feb 1, 2023 | Nyheder
Af Jens Bursell
Brugen af fisketegnsmidlerne har i årevis – og med rette – været kritiseret for i alt for ringe grad at blive brugt til det de oprindeligt var øremærket til – nemlig at sikre større og stærkere fiskebestande. Det har ligeledes været en anke, at brugen af pengene ikke har reflekteret bredden i dansk lystfiskeri, fordi næsten alle midlerne har været brugt på laksefisk. Denne kurs for brugen af fisketegnsmidlerne har i årevis har været bakket op af DSFs tidligere ledelse.
Siden formandsskiftet for et par år siden har DSF dog i højere og højere grad bevæget sige i en retning, der tilgodeser alle danske lystfiskere – en udvikling der understøttes og medkatalyseres af den nye brancheforening Dansk Lystfiskeri, som arbejder for større diversitet i fiskeriet.
DSF har netop været til møde det såkaldte § 7 udvalg, hvor der pt lægges planer for brugen af midlerne de næste tre år – og under overskriften ”Pengene fra fisketegnet skal komme alle lystfiskere til gode” på facebookgruppen ”Talerør for Danmarks Sportsfiskerforbund” kommenterer formanden for DSF – Torben Kaas – følgende:
– Vi havde to klare budskaber med til mødet. For det første skal der bruges flere penge på vores ødelagte marine miljø og projekter, som belyser problemerne dér og peger på løsninger. Særligt på kysterne skal vi satse med fisketegnsmidlerne. Dertil kommer et behov for at hjælpe rovfiskebestandene i vores søer på vej. De ting skal komme oveni det store arbejde med vandløbene. Og for det andet er der hvert år historisk trukket 10 mio. kroner af fisketegnsmidlerne, som bruges til at opfylde krav i Vandrammedirektivet. Vi mener ikke, det er lystfiskernes opgave at betale for naturødelæggelser som følge af “vandløbsvedligeholdelse” med meget mere. De penge skal i stedet bruges på direkte hjælp til at få vores fiskebestande på fode.
– I forlængelse af et dagsordenspunkt om pristalsregulering af tegnet spillede Peter Lyngby og Claus Eriksen fra Dansk Lystfiskeri ind med et ønske om at markedsføre fisketegnet bedre, så vi kan få nogle flere penge at gøre med. Vi har nu lagt sporene for, hvordan vi kommer videre med alt ovenstående, og så følger vi op på et nyt udvalgsmøde inden sommerferien. Jeg gætter på, at vi kommer langt med at sætte aktiviteter i gang for kyster og søer samt med pristalsregulering og markedsføring. Opgaven med at få de 10 mio. “hjem” til os igen er større og er ikke klaret med et snuptag – men vi har en plan…, slutter han.
Det bliver spændende at se de endelige planer for den kommende treårs-periode i fiskeplejen. En ting dog er sikkert: DSF bevæger sig i den rigtige retning – og det kan kun blive bedre af, at brancheforeningen Dansk Lystfiskeri nu også er der til at udklække og katalysere nye ideer – samt bakke op om DSF i kampen for bedre fiskebestande.
DSF indspark til en omfordeling af fisketegnsmidlerne er et rigtig godt initiativ, for det er den vej vi skal, hvis vi vil udnytte fisketegnsmidlerne bedre. Men – vi er dog langt fra i mål. Selv hvis DSFs forslag går igennem, udnyttes midlerne stadig alt for ineffektivt, så længe DTU Aquas selv prisætter sine projekter uden reelt armslængdeprincip og konkurrence – og stort set uden kontrol. Hvem ved – måske vi kunne få dobbelt så meget forskning for pengene, hvis der var konkurrence om projekterne? Eller – vi kunne få lavet den nødvendige forskning for det halve – og bruge resten på habitatsrestaurering og flere fisk?
jun 29, 2022 | Nyheder
DSF har netop indsendt et godt og yderst velgennemarbejdet høringssvar til Vandområdeplanerne 2021-27, der – hvis alt går vel – gerne skulle blive drejebogen for, hvordan vi når ”god økologisk tilstand” i vores vande inden 2027. Det er varslet fra EU, at der ikke kommer flere udsættelser på tidsfristen, og det kan derfor blive dyrt for Danmark fortsat at sove i timen.
DSF giver berettiget Vandområdeplanerne 2021-27 en skarp kritik med på vejen. – Overordnet set er problemet, at der mangler tilstrækkelig viden om tilstanden i vores vandmiljø, det gælder særligt de vandløb og søer, der er en del af vandområdeplanerne. Dertil kommer, at der ikke er planlagt tilstrækkeligt med indsatser til at rette op på den dårlige tilstand – selv de steder, hvor man har viden om, at der er et klart behov, pointerer Lars Brinch Thygesen på DSFs hjemmeside.
I høringsvaret har DSF blandt andet lavet en kompetent, detaljeret opgørelse og prioritering af, hvilke steder der hurtigst muligt bør fjernes spærringer for at få størst og hurtigst effekt af tiltagene.
På Fisk & Fri har vi i lang tid skrevet om, hvordan erhvervsfiskeriets negative effekt på både fiskeindex og vandkvalitet – vil gøre det sværere at komme i mål med målsætningerne om god økologisk tilstand jfr. EU’s Vandrammedirektiver. Danmark er forpligtet til at leve op til EU’s Vandrammedirektiver inden 2027, og Fisk & Fri har derfor de sidste par år opfordret DSF til at bruge netop dette stærke argument til at få lukket erhvervsfiskeriet på søerne. Nu har DSF omsider taget denne argumentation til sig – og brugt den i høringssvaret. Så mangler vi bare, at DSF også vælger at bruge samme stærke argumentation over for Naturstyrelsen, som er dem, der i praksis lokalt giver tilladelser til erhvervsfiskeri på statsejede søer – eksempelvis Arresø.
Det underer dog at DSF ikke har forholdt sig til de forestående biomanipulationer af diverse søer på samme måde som man detaljeret har forholdt sig til mere eller mindre samtlige vandløb i hele landet. Det vender vi tilbage til. Overordnet set er det dog på mange områder et godt høringsvar inden for de områder, hvor man har gået i dybden.
Godt gået DSF! Du kan læse hele DSFs høringssvar til Vandområdeplanerne 2021-27 her.
sep 10, 2021 | Artikler, Miljø og debat
Ulrik Hansen med en flot sandart
Kontrakten på erhvervsfiskeri i Arresø udløb sidste år, men blev forlænget til og med 2021, fordi NST ønsker at have afklaret den evt. fortsatte brug af bygningerne ved Ågabet. Fisk & Fri har talt med NST, som nu sender et klart signal om, at der ikke er nogen garanti for, at erhvervsfiskeriet efter sandart kommer til at stoppe. DSF forholder sig desværre ret passive i sagen, og ønsker ikke at gøre NST opmærksomme på det uheldige i at nedfiske evt. kommende store årgange af sandart på søen.
AF JENS BURSELL, FOTO: NIELS BUCH JØRGENSEN
SANDARTBESTANDEN I ARRESØ har over årene været befisket benhårdt af erhvervsfiskeren efter rådgivning fra DTU Aqua – hver eneste gang, der er kommet en god årgang. Og det er problematisk. Dels fordi bortfiskning af de store rovfiskeårgange, gør det sværere for søen at leve op til EU’s Vandrammedirektiver, og dels fordi det bliver vanskeligere at få søens sandartbestand op på et mere stabilt og højt niveau, som er godt for søens økologiske balance – samt attraktivt for lystfiskerne i området.
Med de første udmeldinger fra NST, som administrere fiskeriet i søen, har man let kunne få det indtryk, at NST planlægger at stoppe erhvervsfiskeriet helt på Arresø, hvilket jo ville være glædeligt. Men det, at NST, – rådgivet af DTU Aqua – mener, at det er helt OK at mere eller mindre at bortfiske de store årgange af sandart, har længe fået en alarmklokke til at ringe her på redaktionen. Som den nuværende kontrakt med erhvervsfiskeren er skruet sammen, så tjener skoven en højere og højere procentdel af fangstens værdi, jo mere rovfiskebestanden fiskes ned. Og det betyder, at NST – i hvert fald på den korte bane – har haft et økonomisk incitament til at se stort på EU´s Vandrammedirektiver og de mange lystfiskeres interesse i et godt sandartfiskeri på landets største sø. Hvorvidt de også har det fremover – vil afhænge af hvilke aftaler, der eventuelt indgås med fremtidige erhvervsfiskere i forbindelse med fiskeriet efter sandart.
Ingen garanti for stop af det kommercielle sandartfiskeri
Som det står nu, skal bygningerne ved Ågabet rives ned, hvis forpagtningen af erhvervsfiskeriet stopper. Hvis da ikke man – som det har været på tale – tillader en fortsat drift af Ågabet til formidling. Til denne sag kommenterer skovrider Jens Bjerregaard fra NST til Fisk & Fri:
– Der er ikke tale om, at der kan opnås en erhvervsfiskerikontrakt gennem at drive Ågabet; Der er til den eksisterende kontrakt tilknyttet en nedrivnings klausul af bygningerne ved Ågabet, og for at have en afklaring omkring nedrivning/ikke nedrivningsansvar er kontrakten forlænget, indtil der er en afklaring om bygningerne, der besidder en kulturhistorisk værdi, eventuelt kan overtages af nogle andre mhp en form formidling etc. eller om de skal nedrives på forpagters bekostning.
Da jeg spørger ind til om evt. formidling kunne indebære et element af fortsat erhvervsfiskeri for at vise folk, hvordan stedet har været brugt samt vise dem fiskene og eksempler på driften af stedet, svarer Jens Bjerregaard. – Om der bliver et demonstrationsfiskeri med et enkelt net/ruse mhp formidling er ikke afklaret, men vel egentlig også underordnet. Det svarer til, når vi f.eks som demonstration ville køre vand igennem turbinen ved Esrum? NST har jo ikke sagt, at der ikke kan komme et år, hvor NST vil foranledige fiskeri efter sandart, hvis en pukkel opstår. Men erhvervsfiskeri efter ål ophører, og det var baggrunden for erhvervsfiskeriet, som nu bringes til ophør.
Arresø ville kunne få et fantastisk fiskeri efter sandart, der sandsynligvis kunne bære et pænt fisketryk, hvis ellers man fik stoppet erhvervsfiskeriet. Desværre er DSF meget passive i sagen og ønsker ikke at udfordre DTU Aquas anbefalinger om hård befiskning af sandarterne. Det er en ommer. Her en flot sandart til Mark Buch Jørgensen.
