feb 21, 2020 | Nyheder, Sponsornyt
Kompromisløse Wiley X, som er kendt for deres sikkerhedsgodkendte polbriller i high-end kvalitet, har netop lanceret et nyt patenteret polaroid system, der – som det første i verden – lukker alt skadeligt blåt lys ud fra dit øje:
– Det er især det skadelige blå lys, der på sigt kan give øjenskader, så at fjerne dette 100% er ikke blot godt for dine øjne, det vil også forbedre din synsoplevelse, forklarer Thomas Wæver fra Wiley X. – Når man fjerner det blå lys, fjerner man den del af lysspektret, der giver mest støj i billedet, hvorved du kommer til at opleve en bedre dybdeskarphed i synsfeltet. Dette – kombineret med en øget dæmpning af uønskede reflekser samt en højere kontrast gør, at du lettere kommer til at spotte din drømmefisk – selv under svære lysforhold eller længere nede i vandet.
Udenfor på en overskyet dag, hvor solen ikke er fremme, får man 30 gange mængden af skadeligt blåt lys i forhold til, når man sidder inden foran sin PC-skærm. På en ekstrem solskinsdag kan det være helt op til 80 gange. At kunne filtrere det blå lys fra er derfor vigtigt.
Vind Wiley- X Contend med Captivate™ glas
Har du selv fået lyst til at prøve den nye Captivate™ teknologi, så får du nu mulighed for at vinde et par Wiley X Contend polaroidbriller med livstidsgaranti, hvis blå glas er fremstillet med den nye Captivate™ teknologi. Brillernes værdi er 1.695 kroner.
Alle Fisk & Fri brugere kan deltage. Vi trækker lod om præmien blandt dem, der kan svare på følgende to spørgsmål:
- Hvilken del af lyset filtreres helt fra med Captivate™ teknologien?
- Forbedres kontrasten med Captivate™ glas?
Svar på spørgsmålene i Wiley-X tråden på Fisk & Fris facebook, som du selvfølgelig gerne må følge, hvis du ikke allerede gør det i forvejen.
Captivate™ glassene er de eneste kontrastfremhævende glas, der fjerner alt blåt lys og samtidig lever op til sikkerhedsstandarden EN. 166 & ANSI Z87.1, som eksempelvis er din garanti for ikke at få smadret dit øje, den dag en fisk slipper blinket på opspændt stang – og flyver lige op i dit øje. Den nye Captivate™ teknologi fås på en lang række briller, som du kan se på Wiley X´s hjemmeside: https://www.wileyx.dk/captivate-polariseret-teknologi/
Tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor du får masser af fisketips, artikler og videoer, ved at scrolle ned på forsiden af fiskogfri.dk. Nederst til højre kan du tilmelde dig ved at opgive navn og e-mail i den lille rød boks. Husk at bekræfte din tilmeldelse til Fisk & Fris nyhedsbrev via det link, du får tilsendt på mail.
Vinderen findes fredag den 28 februar 2020.
feb 20, 2020 | Nyheder
Ny undersøgelse fra DTU Aqua viser, at opgangen af laks i Skjern Å-systemet i 2019 var steget en anelse. – 5.897 var opgangen ifølge DTU Aqua i 2019, hvilket er en lille stigning i forhold til undersøgelsen i 2017, hvor opgangen var 5.521 laks. Cirka halvdelen af de laks, som vandrer ind for at gyde i Skjern Å-systemet, stammer fra udsætninger.
– Der er igennem de seneste årtier årligt udsat mere end hundredetusind ½- og 1-års laks i Skjern Å-systemet, hedder det på fiskepleje.dk. – DTU Aquas seneste undersøgelse viser, at det stadig er omkring halvdelen af de laks, der vandrer ind i Skjern Å, stammer fra disse udsætninger.
– Hvis laksebestanden i Skjern Å-systemet skal klare sig uden udsætninger, er der et særdeles stort behov for at genskabe faunapassage ved spærringer, så laksen får adgang til flere egnede gyde- og opvækstområder. Ligeledes bør genskabelse af langt flere nye egnede gyde- og opvækstområder i å-systemet have høj prioritet, slutter udmeldingen fra DTU Aqua.
