jan 29, 2022 | Nyheder
– Jeg var taget til Ny Thorup Fiskepark i går, da vejret så rigtig fint ud, fortæller Mikkel Hjermitslev Mortensen. – Det var så en god idé, men den plads jeg skulle være på gav ikke rigtig fisk – kun en lille hvid stør. Så gik jeg lidt rundt om søen og prøvede forskellige steder. Jeg kastede ud, og blot 30 sekunder efter skreg bidemelderen. Det skulle vise sig, at det var søens største beluga, der sad for enden af linen. Den flotte fisk vejede 32 kilo og blev taget på en skallehoved med en pop up på, så den blev på sin plads, slutter han.
Tjek Fisk & Fris video om størfiskeri, på vores youtube kanal, hvor du selvfølgelig kan abonnere gratis.
jan 29, 2022 | Nyheder
– Et af mine mål i 2022 var at få min første havørred på 50 cm på fluen, og drømmen har verseret i mit baghoved siden jeg startede op med fluefiskeriet i september sidste år. Sådan lyder det fra Rasmus Ditlefsen. – Jeg havde pladserne, grejet og selv om teknikken ikke var den bedste, så burde det kunne lade sig gøre.
– Jeg havde fisket i et væk i et par dage, før jeg på dagens sjette rev fandt en stime fisk. Fisken tog hårdt og linen røg lynhurtigt ud i mellem mine fingre. Jeg hørte bremsen skrige for første gang, og jeg råbte højt “DER VAR DU”. Men så ramte adrenalinen og alt min erfaring blev tilsidesat. Kaos indtraf i en fight, hvor jeg ikke havde styr på en skid. Jeg tog chancen, inden den var kørt træt og fik den i nettet. Et kæmpe sejrsbrøl indtraf, og jeg ville så vade i land med fisken. MEN de rystende ben, glatte sten og et fejltrin gjorde, at det næste jeg så var himlen… Så lå jeg der i havet med drømmefisken i nettet og kunne ikke finde fodfæste igen, imens mine vaders blev fyldt med iskoldt vand.
– Lars Rytter stod på revet ved siden af, og som han sagde “det eneste jeg kunne se i bølgerne var din din hat, en fluestang og et fangstnet med en sprællende fisk”. Det næste jeg ser er, at fluen ryger ud af nettet i en flot bue hen over himlen, og jeg vidste nu at røg nettet under vand, så var fisken med stor sandsynlighed væk. Bølgerne fortsatte med rulle ind over mig, og vandet i mine vaders var nu nået ned til sokkerne. Endelig fandt jeg fodfæste og kom op at stå med fisken, spyttede saltvand ud af munden, imens jeg råbende af glæde gik mod land, men en fisk jeg aldrig glemmer… Det tog 26 ture før jeg fik den første på 50 cm, og det bedste er, at der nu ikke er ligeså langt igen, før den næste på 50 cm hugger. Lars, som kun havde fisket med flue i to timer før denne tur, havde også en fantastisk dag, da han endte med at få ikke mindre end 4 fisk på fluen.
– Selvom jeg var gennemblødt, fortsatte jeg med at fiske på ren adrenalin i fire timer yderligere… for tænk nu hvis jeg kunne fange en mere. Fisken var 50 cm og vejede 1,375 kg.
jan 29, 2022 | Nyheder
– i går havde jeg nogle timer, inden det blev mørkt, hvor jeg tog på kysten, fortæller Gorm Andersen fra Team Daiwa. – Vandstanden var høj, og solen stod højt på himlen. En masse ålegræs og andet snask i vandet trukket ud på grund af den høje vandstand, men der var også lidt fine havørreder, der var trukket tæt ind til kysten.
– For enden af forfanget var en lille tangloppe flue størrelse 10 med gummi ben. Havørreden tog fluen hårdt og lagde ud med nogle gode udløb. Jeg pressede havørreden hårdt, men var stadig forsigtig og tålmodig i fighten pga den lille krog. Fluen sad perfekt, og det tog lidt tid at køre denne smukke havørred træt, men efter noget tid kunne jeg lande den havørreden i det sidste lys. En dejlig start på weekenden. Knæk og bræk.
jan 28, 2022 | Nyheder
– Ligesom resten af den danske befolkning, har jeg også været sengeliggende på grund af Corona, fortæller Frederik Kragesteen. – Nu var dagen kommet, hvor jeg var frisk nok til at komme ud og få noget meget tiltrængt luft – samt forhåbentligt en gedde på afkrogningsmåtten. Jeg pakkede min taske med lidt forskelligt grej i form af diverse gummidyr, jerkbaits og swimbaits, greb mine waders, net, måtte samt stang og skyndte mig afsted i bilen til en af mine lokale moser.
