EN HYGGELIG DAG VED AALSBOGAARD PUT AND TAKE

Med de faldende temperaturer er der rigtig godt gang i put and take fiskeriet rundt omkring i landet. En af dem, der har været ude for at nyde efteråret med fiskestangen i hånden, er Ulrik Møller og hans søn:

– Turen gik til Aalsbogaard Put and Take sammen med min søn, fortæller han. – Jeg startede ud med bombarda og gummidyr, som jo kan være en uhyre effektiv metode. Mit bombardatakel blev fisket uden belastning, og allerede i andet kast, havde jeg flere hug, men de var meget forsigtige. Efter flere kast med hug og mistede fisk fik jeg sat et mindre Omura gummidyr på, og så var der ellers fast fisk. Det blev til flere fine fisk på land med den største på 2,850 kg, slutter han.

Har du selv været et smut i putten med familien, så tøv ikke med at sende os 10-15 linjer og et godt foto af jeres fangst. Du kan kontakte redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Friluftsland

PREDATOR CUP 2021 VUNDET AF TEAM GARMIN

Her i weekenden har det jyske søhøjland summet af fiske aktivitet med afholdelsen af Årets Predator Cup 2021 på blandt andet Julsø, Brassø og Borre Sø. I alt 85 både var med til konkurrencen, som blev afholdt af Effektlageret – og der blev fisket efter gedde, aborre og sandart, hvor der kunne tilmeldes hhv 3, 3 og 1 fisk dagligt pr hold. Kort fortalt gjaldt det om at fange flest cm fisk, hvor der blev tildelt færrest point for flest cm. Da konkurrencen var slut havde tre hold 8 point, men Team Garmin vandt stort på samlet antal cm fisk.

– Vi måtte kæmpe for at fange fisk, for det var absolut ikke let, beretter Søren Vesth fra vinderteamet til Fisk & Fri. Langt de fleste fisk fik vi på sight-spin med vores Live-Scope, hvor vi typisk spottede fiskene 14-20 meter fra båden, hvorefter vi med stor præcision kunne kaste til dem og iagttage dem hugge på skærmen. Vores største fisk var en sandart på 82 cm, der huggede på en Westin TwinTeez, en gedde på 91 cm, som nappede en Westin ShadTeez – og en aborre, der ikke kunne stå for en lille ophænger, som imiterede et krebsdyr. Sandarten blev fanget på vertikalfiskeri.

Hvis du har fået lyst til at prøve det super spændende sight-spinnefiskeri, som gav Team Garmin 1. pladsen, så kan du se, hvordan man gør i denne video med Rasmus Christensen på Fisk & Fris YouTube kanal, hvor det er gratis at abonnere.

 

Tradera

 

Stefan Antoni med Team Garmins største gedde. Øverst Franz Bodum med holdets største sandart.

Stefan Antoni med Team Garmins største gedde. Øverst Franz Bodum med holdets største sandart.

Friluftsland

MALLER I STORÅ-SYSTEMET?

– Verner Sig gjorde en bemærkelsesværdig fangst i sine skrubbegarn i Nissum Fjord i går, da han fangede en europæisk malle. Sådan lyder det på Fiskeatlassets facebook her i dag. Det er første gang europæisk malle er konstateret i Storåsystemet, fortæller Henrik Carl fra Fiskeatlasset – så hvis nogle skulle kende til andre fangster fra fjorden eller tilløbene, hører vi meget gerne om det, siger han.

Mallen er naturligt hjemmehørende i Danmark og de er efterhånden registreret en del steder. Hvorvidt mallen i Nissum Fjord, hvor den lakseførende Storå udmunder, er kommet som naturlig indvandring via fuglespredning eller er udsat vides pt ikke.

 

Geddefeber
Friluftsland

LAKS: SLUTSPURT I SKJERN Å

Laksesæsonen lakker mod enden, og i Skjern Å slutter fiskeriet på fredag den 15 oktober kl. 24. En af dem, der har været ude for at nyde afslutningen på fiskeriet, er Bjarne Staulund Jakobsen:

– Jeg havde aftalt en tur til Skjern Å med min makker, fortæller Bjarne Staulund Jakobsen. – Vi har haft alt for få ture denne sæson, fordi han har været meget på arbejde og ude på mange rejser. Vi aftalte, at vi skulle starte på det øvre stykke af åen, hvor den er smal med smukke slyngninger, og vejret var jo fantastisk. Efter en lille times fiskeri, fangede min makker en flot havørred, som der desværre er blevet alt for få af i Skjern Å systemet. Men – med de nye tiltag og mere fokus på vandpleje i de mindre tilløb til åen, må vi håbe, at kurven bliver knækket, så bestanden atter vil stige, til det det har været engang.

