– Vi var tre lystfiskere, der tog færgen til Ærø fredag aften for at fiske til konkurrencen. Der må fiskes hele lørdagen og til søndag klokken 13.00, men hyggen startede allerede fredag aften. Det er altid spændene og møde op i klubhuset i Rise og få hilst på de mange lystfiskere, der skal ud og finde den store havørred.

– Fiskeriet startede for vores vedkommende lørdag klokken 05.30, hvor vi kørte ud på den første plads. Vinden skulle være mellem 1-3 m/s, men der var ingen vind overhovedet. Vi droppede derfor hurtigt det første spot, for vandet var helt fladt…. Vi skyndte os videre til den anden ende af øen i den retning, hvor vi kunne få mest vind på næsen. Her tog vi ud på et spot, der ikke er skrevet om i nogle bøger, og vi – Lars og Jim og undertegnede, 2 med spin og en med flue, var ved godt mod: Det lugtede af succes.

– På det første spot fik vi hurtigt fat i de små 30 cm blanke med masser af liv i. Det var rigtigt sjovt, men det var jo de store vi gik efter, så vi fiskede alt det vi kunne, men fik kun 2-3 af de små i hånden hver, samt en måls fisk mistet…

– Andet spot var ”Næbet”, hvor Jim og Lars tog spidsen, og jeg gik hen under et træ, hvor der 8 ud af 10 ture er fisk. Og rigtigt nok – her fik jeg to mere af de små i hånden…. Men vi ville jo have en, som vi kunne veje ind. Vi gav hurtigt op og fik lidt frokost, hvor vi samtidigt lagde den næste plan.

– Det tredje spot er min favorit i de koldere måneder. Vi måtte lige se, om der var trukket nogle havørreder ind, så vi delte os op igen, og jeg fik hurtigt en 45cm på, men mistede den ved netkanten – ”typisk”… Jim missede en rigtig fik fisk, der ville videre. Alt skulle åbenbart misses på det spot

– Vi tog ud til indvejning lørdag, hvor der var 11 fine havørreder, men ikke de største. Mange havørreder var i 40’rene og en enkelt på 52cm og 1500g. Fangsterne var fordelt ud over hele øen, og alle havde som os kørt rundt og ledt efter vand, der ikke stod spejlblankt.

– Det fjerde spot var Eriks hale, hvor der igen var fint fiskeri. Vi stoppede med at tælle, da vi havde af kroget 10 havørreder, som dog alle var på de 30-35cm. Solen gik stille ned, og vi drog hjem til sommerhuset for at lægge nye planer, som vi blev enige om over en kop øl.

– Søndag startede vi med Eriks Hale igen, da den fiskede godt om aftenen, og vi troede virkeligt på den tidlige morgen. Vi så dog kun en rigtig god følger på omkring de 60cm, men det var stadig ikke godt nok. Undervejs snakkede vi med flere, der stod syd over. De havde intet set eller fået, og det fik os til at skifte plads.

– Det næste spot var over lavt vand igen. Ikke hvor vi var dagen før, men nyt sted, hvor der var mere vind – nemlig 3-5m/s, hvilket var perfekt. Vi fiskede og fiskede, men der skete bare ikke noget. Vi var ved at være godt stegte, og klokken var 11.00, men vi tog lige et sidste spot.

– På det tredje spot, var der lavt vand ”igen”. Vi ville bare have den 50cm+, så jeg sagde, at vi skulle køre over på mit favoritspot igen, og så måtte det bære eller briste. Jeg gik med Lars, der fisker flue, og han gik 10m foran mig og affiskede en radius på 20 meter. Jeg gik bagved 10m længere ude og kastede min Seeker i sort/rød helt ud i horisonten for at dække det, som Lars ikke kunne tage med fluen.

– Vi gik og gik. Klokken blev 12, og indvejning skulle stoppe klokken 13.00. Jeg sagde til Lars, at nu skulle vi tage 15 kast mere, og ellers måtte vi kaste håndklædet i ringen… I det 3. kast mærkede jeg en god fisk, som jeg smed. Der røg chancen tænkte jeg, men tog et kast mere ud i samme område. Heldigvis fleksede min stang kort efter, og havørreden sad på. Fighten var intens med mange spring fri af vandet, men Lars nettede den for mig. Vi skreg af jubel, for vi havde kæmpet hele weekenden for den 50cm+

– Så var det ellers bare afsted til indvejning. Klokken var 12.10, så vi skulle op til bilen i en fart. Vi havde 25 minutter derud, og alle var mødt op. Jeg nåede heldigvis at få min havørred vejet ind til 51cm og 1510g, hvilket lige præcis var nok til en 3. plads og præmie for flotteste fisk. JA TAK – så var weekenden blev reddet for mig.

 

Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This