mar 17, 2021 | Nyheder
Der er forår i luften derude på kysten, og her de sidste par dage er der mange, som har været ude for at lufte stængerne rundt omkring langs de danske kyster:
– Dagen i går bød på en ny plads, der åbnede efter halvårsfredningen, fortæller Simon Elkær Clausen. – Da vinden stod perfekt til kastearmen, var dét det oplagte valg. Jeg havde fisket i godt en time, da min makker så en følger. Jeg valgte da at kaste fluen ud og lade den dale ned gennem vandsøjlen, inden jeg ville påbegynde min indstripning. Jeg nåede kun et enkelt strip, da hugget faldt og et stort sprøjt brød overfladen. Jeg sagde til min makker, at det er en god fisk. Fighten varede 5-6 minutter, inden min makker kunne nette en flot blankfisk på 64 cm. Og så var det oven i købet en ny PR på fluestangen.
mar 17, 2021 | Nyheder
– Jeg har netop haft den vildeste bifangst, og den fedeste fiskeoplevelse i mit liv. Sådan lyder udmeldingen fra Kasper Pedersen. – Jeg var taget afsted for og fiske gedder, da jeg viste, at det var nu, at de store fisk var der! Jeg kom til vandet cirka kl 18 og satte to stænger ud med skaller og gik ellers i gang. De første to timer mærkede jeg intet. Jeg tog derfor min ene skalle op og kastede ud igen med en ny på.
– Der gik ikke mere end fem minutter, da den ene hanger begyndte at hoppe lidt, men der blev ikke taget line af hjulet, og der var vindstille. – Nu giver jeg et modhug, tænkte jeg, og så sad fisken der med det samme! Da jeg lige mærkede fisken, nåede jeg lige at tænke, at det nok bare var en lille gedde, for den gjorde ingen ting – den fulgte bare med. Det var dog blot lige ind til, at jeg fik den ind til nogle siv, for så gik den ellers amok!!
– Jeg fik dog styr på fisken og kunne se, at det var en god fisk, men jeg troede stadig, at det var en gedde, lige ind til den kom i nettet! Også begyndte glæden ellers! Jeg fik hurtigt ringet til min mor og sagt, at hun skulle komme, fordi den her skulle jeg bare have gode billeder af! Fisken blev målt og vejet til 4.7 kg og 79 cm, og fisken var den første sandart nogen sinde i mit liv! Jeg havde aldrig drømt om og få sådan en flot fisk af en sandart på en geddetur, slutter han.
Har du selv fået en god bonusfisk, så husk at sende din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
mar 16, 2021 | Nyheder
Så er de nyeste data om vores fiskebestande i vandløbene kommet online på ”Ørredkortet”: – I efteråret 2020 kortlagde DTU Aqua den naturlige bestand af ørredyngel i vandløb, som løber gennem 18 kommuner, lyder det på fiskepleje.dk. – Disse data er nu online på DTU Aquas Ørredkort, hvor man også kan se, om der er fundet andre fiskearter. Desuden er data overført til myndighedernes nationale database WinBio, så de kan indgå i arbejdet med statens vandområdeplaner.
– Hvert år undersøger DTU Aqua fiskebestandene i mange vandløb i samarbejde med de lokale lystfiskerforeninger, uddybes det. – Det har DTU Aqua gjort i mange år, og der bliver lavet nye undersøgelser i de enkelte vandsystemer ca. hvert 9. år. De nyeste data fra kortlægningen af fiskebestandene i danske vandløb er fra efteråret 2020. Disse data er nu overført til både Ørredkortet og den database WinBio, som myndighederne bruger i forbindelse med vandplanarbejdet (WinBio erstattes af en ny database ”VanDa” i 2021).
Du kan læse meget mere om dette – samt Ørredkortet her.
FOTO: JENS BURSELL
mar 16, 2021 | Nyheder
– Her den anden dag gik turen til den lokale put and take, hvor jeg var så heldig, at alle søens fire arter kom på land i løbet af under 40 minutter. – Da jeg ankom til søen ved 9-tiden, så jeg, at der var masser mennesker – og det var jo skønt at se. Jeg besluttede mig for, at søen skulle have et forsøg med en OGP Twister i hvid/sort pika på 2 gram. Det var vist en god beslutning, for i første kast huggede en bækørred det lille blink helt nede over bunden. Desværre slap ørreden taget lige inden netning.
– Men – hvad gjorde det, når turen lige var startet. Jeg kastede efter samme spot, og så huggede endnu en bækørred Twisteren, og denne gang blev den hængende hele vejen til nettet. Så var jeg ligesom i gang. Igen kastede jeg til samme spot, og så huggede en regnbueørred: Tre kast og to ørreder var landet. Det var helt klart en godkendt start på fire timers fiskeri.