Store sandartårgange vil måske stadig blive nedfisket
For at være helt sikkert på, at jeg har forstået det rigtigt, stiller jeg følgende opfølgende spørgsmål: “Det er besluttet at forpagtningen af erhvervsfiskeriet på Arresø skal ophøre”. Hentyder dette udelukkende til ålefiskeriet (?) – eftersom du ovenfor mere eller mindre direkte skriver, at der, “selv hvis forpagtningen af erhvervsfiskeriet ophører” sagtens kan komme år, hvor I tillader erhvervsfiskeri, hvis der fx kommer en stor årgang af fx sandart. Er det korrekt forstået?
– Ja det er korrekt, at det primært er af hensyn til ålefiskeriet, at erhvervsfiskeriet må ophøre, da det er det løbende indtægtsgrundlag for erhvervsfiskeren, siger skovrideren. – Men kom der en stor pukkel af sandart, som det bæredygtigt med økonomisk gevinst kunne befiskes samtidig med, at lystfiskeriet kunne tilgodeses, er der intet i vejen for, at Naturstyrelsen ved egne folk eller en erhvervsfisker befiskede bestanden i det pågældende år.
Jan Kidholm Christensen, der er chefkonsulent for NST i Nordsjælland supplerer: – Vedrørende Ågabets fremtid, regner jeg med, at vi påbegynder forhandlingerne herom nu og med forventet afslutningen senest 1. oktober. Kontrakten med den nuværende erhvervsfisker udløber med sikkerhed ved årets udgang, men vi kan som skitseret ovenfor ikke udelukke, at vi på et tidspunkt på ny vil tillade erhvervsfiskeri efter sandart, hvis der kommer nogle store årgange. Sker det vil en ny erhvervsfiskeraftale komme i offentligt udbud.
Spørgsmålet er så: Er bæredygtighed lig med god økologisk tilstand og godt fiskeri?
Svaret er ikke nødvendigvis ja. I den terminologi NST bruger bæredygtighed betyder det sådan set bare hård befiskning af store årgange – men lige akkurat ikke så hård, at bestanden kollapser og forsvinder helt. Alt tyder på, at det der af NST og DTU Aqua betegnes som ”bæredygtigt” går ud over søens klarhed, når de gode årgange af sandart bortfiskes, hvilet kan man se ud af MST´s egne data for både Arresø og Tissø. Og det betyder, at det bliver sværere for Danmark at leve op til sine forpligtelser ifht EU’s Vandrammedirektiver. Hele denne problemstilling er udførligt dokumenteret i artiklen her. Bæredygtigt erhvervsfiskeri som NST snakker om, er altså sandsynligvis ikke lig med god økologisk tilstand og godt fiskeri for lystfiskerne.
Læs mere om de potentielle konsekvenser ved en hård befiskning af sandart – og rovfiskebestandene her.
DTU Aqua anbefaler hård befiskning af store sandartårgange, hvilket er årsagen til at NST ikke har nogen problemer med at tillade en ny erhvervsfiskekoncession på Arresø. Desværre vægter DSF sin blinde loyalitet til DTU Aqua højre end at gøre noget ved sagen og oppponere med DTU Aquas manglende dokumentation for en positiv effekt af erhvervsfiskeriet.
Arresø – hva´ nu?
Eftersom i praksis ingen lystfiskere fisker ål på Arresø og sandarten uden sammenligning er den mest dominerende rovfisk i søen, vil NST udmelding om ”stop af erhvervsfiskeri på Arresø – pånærmåskeligesandartfiskeriet” i praksis næppe komme til at forbedre lystfiskeriet på Danmarks største sø, eftersom det tilsyneladende alligevel er hensigten at nedfiske de (forhåbentlig) kommende gode årgange, der skulle have dannet grundstammen i et up-coming sandartfiskeri for lystfiskerne.
Hvad mener DSFs lokale talsmand for Nordsjælland?
I den forbindelse har vi stillet et par spørgsmål til Danmarks Sportfiskerforbunds repræsentant i Nordsjælland – Ejvind Hartmund, som sidder med i både brugerrådet for Arresø, NST´s brugerråd for Nordsjælland samt Gribskov Kommunens Grønne Dialogforum:
– Som du kan se ovenfor er den seneste udmelding fra NST – at de ikke kan garantere, at der ikke kommer en ny erhvervsfisker på Arresø, hvis der kommer nogle gode årgange af sandart på søen. Ønsker lokalforeningerne på Nordsjælland DSF´s støtte til at forebygge en situation, hvor der lige pludselig – uden nogen er blevet spurgt – gives tilladelse til en ny erhvervsfiskerkoncession på Arresø, som måske kan vare mange år?
– Lige nu henholder vi os til de tilsagn, der er givet fra NST om, at erhvervsfiskeriet på Arresø stopper permanent, – skulle der på et senere tidspunkt vise sig behov for en midlertidig reguleringsindsats, så må vi se på det, men vi vil ikke accepterer nye erhvervsfiskekoncessioner, og den indstilling deler vi efter min opfattelse fuldt ud med DSF, svarer Ejvind Hartmund.
– DTU Aqua, som rådgiver NST om søen, anbefaler hård befiskning af store sandartårgange – også på Arresø. Sker det, fordi man ikke har udvist rettidig omhu og har forebygget situationen, risikerer man at bombe fiskeriet efter sandart adskillige år tilbage, fordi det netop er de store årgange, der danner fundamentet for det fremtidige fiskeri. Mener du, at DSF – inden det er for sent – helt konkret bør gå i dialog med NST og DTU Aqua, for at overbevise dem om, at det er en dårlig løsning – både for lystfiskeriet og for søens biologiske tilstand – at nedfiske de fremtidige store sandartårgange på Arresø? Eller er sagen om et eventuelt fremtidigt erhvervsfiskeri efter sandart på Arresø en sag, som du mener de lokale foreninger kan løfte bedre selv?
– DSF er garant for lystfiskeriets fremme, og arbejder faktisk lige nu på at få foretaget en gennemgribende revision af den lovgivning, som regulerer fiskeriet i søerne. Vi vil således ikke tøve et sekund med at inddrage DSF i kampen mod alle tiltag, der går i retning af begrænsninger af søfiskeriet, men den kamp er allerede i gang bl.a. med kampagnen ”Garnfri Søer”, svarer Ejvind Hartmund, og runder af med at sige, at DSF arbejder målrettet på at afvikle alt erhvervsmæssigt fiskeri på søerne, hvilket selvfølgelig, og måske specielt, også omfatter Arresø. Hvis DSF kommer i mål med det, så er problemet løst og NST, Nordsjælland, kan skrotte evt. planer, der skulle gå i modsat retning. Dine spørgsmål går i retning af at der skulle være uoverensstemmelse med DSF og lokalforeninger her i området – dem kan jeg ikke se! – slutter han.
Man kan undre sig over at Ejvind Hartmund føler, at der er fuld opbakning fra DSF´s ledelse med ordene: ”at DSF arbejder målrettet på at afvikle alt erhvervsmæssigt fiskeri på søerne, hvilket selvfølgelig, og måske specielt, også omfatter Arresø” – når DSFs ledelse med ordene ” Vi prioriterer bare ikke Arresø over alt andet.” i ord og handling signalerer, det vi kan se i praksis – nemlig at DSF i praksis intet væsentligt har gjort for at få stoppet erhvervsfiskeriet specifikt på Arresø.
Og hvorfor er det så vigtigt specifikt at gøre en specifik indsats for Arresø, der er uafhængig af en generelt forbund mod erhvervsfiskeriet på alle danske søer. Det vender vi tilbage til sidst i artiklen.
Sandart som denne kunne der blive mange af til lystfiskerne, hvis man fik stoppet erhvervsfiskeriet på Arresø. Her er det Niels Buch Jørgense med en flot fisk.
Hvad mener DSFs ledelse?
Fisk & Fri har naturligvis også stillet et par spørgsmål til Danmarks Sportfiskerforbunds formand Torben Kaas om sagen.
FISK & FRI: Hvad har DSF gjort specifikt i forbindelse med Arresø for at forhindre, at der fortsat kan fiskes med net efter sandart på søen?
Desværre har DSF Torben Kaas ikke ønsket at besvare spørgsmålet, men kommer med en generel kommentar – se nedenfor.
FISK & FRI: Skovrider Jens Bjerregård fra NST, som træffer den endelige afgørelse om det fremtidige fiskeri på Arresø, rådgives af DTU Aqua som – tilsyneladende uden fagligt belæg for en positiv effekt – anbefaler en hård befiskning af store sandartårgange.
Har DSF henvendt sig direkte til DTU Aqua for at få en forklaring på deres rådgivning til hård befiskning af store sandartårgange? – og hvis ja, har DSF forholdt sig kritisk til deres forklaring og udbedt dokumentation for DTU Aquas påstande om, at store sandartårgange skulle være skadelige – eller at det skulle være godt for søen at bortfiske dem?
Desværre har DSF Torben Kaas ikke ønsket at besvare spørgsmålet, men kommer med en generel kommentar – se nedenfor.
FISK & FRI: Såfremt DSF mener DTU har givet en god faglig forklaring på deres rådgivning til hård nedfiskning af store sandart årgange – og DSF godtager den – hvad er så denne forklaring? Og hvilken dokumentation har man for, at det er rigtigt?
Desværre har DSF Torben Kaas ikke ønsket at besvare spørgsmålet, men kommer med en generel kommentar – se nedenfor.
Såfremt DSF er uenige med DTU Aqua i at store sandartårgange skal befiskes hårdt (?) – har I så henvendt jer til beslutningstagerne i NST og redegjort samt dokumenteret hvorfor de bør forholde sig kritisk til DTU Aquas rådgivning – eksempelvis hvis I mener en hård befiskning kan skade både vandmiljø og fiskebestand?
Desværre har DSF Torben Kaas ikke ønsket at besvare spørgsmålet, men kommer med en generel kommentar:
–Tak for dit tilbud om at medvirke i artiklen om sandartfiskeriet i Arresø. Denne gang kommer jeg til at afstå fra at svare på spørgsmålene, hvilket dels er på grund af tidsforbruget (du har jo som regel en del opfølgende spørgsmål), men også vinklingen. Din meget konkrete vinkling gør det umuligt for mig at formidle, at erhvervsfiskeriet i søer er et prioriteret tema hos os. Vi prioriterer bare ikke Arresø over alt andet. Vi har en generel politik om erhvervsfiskeri i søer, som vi forfølger alle relevante steder. Det gør vi ret aktivt. Konkret i forhold til Arresø er vi i løbende dialog med vores lokalforeninger i området. Lokalforeningerne håndterer sagen med støtte fra os, fordi det er den måde, de ønsker det på. Vi er desuden i direkte dialog med en række søforeninger om rovfisk i deres søer, men det er andre søer end Arresø. For så vidt angår DTU Aqua, så evaluerer vi deres arbejde i regi af §7 udvalget. For mig at se kan det kun komme dansk lystfiskeri til skade, hvis vi begynder på en offentlig stillingtagen til den måde, de arbejder på.
