HAVØRRED: DE BEDSTE VINTER KYSTPLADSER PÅ SYDVESTFYN

Hvis du er en af dem, der holder af at hoppe i de tykkeste uldsokker for at jage sølvet om vinteren, ja så er Fyns kyster et glimrende valg, når det kommer til givtige pladser i en kold tid. Følg med Simon Gad, og øg dine chancer for at finde de fisk, der kan give varmen på selv den koldeste vinterdag.

 

AF SIMON GAD, FOTOS: DAVID NIELSEN, GORDON P. HENRIKSEN OG SIMON GAD

 

NÅR SNAKKEN GÅR OM FYN, så breder der sig gerne et optimistisk smil og et sagligt blik i folks ansigter. På Fyn er der nemlig gode chancer for at fange havørreder året rundt, og man kan ikke snakke om, at fiskeriet topper på bestemte tidspunkter af året. Det afgørende er at kende sine fiskepladser godt, og vide hvornår de holder på havørreden. De følgende pladser er kendte for deres fremragende vinterfiskeri, men kan selvfølgelig også fiskes med fordel på andre tider af året. Så det er bare på med vanterne, de lange underbukser og elefanthuen – for nu går turen til de fynske kyster i de kolde og klare vintermåneder.

 

Tradera

 

Der er et eller andet særligt smukt over vinterens blanke havørreder.

1) Det kan ikke gentages for mange gange. Små lyserøde rejefluer fanger fisk i den kolde tid! 2) Der er et eller andet særligt smukt over vinterens blanke havørreder.

Efter havørred på kysten i Helnæsbugten

Helnæs Bugten er en meget stor bugt, der skærer sig ind i landet. Fra grænseområdet mod syd ved Horneland løber Lillebælt ind i bugten, som herefter skærer sig vej mod den idylliske landsby Falsled mod øst og til den prægtige halvø Helnæs, der endelig omkranser bugten mod vest. Når jeg nævner Helnæs Bugten i forbindelse med et fremragende vinterfiskeri, skyldes det, at en række betingelser er opfyldt. For det første er der en lang række å udløb i området, som har en god opgang af havørreder. Særligt Hattebæk og Haarby å er storleverandører af fynske havørreder, der skal sikre fremtiden. Det siger sig selv, at disse åer kalder på de havørreder, der skal op for at gyde, men i kølvandet på disse havørreder kommer grønlænderne og de store overspringere, som gerne følger med mod åerne.

De store gydetræk foregår allerede i efterårsmånederne, men grunden til, at det er interessant for havørred jægeren i den kolde tid, er at det ferske vand fra å udløbende holder på havørreden vinteren igennem. Det hører også med, at Helnæs Bugten er forholdsvis lavvandet, og det kan godt have en afgørende betydning for fiskelykken. En temperatur stigning på 1-2 grader kan gøre forskellen på succes og fiasko, hugperioder eller inaktivitet.

Afslutningsvis er en stor del af bunden i Helnæs Bugten meget sandet, og det er netop den type bund, som havørrederne søger mod i de kolde perioder.

 

De bedste vinterpladser til havørred på Sydvestfyn.

De bedste vinterpladser til havørred på Sydvestfyn.

Kystfiskeri efter havørred på Kalvøre

Kalvøre er den første plads i Helnæsbugten og ligger på Horneland mod syd. Geografisk er det en lille plads, men fiskeriet derimod kan være rigtig fint, og rammer man ind i en stime grønlændere, kan fiskeblodet for alvor komme i kog. Kør mod Faaborg, videre mod Bøjden og parker på færgehavnen. Pladsen ligger umiddelbart nord for færgehavnen og efter at have pakket ud, forceres et mindre overdrev, som fører ud til kysten.

Fiskeriet starter mod højre neden for molen og pladsens første hotspot er de første 100 meter af kyststrækningen. Der kan være rigtig giftigt netop her, og det er der en god grund til – nemlig færgen, der har sin daglige pendulfart mellem Fyn og Als. Den har for det første skabt en stor dybde inde under land, og netop på de første 100 meter har du muligheden for at nå ud over dybderne. For det andet har færgen den positive effekt på fiskeriet, at den hver gang den lægger fra land, hvirvler en masse fødemateriale op fra bunden. De første fem ti minutter efter at færgen har forladt havnen, skal man virkelig være på mærkerne for der kan fiskeriet eksplodere.

