okt 6, 2021 | Nyheder
– I dag gik turen til en plads, som jeg ved kan holde gode trækkende fisk, fortæller Christian Bjergsø. – Jeg havde forleden haft godt fiskeri på samme plads og besluttede derfor at dyppe fluen i karret endnu engang. Da jeg ankom til pladsen fik jeg ret hurtigt en fisk omkring 40, som hurtigt blev sendt retur. – Okay fiskene er her tænkte jeg. Jeg fiskede mig igennem næsten hele pladsen, og den tro jeg i starten havde, begyndte langsomt at sive ud. Men netop som jeg tvivlede, klappede stangen sammen, og nogle hovedrusk i den helt grove kaliber forplantede sig op gennem klingen på min stang. – Den her den er go! råbte jeg til mig selv, da jeg så den store fisk klappe kæberne om min flue, for så at vende og eksplodere ud mod dybere vand.
– Efter en lang og tung sidelæns fight med eksplosive perioder, kunne jeg lande denne grumme kampklare han fisk på 78cm. Fisken blev genudsat og er på dens vej mod åen. Håber vi ses igen min store ven.
sep 16, 2021 | Nyheder
– Sensommerfiskeriet er gået over i efterårsfiskeri, men der er stadig blankfisk på den åbne kyst, siger Rune Haltorp. – Her har jeg netop landet to dejlige fisk – en på 55 cm og en fuldfed havørred på 67 cm. Begge fisk blev taget i morgengryet.
– Fiskeriet er fantastisk på denne tid af året, hvor havørreden er at træffe langs kysten dagen lang og hugger velvilligt, hvis man vælger det rigtige endegrej. I dag steg de villigt til min Shrimp Tech flue i krabbevarianten, og i aften havner de dampet i hvidvin. Der var mange undermålere på pladsen, men jeg slap heldigvis for at de huggede, på grund af størrelsen på min flue, slutter han.
Husk at der er masser af fede præmier i fem forskellige kategorier til Kinetic Fiskecup 2021. Så hvad enten du fisker kyst, å, sø, put and take eller havfiskeri, så har du en chance for at være med. Alle fisk kan deltage – uanset hvad de er fanget på. Det er ikke nødvendigvis de største fisk, der tæller, men den historie og det foto, der bedst viderebringer den fantastiske glæde, der er ved at tage ud i det blå med fiskestangen på nakken.
Du kan læse meget mere om konkurrencen og alle præmierne her.
Har du selv været på kysten og haft en god oplevelse, så send os meget gerne din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Endnu en stor havørred, der ikke kunne stå for Rune Haltorps Shrimp Tech i krabbevarianten.
sep 14, 2021 | Nyheder
Der er ved at være en del havørred oppe i mange af vores åer for at gyde, så det er et godt tidspunkt, hvis du vil ud og fange en åhavørred. En af dem, der har været ude for nylig, er er Hugo Nielsen:
– Forleden var jeg ude at fiske midt på dagen i Karup Å, beretter han. Fluen landede tæt på modsatte bred og drev hurtigt samt højt i vandet mod midten af åen. Her lavede den en lille bølge skabt af den store gummi cone, som dog pludselig blev afløst af en langt, langt større bølge… Et splitsekund efter blev fluen taget hårdt, så jeg kunne se hele fisken, i det den vendte med fluen. Det var ganske spektakulært og sindsoprivende. Et kvarter senere kunne jeg stolt nyde 6.5 kilo dynamit fordelt på 82 cm, der lå i græsset.
Havørreden blev taget på en hjemmelavet flue, der er cirka 14 centimeter i vingen, som er sort. Fluen har ikke noget navn – og jeg laver et nyt mønster til hvert år, hvilket jeg synes er lidt sjovt, slutter han.
Har du selv været ved åen for at fiske, så send os din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
sep 7, 2021 | Nyheder
– Pludselig i uge 29, fik jeg muligheden for at fiske i Lakselv, siger Jan Riisager. – Jeg var egentlig på vej til Gaula med syv andre gutter, men lav vandstand og nedlukningen i perioder af fiskeriet i Gaula gjorde, at troen ikke var helt i top. Og bum, så kom der et opslag på FB fra Olderø Fly Fishing Lodge, hvilket åbnede muligheden for en uges fiskeri hos dem. Så af sti afsted. Efter lidt køren i bil og et par flyture, blev jeg hentet i Lakselv Lufthavn, som ligger godt 200 km syd for Nordkap.
