Danmarks største viluga stør

– Hejsa, jeg har været så heldig at få en af de helt store vilugastør på krogen, og fik den landet, lyder det fra Marcus Bode.

– Mig og familien var taget på en kort firetimers tur til Poppelsøen i Ballerup d 31/1, fortsætter han. – Det er ikke en sø, vi besøger så tit, da mig og kæresten bor i Jylland, men når vi endelig er på Sjælland, så tager vi altid en tur til denne sø.

– Vi kommer derud ved en 16:30 tiden, og ser hurtigt, at hele søen er proppet med mennesker grundet det gode vejr. Og da en flok fiskere flytter, beslutter vi os for at rykke derhen. Vi får rigget op med to stænger med Beer & BBQ pop ups på, hvorefter vi hurtigt får hug. Det viser sig at være en god beluga på 28 kg! Imens vi får taget billeder med fisken, ser vi et stort hold personer, der pakker sammen, så vi beslutter os hurtigt for at rykke derned efterfølgende.

– Her får vi rigget frisk bait på og smidt nogen PVA poser på også. Den når ikke at ligge ude i mere end 10 minutter, inden bidmelderen skriger derud af, og jeg får givet et modhug, 10 sekunder inde i fighten springer fisken fri af vandet, og jeg kan hurtigt se, at det er en meget stor fisk det her. Jeg får da også alles opmærksomhed, da den laver et kæmpe plask og bølger i det meste af søen. Men efter utallige udløb og en masse pumpen, kommer den til syne inde ved land. Jeg har fået min kæreste i wadersne og har sagt til hende, at hun bare skal tage fat i den halerod og så holde fast!

– Da den kommer ind mod hende springer den helt fri af vandet igen og er meget tæt på at ramme hende! Jeg beslutter, at jeg hellere må hoppe i vandet i stedet, så jeg hopper i vandet iført shorts, sokker og hoodie, mens jeg giver stangen til min kæreste, som får den indtil land. Jeg får godt fat om haleroden, mens fisken vælger at give nogen gevaldige plask og får sjasket en masse vand samt mudder op på mig. Heldigt, at det er godt vejr! Fisken vejer 47,8 kg i vejeslyngen og 46,3 kilo uden. Sikke en oplevelse!

Viluga er ikke en rigtig biologisk art, men derimod en krydsning imellem beluga og hvid stør, og hybrider anerkendes ikke officielt på den danske rekordliste. Fisken har været fanget før i Poppelsøen, men eftersom det så vidt vides er første gang, at den er blevet vejet – er Marcus´s viluga nok det bedste bud vi har på en officiel rekord på denne størhybrid.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

Solide plader fra Vestkysten

– Dagen starter klokken 04.00 med lidt morgenmad og pakning af det sidste grej, hvorefter turen vestpå starter fra Ørbæk ved Nyborg, fortæller Kris Hansen. – Vi lander ved Vejers 06.15, hvor vi får noget tøj på samt rigget til. Da vi er ret nye inden for fiskeri efter pighvar fra kysten, for vi er mest hav- og kystfiskere, går snakken om, hvordan vi skal fiske området af.

– Vi bliver enige om at gå langs kysten og fiske et godt langt stræk af, fortsætter han. – De første timer går med kun én enkelt fisk og ingen hug. Men ved en 12.30 tiden blæser det svagt op, og fiskeriet vender. Vi får det ene hug efter det andet, og da klokken bliver omkring 14.30, og vi har fået et par OK fisk, bliver vi enige om at fiske op mod bilen for at slutte dagen. Turen mod bilen slutter dagen perfekt med to gode fisk samt et stort hug og en mistet fisk. Den største pighvar vi får er på 55 centimeter og 2,7 kilo, slutter han.

Har du selv været ude at fange nogle fisk, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

Havbars blev til havørred

– Her den anden dag var jeg taget på tur efter havbars oppe ved Hirtshals Fyr helt alene, fortæller Udis Zahraei fra Ålborg, der også er kendt for sine læderhylstre til gennemløbere – ”Fishwallets”. Som sædvanlig fiskede jeg med et ret stort blink, nemlig en Snurrebassen str. 11. Havbarsen elsker nemlig store agn, og man kaster også fænomenalt godt med blink i denne størrelse.

– Jeg lagde ud med en stribe flotte hornfisk, men pludselig fik jeg et solidt hug. Fisken lagde ud med nogle ekstremt aggressive udløb, så til at starte med troede jeg, at det var en kæmpestor havbars. 70-80 meter ude sprang den dog fuldstændig fra af vandet, og så kunne jeg let se, at der var tale om en blank fisk. Jeg spekulerede på, om det kunne være en laks, jeg havde kroget, men da fisken kom tættere på, kunne jeg godt se, at det var en havørred. Da jeg omsider kunne lande fisken, var min første vestkysthavørred en realitet. Havørreden var 68 centimeter og vejede 4,1 kilo.

