Nyt vand gav store geddemadammer

– Vi var to kammerater, som havde planlagt en tur efter gedder i det kolde vejr, fortæller Nikolai Lindholm. – Der var ”låg” på de fleste fiskevande, hvilket gjorde mulighederne få. Men vi fandt dog et vand, som vi ikke havde prøvet før. Vi mødtes tidligt for at få første valg på pladserne, men det viste sig dog ikke at være tidligt nok, da et par fiskere var ankommet lige før os. Vi placerede os et stykke fra de to første fiskere, som vi fik en rigtig god snak med i løbet af dagen.

– Planen var, at fiske med levende agn fra land præsenteret lige over bunden. Det var et stykke tid siden, vi sidst havde fisket på denne måde, så rigs og teknik skulle lige genopfriskes. Det var åbenbart ikke en hindring for gedderne, for vi nåede knap at få stang nummer 2 i vandet, før der var fisk på den første. Og sådan fortsatte det stort set, indtil alle stængerne var sat. Næsten hver gang vi havde sat en stang, var der hug på den stang, vi havde sat lige forinden. Så de første par timer var meget hektiske, og der var fuld smæk på adrenalinen. 

– De første par hug resulterede i et par flotte gedder på henholdsvis 6 og 7.5 kg. Selvom vi var meget tilfredse med sådan en start, blev det snart meget bedre! Vi snakkede begge om, at det nok var svært at finde større fisk især i nye vande, man ikke havde fisket før. Men dog viste de endnu større gedder hurtigt interesse, og de to følgende hug gav to gedder på intet mindre end 9 og 9,5 kg. Jamen så var dagen ligesom startet, og kunne faktisk ikke blive bedre. Alligevel var Nikolai hurtig, da den næste bidmelder bimlede, og han hev på lidt dramatisk vis en gedde på hele 10,3 kg! Og alt dette skete inden for de første tre timer af turen!

– Vi havde bestemt at fiske hele dagen, da vi begge havde en længere køretur hjem. Dette hjalp dog ikke på fiskeriet, da det efter en vild morgen stilnede af. Men man skulle være et skarn for ikke at være mere end tilfreds med dagens udbytte! Alle fisk blev selvfølgelig genudsat på bedste vis.

 

Friluftsland

 

Nikolai Lindholm med en af de flotte gedder

Hvidovre Sport

EN GEDDE MED HANG TIL GUMMI

– For et par dage siden var jeg taget ud på min lokale sø for at fiske efter aborrer, fortæller Adam Snarski. – Vejret var smukt, det var 4 grader varmt – og der var ingen vind. Jeg begyndte at fiske i 10 meters dybde med gummijigs. Da der var gået to timer, havde jeg fanget 20 aborrer, men de var alle sammen små. Jeg begyndt at tvivle lidt på, om vejret mon var for godt. Efter seks timers fiskeri var mønsteret det samme – blot med 30 mindre aborre og 2 små gedder.

– Da klokken var 15, tænkte jeg at gøre et sidste forsøg på at få en lidt større aborre – og skiftede derfor til en ny jig, der var cirka 10 centimeter lang. På ekkoloddet kunne pludselig jeg se noget, der lignede en gedde, som stod bag en gruppe af aborrer – og jeg fik heldigvis kastet, så den dalede helt perfekt ned foran den. Kort tid efter fik jeg et stenhårdt hug, og efter en kort kamp kunne jeg lande en gedde på 105 centimeter. Efter at have målt og taget fotos vendte fisken tilbage til vandet i god stand. Gedden blev fanget på en Savage Black 9-32 grams stang med et Daiwa Legalist 3000 hjul flydt med 0,16 fletline.

 

drømmerejse iFish Travel

Hvidovre Sport

GIGANTISK GEDDE FRA ISEN

– Mine venner Rasmus og Filip Nilsson samt jeg stod op klokken fire om morgenen, for at være på isen da det gryde, fortæller svenske Hampus Benjaminsson til Fisk & Fri. – I pandelampernes skær riggede vi stængerne op, og da det første morgengry kom, monterede vi vores skaller på taklerne.

– Allerede 10 minutter efter, at alle stængerne var sat, kom det første hug. Det viste sig hurtigt at være en virkelig stor fisk, som leverede en heftig fight med mange udløb. Den hårde fight endte heldigvis med, at vi til sidst kunne løfte storgedden op igennem hullet og bryde ud i glæde!