– Da jeg kom frem til vandet, skal jeg ellers love for at jeg fik frisk luft! Med en vind på 15 m/s tænkte jeg, at de lidt tungere agn måtte på for bare at kunne få lidt længde på kastene i den friske vind. Efter et par timer i skumsprøjt og kraftig vind uden så meget som et hug fra en gedde, på trods af at jeg havde været alt grejet igennem, var jeg ved at kaste håndklædet i ringen. I desperation efter at prøve noget nyt kom jeg helt til bunds i grejkassen, og her fandt jeg en orange spinner, som vist har haft gemt sig der siden i sommers, hvor spinneren plejer at have sin storhedstid. Den fik dog en chance på trods af meget lav kastevægt i forhold til stangen, samt usandsynligt dårlige kasteevner i så friskt et blæsevejr.
– Det var godt, at den fik en chance, for i det første kast, der maksimalt var 10 meter langt, kom der et solidt hug – hvorefter en fisk, som ikke var meget for at rykke sig fri af bunden, sad for enden af linen. Efter en kort, men intens fight med flere udløb, kunne jeg endelig lande en rigtig fin gedde. Den var dejlig vintertyk, så på trods af sine korte længde fik den alligevel vægten til at standse på 5,3 kg. Alt i alt blev det til en tur med masser af frisk luft – og med årets første gedde på afkrogningsmåtten, jeg var tilfreds, for nu er fiskeåret for alvor skudt i gang!
jan 28, 2022 | Nyheder
– En ny opgørelse viser tilbagegang i salg af lyst- og fritidsfiskertegn i 2021, lyder det på fiskeristyrelsens hjemmeside. – Antallet af købte fisketegn i 2021 er nu opgjort, fortsættes udmeldingen. – Den store fremgang, der kunne konstateres i 2020, er ikke fortsat. Tallene er næsten tilbage på niveauet for 2019, før Covid-19 indtraf i foråret 2020.
– Der ses fortsat et lidt større køb af årstegn end i 2019, fra både lyst- og fritidsfiskere, hvorimod uge- og dagtegnskøbet af lystfiskertegn fortsætter faldet fra 2020. Det skyldes formentlig covid-19-restriktionerne, som har begrænset muligheden for at udenlandske turister især vores tyske naboer, har kunnet holde lystfiskerferie i Danmark i 2021, konkluderes det.
Se tallene, fordelt på fisketegnstyper og landsdele

jan 27, 2022 | Nyheder
– Efter at have været i Sverige fem dage for at jage den helt store overspringer på den svenske østkyst, kom jeg tomhændet hjem til Danmark i går aftes, fortæller Nick Yndal – alias Karlsson på Taget. – Her til morgen blæste det alt for meget til, at jeg gad kysten igen, så jeg valgte at gå efter lidt aborrer i det lokale vand.
– Da jeg kom derned, så jeg, at vandstanden var enormt lav. Jeg vidste med det samme, at det ville blive svært, og efter en times fiskeri havde jeg mistet over ti aborrer samt fået to fine på land. Men så så jeg en rygfinne i vandet og konstaterede hurtigt, at det måtte være en karpe. Jeg skiftede derfor om til et 15 grams slaske bly og smed et par orm på. Der gik ikke mange minutter, inden den huggede, hvorefter en heftig fight startede på min Shimano Diaflash UL stang. Hele fem gange havde jeg fisken helt henne ved netkanten, men hver gang tog den udløb. Med hjertet helt oppe i halsen lykkes det dog endelig at få nettet under denne smukke skælkarpe på 4 kilo. Dagen var reddet.
jan 27, 2022 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
For langt de fleste spinnefanatikere behøver Daiwas flagskib inden for fastspolehjul – Exist – næppe nogen nærmere præsentation. Nu er der om muligt kommet en endnu vildere version af det ikoniske feinschmecker hjul – nemlig 22 Exist. For dem, der selv har fisket med et Exist hjul, er det godt nok svært at forestille sig, at det kan blive meget bedre, men har man først stået med det nye hjul i hånden, så er der en ting, som er slående: Hjulet er blevet endnu lettere.
