TIL FLADFISKEFEST PÅ LANGELANDSBÆLTET MED FYRHOLM

Som du har kunnet læse på fiskogfri.dk, har det gode skib Fyrholm med Martin Hubert ved roret sejlet fra Spodsbjerg siden midten af oktober for udforske fladfiskeriet i Langelandsbæltet.

– Allerede på den første tur fangede vi masser af fisk, og i takt med at vi har brugt mange gode fisketimer hernede, har vi fundet en del rigtig fine pladser, der har sendt snitstørrelsen godt i vejret. Vi fanger således rigtig fint med fisk over mindstemålet, og en stor del af dem er i rigtig godt huld med en fin tykkelse, der passer perfekt til nogle velsmagende og saftige fileter.

– Det milde vejr har kun været godt for fiskeriet, og som det ser ud nu, kan fiskeriet efter Langelandsbæltets fladfisk sikkert fortsætte stabilt et godt stykke ind i vinteren, fortsætter han. Vi fisker typisk på 7-10 meters dybde, hvor der er moderate strømforhold, så det er behageligt at fiske med relativt let grej – eksempelvis takler med 60-100 grams pirke. Sidste weekend fangede vi masser af skrubber, isinger og rødspætter, og langt de fleste kunne ende med at hjemtage 10-15 flotte fladfisk til aftensmaden.

Husk, at man selv skal medbringe alle agn til fisketurene, slutter Martin. Fladfisketurene kan bookes via Spar Lystfiskeris hjemmeside her.

Se hvordan du fisker efter fladfisk fra turbåd i denne video på Fisk & Fris Youtube.

  • og lær at flå og filetere fladfiskene i denne video.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

EN DEJLIG DAG MED SILD OG FLADE PÅ ØRESUND

– Jeg var lige ude på en dejlig tur på Øresund, fortæller Alfred Weinholt. – Vi var med en af min fars venner ude i en båd og gik efter sild samt fladfisk. Vi sejlede fra Kastrup Havn og fiskede nede omkring Københavns Havn. I starten sejlede vi godt stykke ud efter sild, og så så vi den store stime af sild, som er på billedet af ekkoloddet nedenfor.

– I alt endte vi med at hive omtrent 140 ret store sild i båden. Da vi havde haft de tre træk efter sild, sejlede vi meget langt for at finde nogle flade. På det første spot fik vi nul og niks, men så ringede min fars ven til nogle kammerater, som sagde, at de var på vej ud til et godt sted, og om vi ville sejle forbi. Vi sagde selvfølgelig ja, og på det spot fik vi fanget 12 flade og satte også en masse ud. På det næste spot hev vi kun 4 eller 5 flade i båden, men turen var altså stadigvæk gået mega godt. Min far og jeg endte med at få cirka 130 sild og de fleste flade med hjem. Vennen fik 25 sild og et par flade, slutter han.

Rapporten deltager som alle andre indsendte fangstrapporter i lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til Amazonas, der er sponsoreret af iFish Travel.

Se hvordan du fisker sild i denne video på Fisk & Fris YouTube

Lær en masse om fiskeriet efter fladfisk i denne video på Fisk & Fris YouTube.

 

drømmerejse iFish Travel
drømmerejse iFish Travel

FLOTTE FLADE TIL LARSEN

– Der blev lovet perfekt vejr til at komme ud i gummiræseren efter fladfisk i dag, fortæller Jesper Larsen.

– Efter et besøg hos Lars ved Helsingør Bådudlejning for at hente børsteorm – helt præcis 2 kilo – var jeg klar til at lave mit eget fladfiskemarathon på 2—3 dage. Det var kongevejr, ja faktisk lidt for godt, for her i det nordlige Øresund var der kun 0.0-0.1 strøm og drift. Men – der skal mere til at narre en fladfisketosse og hans lille gummiræser.

