maj 31, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Vi har haft et meget koldt forår, men varmen er kommet, og mange steder har karperne allerede været på leg, fortæller Thomas Holm fra CFC Bait. – Og hvis ikke, så er det helt sikkert lige op over.
– For øjeblikket er vegetationen vokset godt ud over søen, og grøden begynder at stå højt. Grøde kan være træls, og det har både fordele og ulemper, når det kommer til fiskeriet. En af de klare fordele er, at det giver mulighed for nemt at spotte, hvor fiskene spiser. Det er som om, grøden fungerer som et indbydende skilt, der viser vejen til hvor karperne har deres spisekammer. Heldigvis er det netop disse forhold, der gør sig gældende ved det ene vand, hvor jeg fisker, og på denne tur havde jeg adgang til en båd, hvilket gjorde det relativt nemt for mig at udforske og opdage nogle af de skjulte åbninger og passager, der var i grøden. Vandet er krystalklart, og det var som at træde ind i en hemmelig verden, som ellers kun karperne har adgang til.
– Med omhu og præcision fodrede jeg hver plads med en 200-300 grams blanding af Scoopex Banana og Spicy Squid og placerede et hinged stiff rig monteret med en af Spicy Squid pop-up og et Spicy Squid fake corn fra CFC Bait på toppen. Pladserne er omgivet af grødebælter, der næsten går helt til overfladen, så derfor fiskede jeg med teknikken “locked up”, hvor bremsen er helt stram, og hvor det eneste, der giver sig, er fiskestangen, der er placeret i raketposition. Bunden er spændt fast til jorden med kraftige pløkker, så stængerne ikke bliver flådet i vandet.
– Klokken 3:30 om natten blev jeg revet ud af min søvn ved lyden fra en skrigende Delkim. Min stang var helt bukket over, og det ellers spændte hjul rullede line af med få klik, der blev til flere og flere. Da jeg fik stangen i hånden, var jeg ikke i tvivl om, hvilken fisk der var for enden af min line! Jeg var ret sikker på, at det var en spejlkarpe, vi kalder “Den Grådige”, da der blev leveret fuld power i over 10 minutter, lige til den lå i nettet! Og min fornemmelse var rigtig! Det var Den Grådige, og den vejede imponerende 20,97 kilo samt bar tydeligt præg af at have kæmpet mange kampe gennem årene.
– Om morgenen kom en af mine gode venner med morgenmad og hjalp med billeder, inden den igen fik friheden.
maj 31, 2023 | Nyheder
– Jeg var taget til en lille lokal sø i håbet om, at jeg kunne fange nogle karper, inden de gik på leg, fortæller Vitus Hammershaimb. – Og det gik over al forventning. Jeg havde mixet en god gang foder hjemmefra med knuste Scopex Squid boilies og tigernuts – samt lidt hampefrø. – Rigget jeg kørte med var et hair-rig med en lille trimmet lyserød pop-up.
– Efter to timer, hvor jeg kun havde fået fisk op til 5-6 kilo, sejlede jeg min baitboat ud i håbet om at lokke nogle af de lidt større fisk frem. Og det lykkedes, for efter kort tid fik jeg to fine fisk på 9,8 og en på 10,1 kilo. I alt sluttede jeg af med i 9 fisk mellem 6 og 10 kilo, så det var en fantastisk tidlig sommertur med en masse hygge og fine fisk.
maj 30, 2023 | Nyheder
Danske Martin Ejler Olsen og Rasmus Ovesen har netop lavet en ny film fra det Indiske Ocean, nærmere bestemt Farquhar atollen i Seychellerne. På denne øde atoll, som nogen måske kender fra BBC’s Blue Planet-programmer, hvor glubske giant trevally ses kaste sig fri af vandet og inhalere fugle i fri flugt, finder man et fantastisk flats-fiskeri efter en række arter såsom; bonefish, permit, triggerfish, bulehoved-papegøjefisk og giant trevally. Filmen følger Martin og Rasmus og Pageler-familien fra USA, som forsøger at fuldføre en fluefiske-mission til ære for deres afdøde fætter Chuck Moxley. Undervejs bliver der landet et væld af flotte fisk, som kan få det til at kilde i enhver fluefiskers hænder. Se med her.
maj 30, 2023 | Nyheder
– I går var jeg med en god ven på medetur, fortæller Jonas Kærlin. – Planen var bare at sidde med nogle penneflåd og gå efter alt, hvad der gad at spise vores majs. Vi ved, at der går karper i søen, men vi vidste slet ikke, at de også var rigtig store nogle af dem. I håbet om en karpe lagde jeg den ene stang på bunden med en boilie og en halv pop-up. En times tid senere havde jeg landet min nye PR, som du kan se på billedet ovenfor – en smuk spejlkarpe på hele 17 kg. Sikke en aften det blev, slutter han.
