Kongeligt karpefiskeri

Henrik Carl fra Zoologisk Museum oplevede et nærmest kongeligt karpefiskeri i Rosenborg Slots voldgrav. Karperne er vandt til at spise brød og lod sig derfor nemt overliste. Dagens største karpe var en spejlkarpe på 7,5 kilo.

Endnu en karpe bliver nettet i de smukke omgivelser.28.5.2011 – I 1994 fik Sagnlandet Lejre 14 karper fra Rosenborg Slot forærende. Karperne ynglede og klarede sig godt frem til vinteren 2009/10 hvor de døde under isen. Da publikum i Lejre savnede karperne, blev det besluttet af lave endnu en udsætning med karper fra Rosenborg.

Henrik Carl fra Zoologisk Museums fiskeafdeling, som i forvejen havde planlagt at lave en undersøgelse i voldgraven, fik til opgave at stå for karpeopfiskningen. Karperne blev naturligvis fanget på stang, da det er en både effektiv og skånsom metode. Det blev et kongeligt karpefiskeri, som man nok kan forestille sig. Karperne var nemlig vant til at blive fodret med brød, og fiskekroge havde de ikke den store erfaring med. Få timers hektisk fiskeri resulterede i cirka 30 karper på land. De fleste var skælkarper på 2 til 7 kilo, men der blev også fanget et par smukke spejlkarper på op til 7,5 kilo. Halvdelen af fangsten blev flyttet til Lejre, mens resten blev flyttet til en karpedam på Fredensborg Slot.

Den mere biologiske del af undersøgelsen afslørede en større bestand af karusser og sølvkarusser. Herudover rummer voldgraven en mængde regnløjer og nipiggede hundestejler.

Geddefeber

Aftentur på sundet

Den 9. juni og den 28. juni kan du komme på aftenture på Øresund med Fisk & Fri og Sport Dres. M/S Sværd sejler fra Københavns Havn.

Fine torsk som denne har du mulighed for at fange. Husk pirkegrejet og kastegrejet – så er du helgarderet til en god aftens fiskeri.27.5.2011 – HVIS DU DRØMMER om at opleve en solnedgang med fiskestangen i hånden på Øresund, så er sommerperioden netop tidspunktet, hvor du kan gøre noget ved drømmen. Fisk & Fri har i samarbejde med Sport Dres Aps arrangeret to aftener i juni, med afgang fra Københavns Havn klokken 18.00, hvor du kan komme på sundet med M/S Sværd. Det sker den 9. og 28. juni, og det koster 200,- kroner at deltage.

Du får her en fantastisk mulighed for at tage ud med en af sundets meget erfarne styrmænd, som nu bevæger sig ned i Øresund for at give havfiskerne denne mulighed. Det skal bl.a. ses i det lys, at M/S Svære normalt sejler ud fra Helsingør. Sommertid på sundet er ensbetydende med store fangster af småtorsk, som typisk bliver fanget ved drivfiskeri med det lidt lettere kastegrej.

Dog skal pirkestængerne med. Der er på nuværende tidspunkt stadig meldinger om gode torskestimer, hvorfor det tungere grej er nødvendigt. Alt i alt taler vi om et hyggeligt fiskeri sammen med kammeraterne, et scenarie, hvor du får muligheden for at fange lidt småtorsk og nyde aftenvejret, som ingen godt nok kender på forhånd. Det betyder, at du skal have begge grejtyper med om bord for at være garderet. Men så er du også klar til at tage de udfordringer op, som sommerfiskeriet med M/S Sværd tilbyder dig.

Med andre ord – M/S Sværd kommer til København for at gøre sundet usikkert. Tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet hos enten Fisk & Fri – Gordon P. Henriksen på telefon 33 32 39 00 eller gph@fiskogfri.com eller hos Sport Dres – Kris Jeppesen på telefon 38 88 46 48 eller info@sportdres.dk.

Geddefeber

Asp – Nordens tarpon!

Finske Nikolai Holttinen fra Kinetic var sammen med en god forretningsforbindelse, Jukka Halonen, på fiskeri efter asp. Da dagens rette medicin var fundet kunne de to fiskere nyde et fint fiskeri med flere asp op til 4 kilo.

