– Det hele startede med, at jeg fik booket båd til lørdagens planlagte fiskeri, fortæller Allan Larsen. – Jeg havde sørget for, at der var friske agnfisk i karret, men så kom meldingen fra metrologerne med sne og hård frost. De lovede helt ned til -10 grader og ingen vind, så jeg var klar over, at måske ville der være is på søen, når jeg skulle ud.

– Nå men det blev lørdag morgen, og gudskelov det blev ikke så koldt, som de havde lovet. Klokken var 08.00 om morgenen. Jeg kørte langs med søen og kiggede. Der var heldigvis ingen is på, og der var spejlblankt vand. Jeg fik rigget båden til og sejlede ud på søen cirka 08.45, hvor jeg blev jeg mødt af en kæmpe flok skarv i å-udmundingen, hvor de tog godt for sig af mindre fisk. Jeg havde planlagt mit fiskeri, der skulle forgå i et specielt område af søen. Jeg ville fiske med fire stænger: To bundstænger og to med paravaner højt i vandet. På bundstængerne fiskede jeg med mindre skaller, og paravanerne blev fisket med rimter i 400-600 grams størrelsen.

– Metrologerne havde lovet solskin senere på dagen, hvilket er perfekt til, at de store gedder måske ville rejse sig fra bunden og stille sig i mellemvandet. Hvis det nu skete, ville det kunne blive en af de dage, hvor de ville jage højt i vandet. Nå men jeg ankom til mit planlagte spot, og yes – der kom store bananer på skærmen.

– Jeg fik sat mine stænger, hældt en kop kaffe op og fundet madpakken frem. Solen var kommet godt frem nu, og vandet var krystal klart. Imens jeg drak min kaffe og spiste min mad, holdt jeg godt øje med mine stænger. Paravanerne ”blev urolige”, hver gang jeg sejlede ind over et af mine waypoints. Til at starte med kunne jeg ikke se nogen store fisk i vandet, men jeg ved, at rimterne reagerer ikke sådan, med mindre der er rovfisk i nærheden. Jeg tog et træk mere over spottet.

– Pludselig så jeg en stor fisk, der havde rejst sig fra bunden og kom hurtigt mod overfladen, hvorefter den ene paravane røg under for fuld skrald. Jeg fik hurtigt givet modhug, og jeg kunne med det samme mørke, at det her var en rigtig god fisk. Fighten gik stille og roligt i gang med langsomme, men dybe dyk mod bunden – op til flere gange. Nu kom fisken stille og roligt op til overfladen, og der var ingen tvivl, at dette var en flot gedde over de magiske 10 kg. Jeg fik nettet hende og hurtigt afkroget den, da hun kun var kroget meget yderligt. Hun blev vejet hurtigt på to forskellige vægte: Gedden var 10,60 kg, og målte 114 cm. Herefter blev hun sat i vejeslyngen ved bådsiden, så hun kunne komme til hægterne, imens jeg ventede på, at der kom en anden fisker, som jeg havde ringet til for at tage et par hurtige fotos. Anders var der hurtigt og fik taget billeder. Så fik den store geddedamme sin frihed igen samt svømmede stille og roligt mod bunden igen.

– Det var bare en af de dage, hvor alle de ting lykkes, som man havde planlagt hjemmefra. Eller sagt på en anden måde – en dag, der ikke vil gå i glemmebogen. Det blev desuden også til fisk på 5,1-6,2-7,1 og 7,5 kilo.

 

Hvidovre Sport

 

 

    Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This