Hvorfor undviger DSF at besvare spørgsmål om Arresø?
Ja det kan man jo spørge sig selv om. Hvis man skal tage DSFs udmelding om, at de vil til at gøre noget for dansk søfiskeri, seriøst – blandt andet i form af en kampagne mod at stoppe erhvervsfiskeriet på søerne, så forekommer det besynderligt ”at man ikke har tid” til at besvare de helt centrale spørgsmål om dette, der stilles ovenfor. På DSFs sekretariat er er næppe mere travlt end på alle mulige andre helt almindelige arbejdspladser i Danmark, så hvis søfiskeriet vitterlig var så højt prioriteret hos DSF, som man siger i Vingsted – så havde man selvfølgelig også tid til at kommunikere dette ud til de danske lystfiskere.
Når DSF kører en kampagne mod erhvervsfiskeri på søerne, må man antage, at de som et minimum allerede har gjort sig den umage at undersøge de ting, som spørgsmålene ovenfor drejer sig om. For hvis DSF ønsker at spille ud med saglige argumenter, der virkelig rykker over for beslutningstagere og politikere – uden at spille ”turistkortet” – så har de selvfølgelig svarene klar allerede. De spørgsmål, der stilles ovenfor, burde DSF kunne svare på i blinde, hvis de virkelig mener det seriøst med at gøre noget for dansk søfiskeri.
Men Torben Kaas siger det måske selv med ordene: ”Din meget konkrete vinkling gør det umuligt for mig at formidle, at erhvervsfiskeriet i søer er et prioriteret tema hos os.” Ja – det er faktisk lidt svært at se, at DSF reelt set ønsker at ofre noget som helst for at skabe et godt søfiskeri på landets største sø, når man forholder sig så passivt i så vigtig en sag. Det bliver næsten sagt direkte med ordene: ”Vi prioriterer bare ikke Arresø over alt andet”. Over alt andet… Der er tale om landets største sø, som ligger inden for en times kørsel fra Københavnsområdet – og som måske kunne blive et af landets vigtigste søfiskerier, hvis man ellers gad og bekymre sig om det!
– Vi har en generel politik om erhvervsfiskeri i søer, som vi forfølger alle relevante steder, siger Torben Kaas. Jo tak – så landets største sø og måske potentielt set vigtigste fiskeri på Arresø er åbenbart ikke helt relevant nok for DSF.
Mest af alt virker det som om, at DSF udmærket er klar over, at DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af de store sandartårgange reelt set ikke kan underbygges fagligt – og at det faktisk er skadeligt – både for lystfiskeriet og for søens økologiske balance, hvis det fortsætter på denne måde. Men man vælger ikke at sige det højt, for tænk hvis DTU Aqua blev sure… Så vil man hellere fortie sandheden over for de danske lystfiskere og offentligheden. Det er simpelthen for slapt – og (endnu et) et svigt overfor dansk søfiskeri. Der er ingen tvivl om, at den nye ledelse af DSF med Torben Kaas i spidsen gør det markant bedre end den gamle – men indsatsen for dansk søfiskeri trænger stadig til en væsentlig opprioritering.
Udviser DSF rettidig omhu?
I min optik nej. Både lokalt og i bestyrelsen vælger man passivt at lade tingene køre sin gang uden at opponere mod de tilsyneladende videnskabeligt udokumenterede teorier, der er NST´s argument for også fremover at bortfiske de kommende store sandartårgange på Arresø – til skade for både lystfiskeret og søens økologiske balance.
I stedet håber DSF på, at man på højeste politiske niveau helt mirakuløst omsider forstår, at tiden er løbet fra erhvervsfiskeriet på søerne. Man hvordan skal man overbevise dem om det, når man ikke offentligt tør stå frem med de argumenter, der rykker fagligt – og som blandt andet viser, at et stop for erhvervsfiskeriet på søerne sandsynligvis vil kunne gøre det markant lettere for Danmark at indfri kravene i EU’s Vandrammedirektiver om god økologisk tilstand? Og ikke blot på Arresø, men på alle søerne.
Bevares – med DSF´s seneste initiativ om en undersøgelse af søfiskeriets socioøkonomiske værdi betalt af Fisketegnsmidlerne, håber man tydeligvis på at kunne bruge ”en højere værdi af lystfiskeriet” til at få lukket erhvervsfiskeriet… Og det ville da være dejligt, hvis ellers undersøgelsen viser det, man håber. Problemet med dette kan dog være, at man ved at værdisætte lystfiskeriet også ”spiller turistkortet”. Eller sagt på en anden måde – hjælper staten med at få lukket erhvervsfiskeriet på søerne, så forventer de måske også, at fiskeriet i højre grad markedsføres og åbnes op for turisme, hvilke hovedparten af de danske søer næppe vil kunne bære. Og så er vi lige langt med et måske lige så forarmet søfiskeri, som vi flere steder har nu.
En specifik stillingtagen og dokumentation for den potentielt skadelige effekt af hård befiskning af store årgange – vinklet på Arresø, har den fordel, at den måske vil kunne have en konkret effekt her og nu – også selvom et generelt forbud mod erhvervsfiskeri på søerne ikke kommer i hus lige foreløbig. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvornår forbuddet mod erhvervsfiskeri på fx Arresø kommer. For hvis man nedfisker en god årgang om fx 1-2 år, så risikerer man, at der kan gå 5-10 år inden fiskeriet kommer op igen. Og så nytter det ikke så meget, for de næste mange års fiskeri, hvis erhvervsfiskeriet på søerne forbydes om fx 3 år… Hvert minut tæller derfor med at forhindre en ny koncession. Og med den nølende samt konfliktsky strategi DSF har, risikerer man, at der lige pludselig er kommet en ny erhvervsfisker på søen, som ikke nødvendigvis er let at slippe af med, når først kontrakten er skrevet.
DSF strategi svarer lidt til at sige: ”Vi gider ikke gøre noget for at få Tangeværket på Danmarks største vandløb – Gudenåen – fjernet, for måske bliver nogen sure over, at vi siger dem imod. Så lad os hellere satse på, at der kommer et forbud mod alle dæmninger i hele Danmark – så slipper vi for at tage stilling til den aktuelt presserende konflikt ved Gudenåen indtil da…”
Situationen ved Arresø minder meget om ovenstående. DSF er tilsyneladende bange for en konflikt – måske fordi de ikke har de faglige kompetencer til at tage den – eller måske fordi de er enige med DTU Aqua uden at ville være ved det officielt. Så i stedet for at skaffe sig de faglige kompetencer, der skal til – eller opsøge dem udefra, vælger DSF at stikke hovedet i busken og tage den nemme løsning, som måske risikerer at trække i langdrag i årtier – præcis lige som sagen om Tangeværket. DSF: Det er en ommer.
Sandheden er ilde hørt
– For mig at se, kan det kun komme dansk lystfiskeri til skade, hvis vi begynder på en offentlig stillingtagen til den måde, de (DTU Aqua, red.) arbejder på, svarer Torben Kaas.
DTU Aqua har ingen mandat til at have politiske meninger. De er som forskningsinstitution med myndighedsbetjening sat i søen for at give en neutral og fagligt velfunderet rådgivning, på baggrund af hvilken politikerne skal træffe sine beslutninger. Hvis DTU Aqua – som Torben antyder, måske ”straffer” dansk lystfiskeri, for at komme med et seriøst fagligt modspil, som kunne gå hen og vise, at DTU Aqua ikke har det faglige fundament for deres rådgivning på plads – ja så er vi ude i en situation, der tangerer magtmisbrug. Men det er en lang snak – som vi vil tage i en af de næste artikler om fiskeripolitik på søerne.
mar 31, 2021 | Artikler, Fiskeri generelt
Danske Karpe- og Specimenfiskere afholdt generalforsamling tirsdag d. 23 marts, hvor formanden Mark Hemmingsen aflagde beretning om det nyligt afholdte møde med DSF, hvor mulighederne for et samarbejde blev diskuteret.
AF MARK HEMMINGSEN
Er et samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund overhovedet muligt? Danske Karpe- og specimenfiskere har afholdt et, set fra formandens side, konstruktivt møde med Danmarks Sportsfiskerforbund for at drøfte, hvorvidt et muligt samarbejde overhovedet er muligt.
Baggrunden for dette dialogmøde, var et skriv som bestyrelsen sendte til Danmarks Sportsfiskerforbund i slutningen af 2020. Lad mig starte med konkludere, at en enig bestyrelse nuværende tidspunkt ikke kommer til at melde vores forening ind under DSF, da tiden ikke er moden. Der er spørgsmål om konkrete emner såsom forfodring, udsætning af karper, med mere, som kræver at bestyrelserne i både Danmarks Sportsfiskerforbund og vores egen forening, får mulighed for at finde ud af, hvor vi står i forhold til vores vedtægter og et muligt samarbejde.
Begge parter ser dog det afholdte møde som en gensidig håndsrækning, og en mulig åbning for et muligt fremtidigt samarbejde. Her får du et resume af hvad der blev snakket om:
Mark Hemmingsen, der er formand for Danske Karpe- og Specimenfiskere – med en flot spejlkarpe.
Forfodring efter karper
Vi har fra Danmarks Sportsfiskerforbund modtaget forskningslitteratur/undersøgelser fra bl.a. det hollandske forbund, hvor der tegner sig et billede af, at man kan forfodre med op til 2kg forfoder i næringsrige søer pr. døgn uden at det skulle belastet søens miljøtilstand betragteligt. For at vi kan komme ordentlig i gang med at inddrage denne litteratur, når vores forening ønsker at søge politisk indflydelse vedrørende spørgsmålet om brugen af fodring i forbindelse med vores fiskeri, bør vi få lavet en professionel oversættelse af litteraturen.