Har du selv været på kysten og fange noget spændende, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Friluftsland

 

Udi Zahrei er manden bag de fede wallets til gennemløbere – “Fishwallets” – se mere på fishwallets.dk

drømmerejse iFish Travel

På tur efter sommergedder

– Efter en hård uge med meget arbejde og en vejrudsigt der så helt fantastisk ud, var jeg ikke i tvivl om, at weekenden skulle bruges ved vandet, fortæller Nikolaj Kofoed. – Det blev lørdag, og jeg skyndte mig at få pakket min bivy samt alt mit fiskegrej, så jeg kunne komme afsted til søen. Lørdagen blev hovedsageligt brugt på at få sat campen op og fange skaller til søens store gedder! 

– Jeg står op søndag morgen til solopgangen og nyder stilheden samt fuglenes sang. Vandet er helt blik og himlen skyfri, hvilket ikke altid er de bedste forhold til storgedden! Jeg får rigget en stang til med glideflåd, og sætter en stor rudskalle på krogen – samt kastet den ud i suppen. Morgenen og formiddagen forløber utrolig stille uden nogen rigtig aktivitet. Da det bliver middagstid, beslutter jeg at sætte en mindre rudskalle på krogen, og dette skulle vise sig at være den rigtige beslutning! 

– Jeg har lige kastet ud og placeret stangen i min bankstick samt vender mig for at tisse, da min kammerat råber panisk, at min stang er på vej i søen! Han får reddet stangen, så jeg skynder mig over til den. Jeg får kontakt til fisken og kan med det samme mærke, at det er en god fisk!

– Hun trækker afsted gennem søen som et godstog, og selv med tilpas stram bremse bliver hun ved med at trække line af hjulet, men hver gang jeg tænker, at nu må hun være træt, så tager hun endnu et tungt udløb! Til sidst – efter en lang og sublim fight – ender jeg dog med at lande 2020 sæsonens første 10+ gedde!

– Gedden bliver vejet ind til 10.7 kg fordelt over smukke 108 centimeter. Efter sådan en fisk behøver jeg ikke fange mere på resten af min tur, for den er allerede reddet nu, og det skal vise sig, at det også bliver turens eneste gedde på land. Men hvilken fisk at starte sæsonen på! En sjov lille tilføjelse er, at efter jeg er kommet hjem, og har tjekket billeder af gedden samt af en gedde fanget sidste år, så viser det sig ud fra nogle meget specifikke trak i mønsteret på gedden, at jeg faktisk hat fanget præcis samme gedde på – og hold nu fast – PRÆCIS samme dato et år forinden. Fisken er på det ene år vokset 2.1 kg i kampvægt og 2 cm i længden.

 

drømmerejse iFish Travel

 

drømmerejse iFish Travel

Pighvar med vennerne

– Vi er fire venner fra Fyn, min kollega Jesper, mine fætre Simon og Hans Christian og så undertegnede, fortæller Hans Peter Frank. – Vi har alle været ivrige lystfiskere igennem mange år, men dette var den første gang, at vi satsede målrettet på at fange pighvar. Forud for turen havde vi forberedt os ved at undersøge gunstige områder, tidspunkter, vejrforhold og hvordan man fanger dem. 

– Sammen besluttede vi os herefter for at leje en hytte ved Grærup Strand, som ligger placeret lige imellem Vejers og Børsmose, hvilket jeg kan anbefale, da denne strækning af stranden er uden biler, hvilket betød, at man ikke stod som sild i en tønde.

– Vi havde hytten fra fredag til søndag, og da vi landede sidst på eftermiddagen fredag, tog det ikke længe at beslutte, at vi skulle se, om vi kunne fange lidt frisk agn. Derfor kørte vi en tur til slusen i Hvide Sande, hvor vi fangede en god portion sild. I Hvide Sande fik vi besøg af fiskerikontrollen, som tjekkede det statslige fisketegn, hvilket vi naturligvis havde styr på – i modsætning til mange af de andre omkring os…  Den ene af kontrollørerne gav os et par stald tips til hvarfiskeriet, da han havde en vis erfaring med dette. Vi siger tak, hvis han læser med. 

– Lørdag morgen forsøgte vi os første gang. Vi pakkede grejet og gik ned mod stranden cirka 600 meter fra huset. Vi riggede til med forfang bestående af en ophænger på en bom, med 5-6 perler, et spinnerblad og en trekrog størrelse #10 med en 30 grams pirk. Selv havde jeg en tafs på pirken, hvorpå jeg havde en enkeltkrog monteret med en sildestrimmel.

