sep 24, 2022 | Artikler, Medefiskeri, Predatorfiskeri
205-210 centimeter og i omegnen af 55-60 kilo var den store malle Daniel Stormly forleden fangede i Drive In Put and Take.
Daniel Stormly går all in, når det gælder søernes store rovfisk, men af og til får han også vilde fisk, der ikke som sådan er resultatet af målrettet hardcore fiskeri. Som for eksempel forleden, da han landede Danmarks måske største malle i søen ved Drive In Put and Take. Her får du beretningen fra en tur med en massiv overraskelse.
AF DANIEL STORMLY
ROVFISKENES DÆMONER har i de sidste par år for alvor sat kløerne i min sjæl. Så urokkeligt at de har mit fulde fokus, lige meget hvor bilen eller flyet bevæger sig hen. Men er det alt den levetid værd? Alle de penge? Alt den energi? Burde jeg kæmpe mere for at rive mig fri af fiskeriets faste jerngreb end jeg gør – eller forblive i den til tider udmattende fiskeverden.
Nogen gange tager jeg mig selv i disse tanker, og reflekterer meget over hvorfor jeg er den jeg ér. Men jeg kommer heldigvis altid frem til min holdning om, at ægte livskvalitet, der oftest kræver blod sved og tårer, hverken er materiel eller kan købes for penge.
Den største værdi for mig er de følelser, som jeg får ved at kæmpe mig frem til noget, der virkelig kræver noget af mig. En følelse, der brænder så meget ned igennem kroppen, som stod jeg i et flammehav – samtidig med, at det er rart og blødt som silke. Følelsen der tvinger mig ned på mine til tider grædende knæ i ren forløsning, og får mit hjerte til at slå så hårdt, at jeg kan se min brystkasse vibrere og høre pulsen i mine ører, mens jeg skuer op mod himlen i en dyb vejrtrækning. Disse øjeblikke rammer mig hver gang jeg sidder med en stor rovfisk foran mig, og det gør, at alt det, som det har krævet, er det hele værd! Altid…
Livets sande skatte er de følelser, vi får indeni. De er resultatet, af det vi gør og brænder for, når vi opnår det. Lige meget hvad det så end ér. Jeg er vokset op med en far, der har taget mig med ud at fiske så længe jeg kan huske, og det har givet mig mit livs helt store livs passion – nemlig en blanding af afhængighed og interesse for naturen – samt livet i den.
Luftforandring i fiskeriet
Jeg har ofte større fiskeprojekter, som nogen gange kræver noget luftforandring – eksempelvis i form af en helt almindelig hyggetur sammen med en god kammerat. Ture som disse er oftest dem, jeg lægger mindst planlægning i, fordi selvskabet og afslapningen er mere i højsædet end selve fiskeriet.
Forleden endte det med, at vores tur skulle gå til Drive In Put and Take, hvor danmarksrekorden i gedde er fra. Og det selvom chancerne for en sådan fisk nok nærmest er ikke eksisterende eftersom de forhold, der skabte den fisk er ændret fuldstændig siden. Men – jeg kan godt lide følelsen af at være tilstede i omgivelserne, hvor historiens største danske eksemplar af min all time favorit fiskeart har levet.
Drive In byder også på store maller, og eftersom min kammerat hverken har set eller fanget en malle før, var det oplagt at vælge netop denne sø. Der var således en anderledes stille og rolig rovfiske dag i vente. Troede vi…
En tung start på fiskeriet
Da jeg ankommer til søen hen af formiddagen, kan jeg se, at kammeraten allerede sidder med stangen, og han ser alt andet end glad ud. For at kunne fiske lidt efter det hele, er planen at fange nogle af de lokale fisk i søen og bruge dem som agn til aktivt fiskeri, da man ikke må medbringe agnfisk fra andre vande. Der er således ikke andet at gøre end at få det bedste ud af dagen, med de agn, som vi nu kan lokke på krogen. Og det bliver en tung start!
Vi sætter os ned ved siden af hinanden og fordriver agnfisketiden med smil og dårlige jokes i den lune efterårssol. Men – vi er trods alt enige om, at det nok skal blive en god dag, selvom vi ikke har sat os op til noget særligt. Og det er netop det gode ved sådanne dage uden forventninger, for de er ekstremt rare og afslappende.
Daniel Stormly var ikke større end tobak for en skilling, da han fangede sin første malle sammen med sin far.
Nålen i høstakken
Som timerne skrider frem kan vi godt se et mønster i at blot én ud af 20 fødefisk er omkring 10 cm, og resten blot omkring fem… At skaffe gode agn er som at finde en nål i en høstak. Min kammerat får lov til at tage de første fisk til sin flådstang, og der går ikke længe, før han ha landet den første gedde, smidt én med den næste agnfisk og landet en gedde til med den tredje.