Udsætning af karper i Danmark
Danmarks Sportsfiskerforbund har videresendt henvendelse fra Danmarks Naturfredningsforening om, at de er opmærksomme på, at der foregår ulovlige udsætninger af karper i danske søer. Vi bør derfor, som forening for bl.a. danske karpefiskere, kraftigt overveje hvor foreningen står i forhold til dette emne. Undertegnet har overfor Danmarks Sportsfiskerforbund redegjort for, hvorfor jeg ud fra mit kendskab til det danske karpefiskeri, formoder at der foretages ulovlige udsætninger af karper i danske søer. Nogle af nøgleaspekterne er bl.a. at det danske klima ikke er optimalt til at karper kan få succes med deres formering. Dette medvirker til at bestande, der går til enten pga. alderdom eller fiskedød, svinder ind over tid, såfremt disse bestande ikke med jævne mellemrum bliver suppleret op. Dertil kan nævnes udfordringer med udenlandske arbejdere med ophold i Danmark, som gør et stort indhug i karpebestande i mange danske søer, da denne gruppe af fiskere oftest slår alle deres fangster ihjel, uden hensyn til det faktum, at karper har udfordringer med at formeringen under de danske klimaforhold.
En enig bestyrelse konkluderer, at vores forening selvfølgelig ikke kan støtte op om handlinger der åbenlyst strider mod gældende lovgivning, og derfor vil dette budskab blive kommunikeret klart ud på foreningens hjemmeside. Med foreningens klare holdning til at ulovlige udsætninger af karper på ingen måde kan støttes af foreningen, vil foreningen derfor selvfølgelig bistå medlemmernes og andre interessenters arbejde med søge tilladelse til lovlige udsætninger karper, da det jo er i foreningens interesse, at der fremadrettet fortsat vil være karper at fiske efter i samme niveau som anno 2021.
Mark med en smuk skælkarpe taget om natten.
Biomanipulation
Danmarks Sportsfiskerforbund vil kunne bidrage til høringssvar i sager om biomanipulation. Dette vil hovedsageligt foregå ved, at Danmarks Sportsfiskerforbund kan få deres fagfolk til at gennemse de relevante undersøgelser som myndighederne anvender som beslutningsgrundlag for fejl og mangler, forud for deres beslutningstagning om hvorvidt en sø skal biomanipuleres eller ej.
Catch and release efter karper
Danmarks Sportsfiskerforbund kæmper for catch and release, da dette bl.a. er et grundlæggende element i eksempelvis det danske laksefiskeri. Derfor er dette et åbenlyst punkt, hvor vi vil kunne skabe et muligt samarbejde. Dog vil dette nok kunne medføre et øget fokus på, hvordan vi indenfor karpefiskeriet praktiserer catch and release. Bestyrelsen er enig i, at vi reviderer vejledningen om catch and release, og i denne forbindelse også opdatere ”karpefiskerens ABC”. Eksempel herpå kunne være, at store karper ikke bør løftes op af vandet og på land ved fotografering.
Vinduesmål (delvis fredning) på karper?
Formanden har drøftet muligheden for en landsdækkende fredning af karper med Danmarks Sportsfiskerforbund, da dette muligvis vil kunne sætte en stopper for nogle af de tidligere omtalte ulovlige udsætninger. Grunden hertil er, at der fiskes og slagtes en del karper af bl.a. østeuropæiske arbejdere med ophold i Danmark, hvilket naturligvis påvirker fiskestandene i sådan en grad, at nye udsætninger er nødvendige for at kunne opretholde et sportsfiskeri efter disse i Danmark. Derfor foreslår Danske karpe- og Specimenfiskere, at vi sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund arbejder for et landsdækkende fredningsvindue, hvor karper over en bestemt størrelse skal genudsættes.
Vi vender tilbage med mere information, når der er kommet nærmere klarhed over, hvad et eventuelt samarbejde med Danske Karpe- og Specimenfiskere kan komme til at bestå af.
mar 2, 2021 | Nyheder
DSF har netop lanceret en kampagne for at stoppe erhvervsfiskeriet på vores søer – ”Garnfrisøer.nu”
– Det største problem for lystfiskeriet efter rovfisk på vores store søer er erhvervsfiskeriet, siger Torben Kaas – formand i DSF. – Lodsejernes ret til erhvervsmæssigt fiskeri på søerne er uden begrænsninger, så en lodsejer kan lovligt fiske en sø helt i bund uden andre konsekvenser end en forstyrret økologi i søen.
– Reglerne for fiskeri med redskaber på søerne stammer fra en anden tid, hvor fiskeriet var mindre effektivt og behovet for madtilskud fra søerne var større. I dag indebærer fiskeriet en meget begrænset indtjening for lodsejerne eller deres fiskere, men det ændrer ikke ved, at fiskeriet fortsat ikke bare er tilladt men er helt ureguleret. Nogle steder holder erhvervsfiskere rovfiskebestandene på kunstigt lave niveauer. Andre steder dukker en erhvervsfisker op med års mellemrum, tømmer søen i løbet af få uger og venter så et antal år, indtil han kan starte forfra.
– Danmarks Sportsfiskerforbund vil nu sætte lys på det problem og arbejde for at få ændret reglerne for redskabsfiskeri på søerne, så vi kan genoprette og bevare sunde bestande af rovfisk i vores søer til gavn for søerne og til gavn for lystfiskerne. Gennem kampagnen ”Garnfri søer” vil forbundet med informationsaktiviteter og politisk arbejde lægge sine kræfter i, at den anakronisme, som erhvervsfiskeri i ferskvand er, bliver til historie, slutter Torben.
Det bliver spændende at følge denne nye linje fra DSF, der gennem mange år har ydet meget lidt for dansk søfiskeri. Her på fiskogfri.dk vil vi selvfølgelig løbende holde dig orienteret om, hvad dette initiativ kommer til at udmønte sig i.
Med DSFs nye formand Torben Kaas ved roret, er der gode udsigter til en kurs, hvor DSF i højere grad arbejder for de danske søfiskere også.
jan 14, 2021 | Artikler, Miljø og debat
I december 2020 gav DSFs formand Torben Kaas sit bud på forbundets overordnede holdninger til sandarten på fiskogfri.dk, som er positive. Men – for at få de nødvendige ændringer i forvaltningen af vores sandartbestande, der reelt set skal til for at forbedre vilkårene, så kræver det, at DTU Aqua bliver konfronteret med det hidtil fagligt kritisable grundlag for deres rådgivning, så de ændrer kurs. På dette punkt virker det desværre som om, at DSFs biolog Kaare M. Ebert er mere optaget af at være loyal over for DTU Aqua – end for at stå vagt om den biologiske faglighed og tale de danske lystfiskeres sag.
AF JENS BURSELL
I del 1 af artikelserien om DSFs holdninger til sandarten kunne vi konstatere, at DSFs nye formand tilsyneladende er uenig med DTU Aqua i det fundamentale spørgsmål om, hvorvidt sandarten er hjemmehørende i Danmark. DTU Aqua betragter sandarten som ikke hjemmehørende i alle danske vande på nær Haderslev Dam – mens DSFs formand mener ”at sandarten er hjemmehørende i mange danske vande”. Spørgsmålet er så, om DSF vil tale de danske lystfiskeres sag – og agere på denne uenighed.
For rent lavpraktisk at komme videre med de tiltag, der skal til for at fremme sandartbestandene, er det bidende nødvendigt at tage helt konkret stilling til, hvor den er hjemmehørende, og hvor den ikke er hjemmehørende – samt hvor sandarten helt præcist bør have krav på samme beskyttelse som andre hjemmehørende arter.
Som du kan se nedenfor virker det desværre ikke som om, at en proaktiv indsats for dette er interessant at prioritere for DSF, men det vender vi tilbage til. Såfremt man vælger den politiske kurs, at sandarten er en art, der har samme forvaltningsstatus som fx ørred – så skal der naturligvis også afsættes de ressourcer det kræver at få sandartbestandene op igen. Her er der heldigvis noget der tyder på at DSF formand har gode intentioner – og fremover til søge at afsætte flere penge til pleje af søernes fiskebestande.
Hvor skal sandartbestandene beskyttes og plejes?
I den sidste artikel om de danske sandartbestande stillede vi DSFs formand Torben Kaas følgende spørgsmål: I hvilke områder regner DSF ikke sandarten som hjemmehørende? – og i hvilke områder mener DSF, at sandarten rent forvaltningsmæssigt skal behandles som hjemmehørende? Hertil svarede Torben Kaas: – Det vil jeg lade være op til sagkundskabens vurderinger på vores forskningsinstitutioner. DSF har nu haft et par måneder til at undersøge sagen og diskutere den med sagkundskaben.
FISK & FRI: I hvilke områder og regioner mener DSF, at man skal søge at beskytte og pleje sandartbestandene på linje med andre arter som fx ørred og gedde? Er det fx kun i de områder, hvor sandarten har kunne sprede sig naturligt til via den forhistoriske Ancylus Sø og tilhørende Danaelv – fx SØ Danmark? Og bør de Nordsjællandske sandart i fx Mølleå systemet samt Arresø også regnes som en del af Ancylus systemet, og derfor også beskyttes som var de hjemmehørende? Eller hvad med fx Midt- og Nordjylland, hvortil sandarten måske kun har kunnet sprede sig naturligt via fuglespredning? Lad os få en helt klar udmelding om DSFs holdning til mål for bestandsplejen af sandart i alle disse kategorier af områder:
DSF: Jeg mener ikke, man skal skelne mellem hvilke spredningsveje, en art har benyttet sig af. Har arten spredt sig uden menneskelig hjælp, så er den hjemmehørende de steder, den dukker op. Gør menneskelig påvirkning efterfølgende, at arten bliver udryddet eller truet de steder, den selv er dukket op, så har vi en opgave med at beskytte den. Om arten har spredt sig i kraft af forhistoriske landsænkninger og -stigninger, om den har spredt sig med fugle, eller om den har spredt sig på anden vis, har ingen betydning for, om man kan regne den for hjemmehørende.
Joe Hochmut var en af landets dygtigste sandartfiskere indtil sin alt for tidlige bortgang for cirka 10 år siden.
I øvrigt forvaltes sandart lovgivningsmæssigt ligesom ørred, gedde og andre hjemmehørende arter med fredningstider og mindstemål. Problemet er ikke den almindelige forvaltning men derimod de forældede regler omkring erhvervsfiskeri på søerne, hvor der ingen regulering er i forhold til mængder.
FISK & FRI: Du skriver ”Har arten spredt sig uden menneskelig hjælp, så er den hjemmehørende de steder, den dukker op.” Jo tak – men når der diskuteres, hvorvidt en art er hjemmehørende i en forvaltningsmæssig sammenhæng, bliver man jo nødt til at tage et standpunkt. Eftersom man ikke kan spørge mennesker, der er døde – og der ikke er nedskrevne kilder, der rækker mere end et par hundrede år tilbage, så bliver man jo nødt til at ræsonnere sig frem, om arten kan have været oprindeligt og naturligt forekommende i et område ud fra den viden man nu har. Det har man gjort for ørred – så man kan spørge sig selv, hvorfor DSF ikke ønsker at ræsonnere på samme måde og efter samme logik, når det gælder sandart?