– Vi skiftede plads til et lille stykke længere oppe – dog uden gevinst. Så bestemte vi os for at drage vestpå ud til der, hvor åen bliver bred og rummer mere vand. Vi havde et par timers fiskeri at gøre godt med, inden vi skulle sætte næsen hjemefter. Da vi kom til P- pladsen tog vi lige en kop kaffe samt indtog den obligatoriske lakse/fiskekage – citronmånen. Herefter gik vi opstrøms P-pladsen, så vi kunne fiske tilbage mod bilerne.

– Efter omtrent halvanden time var vi ved at tabe troen på, at der ville komme flex på stangen. Vi sprang derfor et stort stykke af strækket over, men kort før vi nåede til P-pladsen, genoptog vi fiskeriet, for der stod der nogle få buske ud til vandet. Jeg fik lagt et kast så tæt på en af buskene, at spinneren drev med strømmen ind under den, og der blev den taget. Hugget var ikke særlig hårdt, og der var ikke meget fight, så jeg troede faktisk, at det måske var en aborre eller en mindre gedde. Men det ændrede sig, da den kom ind på den sidste 1/3 af åen, for så ville den ikke det samme som jeg, hvorefter det blev til en fantastisk fight, hvor ”aborren” viste sig at være en gudesmuk hanlaks i den flotteste parringsdragt til at imponerer damerne. Til sidst gled laksen på 85 centimeter i nettet. Den var ikke nogen rekord fisk, men flot – det var den.

 

Tradera

 

Bjarne Staulund Jakobsen Skjern Å laks

Bjarne Staulund Jakobsen fine Skjern Å laks blev naturligvis genudsat. Der kan fiskes til og med 15 oktober, hvor sæsonen slutter.

Friluftsland

EN PERFEKT HAVØRRED PÅ FLUEN

Hvidovre Sports og Lystfiskerforening er en super aktiv klub, der har masser af dygtige kystfiskere, som sammen tager en hel del klubture til kysten – senest forleden:

– Vi var på klubtur, og som aftalt skulle vi mødes tidligt, fortæller Niels Jørgen Dahl. – Jeg ankom til pladsen omtrent klokken syv. Først fiskede jeg nogle pynter af, men uden kontakt til fisk. Herefter samledes hele gruppen fra HSLF, og der blev talt om fiskeriet, hvor ingen rigtig havde haft kontakt. Jeg besluttede derfor at gå lidt længere nordpå, og begyndte fiskeriet igen. Og så var den der helt ude i kastet på min hjemmebundne rejeflue. Der blev trukket line af, og jeg fik sågar min bagline at se, så det var virkelig spændende. Efter cirka 10 minutters fight kunne jeg lande den smukke havørred, du ser ovenfor i mit net, slutter han.

Har du også selv været på kysten, vil vi meget gene høre om din fangst. Send 10-15 linjer og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Friluftsland

FJORDLANDET OPEN – SMUKKE ØRRED OG EN FLOT KYSTLAKS

Det har været en vild weekend med Fjordlandet Open, siger Kim Christoffersen, der kender fjordene som sin egen bukselomme. – Tidligt lørdag morgen rammer jeg et par fisk, og en fisk på 58cm slår til. Der er fuld flex på klingen, men jeg får landet og genudsat den. Der går ikke mere en 5 minutter, så ser jeg er pæn fisk og kaster til den. Straks får jeg den i tale, og ikke længe efter pisker linen af hjulet, og jeg får landet en super havørred på 66 centimeter.

– Det bliver søndag, og her rammer jeg en del fisk på over 50cm samt en enkelt havørred på 61cm, men så dør det ud. Jeg ændrer taktik og skifter til meget store agn, nemlig en Sandeel Pencil på 31 gram. Jeg laver et par kast, og så får jeg flex igen. Denne fisk har jeg svært ved at vurdere størrelsen på, men jeg får trukket den ind til mig, hvor det første jeg tænker er, er at det er vinderfisken, for den måler nemlig 79 cm. Men – det viser sig, at det er en laks, og det er ikke lige en kategori, man har regnet med til Fjordlandet Open. Så det har virkelig været en vild weekend, hvor jeg vandt en 2. plads med den ene havørred, jeg fangede om lørdagen på 66 cm, slutter han. For sin flotte laks vandt han improviseret præmie, nemlig en god bitter.