Jeg har selv ved flere lejligheder oplevet aktivitet netop på disse tidspunkter, hvorefter det langsomt er ebbet ud igen. Kysten går nu i en blød bue ind mod en lille lerskrænt og videre ud mod en pynt, der skal betragtes som pladsens andet hotspot. Der kan ikke vades særligt langt ud, men der er også i perioder en fin strøm herude samt en herlig bund, der lokker havørreden helt tæt på land. Bombardafiskeri med en lyserød Glimmerreje, Flammen, Juletræet eller Pattegrisen for enden af forfanget er oplagt. Der er også gode forhold for fluefiskeren, som har god plads til sit bagkast – men skal man spinnefiske i dette område, bør der vælges agn, som går højt i vandet, da dybden er moderat i forhold til fiskeriet i starten.

 

Her er Bjarke Horst Jensens flueæske til vinterkystfiskeri, som hanbl.a. dyrker på de Østfynske kyster. Grå Frede, Glimmerrejer og Clouser Minnows er blandt udvalget.

Her er Bjarke Horst Jensens flueæske til vinterkystfiskeri, som han bl.a. dyrker på de Østfynske kyster. Grå Frede, Glimmerrejer og Clouser Minnows er blandt udvalget.

Havørredhotspots ved Damsbo Strand

 Damsbo Strand ligger i bunden af Helnæsbugten, mellem to fredningsområder ved udløbet fra Hættebækken mod syd og Nabben i nord. Denne kyststrækning tilbyder et fremragende vinterfiskeri.

Hvis vi igen tager udgangspunkt i Faaborg, så kører man af rute 329 mod Falsled, som man kører igennem, hvorefter man følger vejen ind i et skovområde. 500 meter inde i skoven på venstre side er der en skovvej, der går ned mod vandet. Ind i mellem er der åbent for bilkørsel, og så kan der køres i bil hele vejen ned til kysten. Ellers parkeres der på en lille parkeringsplads, hvor man kan rigge grejet til og gå til kysten. Turen ned gennem skoven en frostklar vintermorgen, hvor jeg kan nyde synet af rimfrosten, der har lagt sin glasklare hinde om træer og buske er fantastisk. Og det bliver ikke værre af, at mærke de små vibrationer op gennem kroppen, når mine waders med et knas bryder den frosne jordoverflade og leger med min ånde, der danner tågespil i tusmørket. Det er indbegrebet af en perfekt start på et vintersats efter de kolde havørreder.

Velankommet på kysten, skal man gå mod højre og efter at have bevæget sig de lovpligtige 500 meter væk fra udløbet ved Hættebækken, kan fiskeriet påbegyndes umiddelbart der, hvor skoven ender. Der er tale om en meget afvekslende bund med store områder af ålegræsbælter specielt på den første del af strækket lige i udkanten af skoven. Her er vandybden moderat, og man skal i det omfang, at forholdende tillader det, forsøge at komme ud og gå på sandrevlerne, der strækker sig nogle hundrede meter nordpå. Herudfra kan man bedre fiske i overgangen fra sandbund til ålegræs, hvor de fleste havørreder hugger. Der er mest tale om trækkende fisk, så der kan sagtens gå timer mellem huggene. Men har man først kontakt med fiskene, så er det med at fiske igennem – for en fisk kommer sjældent alene.

Efter et par hundrede meter ændrer bunden karakter, og der bliver både dybere og mere afvekslende bund, med både ålegræs, tangbuske og sten i forskellige størrelser. Det hele kulminerer ved pladsens andet hot-spot, som er den store pynt, der ligger små 500 meter nord for skoven. Her er forholdende ideelle, og de flokke af fisk der trækker rundt i området, har det med at samle sig netop her. Det er en plads, der henvender sig både til flue- og spinnefiskere, og her i de kolde måneder skal der gerne være en masse stærke farver på agnen, for at vække de kolde fisk der normalt går og bliver lidt sløve i det kolde vand.

 

Her tager forfatteren en pauseefter en vellykket formiddag, ved Danske Strand, Helnæs Bugten.

Her tager forfatteren en pause efter en vellykket formiddag, ved Danske Strand, Helnæs Bugten.