– Kæmpegedden, der viste sig at veje 17,2 kilo og være 127 centimeter lang, blev behandlet godt og kom hurtigt retur i vandet uden at røre isen. Det var en helt magisk oplevelse for os, som vi nok aldrig kommer til at glemme, slutter Hampus sin beretning fra den svenske sø.

– Du kan følge Hampus og Rasmus på Instagram på ClickBait FishingCrew og Filip på toarpsfishingcrew.

 

Geddefeber

Hvidovre Sport

EN VILD DAG MED TO STORGEDDER FRA ISEN

– Vi har netop haft en dag på isen, som vi nok aldrig kommer til at glemme, fortæller svenske Emil Olsson på 31 år, der har været på tur med de to yngre gutter Valter Åström på 11 år og Jonas Lindberg på 23 år et sted i svenske Hälsingland tæt på byen Edsbyn.

– Vi fiskede med døde agnfisk fra isen og på magisk vis fik vi hele to storgedder på den samme tur. Jonas lagde ud med den første på hele 123 centimeter og 14 kilo, og efter en vild kamp på 10 minutter med rystende ben, kunne vi lande fisken gennem hullet, hvorefter vi tog et hurtigt foto og genudsatte den smukke, store fisk.

– Og så var det Valters tur, eftersom han naturligvis ikke kunne have siddende på sig ikke at have fanget den største… Blot 45 minutter efter den første drømmefisk, kunne han trække en endnu større kæmpegedde op igennem hullet i isen. Fisken var 125 centimeter og vejede 14,3 kilo. Dette bliver helt sikkert en fiskedag vi vil huske til vi kommer i graven. Alt i alt en dag med masser af grin, glæde, nervøsitet og adrenalin, slutter han.

I Danmark er isen langt de fleste steder ikke tyk nok til isfiskeri, så lad dig ikke friste, før isen er blevet markant tykkere og stærkere, end den er nu. Normalt plejer man at sige, at den skal være mindst 13 centimeter og gerne 15 centimeter, før man bør begive sig ud på den.

Husk at isen ofte er tyndere inde ved land samt på steder, hvor der er strøm – fx over banker og toppe. Undgå altid områder på isen der ser ”mærkelig ud” – dvs adskiller sig i farve og tekstur fra resten af isen. Grus og råstofgrave kan være særligt farlige, blandt andet fordi der ofte siver kildevand på 7-8 grander ud langs kanterne, hvilket medvirker til ofte at gøre isen mere usikker her. Gå aldrig på isen uden vigtigt sikkerhedsudstyr som fx issyle, der gør at du kan trække dig op, hvis du falder i. Tilsvarende er tørdragt og redningsvest altid en god ide, når du er på isen.

 

Daiwa Open 2025

 

JOnas Lindberg med sin flotte 14 kilos gedde taget fra isen på død agn.

Jonas Lindberg med sin flotte 14 kilos gedde taget fra isen på død agn. Øverst ses Valter med sin 14,3 kilos gedde.

Hvidovre Sport

ÅRETS FØRSTE GEDDE PÅ LINE THRU TROUT

– Søndag blev der dømt geddefiskeri i den lokale sø, fortæller Lars Laursen. – Søen har hele efteråret været relativt klar med en sigt på over to meter, men efter en del nedbør var sigten i søen i søndags faldet til 50 centimeter. Helt ærligt, så troede jeg, at det ville blive en nul-tur, da vi kun havde spinnestænger med.

– De første par timer sker der ikke rigtigt noget andet end, at vejret er flot med ingen vind. På midten af søen er der ikke noget liv, så vi prøver inde mod kanten. Jeg fisker med min “Fitness-stang” og en 93 grams Line Thru Trout i orange/hvid. Det er lidt tungt at kaste med, men den agn går bare så frækt. Den har i øvrigt givet mig tre gedder over 9 kilo siden 1. maj 2019.

