aug 20, 2022 | Nyheder
Efter planen skulle DTU Aquas tunmærkning have været startet i dag med base i Skagen havn. Hårdt vejr har dog betydet, at man må vente på bedre forhold, forlyder det blandt fiskerne. Der er omkring 60-70 både klar til det årlige tunfiskeri i Skagerrak ud af de cirka 100 både, som er tilmeldt til projektet i år. Indtil videre har der kun været fisket efter de fisk, der skal hjemtages på 2022 kvoten, der er på fem ton. Da fiskene vejer 2-300 kilo stykket – og nogle mere, vides det endnu ikke præcist hvor mange tun der ialt vil blive fanget og aflivet, da det kommer an på den samlede vægt. Op mod 20 fisk er det nok realistisk at der kan blive hjemtaget. De aflivede tun kommer på frysehus, hvorefter de skæres op. Forskerne tager deres del til prøver, hvorefter kødet fordeles på de fiskebåde, der er med i projektet.
De tun, som fanges i de kommende uger til mærkning bliver genudsat, hvorefter forskerne følger deres vandringer i området samt retur til gydepladserne – primært i Middelhavet. Indtil viedre er der i projektet mærket 458 tun over et par år. Det forlyder blandt fiskerne, at målet er mærkning af 200 tun i år.
De danske tunfiskere kommer nok til at spendere en del timer på havnen de kommende dage, men baseret på vejrmeldingerne ser det ud til, at der måske kan blive 2-3 fiskedage hen over den kommende uge.
Du kan læse mere om DTU Aquas tunfiskeri, og de resultater man har opnået, her.
Arkivfoto: Johnny Jensen, jjphoto.dk
aug 19, 2022 | Nyheder
– Det har netop været endnu en skøn morgen med masser af aktivitet på vestkysten, skriver Kent Larsen til Fisk & Fri. – Jeg startede mit fiskeri klokken 05.30, og der skulle ikke gå mange minutter, før jeg havde fundet bars. Våbnet var igen i dag blinket Mahi 11 i rå.
– Den første fisk var en lille fin bars på omkring de 40cm, og den fik hurtigt sin frihed igen. Allerede i andet kast efter var der igen fisk, og den føltes langt bedre. Barsen huggede voldsomt på blinket og stak af i et langt udløb. Det var vildt fedt! Efter en god fight kom der en god bars på 58cm i land, og dagen var reddet. Fik efterfølgende seks havbars mere på 40-50cm samt to fine makreller. Klokken 07.30 var det dødt igen, og så pakkede jeg sammen. Jeg vil gerne tilmelde mine fisk til Kinetic Fiskecup 2022.08.19
Du kan læse meget mere om fiskeriet efter havbars i denne fine artikel af Bo Jensen på fiskogfri.dk´s artikelarkiv.
aug 19, 2022 | Nyheder
– Årets havørredsæson i Vejle Å er næsten på højde med de sidste par år, lyder det fra Tom Jensen, som sidder i bestyrelsen i Vejle Sportsfiskerforening. – Det er muligt, at der er landet lidt mindre end de foregående år, men det kan også have noget at gøre med, at grødeskæringen har været mere nænsom i år, for det kan jo gøre fiskeriet lidt sværere. For mig ligner det, at vi sikkert godt kan ende på en sæson med 7-800 landede fisk. Der er en hel del havørred i 4-6 kilos klassen og fisk op til 7-8 kilo. Alene i perioden 1. april til 1. august er der landet 44 fisk mellem 60 og 80 centimeter, så det er bestemt ikke så ringe endda.
– I går aftes fik jeg en fin fisk på 6,1 kilo og 80 centimeter. Den huggede helt klassisk klokken cirka 24 på en sort flue. Vandet i åen var netop steget 10-15 centimeter efter en tordenbyge, hvilet betød, at der var godt optræk og fin aktivitet, hvor også flere andre fik fisk længere nede ad åen.