Du kan læse meget mere om, hvordan undersøgelsen er udført – samt detaljerne i resultaterne her.
feb 20, 2020 | Nyheder
Der kan gøres rigtig gode havørredfangster for øjeblikket, hvis man tager turen over Sundet og udforsker de mange fine sydsvenske kystpladser. Vi har netop modtaget en spændende beretning fra Henrik Qvirin Reiter, som har været et smut på svenske kysten.
– Tidligt onsdag morgen kørte jeg afsted mod den svenske kyst, fortæller han. – I dagene op til havde jeg gået og holdt øje med en varmtvandslomme i udvikling omkring Kivik, og onsdag ville den brede sig hele vejen mod Åhus. Det virkede lovende, så forhåbningerne var høje, men jeg turde ikke forvente for meget, da dette blot var min anden tur på kysten i år. Der gik da heller ikke længe, før jeg fik væltet termokanden i bilen, og dermed startede turen ikke optimalt. Heldigvis sluttede det hele meget anderledes.
– Lidt efter solopgang ankommer jeg til det rev, jeg havde udset mig at starte på, fortsætter han. – Før jeg gik i gang med at fiske, snusede jeg lidt rundt for at vurdere, om det var det rette sted. Der trak en god strøm sydover på revet fra det dybe badekar under land. Selvom vandet var spritklart, gav jeg det et forsøg med mit vanlige bombarda-rig. Allerede tredje gang min store lyserøde rørflue landede i de tunge dønninger, var der bud efter den. Jeg strammede op, og en stor doven nedgænger ruskede kort i stangen, før den blev pumpet hårdt ind og genudsat.
– Den næste fisk huggede kort efter og var én af de rigtige. En tromlefed 60’er, som gav den fedeste fight, før den til sidst vandt og stak mod havs igen. Øv! Lidt ærgerligt, men jeg fortsætter fiskeriet. En havørred bryder overfladen over revet. Først kaster jeg på indersiden af den, men hugget udebliver. Næste kast ligger på ydersiden, men desværre når jeg ikke og få givet tilslag, da fisken nærmest hugger i nedslaget. Ud af vandet springer et lokum af en havørred, bremsen hviner kort, mens bombardaflåddet skøjter efter den i overfladen – og så farvel… Også denne fisk snyder mig og får tilkæmpet sig friheden.
– Heldigvis er der virkelig mange havørred på revet denne morgen, og de hugger som var der ikke en dag i morgen. Der går ikke længe, før den næste overspringer hugger. Denne gang sidder krogen ordentligt, og en god fight kan begynde. Den hidsige havørred springer og springer! Efter at have misset to gode fisk, har jeg noget rystende ben, og inde foran mig skal der noget tovtrækkeri til, før den til sidst ender i nettet. Pyha! Dagen er reddet. Inde på land bliver fisken målt til 64 centimeter.
– Efter en kort pause på land går jeg ud og fisker bagkanten af revet. Det hele virker ret dødt nu, og jeg overvejer, om jeg skal køre videre til den næste plads. Men inde i mit hoved hører jeg min fiskemakker Tobias Park´s drillende stemme: ”De store gider ikke det der hurtigknepper stil med bombarda”. Derfor ændrer jeg stil og fisker fluen helt langsomt hen over revet. Tre kast skal der til, før fluen bliver taget i et ordentlig skvulp. Først tænker jeg, at det er en nedgænger, men i det jeg løfter stangen og sætter krogen, stryger en god fisk mod land i en voldsomt udløb med hoved halvt over vand. Det var et fantastisk syn! Fisken er utrolig stærk og tager efterfølgende flere lange dybe udløb, før den triller om på siden og kommer i nettet uden besvær. Denne fisk kræver også en tur på land, hvor jeg måler fisken til 67 cm. Jeg får taget nogle billeder med selvudløseren og vælger efterfølgende at tage videre til en anden plads.