– Så det var bare op med ærmerne, og så blev der ellers kørt takler ned i stor stil. Takket være stædigheden – super børsteorm og de otte stænger, kunne marathondag nr. 1 noteres for hele 81 fladfisk. Det var mest skrubber, fine portions rødspætter og nogle gigantiske isinger set med danske øjne. Men – marathonnet kører videre, så mens du læser dette sidder jeg og får fintunet takler & teknik til i morgen, slutter han.

Jespers fine fladfiske rapporten er til tilmeldt lodtrækningen af vores drømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

 

Geddefeber

 

 

fladfisk fra gummifræseren på Øresund

Der er masser af fladfisk i Øresund lige nu, så det er bare med at komme afsted som Jesper Larsen.

drømmerejse iFish Travel

SÅDAN FISKER DU FLADFISK – TIPS FRA EKSPERTERNE

Fladfiskeri er populært og lokker mange på havet hvert efterår.

Fiskeri efter faldfisk er et fiskeri, hvor alle kan være med. Men – der er også masser af små tricks, der giver flere fisk. Gordon P. Henriksen har talt med fire fladfiskeeksperter – Jan Kristoffersen, Carsten Nielsen, Rene Christensen og Kristian Kølby Kristensen. Fiskene til stegepanden må du selv ud at fange, men tipsene deler vi gerne med dig.

 

AF GORDON P. HENRIKSEN

 

FOLK ER FRISKE og humøret er i top, i det vi sejler af sted med Kronborg i baggrunden. Stængerne bliver rigget til, mens Jan deler orm ud til alle. Der er fiskere i alle aldre, og målet er det samme: Vi skal hygge os, og så skal vi have noget af det bedste Øresund har at byde på med hjem til stegepanden – nemlig frisk fladfisk. Med på båden er også adskillige rutinerede fladfiskeeksperter, så jeg vælger selvfølgelig at benytte lejligheden til at høre om, hvordan de griber deres fiskeri an.

 

Fladfisk fra Øresund

Fladfiskeri er også efterårshygge. Her er der tid til en pølse m. brød og en dåsebajer.

 

Friluftsland

 

Fladfisketips fra Jan Kristoffersen

Jan Kristoffersen elsker fiskeriet efter de flade. – Jeg glæder mig altid til oktober, som er min favorit måned til de flade, fortæller Jan. – Rødspætterne især er i pragtform på denne årstid, og fiskeriet i den nordlige del af Øresund kan være afsindig godt. Det fedeste ved at fiske fladfisk er hugget. Hvis man mærker godt efter, kan man fornemme på hugget, om det er en ising, skrubbe eller rødspætte. For mig er det en del af sporten at mærke efter, og gætte hvilken art det er, og med lidt erfaring lykkedes det faktisk at gætte rigtig det meste af tiden.

– Isingen er den nemmeste at gætte. Den rusker hårdest af alle. Rødspætten er mere forsigtig. Den kommer med små nap med pauser imellem. Her plejer jeg at give den lidt mere tid til at sluge agnen. Skrubber er også forsigtige på en anden måde. Den hugger meget blødt, med lange seje træk, hvor hele stangen bukker, idet den svømmer af sted med agnen fortsætter Jan begejstret, idet han mærker nogle nap i stangspidsen.

– Så du det? Det tror jeg var en rødspætte, siger han. Men fisken hugger ikke igen. Jeg bruger selvfølgelig uelastisk fletline for at få den bedste indikation af hugget og 0,15 mm, er faktisk stærkt nok. Stangen må gerne være 8-9 fod. Det skal være en meget blød og følsom stang, så man virkelig kan mærke, hvad der foregår. Hjulet kan være både multi- og fastspole, men fastspole er nok det nemmeste. Som belastning bruger jeg en pirk på 50-100 gram, og jeg har erfaringer med, at rød og orange er bedst til at lokke dem til.