Jeg må se i øjnene, at agnfiskeriet nok ikke bliver bedre med den ene bare lidt brugbare skalle, der kommer op i timen. Og nu er halvdelen af dagen gået uden et eneste kast fra min side af, så den næste agn, som er små 10 centimeter, ryger på min ene flådstang. Men den er der, og den holder helt sikkert kun til ét kast, så der er ikke råd til, at den ryger af. Der skal virkelig tænkes konstruktivt på sådan en dag her, hvis der bare skal være lidt chance for succes i en eller anden grad. Planen bliver derfor et blidt kast efter gedder langs kanten, mens skallen er i live, og så ellers et længere kast ud på distancen og dybet efter mallen, når agnfisken er død – kroget i rygraden, så den ikke ryger af.
Tiden går
Skallen lever ikke længe, så den bliver omkroget og stillet om i dybden, så det passer med, at når jeg hamrer den ud i det område, hvor jeg mener, at en af topfiskene vil stå, vil den lille døde skalle blive trukket hen over kanten til den grødefri bund. Vinden passer med, at jeg kan kaste op imod vinden og skabe en kæmpe linebue, som med vindens kraft trækker agnfisken helt perfekt i den rette bane, jeg ønsker. Baitrunneren bliver slået til og jeg venter.
Denne fisketeknik er der selvfølgelig lidt logistik i, og der går en del tid med at styre de store linebuer, på trods af at vi kun fisker med én lille død agn hver. Kammeraten fanger lidt flere små gedder på de levende agn, der nu kommer op i ny og næ, og jeg har kastet et par agn så meget, at de ingen skæl har tilbage. Jeg har ikke haft så meget som et nap i det område, men jeg tror stenhårdt på, at det vil kunne give en god fisk.
Mallehug – flåddet er væk
Bedst som jeg sidder og snakker med kammeraten om, hvor lille troen nu er på mallehugget, spørger han, om jeg vil have den sidste levende skalle i nettet, men jeg afslår og siger, at jeg hellere syntes han skal bruge den på en gedde. Jeg begynder at spejde efter mit flåd, som var der for et splitsekund siden, og jeg kan nu se, at det ikke er ændringen i lyset, der snyder mig.
– Flåddet er væk, fremstammer jeg, imens jeg løber ned til stangen og tjekker samt strammer bremsen, inden modhugget. Jeg kan dårligt tro det, eftersom agnen nu har drevet i den samme linje over tyve gange! Det kan være gedde, men bør være malle. Jeg giver et mellemhårdt tilslag efter at have samlet linebuen op, og splitsekundet efter, er der direkte kontakt til fisken. Jeg kan personligt bedst lide at give tilslaget lige inden linen er helt stram til fisken, så krogene sætter sig som et lyn fra en klar himmel, og ikke først efter direkte kontakt. Årsagen er, at nogle store kloge fisk, når at smide agnen, hvis de forvarsles med et træk inden selve tilslaget – også selvom det går hurtigt.
Daniel har over årene fanget mange store maller som denne på de store europæiske floder.
Fighten med stormallen
Der er efter få sekunder ingen tvivl om, at det er en mallefight, jeg er hoppet ind i, hvilket tydeligt afsløres af de lange, tunge headshakes. Jeg bedømmer ikke fisken til at være noget særligt, da den følger rimelig nemt med ind, men lige efter tilslaget kommer der dog en jævnt stor hvirvel op til overfladen.
Jeg tager det stille og roligt, imens jeg siger til min kammerat, at jeg er glad for, at han nok får en malle at se. Fisken viser ingen tegn på at være stor, før den stopper brat op ved foden af skrænten foran mig. Pludselig kan jeg ikke rigtig flytte den op igennem vandet, og bliver helt i tvivl, om den sidder fast – lige indtil jeg kan se U-vendingen på linen i vandet, idet fisken vender rundt og tager et langsomt, ustoppeligt run ud over søen.
Kammeraten er overbevist om, at den er stor, og en bekendt der også er ved søen, er kommet til. Jeg er stadig ikke helt overbevist, så jeg sætter bremsen til det maksimale, jeg tør. Lidt efter får jeg fisken ind igen med en del mere modstand, og så gentager scenariet sig igen. Denne gang dog med dobbelt tempo fra fiskens side af, fordi den nu bliver presset. Først her starter tankerne om, at det kan være et ordentligt jern af en malle.
Tovtrækkeriet fortsætter længe nok til, at flere folk strømmer til, og jeg overvejer, om jeg virkelig må ud i båden med en mand for at få fisken op sikkert. Jeg er simpelthen nød til i det mindste at se den inden, og efter en lille halv time får jeg presset fisken nok op til, at vi kan se den lidt nede i det klare vand. Folk bryder ud i larm og måben, og det går op for mig, at der må tages andre midler i brug.