Har du også været ude at fiske, så tøv ikke med at sende os 10-15 linjer og et foto til jb@fiskogfri.dk.
Læs mere om karpe og medefiskeri i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.
–
maj 29, 2023 | Nyheder
– Min kammerat og jeg var taget på fisketur i vaders forleden, fortæller Frederik de Teilmann. – Vi var taget ud til den østvendte sjællandske kyst i håb om en havørred mellem de mange hornfisk. Allerede få kast efter ankomst melder de første hornfisk sig på pladsen, men efter en halv times fiskeri med en 18 grams Westin Sandy Inline i farven “yellow ayu” bliver agnen slugt hård og kontant, af noget der IKKE føles som en hornfisk.
– Kort efter får jeg et kraftigt udløb, og en kæmpe havørred springer fri af vandet. En god lang fight senere efter en masse tunge udløb, kan jeg håndlande fisken, da nettet jo – sjovt nok – i sådan en situation næsten altid befinder sig i bilen. Men – det lykkedes, og ind kom min nye tromle tykke PR-havørred på 63 cm. Knæk og bræk derude!
maj 28, 2023 | Nyheder
– Lørdag morgen klokken 4 om morgenen stod det på laksetur i Storåen, fortæller Ulrik Møller. – Det var en rigtig flot morgenstund med lidt tåge, og ved 6.30 brød solen frem på himlen med drivende skyer. Der skulle blot en lille smule vind til, så stod dagen på laks: Efter to en halv time krogede jeg en fin fisk, som tog 40-50 meter op af åen, men jeg fik den vendt, og efter lidt frem og tilbage kunne jeg lande en blankfisk på 94 cm. En time senere var der igen hug, og efter flere lange udløb nettede en, som jeg mødte ved åen, igen en flot blank fisk på hele 95 cm. Herefter fiskede jeg strækket færdigt og kørte til en plads, hvor jeg efter to kast igen havde hug. Det var en super flot blanklaks på 92 cm, som kom i nettet. Jeg er totalt rystet over dette kanon fiskeri. Alle fisk blev taget på en gennemløbskondom-spinner fra DAM.
maj 28, 2023 | Nyheder
– Min far og jeg skulle på jagt i Jylland, så jeg tog jeg fiskestangen med, da jeg havde fået en god bækørred der året før, fortæller Gustav Jensen. – Så da vi kom hjem fra jagt den ene dag, prøvede jeg lykken og gik ned til åen. Da jeg kom derned, så det megagodt ud.
– Jeg så et par fisk oppe at ringe i overfladen, så jeg prøvede og kaste til dem. Lidt efter så jeg en større fisk længere nede af åen, som jeg prøvede at komme I nærheden af. Da jeg så kom derned, kastede jeg efter den – men uden held. Tog så et par kast opstrøms, og så var den oppe og ringe igen. Herefter kastede jeg lige i midten af åen og bum – så var den der. Da fisken var kroget sprang den fri af vandet tre gange – og gik helt amok. Efter en 3-5 minutters tid kom den på land, hver jeg fik den målt til 57cm. Vægten fik jeg ikke, da jeg ikke havde en med, men jeg vil nok skyde på, at den har vejet 2.5kg eller noget i den stil, slutter han.
maj 26, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
Er du under 15 år, og har brug for en pause fra skærmen, så er det bare med at komme ud at fiske, så du kan være med i Abu Garcia Fiskechallenge 2023. Det er en oplagt mulighed for at komme ud og opleve det alsidige samt spændende fiskeri, som vi har i Danmark – og samtidig få nogle fantastiske stunder sammen – enten som familie eller i selskab med gode fiskekammerater.
Fiskechallenge 2023 løber i perioden fra maj og indtil den 31. august. De enkelte udfordringer – eller ”challenges” – består i at fange én af hver af arterne samt en ”bonusfisk” på ”Challenge-kortet”, som du finder en kopi af nedenfor.
Du finder mere info om Fiskechallenge 2023 her, hvor der også kan findes info om de involverede grejforhandlere, tips og tricks, fiskeinfo, knuder og en masse anden inspiration til at komme godt i gang med challengen.

maj 26, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Da jeg stod op, var den første følelse, der ramte mig, at jeg egentlig havde lyst til at blive hjemme, fortæller Daniel Stormly fra Team Sportex. – Fiskelysten var egentlig jævnt stillet med de mange fantastiske fisk, jeg er blevet velsignet med i år. Men omvendt er det jo umuligt at få nok af dem, så kroppens signaler om pause blev ignoreret, og afsted gik det til endnu en udmattende dag i spinnefiskeriets tegn.