27.5.2011 – NIKOLAI HOLTTINEN er en af Kinetics sælgere i Finland, og har på sine seneste tur haft godt tag på fiskeriet efter den grådige rovfisk asp.

– Aspen (Aspius aspius) er en forholdsvis sjælden fisk i Finland, fortæller Nikolai. – Rovfisken, hvis ydre umiddelbart minder meget om skallens, er berygtet for at være en mystisk fisk og en fantastisk fighter – måske det tætteste man kan komme på en nordisk mini-tarpon. Til forskel fra dens slægninge er aspen udelukkende en fiske-spiser, og når vandtemperaturen begynder at stige er deres favoritbytte løjen. Det kan være storslået at se aspen jage de stimerne af løjer lige under overfladen.

– I sidste uge havde jeg muligheden for at prøve at fange denne smukke fisk sammen med en af mine gode forretningsforbindelser, Jukka Halonen, fortsætter Nikolai. – Jukka bor tæt på et vand, der sandsynligvis holder en af de største bestande af asp i Finland. Gennemsnits­vægten ligger på omkring 3 kilo og sidste år blev der fanget to fisk på knap 7 kilo! Fiskene angreb de store løjestimer, men det lykkedes os ikke at fange dem. Vi prøvede alt fra små blink til woblere for at imitere løjerne men det virkede håbløst. Gennembruddet kom efter vi skiftede taktik og begyndte at fiske med større og tungere Great Heron woblere fra Magic Minnow. Resultaterne udeblev ikke! Personligt tror jeg dog også en smule begynderheld var delvis medskyldig, men efter kort tid fangede jeg mine to første asp. Jukka fangede også en asp i det han skiftede til en Great Heron. Alle fiskene blev vurderet til at veje mellem 3,5 kilo og 4 kilo, slutter Nikolai.

Geddefeber

Effektiv geddedørgning

Jess Glargaard fra Kinetic har bevist, at dørgefiskeri med woblere kan være uhyre effektivt. Her er Jess med en stor gedde på 107 centimeter og 8,1 kilo, der huggede knaldhårdt på en Westin Jätte wobler i farven Concealed Fish.

26.5.2011 – TROLLING – eller dørgefiskeri – efter gedder har vist sig at være uhyre effektivt i maj måned umiddelbart efter gydningen. Jess Glargaard fra Kinetic har således haft et helt forrygende geddefiskeri med et stort antal fisk i båden.

– Jeg har dørget med store flydende woblere på fiskedybder mellem 3 og 6 meter, fortæller Jess. – Gedderne har stået koncentreret på toppen af knoldene eller på kanten af skrænterne. Fiskeriet har været helt forrygende med mange fisk i båden. Gedderne er ubarmhjertige og knalder hårdt til woblerne og krogningsraten er høj. Ekkoloddet med indbygget plotter har været til stor hjælp når jeg har sat et waypoint ved hvert hug. På denne vis har der tegnet sig et klart billede af, hvor tæt gedderne egentlig står på fiskepladserne. En af de seneste ture gav 21 gedder, hvor det var en Westin Jätte på 17 centimeter i farven Concealed Fish som krogede dagens største gedde på 107 centimeter og 8,1 kilo. Med så meget aktivitet prøvede jeg at lave et setup med et paternoster tackel, bundet op med en Westin Jerk. Et udemærket setup, hvor den traditionelle Jerk wobler blev præsenteret i en stille, glidende side til side bevægelse. Dette gav en del af de 21 gedder den dag! Med dette setup kan man tilpasse vægten efter dybden. Jeg benytter selv et lod på cirka 90 g på 3-6 meters dybde. Jeg plejer at sende loddet ned på bunden for derefter at dreje et par omgange på hjulet så selve loddet svæver lige over bunden. Skal der fiskes i andre dybder er det op til den enkelte at tilpasse tacklet efter forholdene og eget temperament, slutter Jess.

Geddefeber

Storgedde til Henrik S Lund

12,5 kilo vejede den 118 centimeter lange gedde, som Henrik S Lund fangede i Norge i den forgangne uge. Den blev fanget på en Alien Eel.