Havørredjagt på den østlige side af Helnæs

Helnæs´s inderside er den sidste plads i Helnæsbugten jeg vil tilråde dig. Området dækker det meste af den østlige side af halvøen, Helnæs, og der er der tale om et meget opsøgende fiskeri efter flokke af havørreder, som trækker rundt over en meget sandet bund.

I bil køres der fra Odense af rute 323 mod Assens og Haarby og herfra videre mod Helnæs. Der køres henover dæmningen og fortsættes videre mod Helnæs By. Her kører man mod campingpladsen, ad Strandbakken forbi campingpladsen og lander ved kysten Man drejer mod venstre og kører små 500 meter mere langs vandet, hvorefter der kan parkeres. Fiskeriet foregår mod venstre nordpå ca. to kilometer. Det specielle ved denne plads er, at bunden er så ensformig sandet. Det kan derfor godt virke lidt meningsløst og uoverskueligt, allerede inden man kommer i gang. Man har ikke har nogen holdepunkter såsom pynter, rev, tangformationer at fiske ud fra. Men det er bare med at komme af sted – for det er netop denne type bund, som havørrederne elsker i den kolde tid.

Som sagt er det et meget opsøgende fiskeri, og i det ligger der den kendsgerning, at der kan være langt mellem huggene. Når man så endelig har fundet fiskene, kan der til gengæld opleves et fantastisk fiskeri. Undertiden kan man følge med den trækkende flok og have en hugperiode, der er meget lang. Der er tale om forholdsvis små fisk, hvor de fleste fisk ligger omkring målet – med enkelte større overspringere imellem. Der er nogle enkelte steder med ålegræsbælter,og dem skal der selvfølgelig tillægges lidt ekstra tid ved, da de gerne holder på fiskene.

Kystpladser til havørred ved Torø Vig

Torø Vig er den sidste plads jeg vil nævne. Den ligger nord for Helnæs bugten og er en super fed vinterplads. Pladsen nås ved, at man fra Odense kører af rute 323 mod Assens. I Assens følger man Søndre Ringvej og drejer fra af Torø Huse vej, som man følger, indtil man finder forsamlingshuset, som man kan parkere ved.

Herfra kan man tage sit grej med sig, da man skal gå en lille tur over til selve Torø. Torø Vig ligger på den østlige side af Torø ind mod Assens. Her samler sig store flokke af havørreder fra sidst på efteråret og i vinter månederne. Det er et meget lav – vandet område, så det favoriserer fluefiskeren, og hvis man er til spinnefiskeri, skal der vælges nogle meget lette agn. Der er ligesom den foregående plads tale om en sandet bund, men med lidt mere tang og ålegræs, hvor fiskene som regel skal findes. Pladsen kaster sjældent store fisk af sig, men her i vinterkulden kan selv en lille fisk give varme i kroppen. God tur til vinterpladserne på Fyn.

Se alle vores artikler om kystfiskeri her.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011

 

Friluftsland

 

 

 

Tradera

WESTIN CUP 2026: EN SMUK HAVØRRED PÅ FLUESTANGEN

– Som fluefisker er jeg jo lidt afhængig af vindretningen og med omkring 8ms fra øst, var det oplagt at tage stranden udfor Hugget eller Lige Nede, som det hedder i lokale fynske sportfiskerkredse. Pynten der peger nemlig mod vest. Sådan fortæller Torben Lollike.

– Dagen inden havde jeg kontakt til en eller flere fisk lige der, så derfor måtte jeg lige tilbage for at se, om jeg ikke kunne få en fisk til at blive på krogen. Med masser af vind i ryggen valgte jeg at blive på land i stedet for at vade ud. Kysten er ret stejl, så de få meter jeg kunne komme ud blev klart opvejet af den ekstra højde, jeg fik, da jeg ydermere kunne stå på toppen af en pæn bunke tang, som lå hobet op lige i vandkanten. Igen mistede jeg flere fisk – under eller lige omkring målet. Fiskene var simpelthen meget tøvende, når de skulle tage fluen. En enkelt fik jeg dog i nettet og så var dagen sådan set reddet.