– Jeg begyndte at indse, at hvis det fortsatte sådan her, så kunne jeg lave en Jysk Put and Take Grand Slam. Jeg vidste, at der var tigerørreder og kildeørreder i søen, så nu blev alt min fokus blev lagt på en af de to arter. Cirka ti minutter senere uden hug på samme spot, besluttede jeg mig for at prøve lykken med et kast ud i søen.
– Da jeg have fisket undt om en busk med meget langsom indspinning langs bunden, kunne jeg mærke nogle meget forsigtige hug, så jeg nøkkede med stangen for at skifte gangen på blinket lidt, hvilket udløste et hug med det samme. Jeg kunne straks mærke, at det var en tigerørred af den gode størrelse, da de tit bare går tungt og er svære at flytte fra bunden. Det lykkedes dog, og efter kort tid at få den op, så jeg kunne nette en rigtig fin fisk på 3,2 kg Det var en tigerørred han, som havde slugt den lille gennemløber totalt.
– Nu manglede jeg kun én art, og fra mit tidligere fiskeri her, vidste jeg, at kildeørreden skulle findes nede ved bunden. Jeg skiftede plads, og igen skulle der ikke mange kast til, før jeg mærkede meget forsigtige hug, hvorefter et ekstra nøk med stangen udløste et meget voldsomt hug få meter fra stangspidsen. Jeg så med det samme, at det var en rigtig flot kildeørred, så nerverne sad helt ude på tøjet, for nu viste jeg, at Den Jyske Put and Take Grand Slam med både bækørred, regnbueørred, tigerørred og kildeørred på én og samme tur lå inden for rækkevidde. Fisken blev nettet og min Grand Slam var i hus!
– Resten af turen lagde jeg min fokus i ”Storfangeren” og ”Åen”. Det var heller ikke en dårlig beslutning, da jeg begge steder fik en rigtig flot regnbue på 4 kg.
mar 16, 2021 | Nyheder
– Når det er koldt, så er der ofte fisk i ”Det Varme Vand” i Odense Å, fortæller Ulrik Jeppesen til Fisk & Fri. – Netop dette spot er et super klassisk sted, hvor der er store fisk, men også mange fiskere. Havørrederne her har set det hele, og hvis man vil have succes, må man kunne efterligne de småfisk, som kommer med kølevandet ud fra Fynsværket. Derfor riggede jeg op med et 4 grams Snapper blink, som man kan få til at rulle henover bunden i den sagte strøm. Og efter få kast henover en muslingebanke, kom den, og det var en stor blank overspringer, der satte UL gearet på en prøve. Fisken er i øvrigt en udsat fisk fra Fyns Laksefisk, som er min arbejdsplads. Så der var et dejligt gensyn med en af smoltene, der havde klaret sig rigtig fint.
Ulrik har netop begået en fed film om UL-fiskeri, som du kan se her.
mar 16, 2021 | Nyheder
Sverige er nok geddenation nummer et i Europa, fordi der er så helt ufattelig mange søer. Men – mange af de største gedder i Sverige gennem tiden er faktisk fanget i åerne. Sådan er det også gået med årets største svenske gedde indtil videre i 2021:
– Et af mine årlige yndlingsfiskerier er geddefiskeriet lige inden legen, og på min sidste tur, tog jeg til en å for at fiske med flåd og agnfisk, fortæller svenske Esbjörn Möllerström. Forholdene var fine med perfekt strøm og vandfarve. Midt på dagen fik jeg en mindre gedde og hen mod eftermidaggen vendte jeg tilbage til den samme plads. Jeg ankrede båden op og lod mine flåd med agnfisk glide sagte nedstrøms.
Pludselig dykkede flåddet med skallen under resolut, og allerede i modhugget kunne jeg med det samme mærke, at det var en rigtig stor gedde. Den store fisk gik tungt nede ved bunden, og da den endelig kom til overfladen, kunne jeg se, hvor vanvittig stor den i virkeligheden var.
– Jeg forsøgte at holde mig rolig og fokuseret for at lykkes med landingen første gang, fisken kom ind, og det gik fuldstændig som planlagt. Da gedden lå sikkert i nettet, var det tydeligt at se geddens helt enorme bredde over ryggen. Jeg vovede ikke at spekulere for meget over vægten, og ringede efter en ven, der kunne hjælpe mig med at veje og få taget fotos af den fine fisk. Vi målte først gedden til 124 centimeter og gættede til at starte med på 16-17 kilo. Men – da fisken var vel oppe på vægten, indså vi at drømmen var gået i opfyldelse med en fisk over de magiske engelske 40 lbs – der svarer til 18,120 kilo. Storgedden vejede præcis 18,18 kilo. Hvilken fantastisk oplevelse det var at se storfisken svømme tilbage til sit rette element, slutter han.