– Vi fiskede fra klokken 08.00 til klokken 13.00. hvor tidevandet stod højt. Vi havde kontakt flere gange, men smed flere fisk – inklusiv nogle som vi vil tro havde noget størrelse. Men som så meget andet kan begyndelse nogen gange være svær.Vi skulle lige finde balancen imellem at give tid til at blive kroget, og ikke at lægge for meget pres på fisken, når den suger sig fast på bunden. Vi endte dog med at få en enkelt på 36 cm, som fætter Simon landede omkring klokken 09.30. Herefter stilnede det af med aktiviteten, og klokken 13.00 besluttede vi os for at tage tilbage til hytten for senere at vende tilbage efter aftensmaden, når vandet igen var steget.

– Klokken 19.00 stod vi igen i vores waders i strandkanten og kastede ud langs stranden, hvor bølgerne knækkede. Endnu engang fik vi kontakt med flere fisk, og vi landede både hvarre, rødspætter, skrubber og en enkelt ising. Men desværre manglede hvarrene størrelse, så vi genudsatte 7 eller 8, før min anden fætter Hans Christian fik en fin en på 36 cm. som ligeledes kom hjem i fryseboksen. Vi rundede en fantastisk aften af med en kold øl på stranden til den smukkeste solnedgang, mens vi evaluerede på dagen. 

– Søndag var den sidste fiskedag i denne omgan, og vi besluttede at tage bilerne og køre ned til Børsmose for at give det et skud. Vi tænkte, at hvis vi stod “tidligt” op og stod klar dernede klokken 06.00, så ville der være til at få en god plads…Bevares der var da ledige pladser, men vi måtte køre næsten helt ned til afspærringen i den fjerneste ende af stranden, før vi synes der var plads til, at tre af os kunne stå ved siden af hinanden uden at genere nogle andre. 

– Vi havde kun kastet ud ganske få gange, før vi havde kontakt med fisk. men der skulle landes 3-4 rødspætter, før jeg pludselig mærkede nogle ryk i stangen, efterfulgt af hvad der føltes som et bundbid. Følelsen kendte jeg fra gårsdagens knapt så succesfulde kontakt med hvarre, og jeg valgte derfor ikke at presse for hårdt for at få fisken i bevægelse, og efter 30-40 sekunder begyndte den så småt at samarbejde. Jeg fik den bugseret ind på strandkanten, og så havde jeg landet min første pighvar, som kunne komme på panden. Den var 37 cm, så det var ikke en kæmpe, men alligevel en god tyk spisefisk.

– I alt nåede vi at i lande 16 pighvarrer i en størrelse fra en 5 krone til de 37 cm, og de tre af dem kom med hjem, mens de resterende blev genudsat. Vi blev nogle erfaringer og gode oplevelser rigere – samt mødte en masse fiskere på stranden, som gladeligt delte ud af deres erfaringer. Det er allerede besluttet, at denne begivenhed skal gentages og fremadrettet være en tradition. 

 

Tradera

 

Solopgang på Vestkysten

drømmerejse iFish Travel

Fantastisk 10 kilos sandart fra kajakken

I Danmark har vi sandartpremiere her i dag, men i Sverige fiskes der hele året. En af dem, der virkelig har fanget mange og store sandart de sidste par år er svenske Tommy Blomander:

– Den sidste uge har jeg fisket tre forskellige søer. En af dem var en helt ny sø for mig, hvor det faktisk lykkedes at fange hele to king-size sandart på hhv 10,19 og 9,08 kilo, fortæller han til Fisk & Fri.

– Hovedparten af disse fisk har jeg fanget ved målrettet sightfiskeri med mit Garmin LiveScope. hvor jeg spotter dem ude til siderne og derefter spinnefisker til dem med fx Rapala X-Rap Peto. Mange af fiskene har stået blot nogle få meter under overfladen, hvor det er super effektivt at spinnefiske efter dem.

Har du fået nogle flotte sandart her til premieren i dag, så husk at sende os din historie og et godt foto til jb@fiskiogfri.dk eller telefon 30 70 02 36. Vi glæder os til at høre om dine fangster.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

Nogle gange har man jo lov at være heldig

Beretningerne om mange fangster af storlaks i Østersøen har været overvældende dette forår. En af dem, der har været ude, er Nicolaus Jermiin Nissen

– Jeg var så heldig at blive inviteret med på laksetur i starten af denne periode af Jesper, som er en af mine gamle fiskevenner, fortæller han. – Og når han ringer og spørger, om man skal med ud at fiske, så skal man åbenbart hugge til.