At sandarten rent lovgivningsmæssigt forvaltes med fx fredningstider og mindstemål er jo ikke det samme som, at den i praksis har samme forvaltningsstatus som fx ørred og gedde. Ørreden har eksempelvis ikke fået prædikatet ”ikke hjemmehørende” eller ”invasiv” – på trods af, at ørreden – hvis man overførte DSF og DTU Aquas sandartlogik på denne art – lige så vel kunne fejlplaceres i disse forvaltningsmæssige uønskede kategorier. Reelt set har sandarten derfor historisk ikke fået samme gode behandling som ørreden, hvilket understreges meget godt ved, at der aldrig er brugt så meget som én eneste krone af Fisketegnsmidlerne på at fremme bestandene – tværtimod er pengene brugt på rådgivning om at decimere vores bestande af sandart.
Til dette svar fra DSF – samt til stort set alle DSF-svar nedenfor er det oplagt at konfrontere DSF ikke blot med kommentarer, men også med uddybende spørgsmål. DSFs biolog Kaare M. Ebert har desværre ikke ønsket at stille op til opfølgende spørgsmål med henvisning til, at han har for travlt. Men kritiske søfiskebriller kunne man argumentere, at det er en prioriterings sag – og præcis dette argument med manglede ressourcer har Fisk & Fri før hørt adskillige gange fra DSF, når der blev stillet spørgsmål, som udstillede biologisk faglige svagheder i DSFs linje.
Vil DSF søge at ændre DTU Aquas kurs?
Meget tyder som sagt på, at DSF faktisk er uenig med DTU Aqua om, hvor sandarten bør have samme forvaltnings status som andre arter. Hvis det er tilfældet, hvad vil man så gøre ved det?
FISK & FRI: Vil man fra DSF side stille krav til at få DTU Aquas rådgivning på området ændret? Og hvad hvis de ikke ændrer deres rådgivningspraksis? Vil vi så se et DSF, der fremlægger problematikken på højeste niveau i de relevante ministerier, så DTU Aqua ultimativt set tvinges til at ændre kurs?
DSF: Vi vil i DSF altid arbejde for, at de hjemmehørende fiskebestande skal være sunde. Kan vi se, at vi mennesker ødelægger vilkårene for bestemte bestande eller arter, så vil vi nu som før arbejde for at få de pågældende bestande på fode igen. Det gælder også for sandarten. Jeg oplever ikke en konflikt med DTU Aqua sådan som den bliver fremstillet i præmissen for spørgsmålet, men vi har helt sikkert gode diskussioner med DTU Aqua. I de diskussioner bliver vi hørt, ligesom vi også lader os påvirke af DTU Aquas faglige argumenter. Netop med baggrund i Fisk og Fris kritik af DTU Aqua var jeg måske forudindtaget i mine første samtaler med DTU Aqua, men jeg har oplevet en imødekommende institution, som helt naturligt står vagt om sin faglighed, men som også er lydhør overfor politiske eller interessebårne ønsker.
FISK & FRI: DSF lader sig altså påvirke af DTU Aquas faglige argumenter. OK – det kunne være interessant at høre hvilke faglige argumenter, som DSF tænker på her. Vi vender tilbage og spørger ind til dette i december. Så har DSF haft alt den tid i verden de måtte ønske sig til at komme i tanke om, hvad DTU Aquas gode argumenter var.
Joe Hochmut med en flot sandart fra Furesøen.
Er sandarten invasiv?
I den første artikel stillede Fisk & Fri følgende spørgsmål: ”Anderkender DSF, at sandarten ikke er invasiv. Hvis DSF mener den er invasiv – begrund venligst”. Hertil svarede Torben Kaas: ”For at en art er invasiv skal den dels ikke være hjemmehørende og dels sprede sig ukontrollabelt på bekostning af andre arter. Ingen af delene er tilfældet for sandart”.
Hvis DSF mener dette – selv om det er et indirekte svar, så er DSF jo jfr. ovenstående igen fundamentalt uenig med DTU Aqua. Vi stillede derfor Torben følgende spørgsmål: ”Vil DSF tage konsekvensen af dette på de danske lystfiskeres vegne og konfrontere DTU Aqua med problemet – eksempelvis ved at bede dem om at få teksten rettet i ”Søhåndbogen” så sandarten 1) ikke omtales som invasiv og 2) ikke fremover forvaltes som invasiv?”
Til dette svarede Torben Kaas: – Jeg har en god dialog med DTU Aqua, som tegner et andet billede, så jeg er ikke enig i præmissen for spørgsmålet.
FISK & FRI: Hvad er det så helt præcist DTU Aqua siger, som giver et andet billede af deres vurderinger i denne sammenhæng? På hvilke områder er DSF enige med DTU Aqua – og på hvilke områder er DSF uenige? Og kan DSF bakke om DTU Aquas holdninger? Det er jo vigtigt for læserne at vide, hvis dit svar skal give mening?
DSF: Her har jeg rådført mig med vores fiskebiolog Kaare Maniche Ebert, som oplyser mig, at DTU Aqua ikke kalder sandarten invasiv men skriver, at sandart har ”invasive egenskaber” (https://www.fiskepleje.dk/soeer/arternes-fiskepleje/bedre-fiskeri-sandart), hvilket er noget andet. Vi har ikke kunnet finde udtalelser fra DTU Aqua om, at sandarten skulle være invasiv. Vi kan sikkert få en god diskussion med DTU Aqua om, præcis hvilke vande, sandarten er hjemhørende i, og hvilke den er udsat i. Den diskussion vil vi tage vand for vand i den takt, der bliver behov for det.
FISK & FRI: For det første har DTU Aqua – inden den massive kritik fra Fisk & Fri blev publiceret – dokumenterbart kaldt sandarten invasiv, så det er ikke korrekt, hvad Kaare Maniche Ebert skriver. DTU Aqua har dels kaldt sandarten invasiv på fiskepleje.dk (SANDART: DTU AQUA ”INDRØMMER” FEJL – NÆSTEN… – Fisk & Fri (fiskogfri.dk) – og det at Søren Berg fra DTU Aqua har opført den danske sandart på den officielle Nobanis Invasive Species list dokumenterer og underbygger blot dette.
Det er derimod korrekt, at efter Fisk & Fri har kritiseret DTU Aqua, står der nu ”kun”, at sandarten har ”invasive karakterer” på fiskepleje.dk. Men at skrive ”at sandarten har invasive karakterer” er lige så fagligt ukorrekt som at skrive, at den er invasiv. Og – det har samme negative effekt rent forvaltningsmæssigt, fordi det på et forkert grundlag legitimerer hård befiskning og nedprioritering i fiskeplejen. At den skulle have ”invasive karakter” er jo et negativt ladet ord, der fejlagtigt udtrykker, at sandarten skulle være skadelig ud fra den præmis, at den er ”ikke hjemmehørende”. Og – eftersom den 1) dokumenterbart er hjemmehørende og derfor er en naturlige del af systemet og 2) der ikke findes dokumentation for skadelige effekter af sandart i dens naturlige udbredelsesområde, så er det jo fagligt forkert at give den dette negativt ladede prædikat.
Det ville have været væsentligt at vide, hvorvidt DSF tilsyneladende giver DTU Aqua ret i, at sandarten har ”invasive egenskaber” og i givet fald hvilke ”invasive egenskaber” den har. Også dette spørgsmål vil vi vende tilbage med til DSF i december.
Uddøde sandarten naturligt i SØ-Danmark?
Netop for de arter, som vi snakker om her – ørred og sandart – så er den tidmæssige referenceramme for decimering eller udryddelse af bestandene identisk. Eller sagt på en anden måde – går vi efter det, som vi rent faktisk ved, og det der reelt set er dokumentation for – så er der intet der taler for, at sandarten skulle være ”udryddet” tidligere end ørreden på Fyn og Sjælland. Og når ”udryddet” står i citationstegn, så er det fordi, at vi rent faktisk ikke ved med 100 % sikkerhed om bestandene af fx sandart og ørred nogensinde har været totalt udryddet – eller om de bare har været så fåtallige, at man har valgt at lave supplerende udsætninger, fordi man ville have flere.
Hvis ørred og sandart bestandene rent faktisk er decimeret parallelt rent tidsmæssigt, hvilket noget måske tyder på – så kunne dette oplagt være en indikation på, at begge bestande er decimeret af de samme årsager – eksempelvis spærringer og dårligere gydeforhold. Og så har et umådeholdet overfiskeri i den periode, hvor den danske natur generelt blev allermest forarmet nemlig i løbet af 1600-1700 tallet, sikkert også bidraget til at tvinge mange bestande af både sandart og ørred i knæ.
I sidste artikel kom Torben Kaas med følgende udtalelse: ”Vi mener, at enhver art, som er naturligt hjemhørende i et område, har krav på at være i det pågældende område. Er en art uddød af naturlige årsager i nogle vande, så mener jeg, naturen har talt, og at den ikke længere er hjemmehørende i de vande”.
Dette vil vi meget gerne have uddybet, for det har stor forvaltningsmæssig betydning. Der findes flere sandsynlige forklaringer på, at sandartbestandene kan være decimeret voldsomt gennem de sidste tusind år på grund af menneskelig aktivitet – dels er deres muligheder for føde og gydevandringer reduceret drastisk på grund af utallige spærringer på åerne (https://fiskogfri.dk/red-sandarten-stop-dtu-aquas-magtmonopol-del-1/) og dels er deres gydemuligheder forringet på grund af sedimentation af egnende gydepladser (https://fiskogfri.dk/flere-sandarter-hvad-kan-vi-goere/)
Torben Kaas nævnte altså, at undtagelsen for at ikke at søge at fremme en oprindeligt hjemmehørende art er, hvis en art er naturlig uddød, og det giver jo god mening. Dette leder helt naturligt videre til et meget vigtigt spørgsmål.
FISK & FRI: Mener DSF, at de SØ Danske sandartbestande uddøde naturligt, inden man begyndte de store udsætninger i slutningen af 1800-tallet? Hvis ja – så underbyg og sandsynliggør det venligst med afsæt i videnskabeligt dokumenterbare fakta.