DE TO GARVEDE geddefiskere Henrik S Lund og Christian ‘Jokeren’ Møller var i den forgangne uge på endnu et udlandstogt med gedder for øje. Et stort norsk geddevand skulle gennemfiskes, og det skulle gå både godt og skidt. Efter blot en time fik Henrik et tungt hug på hans yndlingsagn – en Alien Eel, som blev trollet blot en meter bag en paravane på 1,5meter dybt vand.

En hektisk fight kunne begynde, og en stor fisk kastede sig efterfølgende fri af vandet flere gange bag båden. I sidste ende måtte fisken dog overgive sig, og Christian kunne nu hjælpe sin kammerat med at lande en monstrøs gedde på hele 118 centimeter og 12,5 kilo. Den store fisk blev fotograferet og genudsat under store jubelscener, men herefter var eventyret desværre slut. Et opkald fra det danske tvang de to til at indstille fiskeriet, og derfor blev 12,5 kilos fisken turens eneste.

Se eventuelt mere på www.savage-gear.com

Geddefeber

Multerne er kommet

Hermann Peter Gaardsted var taget på havørredfiskeri på et af hans favoritspots i Randers Fjord. Her fangede han da også flere havørreder, men dagens højdepunkt var uden tvivl denne multe på 2,6 kilo!

25.5.2011 – MULTERNE ER KOMMET til Danmark for i år, og Fisk & Fri bringer her årets første melding om multefangst. Hermann Peter Gaardsted fra Silkeborg havde fredag den 20. maj taget turen til Randers Fjord. Her var målet egentlig havørred, og det fik Hermann da også på trods af en noget uheldig start på turen. Helt reddet blev turen da han, noget uventet, fangede en multe!

– Vel ankommet til Randers Fjord og forholdene ud til at være perfekte med en meld brise fra sydvest, så jeg skyndte mig at

rigge fluestangen til, beretter Hermann. – Det gik rigtig fint til at starte med, dog uden dog at mærke fisk. Men så vendte vinden pludselig og tog til i en halvkraftig vind fra nordøst så jeg fik vinden lige i ansigtet, hvilket ikke ligefrem gavnede fiskeriet. Jeg knoklede dog på i cirka en halv time mere – stadig uden at mærke eller se fisk. Pludselig kunne jeg mærke, at der var noget galt med kastet, og jeg opdagede til min skræk, at topøjet var knækket af stangen midt i kastet og hang nu på forfanget. Nøj, hvor var jeg vred og gik tilbage mod bilen, og jeg var så tæt på at køre hjem!

– Ved bilen fik jeg lige en sodavand og valgte alligevel at rigge spinnestangen til, for med den kunne jeg da stadig få en fiskedag ud af dagen. Jeg startede forfra med at affiske strækket med spinnestangen. Efter lidt over en time, hvor jeg stadig ikke havde mærket eller set fisk, kom jeg til nogle muslingebanker, hvor der plejer at stå fisk. I det jeg kastede blinket ud her skræmte jeg da også fisk i overfladen. Hornfiskene var her da i det mindste. Pludselig lagde vinden sig igen og gik tilbage i sydvest. Det fik fiskene til at gå til biddet – nu var de pludselig vilde med at bide. Flere hornfisk blev fanget og sat ud igen og fire havørreder omkring

målet blev det også til, som dog stadig svømmer rundt derude. Kort tid efter fik jeg en fed havørred på 44 centimeter, som sprang flere gange helt fri af vandet. Den var dog så flot, og havde kæmpet så godt, at jeg ikke nænnede at slå den ihjel, så efter kort tids beundring, fik den lov til at svømme videre. Herefter dødede huggene ud, så jeg valgte at skifte til et blåt Möresilda-blink på 18 gram.

– I første kast med det nye blink fik jeg et godt hug. Jeg kunne hurtigt mærke, at der var tale om en lidt større fisk, og ikke en hornfisk, i det fisken kort tid efter tog et udløb på cirka 10 meter. Jeg slækkede bremsen en smule, men forsøgte alligevel at presse den lidt. Det ville fisken dog ikke finde sig i, og den tog endnu et udløb på cirka 30 meter. Efter cirka 10 minutter, hvorunder den havde været 360 grader rundt om mig hele to gange fik jeg den endelig så langt ind og op til overfladen, så jeg kunne se den. Det var en multe! Min første multe nogensinde og så endda på et blink! Knæene var pludselig ikke så stærke mere, men efter cirka 10 minutters yderligere fight fik jeg endelig hold i fisken. Multen vejede 2,6 kilo og målte 62 centimeter. Set i bakspejlet er jeg utrolig glad for, at jeg valgte at blive på trods af uheldet ved dagens start, slutter Hermann.