– Taklet skal gerne være et slæbetakel – gerne med lidt små perlemors knapper eller spinnerblade. Jeg tror det minder dem om hjertemuslingerne, som de flade holder så meget af. Med hensyn til agn er det bare vigtigt med friske børsteorm. Man får hurtigt brugt en del, så man skal regne med en vis udgift til ormene, for det er vigtigt at bruge friske orm hele tiden, og ikke bare en lille stump. I nogle tilfælde kombinerer jeg med den røde Nereis Gulp. Vores erfaringer er, at det giver lidt færre fisk, hvis man sammenligner med almindelige orm, men til gengæld giver det ofte større fisk. Så hvis man er til en konkurrence, hvor det gælder om at fange den største fisk, så kan det være en ide at slutte med Gulp, slutter Jan, mens Carsten ringer med klokken, og vi gør klar til at prøve en ny plads.

 

Orm på fladfisketakel

Ifølge eksperterne er forfang med perlemor og hvidt godt til rødspætterne. Der skal masser af frisk orm på og vil man fange lidt færre men større fisk, kan man evt. prøve med Gulp.

Skipper på turbåd

Carsten Nielsen har både været skipper på Havlit og på Hanne Berit. Og fladfiskeriet, det dyrker han stadig begejstret.

Sådan fanger Carsten Nielsen fladfisk

 Carsten har været skipper på Øresund i næsten 20 år. – Jeg holder meget af fladfiskeriet, fortæller han med et smil ud i igennem lugen, hvor han holder øje med fangsterne. – Fladfiskene dukker jo ikke ligefrem op på ekkoloddet, så det er ikke tilfældigt, at han holder et vågent øje med, hvor kunderne får fisk. – Fladfiskeriet er dejligt afvekslende og et forfriskende skift fra torske- og sildefiskeriet, fortsætter han. – Der er meget lidt sejltid involveret, og folk får fisket rigtig meget.

Nogle gange fanger vi selvfølgelig mere end andre, men folk har stort set altid fisk med hjem, så de kan tilberede et lækkert friskfanget måltid, og tænke tilbage på en god dag. Det er skønt at give folk denne oplevelse. Fiskeri efter fladfisk er også et oplagt fiskeri at have børnene med på. De plejer at nyde det i fulde drag, og jeg bliver aldrig træt af at se deres udtryk, når de hiver en flot flad over rælingen.

Carsten inviterer mig ind i styrhuset, for at vise mig det takel, som han selv foretrækker. I visse kredse er det kendt som svensker taklet. Det består af flere dele med kulørte plastik rør og små perler, som kan sættes sammen i forskellige kombinationer. – Jeg bruger det typisk med en 125 grams pirk, og har gode erfaringer med de lyserøde og gule plastik rør, afslører Carsten. Med hensyn til agn er Carsten rørende enig med Jan. Han opfordrer til ikke at spare på agnen: – Lidt agn giver lidt fisk, og meget agn giver meget fisk.

– Jeg foretrækker som regel naturlig agn, men hvis man fisker med et takel med to eller tre kroge, kan man med fordel fiske med en Gulp orm på den ene, som kan have en lokkende effekt. Han har samme erfaringer som Jan med hensyn til, at det giver færre, men ofte større fisk.

 

fladfisk

Kristian Kølby Kristensen har bestemt fod på de flade. Her er det en flot double på en rødspætte og en skrubbe, som han fik den dag Fisk & Fri var med på fladfisketur.

Fladfisk – forventningens glæder og udsigten til en god middag

Jeg nyder fladfiskeriet, og der er da også kommet et par fine fisk i min kurv, som jeg glæder mig til at stege i smør og servere med lidt kartofler og dild. Men der er stor forskel på, hvor meget folk fanger, og nogle har bare mere styr på det end andre.

To gutter vækker min opmærksomhed oppe fra stævnen. De fanger simpelthen flere fisk end alle andre. Langt flere fisk vel at mærke. Og det er ikke tilfældigt. Gutterne hedder Rene Christensen og Kristian Kølby Kristensen. De har fisket på hold sammen samt fisket individuelt til adskillige Danmarks mesterskaber i Havfiskeri med mange flotte placeringer – både i Dansk Havfiskerforbund og DSF-regi.