– Kort efter mistede jeg så to andre fisk omkring målet, og jeg var derfor på vagt, da endnu en fisk huggede. Jeg gik straks baglæns for at holde linen stram, men ikke hurtigt nok, for fisken var hurtigere end jeg var, og linen blev pludselig slap. Jeg bandede og svovlede over min langsommelighed, mens jeg rullede line op på hjulet. Pludselig var linen stram igen. Fluen – en guldbasse på dobbeltkrog, som jeg havde bundet fredag aften – sad fast! Og nu kunne jeg se fisken i vandoverfladen. Den var langt større end de andre, jeg havde haft kontakt med.

– Fisken og jeg lavede lidt god gammeldags tovtrækning, inden jeg i andet forsøg kanede den blanke havørred ind i mit fastnet. Det var en rigtig god start på 2026. Fisken er med sine 63 cm en tangering af min næstbedste fisk på Omø, fanget på en skøn sommeraften for et par år siden, hvor jeg fik to fisk på henholdsvis 67 og 63 cm til at tage min skumflue, slutter han..

Den smukke fisk er tilmeldt Westin Cup 2026, hvor alle, der indsender en fangstrapport med et foto, hver måned deltager i kampen om at vinde en super lækker Westin W6 stang efter eget valg. Det betyder, at du uanset om du er til havørred eller gedder, kan finde lige præcis den stang, som er allermest perfekt til netop dit fiskeri. Og vi kan godt afsløre – at det er nogle temmelig sprøde stænger.

Samtlige indsendte fangstrapporter i 2026 deltager også i væres årlige drømmerejse sponsoreret af iFish Travel, hvilket vi løfter sløret for om ganske kort tid. Rapporter indsendt fra nu af er også med i konkurrencen, selvom den først offentliggøres om ikke så længe.

Læs mere om vinterfiskeriet på kysten efter havørred – eksempelvis i disse artikler:

Havørred- vinter på kysten

Tre sikre vinterkystfluer til havørred

Havørred – en iskold fra fjorden, tak

Havørred – med kystflue i vinterhalvåret

Kystørred på flue om vinteren

 

Westin Cup 2026

Tradera

HAVØRREDER, KAJAKKER & BELLYBOATS PÅ FYN

– Kajak-, bellyboat- og pontonbådstræf Fyn 2025, der løb af stablen i weekenden, er nu veloverstået, og jeg deltog selvfølgelig, fortæller Mads Davidsen, der er prostaffer for Savage Gear. – Jeg havde dog ikke selv min flydering med i år, men det gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre hyggelig – og jeg fik da også fisket en hel del.

– Jeg tog til Fyn et par dage i forvejen for at fiske lidt sammen med manden bag træffet, Danny Vitting. – Vi havde nogle gode ture, hvor det ikke blev til de helt store fisk, men til gengæld en fornuftig mængde i hånden. Som ugen gik, dukkede flere og flere deltagere op til træffet, der havde base på Løgismose Campingplads. Selvom træffet officielt først startede fredag, valgte mange at komme tidligere for at få bedre tid til at snakke med en masse herlige mennesker, dele røverhistorier og – selvfølgelig – tale fiskeri.

– Folk er naturligvis også ude at fiske rundt omkring på Fyn. Jeg selv har primært fisket fra kysten og har desuden mødtes med nogle lokale og delt gode ture med dem. I løbet af ugen lykkedes det mig at få en del havørreder på land. De helt store fisk var lidt svære at finde, men jeg fik dog nogle ganske fornuftige fisk i nettet, som du kan se oven- og nedenfor.

Alt i alt var det en fantastisk uge, og jeg kan varmt anbefale at tage med til træffet i 2026. Om man kommer med kajak, flydering eller pontonbåd er underordnet – alle, både mænd og kvinder, er mere end velkomne.

Du kan følge med i hvad der foregår med Kajak-, bellyboat- og pontonbådstræf Fyn – også næste år på Facebook her.

 

Hvidovre Sport Januar udsalg

 

Kajak-, bellyboat- og pontonbådstræf Fyn 2025

Kajak-, bellyboat- og pontonbådstræf Fyn 2025, der løb af stablen i weekenden, blev en stor succes.

 

Mads Davidsen med havørred taget på spin

Mads Davidsen tog flere fine havørreder på til kajak og bellyboat træffet på Fyn.

 

 

Tradera

WESTIN CUP 2025: HAVØRRED I DET FYNSKE FORÅR

– I går var der forår på den fynske kyst – og i det fine vejr, så skulle kysten besøges, fortæller Daniel Larsen. – Mig og en kammerat kørte mod Hindsholm på Fyn, for vi skulle lige teste lidt grej af, inden vi skulle til Sverige her i midt ugen.