– Jeg havde en superfed tur til Lodge Olderø. Her spillede alt – lige fra dejlig mad og gode hytter til nogle fantastiske guider, som havde styr på deres elv. Vi blev kørt rundt fra det ene gode beat til det næste, og selvom der var sommervandstand, så var der spænding i hvert kast, hvor fluen svingede ud over elven.
Det var især mikro fluer på 2 cm, der blev luftet godt, og resultatet udeblev ikke: Jeg fik to grilse og en forrygende laks på 99 cm, der var godt 10 kilo. Der var smæk for skillingen under fighten med den store fisk, men René Gerken, styrede nettet og kom med beroligende råd, så det gik bare perfekt. Hvor var det bare en unik oplevelse, som sad lige i skabet – og nu går tankerne selvfølgelig på, hvordan der kan blive plads til mig der igen…måske under en ny pandemi… Tak for en dejlig oplevelse til teamet bag Olderø Fly Fishing Lodge.
sep 2, 2021 | Nyheder
– Jeg har netop fanget en superflot havørred ude på Djursland, lyder det fra tyske Nico Bossen, der er i Danmark på ferie for at fiske efter havørred fra kysten. – Desværre har jeg ikke et godt foto, da det allerede var ved at blive mørkt, men hvad der kom ud af det, kan du se ovenfor.
– I løbet af dagen havde det være temmelig varmt, og der var overhovedet ingen vind. Netop derfor besluttede vi os for at give den gas med kystfluestængerne hen under aften. Jeg havde set nogle fisk jage, men kunne desværre ikke kaste ud til dem med min fluestang. Jeg fangede en lille torsk, hvorefter jeg skiftede min flue til en lille hundestejleimitation. I det samme jeg kastede ud, fik jeg det vildeste hug fra en storørred, som jeg godt nok først lige troede var en større torsk. Lige indtil den gik fuldstændig fra af vandet altså. Herefter var jeg ikke i tvivl om, hvad jeg havde for enden af min flueline.
– Efter en god, vild fight på min klasse fem fluestang, kunne min kone lande den flotte havørred med nettet, og vi var virkelig glade, da vi så hvor stor ørreden rent faktisk var.
aug 22, 2021 | Nyheder
– Efter en lang periode med godt med fisk på kontoen, kom der endelig én med lidt mere størrelse på, beretter Dennis Rasmussen. – Jeg startede natten med at prikke to oppe i Gels Å, så her to dage før fuldmåne, måtte jeg lige se, om der var nye fisk på træk længere ude i Ribe Å systemet. I andet kast kom en 62 centimeters havørred hårdt efter min flue, Den Lilla Sprutte, og efter et hurtigt billede svømmede den videre.
– Så blev der lidt stille, og to timer måtte gå, før der igen var bud efter den 10 centimeter lange lilla sprutteflue igen. Denne gang var der noget mere størrelse på samt vægt bag, og efter bare 4-5 minutters fight lå den i nettet… Skønt, skønt! Den flotte havørred var 82 centimeter lang og vejede 6,9 kilo. Knæk & bræk derude.
aug 16, 2021 | Nyheder
– For en gangs skyld havde jeg hele dagen til at fiske, og havde besluttet, at jeg ville prøve efter multerne igen, fortæller Henning Trier. – Jeg har set markant færre multer de seneste år i forhold til tidligere, så det er ikke blevet nemmere at være multefisker i Danmark.
– Allerede fra starten så jeg et par fisk i overfladen, men det lykkedes mig at skræmme dem. Efter en times tid kom en lidt større stime forbi, og jeg fik lagt fluen perfekt, men multerne synes åbenbart, at der var noget galt, så de svømmede skræmt væk, som om jeg havde kastet sten efter dem.