– Vi elsker at fiske fladfisk, fortæller de nærmest i kor, da jeg spørger indtil deres fiskeri. – Der sker stort set altid noget, og så drømmer jeg om en dansk rødspætte på tre kilo rent, fortæller Rene, hvis PR ikke ligger mindre end 500 gram fra denne drømmefisk. Vi fisker meget flade i både Storebælt og her i Øresund, og har da efterhånden gjort os nogle erfaringer i forhold til det grej vi bruger, og den måde vi fisker på, tilføjer Kristian. – Vi bruger helst så let grej som muligt, og fisker med 0,12 til 0,15 mm fletline og bløde stænger på 6-8 fod med en kastevægt på omkring 80 gram. Mange bruger alt for tungt grej og opdager måske kun halvdelen af de fisk, der hugger. – Jo lettere synk desto bedre, tilføjer Rene.

 

Fiskeri efter fladfisk på Øresund

Ifølge de garvede fladfiskere handler det om at fiske aktivt og koncentreret. Rene Christensen mener at mange misser over halvdelen af de hug de får, fordi de fisker med for kraftigt grej og ikke mærker fisken ordentligt.

Fisk aktivt efter fladfiskene – så fanger du mere

– Jeg starter som regel med en hjemmemalet selvlysende pirk på 80 gram, men hvis jeg kan gå ned til et på 40 gram, gør jeg det meget gerne. For dem der ikke lige har muligheden for at benytte Renes hjemmestøbte pirke, kan i kigge på Kinetics Romsø pirk eller Ron Thompsons Thor, der begge minder om Renes pirk. Den øgede føling resulterer i flere fisk, og når jeg kigger ned i deres kurv, kan jeg se, at det ikke er varm luft. – Forfanget er et hjemmebundet glidetakel med bom, hvor der sidder en krog over og under pirken, fortsætter Rene. Glidetaklet gør, at man mærker selv de forsigtige hug. – Går vi efter spætter bruger vi ofte hvide perler, og gule hvis vi går efter skrubber. Krogen er den røde Gamakatsu Worm LS-3113R i str. 2, som benyttes af stort set alle havfiskere jeg kender. Begge gutter er enige i, at der skal bruges masser af friske orm og indrømmer, at der hurtigt ryger 500 gram eller fem pakker per mand per tur.

Aktivt fiskeri er nøgleordet, afslører Kristian, idet han demonstrer, hvordan de lokker fiskene til ved at trække taklet af sted hen over bunden. – Hastigheden vi hiver ind med afhænger af dagen og forholdene. Det samme gælder, hvor hurtigt vi giver modhug. I dag er de ikke så forsigtige, afslører Rene og statuerer et eksempel ved at give modhug og hive en flot spætte dublet ind. Deres position på båden er heller ikke tilfældig. Vi foretrækker til hver en tid stævnen eller agter fortæller Kristian. – Det giver meget bedre muligheder for at dække et større område, end hvis man står midtskibs.

Nu har jeg lært alle tipsene fra de garvede, så efter en velfortjent pause med en lun pølse og en kølig Tuborg er jeg i gang igen. Denne gang med et af Carstens takler, masser af frisk orm og et aktivt fiskeri. Og sørme om der ikke er hug…

På Fisk & Fris Youtube kan du finde flere gode videoer om fiskeri efter fladfisk – samt hvordan du renser og fileterer dem. Abonner på Fisk & Fris Youtube kanal og se fladfiskefilm her.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2010.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

SKRUBBER OG RØDSPÆTTER: FINE FLADE FRA FYRHOLM

– I lørdags var vi lige på en dejlig tur med Fyrholm fra Spar Lystfiskeri, og selvfølgelig fangede vi en masse fisk, fortæller Alfred Weinholt. – Vi har ellers ude i noget af det værste vejr med op til 19 m/s i stødende, men det gik alligevel godt.

– Jeg tror, at alle fangede en masse pæne flade. De største min far og jeg fangede var 450-500g. Det var ikke de største, men nogle fine fisk alligevel. Jeg fiskede kun med børsteorm, mens min far fiskede både orm og skalrejer. Det var næsten umuligt at holde bund, men fiskene svømmede jo også op efter maden, så det var vel ikke det værste. Vi var dog nødt til at sejle ret meget sydpå pga. vinden.