– Vi endte på en plads, som vi aldrig har givet særlig meget kærlighed, men det var her fisken stod pakket. Jeg mistede to fine fisk hurtigt og opdagede, at her var der tale om en stor stime fisk. Men det var svære fisk, så jeg fiskede stykket igen med et par ekstra spin stop. Boom, så vågnede de passive fisk op og huggede. Alt i alt, en flot dag med både fine temperaturer, sol og ikke mindst fisk!

Den fine beretning er tilmeldt Westin Cup 2025, hvor du hver måned kan vinde en Westin W8 stang efter eget valg. Læs mere om Westin Cup 2025 på fiskogfri.dk her.

 

ForshagaAkademin 2026

Tradera

KÆMPEGEDDE NAKKER SHADTEEZ SLIM PÅ FYN

– En af mine venner – Emil – og jeg havde fået lov at fiske i en privat sø, fortæller Nicolai Ehrhorn. – Vi havde ikke prøvet den før, og i første forsøg fik jeg en gedde på 60 cm. Vi besluttede os derfor for at tage ud dagen efter igen, efter jeg hade været på arbejde, som jo også skulle passes.

– Da vi kom derned fik min ven to fine gedder. – Jeg fanger jo ikke noget, siger jeg til ham. – Det skulle lige passe, at der kom en monster gedde om lidt. Og det viste sig så at være sandt… Nu får den et kast langs sivene, sagde jeg – og pludselig føltes det som om, at jeg hade kroget en mur. Det føltes faktisk som om, at jeg aldrig ville få den fri. Men fem sekunder efter gik den bare amok og flåede line af mit hjul. Men – til sidst fik vi den på land, og så var vi to drenge virkelig glade. Den var omkring 130 cm – tror vi – da vi ikke hade andet end en tommelstok, og det gik lidt hurtigt, da vi ville have den ud igen uskadt og i god stand. Vi skød den til at være 16 kg. Det var virkelig on oplevelse for livet, slutter han og tilføjer, at den store fisk blev fanget på en orange ShadTeez Slim fra Westin.

 

Westin Cup 2026

Tradera

KYSTØRRED: ET HÅRDT HUG INDEN FORMIDDAGSMØDET

– Jeg sad hjemme i sofaen i går formiddags og havde lige afleveret knægten i børnehave, mens jeg samtidig ventede på en aftale kl.11. Så tænkte jeg, at lige kunne nå ud en tur med stangen inden. Sådan lyder det fra Simon Rosenlund Christiansen. – Jeg bor i Dalby på Nordøstfyn, så jeg har jo godt fiskevand inden for 10 minutters kørsel.

– På computeren fik jeg lige tjekket vind og vanstand. Vinden var nord, og vandstanden +51. Jeg pakkede bilen og køre til Gabet, hvor jeg holdt ved Lodsbåden, og gik direkte ned i vandkanten. Her nåede jeg lige at fiske 20 meter, hvorefter jeg kastede og drejede tre gange på julet. Pludselig huggede monsteret bare og tog et udløb, så jeg troede at den ville tage al min line. Jeg nåede lige at tænke, at det var en sæl eller marsvin, der måske havde nuppet mit ABU Rull blink i farven UV Pink Tail, men det var det heldigvis ikke.

– Jeg måtte spænde min bremse helt, inden den begyndte at ville med ind, men så fulgte den også bare stille og roligt med. Det var dog den, der bestemte tempoet hele vejen. Da den kom tæt på kunne jeg se, hvor stor den var og mit net lå selvfølgelig i bilen… Jeg måtte derfor krane den ind i panik, fordi jeg var bange for, at den ville ryge af, men det lykkedes at få den ind på stranden.

 

Westin Cup 2026

Tradera

EN PERFEKT, STÅLBLANK HAVØRRED NAKKER SANDEEL

– Så var der endelig et hul i kalderen, og tid til en tur på den fynske kyst, fortæller Mads Willrodt. – Jeg sad og studerede vind og vejr fredag aften – og kunne se, at vinden og vandstanden var perfekt til den plads, jeg havde i tankerne. Jeg satte derfor vækkeuret til klokken 05.30 lørdag morgen, og da jeg var stået op, kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ud til pladsen. Jeg skyndte mig derfor at lave kaffen og hoppe i mine waders.