Geddefeber

En stille dag ved Storåen

Denne dag gav Storåen ingen laks fra sig, men Nikki Hansen fangede dog en fin aborre.24.5.2011 – MICHAEL HANSEN, der også er juniorleder i Holstebro og Omegns Fiskeriforening, var sammen med sin søn Nikki og sin gode ven Henrik Vandborg på fiskeri i Storåen den 11. maj.

Fiskeriet denne dag forløb sig noget roligt, og unge Nikki var ved turens afslutning den eneste der kunne tilskrive sig en fangst. En fin aborre på 35 centimeter havde nuppet spinneren, og måtte derfor en tur op at posere foran kameraet før den atter fik lov at svømme videre.

Geddefeber

Karpe på flue

Efter en nervepirrende fight med adskillige udløb gled denne smukke skælkarpe endeligt over netrammen. Målet var nået – en fluefanget karpe på 2,4 kilo!

Raymond Holm fangede karpen på sin egen karpeflue, der bestod af gul marabou bundet på en størrelse 12 krog.22.5.2011 – RAYMOND HOLM havde længe tænkt på at fange en karpe på fluegrejet, og onsdag den 11. maj var han klar til at tage udfordringen op.

– Jeg havde forberedt mig grundigt på dagens fiskeri med afkrogningsmåtte, landingsnet, carp sack og parasol, fortæller Raymond. – Parasollen slog jeg op helt ned til vandet så jeg kunne gemme mig bag den. Allerede ved ankomst til søen var der adskillige karper, der krusede tæt på mig. Jeg løsfodrede derfor med lidt dåsemajs, og bandt min karpeflue på forfanget. Fluen havde jeg kreeret til lejligheden, og bestod af gul marabou bundet på en størrelse 12 krog.

– Fluen blev lagt ud på kort distance, og der var højst 1 meter af skydehovedet uden for topøjet, fortsætter Raymond. – Jeg var spændt som en lille dreng juleaften. Der gik heller ikke længe før skallerne viste interesse for den gule flue, ja faktisk blev de helt vilde med den. Heldigvis var der også karper på pladsen, og endeligt var der en karpe der valgte at indhalere fluen. Jeg gav et ordentligt modhug for at sætte krogen i karpens læderagtige mund. Min klasse 6 fluestang spændte op og karpen strøg afsted mens hjulets bremse skreg! Øj, hvor var det fedt! Karpens kraft er helt utrolig på det forholdsvis lette fluegrej. Jeg har fanget mange karper på medegrejet, men det her kan slet ikke sammenlignes! Fisken tog adskillige udløb, men efter 5-7 minutter havde jeg vundet kampen, og en meget smuk skælkarpe gled over netrammen. Fisken blev vejet til 2,4 kilo, slutter Raymond.

Geddefeber

Stor rimte fra det jyske

En aften i april fik Jørgen Skårup endelig en af de rigtig gode rimter.21.5.2011 – DE FLESTE STORE RIMTER fanges på Sjælland, men det hænger ikke udelukkende sammen med at der ikke findes store rimter i Jylland, men måske mere at antallet af specimenfiskere, der satser målrettet på storrimten i Jylland er meget lavt. En af de få, seriøse specimenfiskere er Jørgen Skårup, der søndag den 10. april fik sig en oplevelse han sent vil glemme.

– Denne aften fandt jeg rimternne på bagkanten af en stor strømhvirvel, fortæller Jørgen. – Jeg fiskede med flåd og orm. Det er en metode, der før har givet mig gode rimter. Denne aften fangede jeg tre rimter med et eksemplar på 2170 gram og 48 centimeter som den største. Denne fisk var samtidig en ny personlig rekord, så jeg var en tilfreds lystfisker, der kunne se tilbage på en god aftens fiskeri, slutter Jørgen.

Geddefeber