Mallefiskeriet ved Drive In er endnu ikke åbnet officielt, men der testfiskes af og til: – Fredag d. 26/8 skulle der igen testfiskes efter de nye stør i Drive In Put and Take ved Lynge, beretter Kim Nielsen. – Men da temperaturen viste 28 grader og meget høj luftfugtighed, var det oplagt at prøve noget mallefiskeri i den anden sø, så der blev fanget nogle store skaller til agn. Jeg valgte denne gang at prøve med stort flåd og driv fiskeri. Agnen blev sejlet ud klokken 21.00, og der gik ikke længe før en meget sulten lille gedde på cirka 1,5 kg valgte min agn til aftensmad.
– Der blev agnet igen, og denne gang med et nummer større skalle, som igen blev sejlet ud på midten af søen. Klokken 02.00 kom der lyd fra min bidmelder, og fighten kunne begynde. Jeg fisker med en 7 lbs stang og 0,55 Black Cat Line, så med en malle på 160 cm og cirka 15 kg blev fighten ikke lang. Det var så min første malle og forhåbentlig ikke den sidste.