  1. præmien til Fjordlandet Open gik til Jesper Marker med en havørred på 73 cm og 3. pladsen gik til Jakob Bügel med en 54 cm havørred. 4-5 præmien gik delt til Stefan Larsen og Steffen Traneskov for fisk på 53 centimeter.

 

Friluftsland

 

Kim Christoffersen med sin flotte kystlaks fra konkurrencen Fjordlandet Open 2021.

Kim Christoffersen med sin havørred på 66 cm der rakte til andenpladsen i konkurrencen Fjordlandet Open 2021 her i weekenden. Øverst ses han med sin flotte kystlaks.

Friluftsland

FLOTTE HAVØRREDER TIL FJORDLANDET OPEN

– Jeg havde lige fem timer til at være med i Fjordlandet Open, så jeg havde ikke de store forventninger til af fange noget, fortæller Stefan Larsen. – På turen tænkte jeg, at jeg ville øve mig mere med fluestangen og bandt en lille variant af Guldbassen fra morgenstunden. Jeg havde gået i en tre timers tid, hvor jeg ikke havde mærket eller set noget liv. Jeg var stoppet op for af øve mine kast. Og i et af mine bedre kast, så sad der pludselig den smukkeste ørred på. Den sprang to gange og pulsen var høj. Mine stakkels uerfarne fluekastearme syrede til ret hurtigt, men i nettet kom den, og det var en kæmpe forløsning. Jeg har ikke haft meget tid til fiskeriet i år, så det var min første ørred i år, og den første på fluestang samt på selvbundet flue.
Så det var helt igennem en fantastisk dag, som jeg næppe glemmer.

Der blev naturligvis også fanget en række andre flotte ørreder til Fjordlandet Open. Du kan se hvem der vandt hvad til konkurrencen her.

 

Friluftsland

Friluftsland

EN DEJLIG EFTERÅRSDAG VED ÅEN

Det er ved at være slutspurten nu ved mange af åerne, og en af dem, der har været ude for at give laksefiskeriet et sidste skud, er Jimmi Andersen fra Team Mini Ræs: – Dagens fiskeri startede på Borrisstykket klokken syv, hvor min ven og jeg fik rigget til, fortæller han. – Vi aftalte, at jeg skulle gå lidt nedstrøms, hvor min ven ville gå længer op af åen. Da jeg aldrig rigtig har haft troen på sorte fluer, foreslog min ven, at jeg skulle prøve en sort stor nat flue.
– Der skulle ikke gå mange kast – for at være helt præcis to – så var der fast fisk! Fighten varede i cirka 10-15 minutter, og så kom der en og hjalp mig med at få den i nettet. Vi fik målt fisken til at være 78 centimeter, og det var en ny Skjern Å PR laks for mig. Imorgen er der endnu en dag, hvor jeg håber på at få en flot laks, Igår fik min ven en rigtig flot laks på 99 centimeter, hvor det meste af fighten blev filmet live inde på min side Team Mini Ræs, hvor jeg lægger mange af mine fisketure op, slutter han.
Hvis du selv har været ved åen for at give den et sidste forsøg, så skriv til os med din historie og et godt foto. Du kan skrive til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 0 36.
Geddefeber
Friluftsland

KARPE FESTIVAL I LAMMEFJORDSKANALERNE D. 15-17 OKTOBER

– Så er der snart Karpe Festival i Lammefjordskanalerne, lyder det fra arrangøren af konkurrencen Claus Foss. – Fiskeriet starter fredag den 15. oktober kl. 16 og slutter søndag den 17. oktober kl. 12 – og det er ikke et krav, at man er der fra start til slut. Blandt præmierne vil der blandt andet være lækkerier fra Vital Bait og Fishing And Me samt gavekort og et års gratis fiskeri i Lammefjordskanalerne sponsoreret af Odsherreds Sportsfiskerforening.

Der er tilmelding til Claus Foss på Messenger, hvor man sender et billede af MobilePay overførslen. Deltager gebyret er 200 kr, som indbetales på MobilePay nummer 160052. De 20 første tilmeldte modtager et gavekort til Jagt & Lystfiskerhuset i Roskilde på 200 kr.

For at deltage skal du have læst og forstået regler & retningslinjer for færden og fiskeri i kanalerne, som du kan se her.

 

Friluftsland
Friluftsland