Vægtreduktionen er sket med det nye Airdrive design, som både reducerer vægten af rotor, spole og bøjlearm, hvilket giver en fjerlet følelse, når man spinner ind. Kombinationen af den nye Airdrive rotor og bøjlearm gør hjulet mindre toptungt, hvilket gør rotationen endnu bedre, fordi den reducerede vægt betyder hurtig opstart med lav inerti. Alt sammen perfektioneret af den endnu lettere spole, hvor alt unødvendigt materiale er barberet af.

På Daiwa 22 Exist er der ikke sparet ppå noget.
Ved at lave en endnu mindre kontaktflade mellem hovedakslen og pinion gearet, er friktionen i hjulet minimeret yderligere – hvilket bidrager til den svævende lette fornemmelse man får, når der spinnes ind på hjulet.
Blandt hjulets mange andre fede features kan nævnes Twistbuster 3, MQ krop, Tough Digigear, Magsealed, ATD Type-L og 2 + 10 kuglelejer. Hjulet, der er lavet i Japan, koster vejledende fra 6.799 til 7.149 kroner. Til den pris behøver du til gengæld ikke at bruge tid på at bekymre dig om, hvorvidt du mon havde kunne købe noget, der var bedre. Hjulet fås i seks størrelser fra 2000-5000 med bremsetryk varierende fra 5 til 10 kilo.
Du kan følge Daiwa Scandinavia på Instagram og Facebook.

Daiwa 22 Exist
jan 27, 2022 | Nyheder
– Miljøstyrelsen har i november og december 2021 undersøgt i alt 54 vandløb nær brandøvelsespladser for PFAS-forbindelser, heriblandt PFOS, lyder det i en udmelding på Miljøstyrelsens hjemmeside. – I 27 vandløb er der fanget fisk, og kødet fra fiskene er blevet analyseret. Alle prøverne var under PFOS-grænseværdien, også kaldet miljøkvalitetskravet på 9,1 µg/kg, der skal beskytte menneskers sundhed. Det gennemsnitlige indhold var 0,24 µg/kg, altså næsten 40 gange mindre end grænseværdien.
– I andre 27 vandløb er der taget vandprøver i stedet for prøver fra fisk, da det ikke i alle vandløb har været muligt at indfange fisk. Ni vandprøver overskrider miljøkvalitetskravet for PFOS på 0,65 ng/L. Alle undersøgte vandløb fremgår af kortet nedenfor. Vandløb med overskridelser er vist med en rød prik – fx Mølleåen ved København.
Blandt de større vandløb der blandt andet gik fri er Odense Å. Læs mere om undersøgelsen her.

jan 26, 2022 | Nyheder
– Jeg er netop kommet tilbage til Sverige, og her skulle jeg igen ud på isen efter gedder, beretter Mads Nørgaard Kristensen. – De andre drenge fra fiskelinjen på Forshaga Akademin har allerede haft et okay fiskeri, med et par fisk op til 9 kilo den sidste uge, dog med få hug, at der var lang tid imellem huggene.
– Den første dag ville jeg sove lidt længere, så drengene kørte ved en 6-tiden, hvor jeg først kørte hjemmefra ved en 7-tiden. Der skete ikke det vilde den dag, men jeg fik en lille meters fisk og Lars fik en 9 kilos gedde. Dagen efter tog vi afsted igen, fra 6-tiden. Spottet vi fiskede plejer at fiske godt efter sandart, så vi havde rigget de fleste stænger op efter dem. Dagen bød på et par mindre sandarter samt endnu en 9 kilos gedde for mit vedkommende. Det var utroligt tåget og vi kunne ikke se de fleste af vores stænger, så mens vi sad omkring bålet på isen, måtte vi lytte os frem til om vi fik hug. Der var en del sandarter, som legede med vores skaller, så det var svært at gennemskue, hvornår vi havde hug.
– Pludselig så vi mit ene flag, som vi ikke var sikre på var gået af eller ej, så jeg listede derud og kunne se, at der var en fisk, som havde taget min agn. Da jeg satte krogen kunne jeg mærke, at det var en bedre fisk, så vi jokede med det samme, at det nok bare var endnu en 9 kilos, hvilket det også viste sig at være. Det er ikke de største fisk vi har fået, set i forhold til tidligere ture i området, men en god start på året.