Når vandtemperaturerne begynder at falde, kan man opleve dage, hvor gedderne smider alle hæmninger, men mere sandsynligt vil man opleve fiskene i et lunefuldt og umedgørligt humør. Her er det kun den mest livligt lokkende flue, som kan udløse det forløsende hug. Worm Fly er et godt bud.
AF RASMUS OVESEN
TRADITIONELLE GEDDEFLUER bundet på store rigide geddefluekroge er som regel kun rigtigt levende i vandet, hvis de forsynes med en uforholdsmæssigt lang hale. De lange haler giver fluen både masse, fylde og livlighed, men på et punkt er de problematiske – de medfører som regel en masse mistede hug. Problemet med de lange haler består i, at gedden – når den sætter et af sine famøse bagholdsangreb ind – tit og ofte kun får fat i halen, hvor der af gode grunde ingen krogningspotentiale er. Særligt i efteråret forekommer dage, hvor dette sker fortvivlende ofte, og så er det nødvendigt at tænke i nye baner.

Med en rygrad som en orm er Worm Fly fleksibel og bevægelig som få andre geddefluer. De fine og bløde kaninskindshår gør fluen ekstremt pulserende i vandet. Her er to varianter i skrigende farver, der er tænkt som provokationsfluer.
Worm Fly – en fantastisk flue af kaninskind
Kaninskindsfluen Worm Fly er et bud på en flue – eller en fluetype, som både har den nødvendige fylde og livlighed til at lokke det sene efterårstræge gedder til hugget, og som samtidig bibringer fluefiskeren muligheden for at kroge selv den mest forsigtige gedde.
Den skiller sig ud i forhold til traditionelle geddefluer idet, den er den bundet på flettet nylon, og fordi den kan forlænges efter behov, uden at det nødvendigvis medfører forringede krogningsegenskaber. Selve krogen monteres helt i enden af den flettede nylon, og dette gør, at man på de efterårsdage og tidlige vinterdage, hvor gedden hugger forsigtigt bagfra, har gode krogningsmuligheder uanset fluens længde. Muligheden for at forlænge fluen efter behag og lune er i sig selv en oplagt fordel, men fluens mest åbenlyse fortrin er, at den ikke har den samme rigide krogwire rygrad som mere traditionelle geddefluer.
Dette betyder, at fluen er relativt let, og at den kan vride, sno og orme sig forførende hjem under hele indtrækningen.
Ål er et eftertragtet bytte for gedde
Gedder med forkærlighed for mindre ål er særligt oplagte at forfølge med en Worm Fly. Men selvom fluen kan gå for at være en imitation af en ål, er den mest at alt tænkt som en trigger-flue – altså en flue, der med sine inciterende bevægelser lokker og pirrer efterårstræge gedder til hugget. En action disc foran kan gøre fluens gang endnu mere slangende og forførende, men i sig selv erWorm Fly utroligt levende – selv ved meget langsom indtrækning. Og det er en betragtelig force, når der skal fiskes gedder i det sene efterår, hvor drastisk faldende vandtemperaturer for alvor begynder at influere på fiskenes fødeindtag og adfærd. Lette og svævende fluer, der ser spillevende ud, selv når de hjemtages allermest langsommeligt er vitale, for gedderne økonomiserer med energien i større og større omfang.
De slår ofte kun ud efter bytte dyr, der enten er inden for umiddelbar rækkevidde, eller som virker lette at klappe kæberne sammen om – fx de sårede byttefisk. Til disse fisk er Worm Fly fremragende. Den kan nemlig fiskes hjem i små, kontante ryk kombineret med lange kunstpauser – alt sammen uden at den bevæger sig for hastigt ud af geddens hugzone eller på noget tidspunkt virker livløs.
Sådan binder du Worm Fly
Worm Fly kan naturligvis bindes af et væld af forskellige materialer, men fluens manglende rygrad bevirker, at især zonkerstrips er brugbare. De kan nemlig uden videre tørnes omkring fluens inderfundament af flettet nylon, og derudover har de den uomtvistelige fordel, at de er utroligt levende og pulserende i vandet.
Især cross-cut kaninstrips er brugbare, og så er det en rigtig god idé at tørne zonkerstrips’ne, så hårene peger fremefter og ikke bagud, sådan som man normalt vil have en tendens til at gøre. Det giver fluen størst mulig fylde og liv i vandet, og modvirker en ellers kedelig tendens til, at fluen blot falder sammen i vandet.
Materialer til Dusty White Worm Fly
Bindetråd: Rød Uni-Thread 6/0
Krog:Mustad Big Game Light #2-4
Hale: Rød marabou og guldfarvet Angel Hair
Krop: Crosscut kaninstrip
Rib: Kevlar tråd
Fronthackle: Coc de Leon hanesaddel

1: Krogsættet, som Worm Fly bindes på, laves af Golden Marlin flettet monofil, som også bruges som bagline og forfangsloops. Med en tråder laves et øje i front, som herefter sikres med bindetråd. Hernæst føres et gummirør op af den flettede line og en enkelt krog monteres i et nyt loop helt bagerst. Afslutningsvis trækkes gummirøret ned over krogskaftet for at beskytte samlingen, og selve loopet forstærkes med lidt bindetråd.

2: Som det allerførste bindes fluens relativt korte hale af marabou og Angel Hair ind. Herefter fæstnes kaninstrip’en og den kraftige kevlartråd, der senere skal bruges som forstærkende rib. Den er vital med henblik på at sikre, at kaninstrip’en ikke glider op og ned af selve krogsættet under praktisk fiskeri. Uden den vil kaninstrip’en alt for hurtigt blive revet itu af gedderne. Og så falder fluen helt og aldeles fra hinanden. Med en rygrad som en orm er Worm Fly fleksibel og bevægelig som få andre geddefluer. De fine og bløde kaninskindshår gør fluen ekstremt pulserende i vandet. Her er to varianter i skrigende farver, der er tænkt som provokationsfluer.

3: Nu tørnes kaninstrip’en stramt og tæt fremefter så de enkelte hårfibre peger fremefter mod fluens front. Som afslutning tørnes kevlartråden igennem kaninhårene fremefter til fluens øje, hvor man eventuelt kan afslutte med et lille fronthackle af rød marabou.










