mar 19, 2021 | Nyheder
– Efter en lang dags online undervisning i det gode vejr kunne jeg ikke dy mig for at tage bilen til Gudenåen, for lige at få et par times fiskeri inden solen gik ned, fortæller Tue Baaner. – Forventningerne var dog ikke høje, da jeg ikke havde set mange fangstrapporter dernedefra i de førliggende dage. Turen gik alligevel til Ulstrup, hvor bilen blev parkeret, og jeg smuttede opstrøms med spinneren. Efter godt en time var der hug. Det vidste sig dog at være en mindre gedde på omkring de 75 cm. Det havde næsten også været for godt til at være sandt med en laks på sæsonens første tur. Jeg forsatte nu opstrøms mod Bamsebo, og I takt med at solen blev lavere på himlen rendte min fisketid lige så stille ud.
– Da der var ca. 1,5 timers lys tilbage hørte jeg et stort plask bag mig. Det kunne kun have været en laks, og ud fra ringenes størrelse, en god en af slagsen. Allerede nu begyndte adrenalinen at pumpe, og jeg begav mig nedstrøms for at komme i en position, hvor jeg kunne præsentere spinneren ordentligt. Første kast, ingen ting. 2. 3. 4. kast det samme. Men i det 5. kast, da spinneren kommer ind over det lave vand foran fødderne på mig er den ikke alene. Et splitsekund efter hamrer laksen på og begiver sig nedstrøms i det vildeste udløb. Derefter er det hele lidt uklart i en blanding af adrenalin og nervøsitet, men efter en fight på 20-25 minutter, med adskillige meget nervepirrende situationer, får jeg laksen sikkert håndlandet. Jeg kan næsten ikke tro det. En blanklaks som slår alle forventninger, ligger nu foran mig. Jeg er målløs, og det samme gælder for alle de søde løbere der kom forbi og tog billeder af mig og fisken.
– Den bliver målt til 103 cm og 10,2 kg, og så begiver jeg mig på en godt 2 km lang gåtur tilbage til bilen med denne nye personlige rekord på ryggen. Jeg tror stadig ikke helt jeg har forstået det endnu, men den her dag bliver en jeg aldrig vil glemme.
mar 19, 2021 | Nyheder
– Jeg havde kæresten med på havørredfiskeri for første gang i dag, fortæller August Johannsen. – Jeg må indrømme, at jeg var lidt forbeholden, med tanke på alle mine forgangne nulture. Men afsted kom vi, og stemningen i bilen var høj. Solen skinnede, vinden blæste kun svagt fra nord og kaffen smagte som den skulle.
– Vel ankommet til fiskepladsen og efter at have fisket i 1/2 times tid, besluttede jeg mig for at gå et stykke op af kysten for at se om fiskene skulle være der. Jeg var dog kun lige kommet frem til mit udvalgte spot og havde taget et par kast, da en besked tikkede ind om, at hun havde set nogle store fisk svømme rundt der, hvor hun sad. Jeg kom hurtigt afsted, og da jeg kom frem, 5 minutter efter, kunne jeg ikke helt finde ud af om det var marsvin, eller potentielle kæmpefisk hun havde set derude. Så jeg tager et kast og hjuler roligt ind, uden den store forventning.
– De er nok svømmet videre, hvad end de så var tænker jeg. Men pludselig bliver jeg revet ud af tankerækken, da et hårdt hug og voldsomt træk forplanter sig op igennem klingen på min fiskestang. Jeg ser en stor, bred, sølvfarvet side glimte imellem bølgerne. Der var ingen tvivl om, at der sad noget stort på krogen. Efter 10 dramatiske minutter, lykkedes det at kane monstret op på stranden, og sikke en fisk! Det er vidst ikke sidste gang, at kæresten kommer med på havørredfiskeri. 5,2 kg og 78 cm.
mar 19, 2021 | Nyheder
– Team Trold har lige på en lille todages tur til Bornholm, nu når færgen ikke er så dyr mere, fortæller teamet. – Vi ankom mandag morgen klokken seks og tog direkte til Tejn, hvorfra vi stævnede ud og satte kursen mod Simrishamn. Inden længe havde vi taget to flotte sølvmedaljer på 6 og 7 kilo, og var hjemme i Tejn igen ved 17.30 tiden.
– Tirsdag hørte vi, at der blev taget lidt på vestsiden ved ubåden og Vang-Hasle strækket. så vi besluttede os for at give det et skud. Det viste sig at være en god beslutning, for her kom der jævnt fordelt seks laks i båden, og så havde vi også to mistede fisk. Den ene var en fejl 40, som man siger, og den anden var en sideplaner, der ikke udløste sig, så den mistede vi desværre. Men otte laks på to dage har været en super oplevelse, så vi glæder os til, at vi skal derover igen i april. Bornholm er et lakse-eventyr lige nu.
– Har du selv været ude at trolle, så hører vi meget gerne fra dig. Send din historie til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
mar 19, 2021 | Nyheder
– En halv time før solopgang stævner vi ud af Hanstholm havn, fortæller Emil fra Fishingbeyond. – Vinden er svag, men dette til trods virker det som om, at vi er den eneste båd der skal på havet. De sidste par ture har givet mange langer, lubber og sej, så i dag står i torskens tegn. Kursen er vest og med 25 knob kommer vi hurtigt frem til de første pladser. Det viser sig hurtigt, at heldet var på vores side. De første torsk er omkring de 5 kg men derfra bliver de kun større og større. Efter nogle timer og mange genudsatte fisk går fiskeriet i stå, og vi sætter kurs mod Norge og nogle Vrag, som vi ikke har fisket på længe. Her bliver det til nogle langer og enkelte sej. På vej ind gør vi stop på nogle sten i cirka 40 meters dybde. Det vrimler med mindre torsk, men der kommer også et par gode hug ind imellem. Ved 16 tiden går det mod havn og humøret er helt i top. Høj sol og massere og hugvillige store torsk, hvoraf mange stadig svømmer rundt derude.