– Vi var ude med Ishøj Fiskeklub på Fyrholm, og Hvidovre Sport var ude med Havstrygeren. Vi endte med at få 22 fladfisk, som vi beholdt, men smed omkring 50 ud, som var lige på grænsen eller bare for små, slutter han.

Rapporten deltager som alle andre nye fangstrapporter og 2025 artikler i lodtrækningen om en fiskedrømmerejse sponsoreret af iFish Travel. Du kan booke fladfisketure med Fyrholm, som fra den 18 oktober sejler fra Spodsbjerg i Langelandsbæltet her.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

HAVFISKERI I OKTOBER – MAKREL, FLADFISK, SILD OG HORNFISK

Makrel, rødspætter, hvarrer, skrubber, sild, torsk, og hornfisk! Oktober byder på masser af muligheder for havfiskeren. Vi har talt med småbådseksperten Jacob Weile fra Daiwa Scandinavia, der her giver dig en håndfuld hotte tips til den kommende måneds fiskeri.

 

AF JENS BURSELL

 

OKTOBER er en helt suveræn måned for havfiskeren, fordi mulighederne er utrolig alsidige. – Makrelfiskeriet er en af mine absolutte favoritter i oktober måned, fortæller Jacob Weile, der i mange år har gjort livet usikkert for fiskene i især Øresund og Storebælt.

 

Tradera

 

Makrel fra Øresund

Makrelfiskeri er toptunet action, der om noget kan tænde nye lystfiskersjæle. Her en glad Bertil Fohrmann med en flot flådmakrel taget med sildestrimmel som agn.

Trolling efter makrel

 – Makreltrolling er helt klart det mest effektive, fortsætter Jacob, der ikke er i tvivl om, at det giver markant bedre og mere stabile resultater, end hvis man kaste- eller medefisker. – Kunsten er at lægge ud med at fange en god håndfuld sild, som skæres i tynde strimler og bruges til agn. Det mest simple er at lave et takel med to str. 6 trekroge bagerst samt en mindre styrekrog, der sættes forrest i sildestrimlen. Taklet bindes på fx 0,40 fluorocarbon og monteres i hovedlinen med en god kuglelejesvirvel – fx Apex.

– Fiskedybde bør som udgangspunkt være 30-60 fod fortsætter Jacob. – Klassiske steder er langs kanter og rev – fx Nordvestrevet – samt diverse badekar på nord- og vestsiden af Hven i Øresund. Har man først fundet fisken, kan der virkelig være gang i fiskeriet, og når først det spiller, så er 20-40 flotte makreller en helt almindelig fangst på disse kanter. Man kan udmærket fiske med fire stænger, men når først der er gang i den, så er det normalt rigeligt at skulle håndtere to stænger af gangen. Farten bør være så lav som muligt – dvs 1,5-2 knob. Der er desværre blevet lidt længere mellem de helt store, men det kan måske have noget at gøre med et generationsskifte i makrelbestanden.

 

Slethvar fra Øresund.

Jacob Weile (tv) og Tom Nielsen med et par flotte slethvar taget på tobismede.

Efter flade i Øresund

Fladfiskeriet i sundet kan være super fint, og er man frisk på at arbejde for at finde nye pladser, er der også stadig en chance for at fange fx lidt større rødspætter.

Der er stadig masser af potentielle rødspætte pladser – typisk knolde og skrænter med hård bund – som stadig er mere eller mindre ufiskede blandt fladfiskefolket. De bedste pladser er ofte kanter og knolde. Skrubberne findes helt ind til 5-6 meter, mens spætterne ofte står lidt dybere. I takt med, at det bliver koldere, skal man ofte lidt længere ud – fx 10-12 meters dybde. Hård bund er normalt det bedste, og er der deciderede muslingebanker er det helt perfekt.

 

Tobis er en virkelig god agn til stort set alle havets rovfisk.