– På ”Mosteriet” er vandet halvgrumset og de tunge dønninger afslører tydeligt revene samt de store sten længere ude. Det er ideelle forhold, og derfor beslutter jeg at blive på pladsen resten af dagen. Desværre giver denne plads ikke nogen store fisk, som er værd at hjemtage. Jeg fanger jævnt med fisk hele dagen. Små blanke 50’ere og flere store nedgængere kommer retur. I Sverige er det tilladt at hjemtage tre fisk om dagen, så jeg vil holde kvoten åben, hvis nu den helt store hugger. Det gør den desværre ikke – og jeg må ”nøjes” med en fisk på 56 cm til at slutte dagens fiskeri, slutter Henrik sin beretning fra den skånske kyst.
Har du også haft en fantastisk fisketur, som du gerne vil dele med brugerne på fiskogfri.dk – så tøv ikke med at kontakte redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
feb 19, 2020 | Nyheder, Sponsornyt
Daiwa har i årtier været kendt for at producere kompromisløse fiskehjul. Et af de nyeste skud på stammen inden for fastspolehjulene er 19 Certate LT, der er som skabt til hårdt slid, når der virkelig kastes og spinnes igennem med spinnegrejet. Modellen blev lanceret sidste sommer, men nu er der kommet et 5000´er til Danmark, der er som skabt til fx laksespin i åen.
Monocoque kroppen giver en ekstrem stivhed, som styrker hjulet. Det, at den er lavet i ét stykke, så man fx ikke bruger plads til samleskruer, gør, at den fylder mindre udvendigt samtidigt med, at der er bedre plads indvendig til hjulets ædlere dele – set i forhold til et hjul, hvor huset er lavet af to eller flere dele.
På trods af det kompakte design af hjulhuset er der altså plads til et forstørret Tough Digi-Gear, der er med til at sikre en silkeblød og friktionsfri gang under indspinningen. Dette gear er en forbedring af det originale Digi-Gear II.
Magseal teknologien gør ikke bare konstruktionen mere vandtæt, men nedsætter også opstartsfriktionen på omdrejningen af håndtaget med 15% i forhold til den gamle udgave, så nydelsen ved at spinne ind ”uden at mærke det”, bliver om muligt endnu større.
Hjulhuset er lavet af koldhærdet Extra Super Duralumin. LT står for light and tough – og det kan man roligt sige, at hjulet er. Prisen for denne perle af et fastspolehjul, som har Long Cast ABS spole og 10 kuglelejer, ligger i kyststørrelserne 2500-3000 på 3599 – 3749 kroner. Den nye 5000 udgave koster 3999 kroner og fås både med hurtig udveksling på 6,2:1 med 105 cm pr. omdrejning (DXH) samt i en lavere gearet version på 5,2:1 (D), der tager 87 centimeter line ind pr. omdrejning.
Tjek også Daiwa på facebook og instagram
feb 19, 2020 | Nyheder
Martin Damgård kan bare det der med at få de fynske havørreder til at hugge. – Her den anden dag begav jeg mig afsted mod et lille spot på Sydfyn, som jeg havde udtænkt mig ved middagstid, fortæller han. – Da jeg ankom stod der dog allerede to mand.
– Nå men hva´ gør jeg så? Heldigvis kom jeg i tanke om et andet lille spot ikke så langt derfra, som jeg ikke havde fisket i årevis, og det viste sig at være et helt godt andetvalg. Jeg startede mit fiskeri med en SG Sandeel på 19 gram i orange og affiskede det knædybe vand foran mig. Og med en god vestenhyler på +10 ms gik der ikke mange kast, før wobleren landede i et område, hvor der var fisk. Det tog blot 10 omgange på hjulet og – smask – så tog en fuldfed overspringer på 2,5 kilo “ålen”.
– Den næste time gik med en god stime blankfisk, der jagtede sandeelen intenst på det lave vand. Jeg endte med at tage to fisk med hjem – en på 58 cm og 2,5 kg samt en mindre blank på 48 centimeter. Begge fisk var proppet med rejer, slutter han.