På rundtur i båden
Stangen bliver kastet i hænderne på en af de tættest nærværende tilskuere, og imens fisken buldrer derudaf, og jeg får tisset af samt tømt båden for vand. En bekendt hopper med mig i båden med et par friske arme som motorkraft med det, der er tilbage af en årerne – og helt automatisk får båden god fart på. Han spørger, om han skal ro, og jeg svarer ham, at han roligt kan læne sig tilbage og nyde bådrundvisningen på søen det næste lange stykke tid.
Det er først i den anden ende af søen på vej op af en stejl skrænt, der går helt op til overfladen, at det for alvor går op for os, hvad vi har med at gøre her: Mallen vender hele siden til lige ved siden af båden. Der er pt ikke andet at gøre end at lade fisken gøre sig selv træt, og det sker efter tre kvarters fight.
Makkeren får stangen i hånden og holder fisken oppe, hvorefter jeg bruger et par forsøg på at få ordentligt fat i kæben, da fisken går amok hver gang, så den nærmest er ved at brække mit håndled, imens jeg hænger ud over siden på den lille vakkelvorne båd. Da det til sidst lykkes at tage fat med begge hænder, og dyret er under kontrol, lægger makkeren stangen og sætter den ilt drevne motor i gang ind mod land, hvor en kødrand af mennesker nu venter, imens jeg hænger ud over siden af båden med fisken.
Sandsynligvis Danmarks største malle
Så snart vi kommer ind, hopper jeg i vandet og sætter mig på røven med fiskens gab oppe ved mit bryst. Mallens krop ligger ned langs mine waders ude i vandet, som fisken ikke kommer til at forlade. Kammeraterne holder fiskens mund åben, imens jeg med en mindre operation får styr på den dybe krogning, imens fisken bider i mine hænder. Folk træder tilbage og tager deres kameraer frem, imens jeg lige lader fisken – og ikke mindst mig selv – trække vejret et øjeblik. Først her begynder det hele at trænge ind. Kampen og dramaet er ovre, så der er nu plads til at kigge lidt på fisken.
Jeg har kun set maller i denne størrelse i udlandet, og håber af hele mit hjerte, at de fremover vil være at finde mange flere steder i Danmark, som de gjorde det en gang. Fisken har ikke en skramme, og er fuldstændig jomfruelig. Jeg ved, at jeg sidder med en potentiel dansk rekordfisk i hænderne, men jeg beslutter ikke at bruge yderligere tid og kræfter på at skulle dokumentere den korrekt til en fremtidig rekord. Fisken har nu været i min varetægt i en lille time, og vi er begge pænt færdige.
Jeg løfter fisken to gange op af vandet for kameraerne, selvom solen nu står forkert til gode billeder. Men nu skal den bare videre. Der er selvfølgelig VM i ansigtsudtryk undervejs, mens jeg klapper fisken farvel på den store massive ryg samt vender dens hoved ud imod det åbne vand, så den kan svømme uskadt retur.
Den store malle Daniel Stormly fangede i Drive In Put and Take ved Farum blev naturligvis forsigtigt genudsat.
Sikke en dag
Da fisken er svømmet væk. trasker jeg ind på land – gennemblødt, mørbanket samt smurt ind i slim og mudder. Alle hjælpende hænder får en tak og en krammer, hvorefter jeg får sat mig ned, imens jeg kigger på kammeraten fiske videre. Sikke en dag – der bare gik fra 0 til 200 på et splitsekund…
Men – som kammeraten siger, så viser det jo bare, at så længe man har bare én line i vandet, har man en chance, hvis man tror på det man laver. Og det har han jo i den grad ret i.
Dagens minder er nu røget i bunken med de andre storfangster, der er kommet til mig i troen på det jeg gør, i et sekund, hvor jeg allermindst ventede det. Og man må sige, at kammeraten fik en malle at se! Fisken har været imellem 205-210 cm lang, og omkring 55-60 kg tung. Den var i god stand, og stærk som…. tjaaa…kun en stor malle kan være det!
Det er ikke en oplevelse, jeg ville have været foruden, og som altid drukner de fantastiske følelser smerten i ryggen, irritationen fra de jævnt gennemtyggede hænder samt den mindre forkølelse, som jeg nu ligger med på grund af nedkølingen i vandet. Men som altid, har det været alt værd! Og det er det også næste gang. Lige meget hvor langt der er til det næste monster…
Knæk & bræk derude!
—-
Danmarksrekorden for malle i put and take er pt 37,5 kilo taget af Henrik Carl i Roskilde Fiskeland. For nylig blev en fisk, der var noget større taget i Drive In Put and Take: Denne fisk var med sine 201 centimeter sandsynligvis den anden eller tredjestørste i Drive In, hvor den sandsynligvis største altså nu er blevet fanget af Daniel Stormly.
