– Hejsa, jeg har været så heldig at få en af de helt store vilugastør på krogen, og fik den landet, lyder det fra Marcus Bode.

– Mig og familien var taget på en kort firetimers tur til Poppelsøen i Ballerup d 31/1, fortsætter han. – Det er ikke en sø, vi besøger så tit, da mig og kæresten bor i Jylland, men når vi endelig er på Sjælland, så tager vi altid en tur til denne sø.

– Vi kommer derud ved en 16:30 tiden, og ser hurtigt, at hele søen er proppet med mennesker grundet det gode vejr. Og da en flok fiskere flytter, beslutter vi os for at rykke derhen. Vi får rigget op med to stænger med Beer & BBQ pop ups på, hvorefter vi hurtigt får hug. Det viser sig at være en god beluga på 28 kg! Imens vi får taget billeder med fisken, ser vi et stort hold personer, der pakker sammen, så vi beslutter os hurtigt for at rykke derned efterfølgende.

– Her får vi rigget frisk bait på og smidt nogen PVA poser på også. Den når ikke at ligge ude i mere end 10 minutter, inden bidmelderen skriger derud af, og jeg får givet et modhug, 10 sekunder inde i fighten springer fisken fri af vandet, og jeg kan hurtigt se, at det er en meget stor fisk det her. Jeg får da også alles opmærksomhed, da den laver et kæmpe plask og bølger i det meste af søen. Men efter utallige udløb og en masse pumpen, kommer den til syne inde ved land. Jeg har fået min kæreste i wadersne og har sagt til hende, at hun bare skal tage fat i den halerod og så holde fast!

– Da den kommer ind mod hende springer den helt fri af vandet igen og er meget tæt på at ramme hende! Jeg beslutter, at jeg hellere må hoppe i vandet i stedet, så jeg hopper i vandet iført shorts, sokker og hoodie, mens jeg giver stangen til min kæreste, som får den indtil land. Jeg får godt fat om haleroden, mens fisken vælger at give nogen gevaldige plask og får sjasket en masse vand samt mudder op på mig. Heldigt, at det er godt vejr! Fisken vejer 47,8 kg i vejeslyngen og 46,3 kilo uden. Sikke en oplevelse!

Viluga er ikke en rigtig biologisk art, men derimod en krydsning imellem beluga og hvid stør, og hybrider anerkendes ikke officielt på den danske rekordliste. Fisken har været fanget før i Poppelsøen, men eftersom det så vidt vides er første gang, at den er blevet vejet – er Marcus´s viluga nok det bedste bud vi har på en officiel rekord på denne størhybrid.

 

Subbook

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This