Har du selv fanget en flot fisk langs kysten, i søen, ved åen eller i havet – så kontakt redaktionen på 30 70 02 36 eller jb@fiskogfri.dk
feb 18, 2020 | Nyheder
– De er derude lige nu, siger Per Sjøstrøm fra Verona Sportsfiskeri. – Udfordringen er desværre, at det har blæst ekstremt meget igennem lang tid, så det er ikke så let at komme ud. Men – dem der har kunnet kommet ud for vinden har fået spredte laks i hele området fra Bornholm til Simrishamn.
Den største fisk, vi har hørt om, er Kim Rønne-Nielsens flotte tretten-kilos laks, som han fik, da han sejlede ud fra Nexø den 14. februar. – Hugget kom cirka 1 mil Øst for Nansy 90 fod nede i vandsøjlen, fortæller han på Bornholm Trollingklubs hjemmeside. – Fisken stod tungt 150 fod ude og ville ikke rigtig med ind, men ind kom den til sidst – og sikke en flot laks. I havnen blev laksen, som du kan se ovenfor, kontrolvejet samt målt til 13,56 kilo og 112 centimeter. En super dag med sol og laks i båden. Så bliver det ikke bedre.
– Fiskeriet i området ved Møn er endnu ikke startet, og herovre på Bornholm venter vi altså blot på, at vinden lægger sig, fortsætter Per, der om nogen kender det bornholmske laksefiskeri som sin egen bukselomme. – Jeg er helt sikkert på, at der nok skal komme godt gang i fangsterne, når der kommer et seriøst hul i vinden, så det bliver muligt at fiske effektivt efter de store laks med vores trollingbåde.
– Hvis vi er heldige, så passer det fint med et godt fiskeri, når vi starter vores trollingskole med Wildwater i uge 13 og 14, hvor der vil bliver fokuseret på fiskeri med både blink og løje. Kursusdeltagerne roterer mellem de fire både, så de kan suge guldkorn til sig fra alle de fire erfarne skippere og på den måde få mest ud af kurset, der i øvrigt er booket fuldt op. Men – vil du være med til kurset til næste år, så kan du allerede nu booke dig ind på kurserne i 2021, som afholdes med base og overnatning på Danhostel Sandvig i Allinge, slutter Per.
Trollingmaster er i den sidste uge i april, og inden da skal der sikkert nok nå at komme godt gang i fiskeriet.
feb 17, 2020 | Nyheder
Odense Å Sammenslutningen byder velkommen til Odense Å og Fjord premieren lørdag den 7. marts 2020. Hermed åbnes fiskeriet op for lystfiskeriet efter ørreder op igen. Fiskeriet er dog pt tilladt for medlemmerne af foreningerne i sammenslutningen og for dagkortfiskere året rundt på visse strækninger efter ikke fredede fisk, men for mange sportsfiskere begynder sæsonen først, når ørredfiskeriet igen gives frit.
Fiskeri på selve premieredagen i åen er kun tilladt, hvis man har købt premierekortet, som snart kan købes i Odense i følgende butikker: Fiskeri og Natur, Go Fishing, Odense Jagt og Fritid og i Svendborg i Michaels Jagt og Fiskeri. Med premierekortet følger der et unikt gennemløbsblink, som er fremstillet til premieren samt en voucher til en gratis pølse med brød, dyppelse og en vand eller øl til.
Odense Å og Fjord Premieren har løbet af stablen i 39 år nu. I år flytter indvejning og præmieoverrækkelse endnu en gang plads til Skibhusskolens arealer, som ligger et par kastelængder fra manges favoritsted – Det Varme Vand ved Fynsværket.
Sportsfiskere, lokale som udenbys, nyder dagen ved åen. Flotte havørreder bliver fanget samt beundret, og utallige fiskehistorier bliver fortalt.
Odense Å og Fjord premieren starter på indvejningspladsen den 7. Marts og skydes i gang traditionen tro præcis kl. 7.00 med en raket, hvorefter fiskeriet kan begynde. Konkurrencen sluttes af kl. 13.00 med endnu en raket.