En hel tobis agnet op på et krogsæt som dette er ren guf for mange fiskearter – lige fra makrel, hornfisk og havørred – til pig- og slethvar.

Efter hvarrer på Øresund

Hvarfiskeriet har et kæmpe potentiale – især i Øresund, hvor det indtil videre primært er pladserne nord for Helsingør, der har været i havfiskernes søgelys. Men – der er også masser af muligheder i det sydlige Øresund. Eksempelvis kommer erhvervsfiskerne ved Vedbæk jævnligt ind med pighvarrer i 2-5 kilo klassen. Tilsvarende er der en del pladser nede omkring Øresundsbroen, der stinker langt væk af store pighvar.

Den bedste teknik er normalt bundmede med tobis som agn. Det er vigtigt, at de er så friske og uskadte som muligt. Er jeg heldig nok til at få dem levende og kan holde dem i live, så er levende agn helt klart min favorit. Krogtaklet er basalt set det samme som til makreltrolling – blot fisket på et glidende paternostertakel med 10-12 centimeter lodtafs. Nogle foretrækker at peppe taklet op med perler, men min favorit er helt klart en så naturlig præsentation som overhovedet muligt.

Som hovedline bruger jeg 0,20 fletline, for at minimal strømmodstanden og give bedst mulig indikation af huggene. Hvarrerne befinder sig oftest på 5-12 meters dybde i oktober, men man skal ikke være bange for at gå endnu lavere. Grusbund er interessant, men ren sandbund inden i gruspartierne kan ofte vise sig at være de allerbedste fiskespots.

Flotte høstsild fra Øresund

 – Sildefiskeriet er helt i top, og her kan alle være med. Hvis du er oppe på dupperne, kan du fange rigeligt med spisesild til en hel sæson – samt en helt masse agn til fryseren, så du er toptunet til fx vinterens geddefiskeri med død agn. Udover, at der er tale om et regulært gudefiskeri, så er det en perfekt mulighed for at tage børn, venner og bekendte med ud på en fisketur, hvor der er fangstgaranti. Her kan du være sikker på at klække et par nye lystfiskere!

Efter hornfisk på tilbagetog

– Hornfiskene er netop nu på vej tilbage fra deres gydeområder og søger tilbage mod de åbne farvande. Fiskene, der ofte findes langs strømkanter og -skel er i topform, og snitvægten er betydeligt bedre end i foråret. Ofte er der tale om solide slanger, der fylder en helt del mere på en tallerken end de gjorde i april-maj. Mange af fiskene vejer godt op mod kiloet – og de er stort set alle steder.

Fisker man målrettet efter hornfisk er den bedste fiskedybde 1-6 meter under overfladen og teknikken er fuldstændig den samme, som når man fisker med sildestrimler efter makrel. Trolling med sildestrimler giver her i oktober desuden også gode muligheder for at komme i kontakt med både sej og havørred – så det er bare med at komme ud og få luftet stængerne, slutter Jacob.

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel

MED FYRHOLM EFTER FLADFISK I LANGELANDSBÆLTET

Den 18. oktober starter det gode skib Fyrholm op med at sejle fra Spodsbjerg Havn på Langeland. Ved roret er Martin Hubert, der en af Europas bedste havfiskere:

– Der bliver lige nu fanget rigtig mange flotte fladfisk dernede, så forhåbningerne til de kommende måneders fiskeri er helt i top. Vi kommer til at sejle både hverdage og weekender fra 8-15 – og der fiskes udelukkende efter fladfisk – primært med fokus på rødspætter, skrubber samt isinger. Vi vil dog også løbende eksperimentere med fiskeriet efter pig- og slethvar.

– Udover, at man selv skal medbringe agn/orm, er alt som det plejer at være med mulighed for at købe både morgenmad og frokost om bord. Sidstnævnte er intet mindre end vores legendariske frankfurtere, så du kan roligt glæde dig.

Fyrholm kommer til at ligge i Spodsbjerg og fiske i Langelandsbæltet indtil foråret.