– Afsted det gik, og snart ankom jeg til parkeringspladsen. Nu ventede der mig bare 30 minutter i sten og sand, før jeg for første gang kunne kaste min agn ud over noget vand, som jeg virkelig troede på, da det før havde kastet gode fisk af sig. Der gik heller ikke lang tid, før jeg havde kontakt til den første fisk, som fulgte min gennemløber med helt ind til land – dog uden at hugge på noget tidspunkt.

– Jeg kastede 4-5 gange, men den kom ikke igen, så jeg fiskede videre hen imod, hvad jeg vil kalde for stedets hotspot. Ganske rigtigt var det her, at fiskene virkelig ville lege med. Hurtigt fik jeg en omkring målet og en under målet. Fedt – tænkte jeg; nu har jeg fundet dem. Det næste der så skete var, at jeg tog et langt kast op langs kysten, og da jeg havde drejet 10-15 omgange på hjulet, sagde det klask. Den var STOR den her, det vidste jeg med det samme.

– Den plaskede rundt i overfladen, og var slet ikke til at styre. Jeg gik hen imod fisken for at undgå at fighte den længere end højst nødvendigt. Pludselig sprang den ud af vandet, og da jeg så hvilken krabat, jeg havde på krogen, begyndte mit hjerte at slå meget hurtigt. Heldigvis endte det godt, og fisken kom på land, men jeg var i chok over, hvad der lige var sket. Solen skinnede, vandet var blåt og foran mig lå der en af de smukkeste skabninger, som findes ude i havet. Nemlig en stålblank havørred – og denne her var 72,5 centimeter. Fisken huggede en SG Sandeel på 15 gram.

 

ForshagaAkademin 2026

Tradera

FINE FYNSKE GEDDER PÅ SPIN

– Forleden, da klokken var 7, ringede vækkeuret, for turen gik nemlig til Fyn efter gedder, fortæller Jens Hansen. – Efter to timers kørsel ankom vi til søen, hvor vinden rev godt i både mig og min far – samt min gode kammeret Victor. Nå men fiskes – det skulle der.

– Vi startede i et af hjørnerne af søen med nogle jerkbaits. Allerede i femte kast var der fisk på, og efter nogle minutter kunne vi lande en fin første gedde på 5kg. Strategien med agn, som gik højt i vandet forsatte med at give gedder, og efter tre hårde fisketimer havde vi i alt fanget 14 gedder, og havde haft fem mistede. Ale gedderne lå mellem 2-5kg, slutter han.

Har du selv fanget en flot fisk, så send meget gerne 10-15 linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller sms 30 70 02 36.

Husk vi har masser af artikler om geddefiskeri i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.

 

Friluftsland

 

 

Viktor med en af de fine gedder taget på spin. Øverst Jens Hansen med en af sine gedder.

Viktor med en af de fine gedder taget på spin. Øverst Jens Hansen med en af sine gedder.

Tradera

EN FLOT HAVØRRED PÅ SMUTTUR MED FAMILIEN

– Jeg har netop haft en fantastisk tur til vandet med ungerne og min bedre halvdel, fortæller Daniel Jørgensen. – Vi skulle bare lige ud og luftes lidt; ungerne skulle samle sten og far skulle selv fiske lidt som altid. Turen til det lokale vand ved Hindsholm på Nordøstfyn, hvor jeg så gik og fiskede noget lavvandet stræk af uden at mærke skyggen af en fisk.

– Så kom jeg til revet, hvor denne fantastiske 71 cm sølvbombe huggede – SMASK. Det blev en intens fight, for jeg var jo kommet afsted uden net eller noget, fordi vi bare skulle hygge lidt… Men fisken blev dog heldigvis landet, og ungerne fik en oplevelse for livet . Den flotte havørred huggede på Den Flade fra Jack Rapid, slutter han.

Har du selv fanget en flot fisk, så send meget gerne et par linjer og et godt foto til redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller sms 30 70 02 36.

Husk at der er masser af spændende artikler om havørredfiskeri på fiskogfri.dks artikelarkiv her. Vil du have det fulde overblik over havørredfiskeriet, kan du få det i bogen “Refleksioner på kysten”(REKLAME).

 

Westin Cup 2026

Tradera