Vi må ikke glemme søerne, mens der bliver lagt redningsplaner for havet, mener Danmarks Sportsfiskerforbund. Derfor beder forbundet om hjælp fra lystfiskere til at dokumentere søernes elendige tilstand.

AF ANDREAS FINDLING-ROTTEM

Et du også træt af, at det tit er en grumset oplevelse at fiske i søerne, når sommer bliver til efterår? Søer med klart vand, frodige vandplanter og en god og varieret fiskebestand er blevet et særsyn, og det bekymrer Danmarks Sportsfiskerforbund. – Historien minder om den, vi kender fra havet: For mange næringsstoffer havner i vandet, hvor de gavner algerne, som har en fest og formerer sig eksplosivt. Desværre betaler bundplanterne prisen, når milliarder af alger maler søens overflade grøn. Uden nok lys bukker bundplanterne under, og så forsvinder vigtige levesteder for insekter og gemmesteder for fisk, forklarer Kaare Manniche Ebert, biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Og ligesom havet bliver ramt af iltsvind, kan der også opstå iltsvind i søer. – Når algerne opbruger søens ilt, opstår der iltsvind. Det sker især i de dybe søer. I nogle af dem er der faktisk iltsvind på bunden hvert eneste år, siger Kaare Manniche Ebert og tilføjer:- Hvis det går rigtig galt, dør søens fisk af iltsvind. Det så vi desværre ved den sjællandske Sø Torup Sø i september sidste år, hvor døde fisk hobede sig op på søbredden.

Kun fem ud af 986 søer er i god tilstand

Der findes langt over 100.000 søer i Danmark, men mindre end 1000 søer (986) er en del af de danske vandområdeplaners indsatsprogram for at opnå god miljøtilstand. Heraf har kun fem søer opnået både god økologisk tilstand og god kemisk tilstand. Det vil sige, at forsvindende få søer opfylder kravet i EU’s Vandrammedirektiv om god miljøtilstand senest i 2027.

Årsagen til søernes dårlige tilstand afhænger af forholdene ved den enkelte sø. – Nogle søer er belastede af næringsstoffer fra landbrugets gødning, mens bynære søer kan være påvirkede af ophobede næringsstoffer fra byernes spildevand. Heldigvis har mange kommuner i dag bygget moderne rensningsanlæg, der begrænser belastningen af naturen, men der er stadig plads til forbedring, siger Kaare Manniche Ebert.

Hjælp Sportsfiskerforbundet med dokumentation fra ”de glemte søer”

Danmarks Sportsfiskerforbund har de foregående år indsamlet dokumentation for det dårlige havmiljø og iltsvind i havet, og nu er det søernes tur. -Vi har brug for hjælp fra alle dem, der fisker i søerne. Hjælp os med at dokumentere søernes miserable tilstand. Det gør man ved at sende os et billede eller en video fra de søer, man kender, men som risikerer at blive glemt, når det danske vandmiljø skal reddes, siger næstformand i Danmarks Sportsfiskerforbund, Morten Jacobsen.

– Med fotos, videoer og beretninger vil vi fortælle befolkningen, hvordan de glemte søer ser ud, og vi vil løfte dagsordenen ind på Christiansborg. Det er i høj grad det, der skal til, siger han.

Læs mere om “De glemte søer” her.

Hjælp med at dokumentre søernes tilstand

Alt, du skal gøre, er:

– Besøg din lokale sø

– Fyld en flaske eller et glas med søvand

– Tag et foto eller en video af indholdet samt af søen

– Fortæl eller skriv, hvordan din sø har det

– Send det til Danmarks Sportsfiskerforbund på deglemtesoer@sportsfiskerforbundet.dk

– Angiv tid, sted og dit navn

Husk, at du hermed giver tilladelse til, at Danmarks Sportsfiskerforbund må bruge materialet på sine kanaler og må dele det med pressen for at udbrede kendskabet til søernes problemer. Brug #deglemtesøer, når du deler dine optagelser på sociale medier, og tag gerne @sportsfiskerforbundet.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This