– Da jeg flere timer senere næsten havde opgivet, kom en stime cirka to meter fra kysten svømmende i mod mig. Jeg fik lagt fluen perfekt foran dem, på omtrent ti meters afstand, og ventede til fluen var lige foran stimen. Herefter tog jeg tre indtag også – BANG, så sad den der. Efter 10 minutter med ekspresudløb, hvor fisken bestemte, så kunne jeg kane fisken på land. Fantastisk.
aug 13, 2021 | Nyheder
– Alle eventyr starter med drømme, siger Henrik Bønnelykke. – Jo sværere det er, desto mere vil man gerne, at det lykkes. Lige præcis sådan har det været i år for mig med havørrederne. Sommeren har budt på mange rejste fisk med forsigtige hug i fluen, og i den forgangene uge har jeg ligeledes haft et forrygende fiskeri med to store mistede fisk.
– Onsdag aften skete det så igen. En stor havørred tog fluen ved modsatte side af Karup Å, og efter en nervepirrende fight gled en havørred på 79 cm og 5.8 kg i nettet. Lykken er lunefuld ude i sommernatten – også for mig. Jeg vil gerne tilmelde fisken Kinetic Fiskecup 2021.
aug 3, 2021 | Nyheder
– Dagen startede ud med en kort tur efter nogle søørreder, sammen med to venner, dog uden det store held, fortæller Johannes Thorbjørn Hansen. – Derefter tog vi på en hyggelig tur ud efter nogle karper, hvor vi fik 9 med den største på ca. 4,5kg. Ålestrup Naturefterskole skaber virkeligt venner for livet, og efter karpeturen hentede vi derfor endnu en god ven på en nærtliggende station. Nu var vi fire fiskegale venner samlet, og da vi havde spist aftensmad, kørte vi ud for at se, om vi kunne få en søørred på fluekæppen.
– De andre havde godt lært, hvor søørrederne plejer at være fra tidligere erfaringer og mine historier. De andre gik derfor målrettet mod de sikre spots, mens jeg gik ud for at prøve et spot, hvor jeg aldrig rigtigt havde fået så mange fisk. Der gik ikke langt tid, før jeg fik et lille hug, som sandsynligvis bare var en mindre fisk. Jeg gik længere ud, hvor jeg fik lagt et kort og præcist kast på et hjørne af nogle siv, hvor jeg tidligere hverken havde set eller mærket fisk. Det ændrede dog ikke på, at fluen blev taget hårdt og kontant. Det viste sig hurtigt at være en stor fisk. Efter en nervepirrende fight blev en flot 61cm søørred sikkert nettet. Den blev selvfølgelig sat ud igen efter et par billeder.
– Efter det gik jeg bagved en af mine gode venner, for måske at kunne hjælpe lidt til, så han kunne få en fisk. Lyset begyndte dog stille og roligt at forsvinde, og vi havde derfor ikke lang tid tilbage. Vi valgte derfor at gå ind af igen for at skifte til en helt ny plads. På vej ind af fik jeg lige lyst til at lægge et kast, selvom min ven næsten lige havde fisket der. Uheldigt for ham, men heldigt for mig valgte en søørred at tage min flue frem for hans. Det var med lidt blandede følelser, at mine venner kom ud til mig igen, da jeg allerede havde fået fisk.
– Der gik noget tid, før vi fandt ud af, at det rent faktisk var en rigtigt god fisk. Vi kunne nemlig ikke se den det første stykke tid. Den gik nemlig tungt og dybt – samt tog nogle tunge udløb, hvor min klasse 5 fluestang ikke havde en chance. Efter en forholdsvis vild fight med udløb i overfladen og små glimt af fisken, blev den sikkert nettet af min ven Niels. Da den kom i nettet, blev vi for alvor klar over, hvad det var, vi lige havde fanget. Fisken var en flot grov hanfisk, som vi målte til 65cm med en rigtigt god konditionsfaktor. Det er en ny PR til mig, og følelserne var derfor ikke helt til at styre. Den blev sat ud igen efter et par billeder, i håb om at dens gode gener føres videre og måske for jeg endda lov til at se den igen.

Johannes Thorbjørn Hansen med dagens næstestørste søørred. Øverst ses fisken på 65 cm der var ny PR for søørred til Johannes.