mar 18, 2021 | Nyheder
– Jeg kom i dag til at køre til højre i stedet for venstre og endte der, hvor vandet er salt, lyder det fra Casper Bjerregaard Larsen, hvis bil automatisk homer til de hotteste put and take vande. – Med putgrejet i bilen var der egentligt lagt op til en svær omgang, da de klassiske kystagn lå derhjemme. Jeg tænkte dog, at UL stangen nok sagtens kunne håndtere en havbasse, hvis man skulle være så heldig, og der sad allerede en 7 grams kobber Bulldog for enden, hvilket nok ikke var noget helt dumt bud.
– Det skulle vise sig at være dagens medicin, som sørgede for at den lille 7 fods UL Reaper fik lov at arbejde i dag! Flere havbasser kunne ikke lade min Bulldog være, og hvor er det dog bare skide skægt på det lette grej, slutter han.
Inspireret? Tjek den nyeste video på Fisk & Fris Youtube kanal, hvor du får tips til hvordan du optimerer dine chancer for succes på kysten ved at bruge farvandsudsigten på fcoo.dk.
mar 18, 2021 | Nyheder
En ny undersøgelse af catch & release på torsk, lavet af Keno Ferter fra Institute of Marine Research i Norge, viser, at når torsk fanges under dybder på 20 meter samt behandles ordenligt efter moderne C & R metoder, kan de relativt hurtigt komme sig efter fangsten. Studiet, som er en del af en phd afhandling, viser, at selvom der kan opstå lidt tryksyge hos torsken ved fangst på flere forskellige dybder, så er dødeligheden minimal.
Catch & release fiskeri efter torsk bliver mere og mere normalt, så det, at meget tyder på, at de faktisk overlever med en meget lav dødelighed er en god nyhed samt et fint incitament til fremover at gøre endnu mere for at perfektionere teknik og håndtering, så fiskene lider mindst mulig overlast ved at blive genudsat. I Norge genudsætter fisketurister mere end 60 % af deres fisk, hvilket for torskenes vedkommende er mere end en million fisk!
Undersøgelsen, viser – som de fleste andre C & R studier – udelukkende korttidseffekten af genudsætning. Yderligere studier, som belyser effekten af fiskeriet set i et lidt længere tidsperspektiv, kunne derfor være interessant.
Læs mere om undersøgelsen her.
mar 18, 2021 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Hvis du er til fastspolehjul, hvor du virkelig får noget for pengene, så er den nye Daiwa Exceler helt klart værd at kigge nærmere på.
Fastspolehjulets hjulhus er konstrueret med det nye Zaion V composite material, som har gjort det muligt for Daiwa at gøre hjulserien endnu lettere, end den har været før. Det forstærkede og endnu lettere hjulhus giver en perfekt beskyttelse af gearet og de indre dele, hvilket sikrer, at du på den lange bane for den bedst mulige gang på hjulet.
LT (”Light & Tough”) designet kombineret med gearet Tough giver masser af indspinningskraft og en virkelig god kraftoverførsel, som bidrager til en lang levetid på hjulet. Exceler er monteret med ATD bremse, som kører perfekt uden startfriktion, og spolen er lavet af airgrade aluminium med optimerede spolekanter, der giver minimal friktion, når linen forlader spolen. Dette bidrager til længere kast
Hjulet, der har fem kuglelejer, fås i størrelser fra 1000-6000 og priser fra 899 til 1049 kroner.
Du kan følge Daiwa på Facebook og Instagram.
mar 18, 2021 | Nyheder
– Kalenderen skriver tidlig forår, og instinktivt tændes gnisten efter jagten på de store rovfisk i de ferske vande. Sådan siger Dennis Dyrup Mogensen. – Søhøjlandets næsten uendelige fiskemuligheder dannede igen rammerne for en dag, hvor tankerne kunne fokuseres på spinnefiskeri, naturindtryk og godt selskab med min fiskemakker, Lars Ottesen.
– Dagen startede kold og klar. Isfuglen bød os velkommen flyvende i lav højde hen over den blanke sø. Forventningerne var store, men som formiddagen skred frem, kneb det med at finde fiskene! Vejrliget skiftede til spredte byger og mere vind, men resulterede til gengæld i, at Lars over middag begyndte at få kontakt og lande fisk.
– Fiskedagen blev for mit vedkommende fuldendt med et resolut hug på min Illex Dexter shad i farven Golden Roach, hvilket resulterede i en intensiv fight og landing af en ganske hæderlig samt gydeklar madamme. Den store gedde blev selvfølgelig nænsomt genudsat, så den i fred og ro kan være med til at sikre de næste generationer. Knæk & bræk.
mar 17, 2021 | Nyheder
Blandt havørredfiskere er Præstø Fjord notorisk kendt for at være plastret ind i net. Men – hvis man spiller sine kort rigtigt, så kan der være gode fisk at fange.
– Vi har netop været på fisketur på Præstø Fjord, hvor vi prøvede at fiske i de små render, som er i midten af fjorden, fortæller Gert Clausen fra Team Jernhans. Vi kastefiskede fra vores båd og fik to havørred i løbet af dagen. Den største var en super fin havørred på 63 cm og 3.5 kg. Vi fik også en gedde på 70-75 cm, der ligeledes var i god foderstand. Alle fisk blev taget på Grizzly Heksen på 14 gram over 40 cm vand, slutter han.
Har du selv været på din lokale fjord efter havørred, så tøv ikke med at sende din beretning og et godt fangstfoto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.