– Her i weekenden er der havørredkonkurrence ved Vejle Å – og du kan selvfølgelig også deltage slutter Tom.
Læs mere om konkurrencen her og tjek også Vejle Sportsfiskerforenings hjemmeside.
aug 19, 2022 | Nyheder
Det berømte kommercielle storkarpevand – Roskilde Fiskeland – er efter en længere nedlukning på grund af koiherpes, ved at gøre klar til genåbning.
– Vi er pt ved at få testet, om der stadig er koiherpes i søen, fortæller Martin Hubert fra Spar Lystfiskeri, der har overtaget driften af vandet. – Indtil videre er kun én fisk testet, som ikke havde koiherpes, men vi er ved at få testet flere. Vi har løbede fisket hele sommeren under kontrollerede forhold med desinficeret grej, for at se hvordan fiskende havde det, og alle de fisk vi har fanget indtil nu har ikke vist tegn på sygdom – heller ikke efter, at temperaturen oversteg det niveau på 16-20 grader, hvor sygdommen normalt vil komme i udbrud, hvis den er der. – Samtidig har vi fået indkøbt et komplet arsenal af net, mats, sacks etc til alle pladser, så den eventuelle ind/udgående smittekilde, der er allerstørst minimeres/elimineres. Der bliver endvidere opsat desinficerings udstyr på alle pladser, så vi går med livrem og seler. Hvis alt går efter planen, åbner inden længe, slutter Martin.
En af dem, der har været med til testfiskeriet er Lasse Christiansen, som fik den flotte karpe ovenfor på 16,2 kilo. – Jeg fiskede alle tre stænger med et helikopter sæt op med et spinner rig fisket med en Hvid N-blend pop’up fra DT baits. Det gav 4 flotte fisk på land hen over en weekends fiskeri.
aug 18, 2022 | Nyheder
– Det er ikke altid lige let at fange en multe, men i lørdags lykkedes det mig at fange to multer på samme dag. Det er flere år siden jeg har gjort det. Sådan lyder det fra kysteksperten Henning Trier, der i snart en del år nu har jagftet multer med stor succes, selv om der er blevet noget længere mellem snapsene de sidste par år.
– Jeg så en stime multer med det samme, da jeg kom til pladsen, hvorefter jeg på bedste indianermaner listede mig over til området. Men – det var nærmest som om, at multerne havde en 6. sans,og det lykkedes mig at skræmme dem, hvorefter de straks sprintede væk, som om jeg havde kastet dynamit efter dem. Heldigvis var der en stime mere 200 meter længere nede af kysten. Her lykkedes det, at præsentere et lille stykke brød, som en af multerne heldigvis resolut forgreb sig på. Efter en fornem fight kom den sikkert på land. Resten af stimen var selvfølgelig svømmet til multeland, og der var ingen fisk at spotte.
– En times tid senere kogte vandet som ud af det blå af multer. Jeg skiftede spinnestangen ud med min klasse 6 fluestang og lagde en str. 10 grøn hævner midt i stimen. I tredje kast sagde det BOM, og endnu et eksprestog gav den gas. Efter nogle lange udløb, der ville have kunnet gøre en bonefish misundelig, kom den sikkert på land – og blev genudsat. Jeg vejede kun den ene fisk som var 2,8 kg – den anden var i samme størrelse.

Dagens ande multe faldt for Den Grønne Hævner fisket på en str. 10 enkeltkrog.
aug 18, 2022 | Nyheder
– Her forleden tog jeg til Stevns og lå på vandet omkring klokken 03.00, fortæller Carsten Næblerød. – Der skete intet de første par timer ud over et par små nap og to fisk på cirka 50 og 40 cm. Jeg besluttede mig for at prøve at fiske langt fra land, tog ud til området og fik hurtigt kontakt med en rigtig god fisk. Den gik tungt og dybt de næste 15 minutter, og til sidst kom den i nettet. Cirka 5,5 kg blev den vejet til, og den var omtrent 72 cm.
