde nogle mere aktive fisk. De første drev gav ingenting, så vi flyttede spot igen. Jeg havde fisket det meste af dagen med en Miuras Mouse med paddletail i en naturlig farve, så jeg skiftede til en orange Miuras Mouse med dobbelttail – Derg Whisperer – i håbet om at provokere gedderne til hug.

– Jeg lavede et langt kast og rullede langsomt ind. Som altid fiskede jeg helt ind til båden, da gedder nogle gange følger helt med ind til bådsiden. Jeg fik øje på agnen, som langsomt nærmede sig båden, og jeg var lige ved at gøre klar til det næste kast, da en rigtig stor fisk inhalerede agnen lige ved siden af båden! Med en blokeret bremse og kun én meter line til en meget arrig fisk begyndte en nervepirrende fight. Fisken fræsede rundt om frontmotoren et par gange, og jeg måtte lægge fuldt pres på for at styre hende uden om motoren. Men hun var ikke færdig endnu og tog derefter et par vilde udløb, inden vi sikkert kunne lande hende i nettet.

”Very big fish! Well done!”, udbrød guiden. – Jeg vidste med det samme, at hun kunne være over 110 cm – og målebåndet bekræftede min mistanke! Hele 111 cm – hvilken fantastisk fisk, som gav mig den vildeste fight nogensinde. En fisk jeg aldrig vil glemme! Mine forventninger til turen var allerede blevet opfyldt – og vi var kun på dag to!

– De efterfølgende dage bød på svært fiskeri, men vi formåede dog at fange to fisk over meteren og en del i 90’erne. Alle fisk blev fanget på hjemmelavede releaserigs inspireret af Jens Bursells bog Geddefeber. Alt i alt en svær, men god uge i Irland. Kommer jeg tilbage? Helt sikkert!

Læs mere om Pierre Monjarret og Luca Nardins lodge her.

 

Hvidovre Sport
    Friluftsland

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This