DSF: Igen har jeg måtte søge hjælp hos vores biolog. Det er i bund og grund en debat, som skal tages af eksperter. Et modspørgsmål kunne være: Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt? Vi er nu heller ikke enige i, at ørreden blev udryddet på Fyn så tidligt, som du skriver. I Krøyers værk, som du selv beskriver som en troværdig kilde, skriver han således i bind II side 622 om grålaks (Salmo eriox, der med meget stor sandsynlighed er arten Salmo trutta):
”I Kattegat og Østersøen er den her beskrevne fisk ret hyppig; på Jyllands vestkyst har jeg ikke set den”.
Og så har han denne fodnote:
”Ved Nyborg, hvor en del ørredfangst drives, fortaltes mig, at ørreden trækker efter det ferske vand omtrent fra juli måned til langt ud på efteråret”.
Set herfra er det derfor mere sandsynligt end usandsynligt, at der fandtes ørreder på Fyn i 1800-tallet, og i resten af Østersøområdet. Og derfor med stor sandsynlighed også på Sjælland.
Samme Krøyer skriver i øvrigt sådan om mallens udbredelse i danske farvande: Krøyer bind III side 133:
”Hos os har den tidligere været at finde i Sorø Sø, men dels er der næppe tvivl om, at den dertil er indført fra Tyskland, dels synes den i temmelig lang tid udryddet i bemeldte sø. Dens indlemmelse i den danske fiskefauna ville altså ikke være retfærdiggjort ved dette habitat. Men den forekommer desuden i Elben nær Altona, og den går stundom fra de større tyske floder ud i Østersøen, og strejfer da undertiden hen til de danske kyster. For nogle få år siden fangedes således et individ i en å nær Køge.”
For at vende tilbage til sandartens, så står der i Atlas Over Danske Ferskvandsfisk ret meget om artens forhistoriske udbredelse. Der nævnes, at udbredelsen næppe har været stor, da fund af sandartknogler er langt sjældnere end fund af gedde- eller aborreknogler. Det kunne tyde på en naturlig forklaring på artens begrænsede tilstedeværelse i vores søer. Men som nævnt – så er det en diskussion mellem eksperter.
FISK & FRI: DSF besvarer ikke spørgsmålet, men kommer blot med modspørgsmålet: ”Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt?” Der findes som skitseret ovenfor adskillige gode argumenter, der sandsynliggør, at en decimering af sandartbestande helt eller delvist kan have skyldes menneskelig påvirkning – men så vidt vi kan se ikke ét eneste argument, der giver en god forklaring på at sandarten skulle være decimeret eller måske udryddet naturligt.
Som biolog, der er ansat til at tale de danske lystfiskeres sag, forekommer det derfor besynderligt, at Kaare Maniche Ebert tager denne vinkel på sagen, uden tilsyneladende at have et eneste reelt fagligt argument for, at sandarten skulle have været uddød naturligt. Bruger man denne ”omvendte bevisbyrde” efter samme logik på ørred – så ville man jo heller ikke entydigt kunne bevise hvorvidt ørreden ”uddøde” naturligt eller som følge af menneskelig påvirkning på Fyn og Sjælland. Man pudsigt nok har man aldrig hørt DSF eller DTU Aqua bruge denne retorik om ørred…
Hvis man fra DSFs side mener, at det er rimeligt og giver fagligt mening at stille modspørgsmålet ”Er det muligt at bevise, at sandartbestandene ikke uddøde naturligt?”, så må det jo være fordi Kaare M. Ebert er af den opfattelse, at det er mere sandsynligt, at sandarten blev ”udryddet naturligt”, end at den blev uryddet helt eller delvist pga menneskelige påvirkning. Såfremt det er tilfældet, ville han fremstå langt mere troværdig som biolog ved enten at være i stand til at argumentere for det – eller også bare indrømme at han ikke kan komme på nogle gode faglige argumenter, for det han ellers nok så frejdigt antyder indirekte. Men spørgsmålet er – hvorfor ønsker DSFs biolog ikke at besvare dette helt centrale spørgsmål. Mest af alt virker det som om, at han desperat forsøger at forsvare sine venner på DTU Aqua – uden reelt set at have fagligheden til at komme med nogle gode saglige argumenter for det.
Endvidere virker det som om, at DSF ikke har forstået pointen med at diskutere hvilke arter, der er oprindeligt naturlige i diverse områder. Pointen er IKKE, at jeg ikke ønsker alt det bedste for ørredbestandene – tværtimod. Pointen er udelukkende, at udstille det fagligt tvivlsomme i, at DTU Aqua og DSF bruger én logik, når det drejer sig om at legitimere ørredudsætning og bestandspleje af ørred – men en helt anden logik, hvis det drejer som om andre naturligt forekommende arter som fx sandart og malle. Når snakken går om ørred vendes alle argumenter, så det taler for at man bruger mange ressourcer på at fremme bestandene – og omvendt når det gælder fx sandart og malle…
Når det gælder ørred, så er det tilsyneladende helt OK at DSF og DTU Aqua kan nøjes med at ”sandsynliggøre” artens naturlige forekomst, mens når det gælder bestandsfremmende foranstaltninger for fx sandart og malle – så skal man kunne dokumentere den naturlige forekomst… Men – det kan man så heldigvis også. Pointen med, at jeg skriver, at det ikke kan dokumenteres, at ørreden har været naturligt forekommende ynglefisk på Fyn og Sjælland, er altså blot at sige, at hvis man bruger én logik til ørred – så må man også bruge den samme logik og dokumentationsniveau til at bedømme den naturlige forekomst af andre arter, hvis man vil fremstå fagligt troværdig.
DSF siger således, at Krøyer skriver: ”Ved Nyborg, hvor en del ørredfangst drives, fortaltes mig, at ørreden trækker efter det ferske vand omtrent fra juli måned til langt ud på efteråret” – og DSF konkluderer ”Set herfra er det derfor mere sandsynligt end usandsynligt, at der fandtes ørreder på Fyn i 1800-tallet, og i resten af Østersøområdet. Og derfor med stor sandsynlighed også på Sjælland.”
Ja – det har DSF da helt ret i – alt dette er vi klar over – og her på Fisk & Fri er vi helt enige i, at ørreden sandsynligvis har været naturligt forekommende i hele landet – inklusiv Fyn og Sjælland. Pointen er, at ovennævnte sætning selvfølgelig ikke kan betragtes som en endegyldig dokumentation for en fast gydende ynglebestand – men blot en information, der tyder på, at der ”sikkert” har været en gydebestand. Reelt set står der jo intet konkret om gydende ørred og en ynglebestand i åen – og måske kunne der blot være tale om store koncentrationer af ørred i Holckenhavn Fjord om vinteren.
Vedrørende Krøyers kommentar om mallen, bør man som kildekritisk biolog i DSF med ansvar for at varetage alle danske lystfiskeres interesse, naturligvis forholde sig til, at de kvartærzoologiske fund, der sort på hvidt dokumenterer oprindeligt naturlige mallebestande på Fyn og Sjælland – jo er fremkommet efter Krøyers død. Eller sagt på en anden måde. Krøyer kunne jo ikke vide, at man flere hundrede år efter ville finde malleskeletter, der ville modbevise hans teori sort på hvidt. Så ja – vi betragter som de fleste andre biologer Krøyers faktuelle observationer for gode varer og ”best available science” i sin samtid – men hans teori om, at mallerne var indført, er altså skudt i sænk af de nyere forhistoriske fund, hvilket er beskrevet i malleafsnittet i ”Atlas over danske ferskvandsfisk” fra 2012. Dette bør være en sammenhæng man som biolog er i stand til at gennemskue og formidle – hvis ellers det man ønsker, er at give et retvisende billede af mallens udbredelseshistorie. Det ville derfor klæde DSFs biolog at anderkende, at adskillige videnskabeligt veldokumenterede kvartærszoologiske fund fra nyere tid både rent videnskabeligt og dermed også forvaltningsmæssigt selvfølgelig bør overrule en udokumenteret teori fra 1840´erne? Men – man har desværre ikke tid på DSF til at besvare flere spørgsmål, så den må vi lade ligge til vi stiller Kaare M. Ebert det samme spørgsmål til december.
FISK & FRI: Hvis DSF ikke mener, at sandarten er uddød naturligt – vil man så fra DSFs side så konfrontere DTU Aqua med det eventuelt fagligt kritisable i deres hypotese om, at sandarten skulle være uddød naturligt – samt kræve at få deres rådgivning og dermed forvaltningen ændret på baggrund af dette?
DSF: Hvis vi mener, sandarten er hjemmehørende i et vand, så vil vi også arbejde for, at bestanden skal nå sit potentiale dér. Den diskussion vil vi også tage med DTU Aqua og med andre, hvis de ikke er enige med os.
FISK & FRI: Jo tak, men hvis DSF har en reel ambition om proaktivt at fremme de danske sandartbestande, så kan det vel kun gå for langsomt med at tage konkret stilling til i præcist hvilke vande sandartbestandene skal fremmes? Hos DSF ved man jo ikke, hvem man er enig eller uenig med, før man selv har taget stilling til, hvad man mener…Vi vender retur med spørgsmål til dette, når DSF lige har haft tid til at tænke lidt over det.
Er det sværere at hjælpe sandart end ørred?
I sidste artikel spurgte vi DSF: ”Selvom sandart og ørred selvfølgelig er to forskellige arter, har de begge fundamentalt set brug for fri passage og gode gydepladser. Hvor i består den store forskel i forhold til fx udsætninger? Hertil svarede Torben Kaas: ”Fedtfinnefisk hjælpes på vej ved fysiske forbedringer af vandløbene og ved udsætninger, fordi de er langsomme til at opformere sig naturligt. Søernes rovfisk er langt hurtigere til at etablere sig selv, når de rigtige vilkår er til stede, så her giver støtteudsætninger ikke lige så ofte mening.”
Samme argumentation har DSF brugt til at ”forsvare”, at der reelt set aldrig nogen sinde er brugt så meget som en krone fra Fisketegnsmidlerne til ophjælpning af søernes fiskebestande.
FISK & FRI: Er det noget DSF kan dokumentere, at søernes rovfisk skulle være hurtigere til at opformere sig naturligt end fx ørred? – der er jo normalt kæmpestore forskelle på fx æg og yngelfitness, prædation, fødeudbud, intra- og interspecifik konkurrence om gydesubstrater og mange andre lokale faktorer, der påvirker opformeringshastigheden og dermed gør, at det er fuldstændig umuligt at sammenligne og drage sådanne konklusioner over en bred kam?