– Den grove havørred blev taget på fluen Guldfisken, som kan ses på ”Fluefiskeri med sjæl” på FB. Den store hanfisk, som havde fået lidt farve, fik sin frihed igen. Billedet var der en venlig sjæl inde på kysten, der tog. Det er godt nok ikke det bedste, men det du ser her, er det bedste af dem…
aug 17, 2022 | Nyheder
– For et par dage siden blev der igen vejr til at fiske på den jyske vestkyst, og jeg tog derfor ud efter havbars, skriver Mads Davidsen. – Det betyder, at jeg har været afsted nogle aftener i træk nu, og jeg har også fået bars stort set hver aften plus et par ret store makrel som bifangst. Forleden aften var jeg heldig at ramme en af de lidt bedre havbars, som også kan ses på billedet. Jeg må nok indrømme, at havbarsen efterhånden er blevet min ynglingsfisk, for de knaldhårde hug og den meget stærke fisk kan man godt blive afhængig af.
– Jeg fisker normalt med et Savage Gear Surf Seeker blink på 35 gram med en SGS4 stang, som kaster med op til 45 gram, slutter han.
aug 17, 2022 | Nyheder
– Hvad kunne være bedre i weekends hedebølge end at være en dag på havet? Ikke ret meget efter min mening, og slet ikke når der skulle fiskes arter fra Thokes toptunede Orka 540WA. Sådan lyder det fra Ulrik Nielsen. – Vores tidligere rekord var 16 arter på en dag, så målet var selvfølgelig at fange flere denne dag.
– Vi havde hjemmefra en liste med de 26 arter, som det er muligt at fange på Øresund. Faktisk var den kun på 25 til at starte med, men vi fik tilføjet en lubbe til listen, da der pludselig landede sådan en i båden. Det kendskab vi har opbygget til Øresund hjalp en stor del hele dagen, og Thoke sejlede flittigt båden fra plads til plads, samt holdt både tilbage på påhængsmotoren, når vi skulle fiske meget præcist. Samtidig styrede han drevet ved brug af den frontmonterede, når der skulle fiskes over et stræk.
Fiskeriet stod primært på medefiskeri med børsteorm eller sildestykker – alle fisket på VMC’s røde 7054TR fladfiskekrog helt nede fra str. 6 og op til str 1/0. Alle takler var bundet på Sufix fluorocarbon, så agnen blev præsenteret bedst muligt. Da vi nåede sidst på dagen fangede Thoke art nr. 16, og så manglede der kun én for at slå vores rekord. Vi havde gemt den lille kutling til netop dette tilfælde, og sejlede herefter til nogle store sten, hvor vi vidste den boede. Det tog mig under 30 – at fange det lille kræ, og så var rekorden sat.

aug 17, 2022 | Nyheder
– I går havde jeg muligheden for en hurtig tur ved middagstid, fortæller Martin Bosen. – Forventningerne var ikke de største, da det var stegende hedt, men jeg trængte til at komme ud, så jeg pakkede let og drog afsted til vandet.
– Jeg havde taget det lette grej med i form af en 6,4” stang og et par 12 grams Stikpillen fra Sixtylures. Fremme ved vandet fiskede jeg fra klokken 12-14.30, og der var overraskende godt gang i fiskene – trods det stille vejr, faldende vand og diverse badegæster. Koden til det ganske fornuftige fiskeri var formegentligt en “koldvandslomme”, som jeg fandt tæt på land. Her var fiskene koncentreret, og det kastede fem fine havørreder af sig med denne som turens største på lige over de 60 centimeter. Møn leverer denne sommer, og der er utroligt mange fisk mellem de 60-70 cm, men den helt store er endnu udeblevet denne sommer. Jagten på den fortsætter dog trods stegende hede.