– Det blev til to ture i farvandet mellem Sverige og Bornholm. Første tur var ikke noget at skrive hjem om og dette ville skipper naturligvis ikke have hængende på sig. Så vi måtte afsted igen ugen efter. Det skulle vise sig at være en god beslutning – for mit vedkommende…

– Destinationen var igen Simrishamn, og vi var på vandet ved solopgang. På vores tur ugen før fangede jeg mit livs første laks, men var så lille, at jeg bare kunne hive den op af vandet uden net – til stor morskab for os begge. Denne dag faldt dog heldigere ud. Allerede efter 1½ time kom hugget på 90 fod og skipper var så godhjertet at lade mig hive fisken op – og tak for det. Laksen vejede 17,4 kilo! Dagen efter fangede jeg to med den største på 12 kilo. Så sig aldrig nej til en fisketur! Man ved aldrig…

 

Tradera

 

 

drømmerejse iFish Travel

Pinsetur til Det Gule Rev med succes!

Max Pil har lige været en tur på Nordsøen med Bonito med en flok ligesindede i Koralklubben. – Det har været tre fiskedage med høj sol og en stabil gennemsnitsvægt på mellem 5-8 kilo på torskene. Enkelte var over denne størrelse, og vi fik to målere på 10,5 kg og 16,0 kg. Den største torsk blev fanget af Lars Gerholdt. I alt fik vi 5 arter fordelt på 15 mænd og en kvinde.

Koralklubben stævnede ud for 22. år med Bonito fra rederiet Det Gule Rev i Hanstholm. Skipper Kim og dæksdreng Hugo, som er blevet en del af slænget, var klar – og det var fiskerne i den grad også!

Grundet CoVid-19 situationen var turen i år delt ud over tre dage, i forhold til de to dage klubben plejer at fiske, og det fungerede super godt. Af arter blev der fanget mørk og lys sej, lange, lubbe og allerflest torsk. Grejet var alsidigt. Nogle brugte den ”faste” pirk, andre hjemmelavede forfang og ikke mindst blev der masser af fangster på en af klubmedlemmernes hjemmelavede pirke med den ”hemmelige detalje.”

Fiskene på revet var flotte i størrelse, gav en god fight og flere gange oplevede fiskerne, at tro at de nu havde fanget en måler, som vejer over 10kg – og så var fisken alligevel noget mindre. Af målere blev der fanget to, men til gengæld trak fiskerne gentagende gange både to og tre fisk op ad gangen.

Koralklubben havde lejet ”Bykahytten” for første gang da det sociale samvær prioteres højt, og det var bestemt også en rigtig god beslutning. Klubbens mange ture har budt på en masse oplevelser. Det er dog kun sket en gang, at to klubmedlemmer har fundet sammen på pinseturen. Så imens de fleste fiskere har kæreste/konefri tur, må de nu finde sig i, at de begge to er med.

– Det er ikke noget problem at være ene kvinde i flokken på revet, fortæller Anja som i år var den eneste kvinde. – Vi er to piger i klubben som fisker normalt. Man skal kunne tage noget gas og drillerier, men så får de bare igen. I år har jeg da fanget samme antal kilo som tre af mændene, så det er jeg ret tilfreds med.

Pinseturen til Det Gule Rev er en fast tradition, Koralklubben glæder sig til at stævne ud med Bonito for 23. gang i 2021. Man kan aldrig vide, hvordan fiskeriet kommer til at være, men en ting er sikkert: Turen på Det Gule Rev 2020 var en kæmpe succes!

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel

En karusse af de helt særlige

– Jeg har lige været på en af mine dappeture efter karper i det jyske, fortæller Flemming Rottenberg. – Vejret viste sig fra sin varmeste side, så det var perfekte forhold til at jagte de svævende skygger og placere et stykke brødskorpe på overfladen. Da jeg havde gået lidt rundt om søen, så jeg lidt plumret vand og bobler. Jeg monterede en 10 mm Mainline Banoffee boilie på min Korda Krank krog – size 6, da den boblende fisk jo søgte føde på bunden. Jeg sænkede min agn ned, og et par sekunder senere fik jeg en fight uden lige.

– Fisken satte sig flere gange fast i vandranunklerne, men jeg kunne heldigvis få nettet sikkert ind under den. Hvad jeg i forhold til fighten troede var en karpe, viste sig at være en kingsize karusse. Denne karusse er helt klart den største, jeg selv nogensinde har set. Vejret var meget varmt, så jeg valgte lynhurtigt at få taget et billede for at sikre karussens liv og ikke stresse den mere end højest nødvendigt. Vi tog derfor kun et hurtigt foto, og så var del ellers ud med karussen igen – samt tak til Rene Denver, der kom løbende.

– Vi er efterhånden mange fiskere, og jeg synes, det er meget vigtigt at passe på fiskene. Jeg havde ansvaret for fisken, og det ansvar levede jeg op til ved hurtigst at sætte den ud i søen igen. Derfor fik jeg desværre ikke vejet den kæmpe store karusse. 

 

Friluftsland

 

drømmerejse iFish Travel