– Min approach til fiskeriet har ændret sig meget i de senere år med den evige tro på, at der er masser store fisk derude, men at man bare ikke kan forvente andre resultater end normen ved at gøre det samme som alle andre. Jeg går efter ”small bait – big fish” princippet med knaldende farver på agnen, kombineret med at søge væk fra huggene fra de små fisk, da der sjældent står småfisk i nærheden af et monster. Det har uden tvivl ændret alt for mig – selv de sværeste steder, selv om det virker så enkelt. Da jeg har knækket alle mine vande på dén tilgang, stod et nyt vand for nylig for skud:
– Jeg havde ikke fisket mere end én time og fået lidt småhug, hvor jeg som sagt søgte væk fra dem. Ligesom følelsen af, at jeg nok skulle se at flytte mig, meldte sig – stoppede mit lille Rapala Crankbait bare brat op. Intet dunk eller noget – bare et stop, og det er tit et ordentligt jern, der bare klapper kæberne sammen, så refleksen satte krogene pr. automatik. Vidste jeg ikke bedre, ville jeg havde jeg troet, at jeg sad fast. Intet sket i et par sekunder med max presset udstyr, og så vendte uhyret langsomt rundt, og jeg tænkte bare yeeeeeees, den er god nok. Mindre fisk kan umuligt snyde sig til en sådan opførsel, og det skuffede heller ikke her. Utallige udløb senere og med max syre i underarmene så jeg første gang fisken efter et par minutter cirka 25 meter ude. Den flyttede så meget vand, da den kejtede til siden, at den lavede en massiv dønning efter sig. Og da den gik til bunds igen, så jeg halens striber tydeligt – trods afstanden. Lige der fik jeg nærmest vejrtrækningsproblemer, og kunne høre min egen hjertebanken. Nu vidste jeg, at jeg stod med endnu en gigant, og kunne egentlig slet ikke fatte, at det skete igen. Vi var ikke helt enige om netningen, men hun gav sig efter tre forsøg, hvor hun nærmest krøllede sammen nede i nettet i en fuld cirkel til lyden af mit sejrsbrøl.

Det var netop denne wobler fra Rapala, der lokkede Daniel Stormlys storgedde til at hugge.
– Det blev endnu en af de gange i år, hvor jeg ingen fornemmelse havde af, hvor længe jeg bare havde stået og kiggede ned i nettet. Jeg slugte følelserne, der ramte mig, imens vi begge fik vejret. Det føltes som en evighed, men det var nu nok sikkert kun nogle få sekunder. Gedden var intet mindre end gigantisk på trods af, at hun sagtens kunne have haft mere i maven. Ikke fordi hun var direkte tynd, men fyldt ud var hun langt fra.
– Jeg fandt mit nye dokumentationsgrej frem, som jeg anskaffede mig efter min PR brøler i starten af året – samt huskede at gå flere meter væk fra telefonen i stativet under billedtagningen, så alt kom med, når fisken nu var så lang… Så må der sgu bare beskæres bagefter, tænkte jeg. Gedden blev målt til 131,4 cm og vejet til 14,98 kg. Den er dermed min anden længste og tredje tungeste. Jeg har både længde og vægt PR-lister, da jeg ser det som to helt forskellige og usammenlignelige størrelsesskalaer. Vægten varierer konstant, og længden går kun én vej fra fødsel til død. Hendes hoved var ufatteligt stort, og hun var ekstremt bred fra nakken af og hele vejen ned til haleroret, der var så tykt, at min hånd var mere vidt åben end lukket omkring det. Hun var ikke meget kortere end min PR, men dog kun én tredjedel så tyk i omkredsen. Hendes helt igennem vanvittige bredde og muskler på overdelen af kroppen kontra den halvtomme mave gjorde hende helt stiv som et bræt, og med en helt anderledes vægtfordeling end jeg ofte ser.
– Et farvelkys blev givet efter et hurtigt fotoshoot med god opførsel i mine rystende tilsyrede arme, hvorefter hun satte afsted mod sit hjem igen med det samme i at brag af et haleslag, der efterlod mig drivvåd. Men jeg var kun halvt så våd, som de ubeskrivelige følelser jeg var gennemvædet af indvendig. De følelser, der gør dét det hele værd! Følelserne af sand kærlighed imellem mand og bæst samt tilstedeværelsen i nuét. Det giver mig den største følelse af frihed. Netop dét er en af livets sande værdier for mig, og fortjener alt der kan puttes i det. Knæk & bræk derude, slutter Daniel, som du kan følge på Instagram her.