Du kan booke fladfisketure med Spar Lystfiskeri i Langelandsbæltet her. Spørgsmål kan rettes til Spar Lystfiskeri her.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

TAG UD EFTER FLADFISK I EFTERÅRSFERIEN MED SPORT DRES

Efterårsferien byder på masser af gode muligheder for fede fisketure, blandt andet kan du rive en dag ud af kalenderen, og komme med Sport Dres ud for at fange fladfisk, der er et fornøjeligt og normalt nemt fiskeri for alle.

– Vi sejler fra Vedbæk med M/S Jaws, som er et af Sundets bedste skibe, fredag den 17. oktober kl. 8.00–15.00, lyder det fra arrangøren. – Der er kun 22 pladser, så skynd dig at tilmelde dig. Prisen er 350 kroner, og der er mødetid senest 15 minutter før afgang.

– Børsteorm er ofte det mest effektive – og vi kan tage agn med, hvis du bestiller det ved tilmelding. Har du ikke prøvet fladfiskeri før, så tag fat i os; vi hjælper dig godt i gang. Der er tilmelding i butikken eller på 38 88 46 48, slutter Sport Dres, som også kan kontaktes via info@fiskegrej.dk

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

DAIWA OPEN 2025: EFTER FLADFISK I LANGELANDSBÆLTET

– Endelig ramte de rigtige vind- og strømforhold, så turen kunne gå til Langeland efter flade, fortæller Arne Biering, der havde blancherede sandorm i fryseren og masser af Gulp klar, så agnene var på plads.

– Efter toenhalv times kørsel fra Århus kunne jeg sætte båden i vandet. Det var den smukkeste morgen, og der var næsten vindstille. På havnen fik en jeg god snak med nogle lokale, som også havde ventet på det gode vejr – og inden læge var vi på vandet. Jeg har fisket en del i Langelandsbæltet, så et kendt spot blev det første mål. Her monterede jeg både Gulp og agn på samme rig, hvilket normalt virker rigtig godt ved drivfiskeri. Så lagde jeg den første stang ud, og ville rigge nummer to til, men det nåede jeg ikke, for der var hug med det samme. Det var en smuk, ilter rødspætte. Og det blev til endnu en i samme drev. 

– Så sejlede jeg op i vinden og startede et nyt drev, hvilket også gav to rødspætter.  Nu tænkte jeg, at det nok blev en vild dag, men sådan blev det ikke. Strømmen skiftede retning hurtigt, hvilket er ganske unormalt, og dræbende for fladfiskenes bidelyst. Jeg brugte ret lang tid, inden jeg fandt bidelystne fisk igen, men så gik det også derudaf. I båden har jeg et kar med havvand og skifter vandet tit, så fiskene holdes friske. Det er vigtigt på en varm dag som denne.

– Så kom der endnu et strømskift, så nu hvirvlede vandet rundt og var fyldt med tang. Heldigvis fandt jeg så fiskene helt inde på fem meter vand, så jeg kunne stadig fiske og fange. Strømmen fandt til sidst endelig en rytme, så jeg kunne få drev skråt væk fra land, så jeg kunne tage tilbage til det første sted, og her blev det til flere gode fisk. Næsten alle var rødspætter, men der var også et par gode skrubber og en enkelt undermåls ising, som i øvrigt gav dagens mest hidsige fight.

– Nogle timer senere kunne jeg tøffe mod havn med en rigtig god spandfuld flade, idet jeg nød eftermiddagens sol og stille vejr. Det var virkelig en fisketur, der var spot-on, slutter han.

Hvis du selv vil fiske efter fladfisk Langelandsbæltet, så bliver der gode muligheder nu, hvor det gode skib Fyrholm med Martin Hubert ved roret flytter til området fra midten af oktober, hvilket du kan læse mere om her.

Se hvordan du fisker fladfisk i denne video på Fisk & Fris YouTube optaget på Fyrholm.

Se hvordan du renser og fileterer en fladfisk i denne video, hvor Martin Hubert giver tips og tricks.

 

drømmerejse iFish Travel

drømmerejse iFish Travel