DSF: Der er faktisk for år tilbage brugt fisketegnsmidler på at ophjælpe geddebestande i forskellige søer. Udsætningerne blev stoppet, fordi de ikke gav resultater. Primært fordi der var miljømæssige problemer i søerne.
Men det er heller ikke vigtigt – for det handler jo om, hvilke begrænsende faktorer, der findes. Når sandarterne i Arresø, som er en meget forurenet og stærkt belastet sø, kan få gydesucces og skabe en stor bestand, der kan give ophav til et meget omfattende erhvervsfiskeri, så kunne det tyde på, at det ikke er miljøet i søen, der her er problemet. Lokale sportsfiskere med erfaring fra Tissø kan også berette om, at der i år med kun lidt garnfiskeri i søen plejer at være masser af små sandarter. Det siger mig, at det i stedet er forvaltningen af fiskeriet, der er problemet. Men vi vil selvfølgelig gerne være med til at sætte fokus på, om der er miljømæssige udfordringer i de søer, hvor der er sandart.
FISK & FRI: På Arresø og flere andre søer er jeg enig i, at erhvervsfiskeriet er hovedproblemet. Men det ændrer ikke på, at man skal have muligheden for at kickstarte bestande, der eksempelvis er fisket helt i bund med udsætninger, hvor det er nødvendigt, og hvor det kan forsvares biologisk i vande, hvor sandarten allerede findes eller har fandtes. For at have denne mulighed, er man også nødt til at tage den forvaltningsmæssige diskussion om hvilke kriterier, der skal ligge til grund dette. Fisk & Fri mener i øvrigt IKKE, at man bare skal sætte sandarter ud overalt. Habitatsforbedringer og et reduceret erhvervsfisketryk er helt klart de bedste virkemidler for at få bestandene hurtigt op i langt de fleste situationer. På den front er Fisk & Fri helt enig med DSF.
FISK & FRI: Hvis ikke DSF kan dokumentere eller som et minimum sandsynliggøre, at det skulle være sværere at hjælpe søernes rovfisk med afsæt i ovenstående variable faktorer, så betyder det jo i praksis, at DSF og DTU Aqua i årtier har brugt en undskyldning for ”ikke at bruge penge på søernes rovfisk” – som reelt set ikke holder vand rent fagligt. Hvad mener I om det – er det OK? Og skal det have en konsekvens?
DSF: Jeg mener, at vi under alle omstændigheder skal hjælpe søernes rovfisk, hvis der er behov. Giv dem fred fra alle former for garnfiskeri og skru ned for næringsstoftilførslerne, så skal søernes rovfisk langt hen ad vejen nok kvittere med bestandsfremgang. Så kan der være nogle lokale og konkrete situationer, hvor det ikke er nok – måske fordi en bestand trods alt er for langt nede i knæ til, at den indenfor rimelig tid kan genetablere sig. Her er det vigtigt, at man kigger på, hvorfor bestandene ikke kan finde fodfæste – det er jo den eneste mulighed for at ændre udviklingen. Med hensyn til at udføre støtteudsætninger, så har vi absolut intet principielt imod det. Men samtidig er det vigtigt at sige, at når jeg taler med foreningerne omkring vores sandartvande, så hører jeg, at man ikke er særlig interesseret i udsætninger, fordi man har et dybt følt ønske om ikke at blande fremmede gener ind i sin lokale bestand. Det synes jeg, man skal respektere i stedet for blot at flytte rundt på genpuljerne for at opnå en hurtig bestandsfremgang.
FISK & FRI: Med udgangspunkt i svaret ovenfor kan DSF tilsyneladende hverken dokumentere eller som et minimum sandsynliggøre, at det skulle være sværere at hjælpe søernes rovfisk end åernes laksefisk med afsæt i ovenstående variable faktorer. Meget tyder således på, at DSFs biolog Kaare M. Ebert og DTU Aqua i årevis har brugt en undskyldning for ”ikke at bruge penge på søernes rovfisk” – som reelt set ikke holder vand rent fagligt. Vi tror og håber på at den nye ledelse vil gøre det bedre fremover. Støtte udsætninger behøver i øvrigt ikke at udvande de lokale sandartgener – man kan jo bare basere sit avlsarbejde på lokalt indfangede avlsfisk. Vi vender retur med opfølgende spørgsmål til dette i december.
FISK & FRI: Fakta er, at der er igennem 10-15 år reelt set ikke er brugt penge fra Fisketegnsmidlerne til ophjælpning af søernes fiskebestande. Og – helt specifikt er der ikke brugt så meget som én eneste krone på sandart. Vil vi se et DSF, der inden næste §7 møde fremlægger et forslag om projekter til den næste treårs plan, der specifikt går på at forskning i tiltag som, der kan fremme vores sandartbestande. Det kunne fx være forskning i hvordan man genskaber gyderområder eller på andre måder fremmer bestanden.
DSF: Det er for længst besluttet, hvordan fisketegnsmidlerne skal bruges i 2021, og der har vi fået presset et projekt ind, som har til formål at give os mere viden om, hvordan vi får mest mulig værdi ud af de rovfiskebestande, vi har i søerne. Det vil give os nogle argumenter, når vi skal fremme lystfiskeriets sag. Fisketegnsmidlerne disponeres i treårige forløb, hvor 2021 er det sidste år i den nuværende treårige periode. Når disponeringen af midlerne for den kommende treårige periode i løbet af i år skal lægges på plads, så vil man se os i en meget aktiv rolle og også med ønsker vedrørende viden om fiskebestandene i vores søer.
Prioritering af Fisketegnsmidler
Som nævnt ovenfor er der historisk set stort set ikke brugt så meget som en eneste krone på at forbedre forholdene for søernes rovfisk: 1) DTU Aquas ”Søhåndbogen” gør næppe nogen positiv forskel for søernes rovfisk – snarere tværtimod, eftersom den råder til a) biomanipulation, der blot fjerne fødegrundlaget for rovfiskene og b) rådgiver til hårdbefiskning af sandartbestandene. Meget tyder på, at de beløb der igennem tiden har været afsat til ”Søhåndbogen”, reelt set er penge der er brugt på noget helt andet end det man siger de har været brugt til, hvilket er grundigt dokumenteret her og her. 2) Skarvprædations studierne har nok primært haft til formål at dokumentere prædation på smolt, og kan derfor næppe betragtes som et projekt, der er sat i søen for at hjælpe søernes rovfisk og 3) Projektet omkring fredfiskens vandringer er et grundforskningsprojekt, der er uden den store direkte relevans for pleje af rovfiskebestandene – og dermed et projekt der reelt set ikke burde være betalt af Fisketegnsmidlerne.
Spøgsmålet er nu – skal man gøre noget reelt for søernes rovfisk, må der også investeres idet. Men – det bliver der jo ikke flere Fisketegnsmidler af. Og skal man kompensere rimeligt for årtiers mangel på pleje af søernes rovfiskebestande, så så betyder det jo i praksis, at man vil blive tvunget til at skære ned på andre projekter – eksempelvis de penge der bruget på pleje af ørred og laksebestandene.
FISK & FRI: Hvis DSF mener, at der skal bruges flere penge på søfiskeriet, hvorfra skal disse penge så komme? Skal der eksempelvis bruge færre penge på laks og ørred – eller er det saltvandsrelaterede projekter, der skal skæres ned på for at kunne have råd til for at kunne gøre noget for vores rovfiskebestande i søerne?
DSF: Lige nu er vi i den lykkelige situation, at vi i kraft af mange nye lystfiskere også har nye penge i fisketegnspuljen. Dermed er det ikke sikkert, at der skal prioriteres på den måde, som spørgsmålet lægger op til. Heldigvis kommer der desuden gode ting ud af de projekter, der hidtil er brugt fisketegnsmidler på. Vi ser, at mange vandløb nu er fysisk bedre, mange ørred- og laksebestande klarer sig med færre eller helt uden støtteudsætninger, og vi har allerede vigtig viden på mange andre områder. Der er en naturlig udvikling i, hvad det giver mening at bruge fisketegnsmidler på, og i den udvikling er vi nået langt med ørreder og laks og knapt så langt med søernes rovfisk, så jeg kunne godt se nogle penge skvulpe den vej.
Men samtidig fortæller vores biolog mig, at en af de vigtigste erfaringer fra fiskeplejen har været, at vi kun får bedre fiskeri ved at kigge på alle elementer i fiskenes livscyklus og herunder sikrer en god og bæredygtig forvaltning. Der findes ikke et quick fix, der hurtigt og effektivt kan bringe søfiskeriet op i den absolutte verdensklasse, men med en forbedret lovgivning og et større fokus på de miljømæssige faktorer, der begrænser bestandene, kan vi sandsynligvis relativt hurtigt opnå gode resultater.
FISK & FRI: Torben skriver, at der er kommet flere fisketegnsmidler – implicit at der måske kunne gå nogle af dem til søfiskeriet uden, at det nødvendigvis tager ressourcer fra de andre igangværende projekter. Men – hvis man kigger på budgetterne for de forskellige projekter i de kommende år, så er det eneste nye på søfronten jo et lille projekt til 400.000 kroner (”Søfiskeriets socioøkonomiske værdi”) (?) – på trods af, at der er i omegnen af 4 millioner ekstra på grund af de mange ”Coronafiskere”.
FISK & FRI: En anden måde at skaffe flere penge til søernes rovfisk, kan være at gentænke hele den måde Fisketegnsmidlerne bliver brugt og fordelt på. Kunne det fx give mening at foreslå markante ændringer i fordelingen af midler der anvendes til administration, udsætninger, habitatsforbedringer og forskning? Hvilke tanker har DSF gjort sig om dette?
DSF: Jeg nævnte ovenfor, at vi i løbet af 2021 skal fastlægge rammerne for disponeringen af fisketegnsmidlerne for en kommende treårig periode. I det arbejde vil det være naturligt at se på den samlede fordeling af midlerne. Vi har været godt tilfredse med den nuværende fordeling, fordi vi ved siden af udsætningerne vitterligt har fået meget god viden gennem forskningen og ikke mindst er helt enige i værdien af habitatforbedringer. Men det er ikke det samme som, at den fordeling er mejslet i granit.
Hvad gør DSF – og hvornår?
Vi vil naturligvis følge sandartsagen nøje – og følge op på, hvad DSF så rent praktisk får gjort for vores søfiskeri – inklusiv sandarten. Dette vil ske i en artikel til december, hvor vi vil vende retur med de super vigtige spørgsmål, som DSFs biolog Kaare M. Ebert ikke havde tid til at svare på lige nu. Så kan det i hvert fald ikke blive dette, der er hans undskyldning for ikke at besvare dem.
jan 11, 2021 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
Her kan du se de danske Natura 2000 områder, hvor et forbud mod lystfiskeri måske kan blive aktuelt, hvis man får forhandlet en løsning igennem.
