– Efter en lang varm sommer er vandtemperaturen endelig kommet et stykke ned i takt med, at de grønne farver på træerne er begyndt at blive gyldne, skriver Thomas Bernhard Sørensen til Fisk og Fri. – Ja september er en skøn måned for os geddefiskere.
– Jeg drog for nylig afsted til Sverige med en kammerat, og planen var sat. Den skulle stå på 9 dages geddefiskeri. Der blev hurtigt sat nogle agnruser da vi ankom til hytten, og vi gjorde et par medestænger klar. Vi fik temmelig hurtigt fyldt keepnettet op med fine skaller I forskellige størrelser, og agnruserne viste da også, at både gedder og aborrer var i området, da der også lå et par små tykke rovfisk i agnruserne og et par lettere ridset skaller.
– Da båden var gjort klar, drog vi afsted ud på den store sø. Vi fiskede alle dage med både agnfisk og kunstagn på banker og skrænter, og efter 9 dages fiskeri, kunne vi gøre status. 36 lange slanke gedder og 11 aborre havde været oppe og vende i båden. Den største vejede 6,2 kg og var 108 cm lang. Vi fik i alt 7 fisk som var over meteren på turen. Så det var alt i alt en godkendt tur i det svenske, og vi har allerede planlagt en ny tur til foråret.