– Jeg kaster ud igen. Plask siger det, da agnen lander på den stille overflade. Så får den tid til at synke, hvorefter jeg lige så stille spinner ind afbrudt af et par spinstop. Pludselig kommer hugget:

– Stangen, der er ret stiv, bøjer, og der er en tung fisk for enden af linen. Efter lidt pumperi kommer fisken i overfladen. Det er en fin gedde på 7-8 kilo, anslår vi. Den har slugt krogen, så den skal en tur op i båden. Efter et par udløb i det kolde vand kommer gedden op i båden. Da den ligger på dørken, kan jeg se hvor dyb den er. Det er helt sikkert en gedde over 8 kilo. Vægten siger 10.8 kilo, og den er 105 cm. lang. Dagen gav ellers fire mindre gedder op til 4 kilo til min makker Stef, som brugte mindre gummiagn, slutter Lars. 

 

Tradera

Hvidovre Sport

ÅRETS FØRSTE GEDDE OVER METEREN

– Jeg havde planlagt en hurtig tur med kastestangen efter gedder, men da mit arbejde tager meget af min fritid, så var der kun lige tid til en god times fiskeri, fortæller Mads Davidsen. – Men – det var også alt rigeligt til at få en lille håndfuld flotte gedder. Der gik ikke mere end fem minutter, før den første huggede på min Savage Gear 3D Craft Trout Pulsetail. Det var en rigtig flot gedde på lige under meteren og vel ca. syv kg, så allerede der var turen reddet.Der gik noget tid uden noget aktivitet kun afbrudt af et par mindre fisk, men lige før solen gik ned, havde jeg en god stor fisk, der huggede og fik søen til og gynge. Men nej – den ramte desværre ikke, så den fik selvfølgelig et kast mere, og den her gang kom den i en stor bølge og inhalerede min Trout Pulsetail. Jeg fik den hurtigt ind og målt til 103 cm, samt kunne konstatere at det var årets første gedde over meteren. Alt i alt en helt perfekt lille fisketur. Knæk og bræk alle sammen.

drømmerejse iFish Travel
Hvidovre Sport

GEDDER I DEN SIDSTE ISFRI VÅGE

– Vi stod tidligt op og mødtes ved en privat sø, hvor vi har fået lov til at fiske i, fortæller Jesper Ambo & Thomas Jensen. – Det tager ca 10 minutter at gå til søen med båden på traileren, desværre var der is på hele søen… Fuck tænkte vi og tog en hurtig beslutning om at pakke det hele sammen og prøve en anden sø i stedet. Men her tog vi tog fejl igen…

– Denne dag var bare dømt til at gå galt, men vi prøve alligevel og fandt hurtig ud af, at vores Limbo jolle kunne bryde isen. Så sejlede vi ud midt på søen, hvor der var 4-500m2 hul i isen, og her blev vi med tre stænger til død agn og to stænger med spin. Der gik tre timer uden et hug, men så fik jeg et hug. En lille trekilos gedde kom op, og blev hurtigt afkroget samt genudsat. Min makker Thomas fik et godt hug på den ene agnstang, men lykkedes ikke med at kroge den. Jeg besluttede så at kaste mit Abu garcia Toby 60g blink i vandet, og farven holder jeg hemmelig…nej det var kobber farvet. Jeg gav nogle små ryk med stangen hen over bunden , og så var der gevinst. Dette hug var helt klart ikke som første fisk, men alligevel virkede den sløv. Den tog nogle rigtig tunge udløb, og jeg sagde til makkeren, at den kunne godt være stor den her. Og ganske rigtigt. Da hun kom til overfladen, skreg vi begge skreg som to små skole drenge, der havde set et par bryster for første gang. Jeg var straks klar over, at det var min nye PR. Vægten var 10,3 kg og den målte 109 cm samt var i rigtig god stand.

– Vi tog et par billeder, og så blev hun blev genudsat. En dårlig start på dagen blev altså hurtigt overskygget af den ene kæmpe, som fik de to ældre drenge til at smile resten af dagen. I alt fik vi tre gedder.

