okt 27, 2022 | Nyheder
Der er godt gang i den derude på kysten lige nu, og en af dem, der har været afsted er Rene Hansen:
– Jeg havde en god vind på tværs af spottet, og et stripperblink for enden af stangen, fortæller han. – Der skulle ikke mange kast til, før stangen blev spændt op til en fed fight. Havørreden begyndte med et par udløb, og den tabte fighten til lystfiskeren. Det var en stålblank havørred på 60 centimeter 2,2 kilo, og den lod sig overliste på Lolland, slutter han.
Har du selv været på kysten, så sen meget gerne et par linjer og et foto af din fangst til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
okt 27, 2022 | Nyheder
Efteråret er en af de bedste tider på året til geddefiskeri, Fiskene har haft flere måneder oven på legen i foråret til at komme i topform – og vandet er endnu ikke så koldt, at fiskene begynder at blive træge. En af dem, der har været ude for at nyde det til tider gode fiskeri her i oktober, er Jesper Stenkilde, der sammen med sin kammerat Jesper Christensen forleden var ude at fiske på den lokale sø:
– Vi ville prøve på dybt vand efter de store gedder, som søen holder. Aftalen var at kastefiske med store gummidyr. Det er et herligt fiskeri, når man står på båden og følger agnen komme op fra dybet. Den første time skete der ikke så meget. Søen var helt stille i overfladen, hvilket gjorde det svært at lokke gedderne. Men så fik Jesper et knaldhårdt hug på cirka 6 meter vand, og så fulgte et god fight, hvorefter vi kunne lande den flotte gedde, som du ser ovenfor, slutter han.
Hvis du vil læse mere om fiskeriet efter gedder, har vi masser af gode, instruktive artikler om emnet i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.
okt 26, 2022 | Nyheder
– Det var noget af et sats, da jeg besluttede mig for at prøve fiskeriet “der hvor skoven møder vandet”, fortæller Dennis ”Bom Bom” Skou. – Et lille Drop9 softbait i sort og rød fra High 5 Lures blev trukket forsigtigt over bunden. Helt monotomt og uden nogen spinstop eller slag. Bare helt “kedeligt” og langsomt.
– Vandet var spritklart, og der var ingen bevægelse. Lige pludselig forvandlede stilheden i mørket sig til intenst åndedræt, fuld fokus og tungen i mundvigen. En kæmpe fisk havde taget min agn, og jeg stod nu midt i en fight, jeg sent vil glemme. Flere gange var den kun et par meter fra mig, hvorefter den i et skvulp vendte sig og stak udad igen. Det lykkedes dog til sidst at få den landet, få mindet foreviget og få den sat ud igen. Det var fantastisk at se den svømme væk i det klare vand. Havørreden var 77 centimeter lang.
okt 26, 2022 | Nyheder
– Jeg var sammen med tre af mine venner taget på syv dages havørredjagt til svenske Gotland, fortæller Karl Aaby til Fisk & Fri. – Fiskeriet var meget skiftende.Nogle dage var gode og andre var knap så gode. Anden dagen var vild, og vi fik alle fisk – både blanke og farvede. Sidst på dagen overlistede jeg denne flotte overspringer, som du kan se på fotoet. Fisken snuppede agnen lige foran stangspidsen, hvilket ikke ligefrem gjorde fighten mindre kaotisk. Til sidst kunne min makker dog lande fisken sikkert i nettet, og sveden kunne tørres af panden. Det var en helt perfekt afslutning på en helt igennem vild dag på kysten. Den flotte, sølvblanke havørred huggede på en 19 grams Sandeel, slutter han.
okt 25, 2022 | ABORRE, Grejnyt, Nyheder, Spinnefiskeri efter aborrer, Sponsornyt
De nye tungsten Dropshot og Bullet Weights fra Westins Add-it serie er helt perfekte til det delikate finessefiskeri efter især aborrer og sandart. I denne video har Jens Bursell fra Fisk & Fri kigget nærmere på de nye lodder til softbaitfiskeri – og du får et par dugfriske tips til, hvordan du rigger taklerne op – samt justerer dem under det praktiske fiskeri.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube kanal lige her.
okt 25, 2022 | Nyheder
– Strømmen i Øresund løber mod nord, og vinden er svag. Vi har smidt vores små ankre på 12 meters dybde omkring to kilometer ude fra kysten – og sikret, at vi ikke bliver ført for langt væk fra fiskepladserne af strømmen under spisepausen. Sådan lyder den seneste beretning fra kajakfiskeren Jan Jensen.
– Kajakkerne gynger hyggeligt, mens termokanderne kommer frem og madpakkerne åbnes. Dette er kajakhygge, når det er bedst. Min kammerat Claus har i praksis stadig den ene hånd fri og en sandwich i den anden, så med stangen i den ledige hånd, lader han gummi jiggen suse i dybet. Der går ikke lang tid, før stangen flekser, idet en fin torsk har hugget agnen nede over bunden. Det kan være irriterende at blive afbrudt i middagspausen, men er det en torsk, så er det sku´ ok.

Det er helt OK at blive forstyrret i frokostpausen, når det er en god torsk, som hugger.
– Mens vi spiser, fortæller jeg om de gode gamle dage for bare fire år siden, hvor torskene ikke blev fisket så hårdt i Sundet. Fiskene nåde at blive større, og torsk på 4 – 7 kilo var typiske indslag under efterårsfiskeriet på Lous Flak inde på det lavere vand. Nu er fiskene små. Det er trist at se, hvordan selv den gode bestand af Øresunds torsk, ikke mere når at leve længere end, at torsken nu bare når et par kilo. De større fisk er simpelthen væk – trist!
