Som du har kunnet læse på fiskogfri.dk, har det gode skib Fyrholm med Martin Hubert ved roret sejlet fra Spodsbjerg siden midten af oktober for udforske fladfiskeriet i Langelandsbæltet.
– Allerede på den første tur fangede vi masser af fisk, og i takt med at vi har brugt mange gode fisketimer hernede, har vi fundet en del rigtig fine pladser, der har sendt snitstørrelsen godt i vejret. Vi fanger således rigtig fint med fisk over mindstemålet, og en stor del af dem er i rigtig godt huld med en fin tykkelse, der passer perfekt til nogle velsmagende og saftige fileter.
– Det milde vejr har kun været godt for fiskeriet, og som det ser ud nu, kan fiskeriet efter Langelandsbæltets fladfisk sikkert fortsætte stabilt et godt stykke ind i vinteren, fortsætter han. Vi fisker typisk på 7-10 meters dybde, hvor der er moderate strømforhold, så det er behageligt at fiske med relativt let grej – eksempelvis takler med 60-100 grams pirke. Sidste weekend fangede vi masser af skrubber, isinger og rødspætter, og langt de fleste kunne ende med at hjemtage 10-15 flotte fladfisk til aftensmaden.
Husk, at man selv skal medbringe alle agn til fisketurene, slutter Martin. Fladfisketurene kan bookes via Spar Lystfiskeris hjemmeside her.
Se hvordan du fisker efter fladfisk fra turbåd i denne video på Fisk & Fris Youtube.
- og lær at flå og filetere fladfiskene i denne video.