 

drømmerejse iFish Travel

 

gedde

 

 

Hvidovre Sport

133 CENTIMETER GEDDE NAKKER SOFTBAIT

Her den anden dag kunne vi på fiskogfri.dk vise en gigantisk 131 centimeters gedde taget af hollandske Hugo Hegman. Her får du lige hvad hans kammerat Simon Torenbeek opgraderede med at fange:

– Blot uger efter Hugo fik sin enorme 131 centimeters gedde var det tid til at komme på vandet igen. På min sidste tur havde jeg mistet en stor 120 centimeter+ fisk, så det var meget belejliget med en revanche. I løbet af aftenen spottede jeg en stor fisk på loddet, og det lykkedes mig at få båden placeret perfekt over fisken, hvorefter jeg sænkede min Berkley Vamper Brown Bleak på 22 centimeter med et 80 grams jighoved lige ned over fisken. Efter nogle små nøk indhalerede den agnen med det samme – og så brød helvedes løs. Jeg har aldrig fanget så stærk en fisk – og heldigvis fik vi det hele på video! Tak til Swenn og Hugo som jeg kunne dele denne fantastiske oplevelse med.

 

Daiwa Open 2025
Hvidovre Sport

STORGEDDE NAPPER SKALLE

– Det hele startede med, at jeg fik booket båd til lørdagens planlagte fiskeri, fortæller Allan Larsen. – Jeg havde sørget for, at der var friske agnfisk i karret, men så kom meldingen fra metrologerne med sne og hård frost. De lovede helt ned til -10 grader og ingen vind, så jeg var klar over, at måske ville der være is på søen, når jeg skulle ud.

– Nå men det blev lørdag morgen, og gudskelov det blev ikke så koldt, som de havde lovet. Klokken var 08.00 om morgenen. Jeg kørte langs med søen og kiggede. Der var heldigvis ingen is på, og der var spejlblankt vand. Jeg fik rigget båden til og sejlede ud på søen cirka 08.45, hvor jeg blev jeg mødt af en kæmpe flok skarv i å-udmundingen, hvor de tog godt for sig af mindre fisk. Jeg havde planlagt mit fiskeri, der skulle forgå i et specielt område af søen. Jeg ville fiske med fire stænger: To bundstænger og to med paravaner højt i vandet. På bundstængerne fiskede jeg med mindre skaller, og paravanerne blev fisket med rimter i 400-600 grams størrelsen.

– Metrologerne havde lovet solskin senere på dagen, hvilket er perfekt til, at de store gedder måske ville rejse sig fra bunden og stille sig i mellemvandet. Hvis det nu skete, ville det kunne blive en af de dage, hvor de ville jage højt i vandet. Nå men jeg ankom til mit planlagte spot, og yes – der kom store bananer på skærmen.

– Jeg fik sat mine stænger, hældt en kop kaffe op og fundet madpakken frem. Solen var kommet godt frem nu, og vandet var krystal klart. Imens jeg drak min kaffe og spiste min mad, holdt jeg godt øje med mine stænger. Paravanerne ”blev urolige”, hver gang jeg sejlede ind over et af mine waypoints. Til at starte med kunne jeg ikke se nogen store fisk i vandet, men jeg ved, at rimterne reagerer ikke sådan, med mindre der er rovfisk i nærheden. Jeg tog et træk mere over spottet.

– Pludselig så jeg en stor fisk, der havde rejst sig fra bunden og kom hurtigt mod overfladen, hvorefter den ene paravane røg under for fuld skrald. Jeg fik hurtigt givet modhug, og jeg kunne med det samme mørke, at det her var en rigtig god fisk. Fighten gik stille og roligt i gang med langsomme, men dybe dyk mod bunden – op til flere gange. Nu kom fisken stille og roligt op til overfladen, og der var ingen tvivl, at dette var en flot gedde over de magiske 10 kg. Jeg fik nettet hende og hurtigt afkroget den, da hun kun var kroget meget yderligt. Hun blev vejet hurtigt på to forskellige vægte: Gedden var 10,60 kg, og målte 114 cm. Herefter blev hun sat i vejeslyngen ved bådsiden, så hun kunne komme til hægterne, imens jeg ventede på, at der kom en anden fisker, som jeg havde ringet til for at tage et par hurtige fotos. Anders var der hurtigt og fik taget billeder. Så fik den store geddedamme sin frihed igen samt svømmede stille og roligt mod bunden igen.

– Det var bare en af de dage, hvor alle de ting lykkes, som man havde planlagt hjemmefra. Eller sagt på en anden måde – en dag, der ikke vil gå i glemmebogen. Det blev desuden også til fisk på 5,1-6,2-7,1 og 7,5 kilo.

 

Tradera

 

 

Hvidovre Sport