– Nå – men vi får en håndfuld fisk, hvoraf de fleste er mellem 1 og 1,5 kilo. Claus kroger den bedste torsk på 65 centimeter, som vi gætter på vejer 2,5 kilo. Fisken tager, som nævnt, en jig midt under spisepausen. Alt i alt en fin dag på sundet med godt 13 km på GPS loggen, hvilket gav en rigtig god motion med “rugbrøds motoren” – og så en frisk fisk til middag selvfølgelig. Fedt at være kajakmand, slutter han.
Du kan læse meget mere om kajakfiskeri efter torsk i denne artikel med Dennis Bom Bom på fiskogfri.dk´s store artikelarkiv.

Kajakfiskeri efter torsk i Øresund er en super oplevelse, selv om der er blevet meget længere imellem de større fisk.
okt 24, 2022 | Nyheder
– Det begyndte at regne, allerede inden vi kom til søen, som er en af LF’s mange, dejlige vande, fortæller Bo Kihlgast Nielsen. – Himlen var ensformig grå og trist, så det tydede ikke alt for godt rent nydelsesmæssigt, for vi er simpelthen for gamle til dårligt vejr!
– Regnen stoppede heldigvis en halv times tid efter, at vi havde fået rigget stænger og båd til samt var kommet ud på søen, hvilket var særdeles kærkomment – jeg havde nemlig for en gang skyld ikke taget regntøj med. Efter flere timers dørgning med store woblere, hvor makker Morten havde fået to gedder op til små 4 kilo samt en del missede hug på sine ret små woblere, blev jeg li’som overtalt til at skifte til noget mindre.
– Valget faldt på en gammel Yozuri-wobler, som jeg faktisk ikke husker, om jeg nogensinde har fanget noget på. Men på – det kom den. Efter en times tid uden liv mente Morten, at vi lige skulle forsøge en gang til langs den sydlige bred, da den ofte giver fisk. Et stykke tid efter fik vi hug på eksakt samme tid. Mortens noget mindre fisk blev desværre ikke hængende ret længe, men det gjorde min. Efter en kort nervepirrende dansen på netkanten, landede Morten sikkert min til dato største aborre. Min nye PR for aborre lyder derfor nu på 1,35 kg fordelt på 41,5 cm, slutter han.
Husk at der er en del fede aborre-artikler i fiskogfri.dks artikelarkiv i denne sektion af arkivet.
okt 24, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
Rasmus Christensen har gjort det bedre end godt med sit LiveScope-fiskeri de sidste par år, hvor det er blevet til en imponerende række af store sandart og gedder – ikke bare i Danmark, men også Holland, Sverige og Finland.
Onsdag den 16 november holder Rasmus foredrag hos Tempo Både i Ishøj, hvor han afslører hemmeligheden bag sin store succes med vertikalfiskeri og sightspin til de store rovfisk. Du kan roligt glæder dig til en aften, hvor Rasmus øser af sin store erfaring med fiskeriet – samt giver masser af tips & tricks til, hvordan man bruger LiveScope og Panoptix i praksis.
Foredraget foregår hos Tempo Både på Søhesten 37, 2635 Ishøj og starter kl 18. Der er tilmelding til Kim hos Tempo på telefon 43 73 01 05.
Du kan se, hvordan Rasmus fisker i denne video på Fisk & Fris Youtube.
okt 23, 2022 | Nyheder
– Her i weekenden har jeg været nede hos en ven sydpå for at fiske gedder med flue, fortæller Johannes Thorbjørn Hansen. – Det startede ikke helt ud som planlagt, da jeg på vej derned missede et tog ved et af skiftene, hvilket gav to timers yderligere transporttid. Det var nok også en af grundene til, at vi først kom ud på vandet ret så sent den kommende dag.
– Vi havde dog stadigt store forventninger til fiskeriet, da vi sidste år ved samme tid havde haft noget vildt pelagisk fiskeri med fluen. Aftenen nærmede sig dog med drastiske skridt, og vi havde intet mærket de sidste timer. Vi begyndte derfor så småt at miste håbet, for at vi ville ramme vildt fiskeri. Min kameraet Frederik Kjær valgte pludseligt at sejle tæt ind til land på et lavvandet plateau, hvor der ikke gik langt tid før han havde action. Han råbte ud til mig, at der var fisk ved land, hvor jeg efterfølgende, spurgte om det ikke bare var bund, men han mente dog ikke, at bunden er i stand til at hugge til fluen i overfladen med et stort plask. Jeg skyndte mig derfor ind til ham, og pludselig befandt vi os imellem en del pæne gedder på 0,5-1,5 meter vand. De huggede i overfladen så snart fluen landede, og også helt inde ved flyderingen osv. Vi var desværre utroligt elendige til at kroge fiskene, hvilket måske også skyldtes, at vi brugte synke 3 og 5 liner på det ellers meget lave vand.
– Dagen efter tog vi der ud igen for at fiske tre timers tid, inden jeg skulle hjem af igen. Vi manglede en del vind, men vi havde fået nogle mere passende liner på, og der gik ikke mange minutter, før Frederik fangede den første gedde. Kort tid efter får jeg også et hug, og min første tanke var, at det var en lille gedde. Der gik dog ikke langt tid, før jeg igennem den tætte tåge så formen på fisken, og der gik det op for mig, at det er en stor aborre. Adrenalinen begyndte at pumpe rundt i kroppen, og efter en kort fight fik jeg håndlandet min nye personlige aborre-rekord på flue.