Esbjörn Möllerström med sin fantastiske svenske ågedde på 18,18 kilo.
mar 15, 2021 | Nyheder
– Weekenden har været sat i fiskens tegn på den ydre kyst på den østlige og sydlige del af Sjælland, fortæller Mads Brinkløv Kentov. – Der skulle fiskes en masse pladser af i jagten fiskene. Det var spændende opsøgende fiskeri, da fiskene stadig var ramt at vores sene vinter, og de var meget forsigtige. En Salty Inline fra Westin fisket langsomt, var hvad der skulle til. I lørdags kom der fem fisk i nettet, med fire over 50cm, inklusiv den skønhed af en overspringer, som du ser ovenfor.
– Søndag var en dag med masser af vind, og det betød grumset fiskevand. Men – det er også lige sådan noget, som kan betyde fantastisk fiskeri. Jeg måttet fiske en masse vand af for at finde havørrederne og sluttede dagen med 12 blankfisk, som havde været i nettet, hvor alle var over 50cm. Foråret er kommet, og man kan ikke andet end at elske det. Det blev til en samlet score på i alt 17 fisk fordelt på hele weekenden.
Husk at tilmelde din kystørred taget på Westin agn til Westins Kyst Cup 2021 her. NB: SENESTE NY ER, AT DER OGSÅ VIL BLIVE EN LODTRÆKNINGSPRÆMIE, der er identisk med 3. præmien. Det betyder at alle blankfisk over 50 cm har en chance for at vinde – uanset hvor stor de tre største havørreder i konkurrencen er.

Mads Kentov Brinkløv med en af sine mange fine blankfisk fra weekenden, der gik.
mar 15, 2021 | Nyheder
– I foråret 2020 har DTU Aqua undersøgt, hvordan vilde havørredsmolt vandrede ud til Kattegat fra tre tilløb til Gudenåen ved Bjerringbro og Langå. Overlevelsen var relativt høj, og ca. 74 % fandt vej gennem Gudenåen og Randers Fjord. Sådan lyder det fra DTU Aqua på fiskepleje.dk.
– Den nedre del af Gudenåen nedstrøms opstemningen ved Tange har i mange år haft en god opgang af havørred, som vandrer op for at gyde i åens tilløb, fortsætter udmeldingen. – Men i de senere år er fangsterne af havørred og antallet af ørredyngel fra havørredernes gydning i Gudenåens tilløb faldet drastisk.
Som følge af dette har man derfor startet en undersøgelse for at belyse, om tilbagegangen for havørreden eventuelt skyldes, at havørredsmoltene ikke overlever turen fra gydevandløbene til Kattegat.
– De fleste smolt overlevede på vandringen ud til Kattegat, fortsætter forskerne. – Samlet set overlevede 74 % af de mærkede smolt fra de tre vandløb hele vandringen gennem Gudenåen og Randers Fjord, til de nåede Kattegat. Generelt var overlevelsen lavest i den yderste, brede del af fjorden.
– Hvis der også i 2021 er en tilsvarende god smoltoverlevelse på vandringen ned igennem Gudenåen og Randers Fjord, må det vurderes som usandsynligt, at tilbagegangen for havørredbestanden i Gudenåen kan forklares med høj dødelighed hos smoltene, når de vandrer fra gydevandløbene til Kattegat, konkluderer DTU Aqua.
Du kan læse meget mere om undersøgelsen her.
mar 15, 2021 | Nyheder
Forår og køligt vand er en god kombination, hvis man er til god action i putten. En af dem, der har været ude i weekenden er Jan Refstrup:
– Turen startede med to fine fisk i løbet af de første 20 minutter, fortæller han. -Derefter døde fiskeriet, så jeg gik lidt rundt og kiggede. Pludselig kom en rigtig fin fisk glidende forsigtigt forbi. En flue blev lagt ud – dog uden reaktion. Et hurtigt skift til en mindre flue gav dog en reaktion, men jeg mistede den i modhugget.
– Så flyttede jeg plads, og igen kom den glidende, men igen missede den fluen. Jeg tog et hurtigt nyt kast, og denne gang åbnede den munden. Forsigtigt inhalerede den fluen, og kampen var i gang. Jeg kunne godt se, at det var en stor fisk, og adralinen pumpede. Den gav en fed kamp, men til sidst gled den i nettet. Den flotte regnbue var 8,7 kg – og det har næsten ikke været til at få armene ned siden.
Har du selv fået en stor fisk i weekenden, så send din beretning til redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.