Efterfølgende uddeles der præmier for de fire største ørreder, den først indvejede ørred, en præmie for dagens flotteste ørred, samt juniorpræmier og lodtrækningspræmier.
Vel mødt til premieren!
feb 17, 2020 | Nyheder
Jesper Larsen har haft otte års pause fra åfiskeriet, men i går besluttede han sig for, at nu skulle det have et skud i en af de sjællandske åer – storm eller ej.
– Målet fra turen var en lille lokal å, som gennem hele livet har fyldt meget i mit fiskeri, og netop denne å har aldrig skuffet mig, fortæller han. – Fremme ved Åen bliver bøjlen slået til og den første indspinning af Rapala´en er i gang. Jeg når akkurat at spinne wobleren 1 meter og boom – en hidsig ørred hugger. Desværre slipper den wobleren efter 20 sekunder. – Hvilken start, tænker jeg. – Nu begynder jagten for alvor.
– På næste spot hugger en rigtig fin ørred efter tredje kast. Den kæmper kort og tungt, men på trods af fraværet fra åfiskeriet i mange år, glider den med sikker hånd i nettet, hvor jeg sekunder efter kan beundre en fin ørred på 3.065 kilo.
– Nu er jeg godt i gang, og lidt senere kaster et gammelt spot en lille hidsig blank ørred af sig på knapt kiloet. Lidt senere fiskes turens sidste sving grundigt igennem, og hugget falder hårdt. Denne ørred vil dog noget helt andet end at samarbejde, hvilket gør, at jeg får op til flere opvisninger i luftakrobatik. Heldigvis er den dog solidt kroget og må efter noget tid også overgive sig til nettet, hvor jeg kan veje den til 2.560 kilo. Hvilket fantastisk gensyn med den lille å, slutter Jesper sin fortælling til Fisk & Fri.
Har du også haft en god oplevelse med fiskestangen, som du vil dele med brugerne af fiskogfri.dk – så skynd dig at kontakte redaktionen på 30 70 02 36 eller jb@fiskogfri.dk

Jesper Larsen med en af de fine ørreder han fangede igår.
feb 16, 2020 | Nyheder
De langelandske kyster er kendt vidt og bredt for deres fine fiskeri – og så også lige for at frekvensen af grove fisk, der ofte er en tak højere her – end så mange andre steder. En af dem, der fisker området meget, er @havorred_formanden, som siden starten af året har fået intet mindre end 20 ørred over målet. – Langeland fisker bedre end nogensinde, fortæller han. – Hovedparten af disse fisk er taget på den nordlige del af Langeland – primært på den østvendte side. Men – jeg fisker også næsten hver dag, så det skal jo også give fisk, griner han. Den største fik han en morgen for et par dage siden, hvor der havde været nattefrost.
– Da solen stod op ved ottetiden og begyndte at varme vandet op, så eksploderede fiskeriet, fortsætter han. – I andet kast fik jeg en fin blank 45 centimeters havørred, som jeg egentlig var fint tilfreds med, men ti minutter senere, huggede en virkelig stærk fisk! Den her havørred gjorde mig rigtig nervøs, for den blev bare stående som et anker til at starte med. Kampen tog 8-10 minutter, og den tog masser af udløb. Herefter fulgte den med ind i dens eget tempo og tog igen 6-8 udløb på fuld skrue. Langt om længe fik jeg den dog i nettet! Jeg råbte mod himlen, som var det min første ørred: DER VAR DEN SGU!!
Bagefter brugte jeg 30 minutter til bare at nyde min fangst, som var en rigtig tyksak på 68 centimeter og 4165 gram. Det er sådan en fisk, vi alle drømmer om, og denne gang var det min tur. Hvilken fantastisk start på 2020 sæsonen, så jeg kørte hjem efter blot 25 minutters fiskeri. Og jeg kan godt afsløre, at jeg smilede hele vejen hjem, som havde jeg vundet EM I 92’, slutter han.
Har du også fanget en stor fisk, så husk at kontakte redaktionen, før den ryger på facebook.