I oktober fremlagde EU-kommissionen et forslag om forbud mod lystfiskeri i de såkaldte Natura 2000 områder, hvilket potentielt set kan få katastrofale følger for dansk lystfiskeri. DSF tager sagen meget alvorligt og har allerede taget en del gode initiativer for at påvirke beslutningerne, så vi forhåbentligt fortsat vil kunne dyrke vores hobby bæredygtigt i Natura 2000 områderne. Vi har talt med formanden for DSF – Torben Kaas.
AF JENS BURSELL
HVIS ET FORBUD MOD LYSTFISKERI gennemføres i vores Natura 2000 områder vil det have uoverstigelige konsekvenser for dansk lystfiskeri. Blandt de potentielt berørte områder er de sydvestjyske lakseåer, Skjern Å, store dele af den jyske vestkyst, en lang række jyske havørredåer, Søhøjlandet, store dele af de østjyske og fynske kystlinjer, Odense Å, hovedparten af de sjællandske sø- og åsystemer samt masser af kyster på Sjælland og øerne – inklusiv Stevns og Østmøn. Se blot på kortet ovenfor. Hvis der sættes en stopper for lystfiskeri i alle Natura 2000 områder vil der reelt ikke være mange gode spots tilbage – og presset på de resterende fiskeområder kan sandsynligvis gå hen og blive så stort, at det også vil få meget store konsekvenser for lystfiskeriet udenfor de berørte områder. Spørgsmålet er nu – går det virkelig så galt? – eller er der lys forude? Vi har talt med DSFs formand Torben Kaas.
Hvad mener DSF?
– Vi er uforstående overfor, at man kæder lystfiskeri sammen med aktiviteter som mindedrift og skovdrift og benytter det som argument for, at lystfiskeri ikke må finde sted i de særligt beskyttede områder, siger Torben Kaas. – Lystfiskeri er som udgangspunkt en ydmyg aktivitet, som fuldt ud kan ske på en måde, så beskyttet natur ikke lider overlast.
– Er der eksempler på, at lystfiskeri skader naturen i et beskyttet område, så er vi indforståede med, at man gennemfører afgrænsede begrænsninger af fiskeriet, så vi holder os væk de konkrete steder og på de konkrete tidspunkter, hvor vores tilstedeværelse er problematisk, fortsætter han. – Det sker jo allerede og er helt, som det skal være.
– Samtidig vil jeg gerne minde om, at vores laksevande er udpeget som Natura 2000-områder netop fordi, laksen er en truet art. Men laksens fremgang herhjemme kan i al væsentlighed tilskrives lystfiskeres arbejde med naturgenopretning og udsætninger. Tager man lystfiskerne ud af ligningen, vil fremgangen for den truede laks formodentlig gå i stå eller vendes til tilbagegang.
Hvad har DSF sat gang i for at sikre lystfiskeriet i Natura 2000 områderne?
– Først og fremmest har vi rettet lyset mod problemet, understreger Torben. – Vi har talt med politikere og embedsmænd i Miljøministeriet om det, og påpeget de ting, jeg nævnte ovenfor. Desuden har jeg på et møde med miljøminister Lea Wermelin præsenteret vores bekymring. Dertil har vi skrevet om det på vores egne medier, og vi har søgt alliance med Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Jægerforbundet om at fremføre fælles argumenter for tab af oplevelsesmuligheder i naturen.
– Gennem vores Europæiske lobbyorganisation, European Anglers Association EAA, har vi rettet henvendelse til kommissionen og påpeget det urimelige i forslaget.
– Alt i alt kan man sige, at ingen i systemet længere kan være i tvivl om, at der her er en problemstilling, som en meget stor mængde naturbrugere overalt i Danmark og i Europa er meget bekymrede over. Det er ikke det samme som, at vi endnu er i mål med at sikre muligheden for lystfiskeri i de beskyttede områder, men vi har fat i problemet og følger det helt til dørs.
Har de europæiske lystfiskere en chance for at få undtagelser igennem?
– Vi har fra kommissionen fået en melding om, at det vil være op til de nationale myndigheder at forvalte biodiversitetsstrategien nationalt, afslører Torben. – Det betyder, at det er danske myndigheder, som i sidste ende skal beslutte et forbud mod lystfiskeri i beskyttede danske naturområder. Det er naturligvis bedre end, at det skal besluttes fra Bruxelles, om man må fiske i f.eks. Odense Fjord, Skjern Å eller Arresø, som alle er Natura 2000-områder.
– Men vi tager det her meget alvorligt og går efter helt at få fjernet den generelle henvisning til, at lystfiskeri skulle være en forstyrrende aktivitet i beskyttede områder. Jeg kan ikke sætte procenttal på sandsynligheden for, at vi lykkes med det. Jeg kan kun sige, at vi bruger de nødvendige kræfter på at få fjernet lystfiskeri fra teksten, slutter Torben.
Du kan læse meget mere om EU forslaget her.
sep 21, 2020 | Artikler, Fiskeri generelt, Miljø og debat
I lørdags blev Torben Kaas valgt som ny formand for Danmarks Sportsfiskerforbund. Han vandt på visioner om en ny kurs for DSF med 128 over 34 stemmer mod Preben Thomsen.
AF JENS BURSELL
Vi fangede formanden i går aftes da han atter kom hjem til Sjælland efter konferencen i Vingsted – og stillede ham 5 hurtige spørgsmål:
FISK & FRI: Tillykke med valget, hvor du jo vandt stort 128 mod 34 stemmer. Hvad tror du er årsagen til, at du vandt så stort?
Torben: – Det kan jo kun blive et gæt. Når jeg har talt med folk under valgkampen, har jeg fornemmet, at man på den ene side har været godt tilfredse med forbundets arbejde, men samtidig har ønsket en ny kurs i forhold til kontakten til foreningerne og på nogle af de politiske spørgsmål. Jeg kommer helt udefra og har ikke andel i det hidtidige arbejde, så dermed har jeg haft mulighed for at tilbyde en ny vision for forbundet uden at være forpligtet af fortiden. Det, tror jeg, er den vigtigste årsag til, at jeg kunne få så stor en opbakning.
FISK & FRI: På Kongressen blev der i følge referatet vedtaget en kontingentstigning på 10 % i 2021 og 4 % i 2022. Hvordan tror du det vil komme til at påvirke medlemstallet – og vil det være nok til at rette op på økonomien?
Torben: Jeg tror ikke, kontingentstigningen vil betyde ret meget for medlemstallet, og vi har vedtaget et budget, som er meget forsigtigt, og som viser, at det er nok til at rette økonomien op. Stigningen kommer efter en periode, hvor kontingentet ikke har været pristalsreguleret, så den reelle stigning er noget mindre, end de procentsatser, du her præsenterer. Det skal så tilføjes, at jeg er helt opmærksom på den megen diskussion rundt omkring af forbundets kontingentniveau. Med et godt valg i ryggen har jeg nu noget medvind til at lave nogle ændringer, så mange flere lystfiskere forhåbentlig bliver enige i, at forbundet gør en forskel for dem og deres fiskeri. Når først, lystfiskerne derude kan se værdien af forbundets arbejde, så tror jeg ikke, et par tyvere mere eller mindre om året, er så afgørende for, om man vil være med.
FISK & FRI: Blandt bestyrelsens øvrige 6 medlemmer er 3 nyvalgte – har i snakket om hvilke roller og primære ansvarsområder de forskellige bestyrelsesmedlemmer skal have?
Torben: Vi har en rigtig stærk bestyrelse med en ret bred vifte af kompetencer, som vi skal have mest muligt i spil. Vi har ikke nået at tale rollefordeling endnu, men vi har mange og store opgaver foran os, så alle skal mest muligt på banen med de kompetencer og den tid, vi hver især har.
FISK & FRI: Hvornår er det første bestyrelsesmøde – og hvad står aller øverst på dagsordnen?
Vi har fastlagt de første par bestyrelsesmøder, og mødes næste gang på fredag den 2. oktober. På første møde skal vi gennem en masse formalia med forretningsorden, udvalgsposter og den slags og dertil skal vi alle generelt opdateres på de sager og dagsordener, forbundet kører. Når det er sagt, så ligger det højt på arbejdsprogrammet, at vi får fastlagt en strategi for denne bestyrelses arbejde, så både bestyrelsen og sekretariatet har pejlemærker at arbejde efter. For mig at se kan der ikke være tvivl om, at de to første konkrete opgaver bliver at kigge grundigt på, hvordan forbundet kommunikerer, og dertil tage fat på at finde ud af, hvorfor mange foreninger står udenfor forbundet, og hvad der skal til for at få dem med.
FISK & FRI: Direkte efter kongressen tog du videre ud for at fiske laks – fangede du noget? – og hvad er dine personlige fiskeplaner her i efteråret?
Torben: Skjern Å er jo drømmen om den store fisk, og heller ikke denne gang lykkedes det. Jeg har planlagt en lang weekend igen til foråret – en dag skal det jo lykkes. En god ven har inviteret mig med på ABUs stykke på Mørrumsåen i slutningen af september, og det glæder jeg mig virkelig meget til. Det er meget få forundt at få adgang til lige præcis det fiskeri, så det er jo et privilegium at få den mulighed. Efteråret byder ellers mest på lokalt fiskeri i min forenings hjemmevande, og så regner jeg med at give aborrerne på Esrum Sø nogle grundige forsøg i de kommende måneder.
sep 19, 2020 | Nyheder
Lige nu er delegerede fra alle landets DSF-foreninger samlet i Vingsted i Danmarks Sportsfiskerforbunds domecil – blandt andet for at vælge en ny formand efter Verner W. Hansen, der har været formand i mange år.
Valget er netop afholdt, og resultatet af afstemningen blev, at Torben Kaas fra Kokkedal blev valgt som formand. Du kan læse mere om, hvad han står for på sportsfiskeren.dk samt i det interview Fisk & Fri har lavet med ham for nylig
Et stort tillykke med valget af den nye formand for Danmarks Sportsfiskerforbund. Det bliver spændende at se, hvad fremtiden vil bringe – der er nok af spændende udfordringer at tage fat i. Vi følger op i den nærmeste fremtid med mere detaljeret info om den nye bestyrelse – samt hvilken kurs den vil vælge at lægge.
Torben Kaas vandt med 128 stemmer mod 34 til Preben Thomsen.
