– Vi har haft et meget koldt forår, men varmen er kommet, og mange steder har karperne allerede været på leg, fortæller Thomas Holm fra CFC Bait. – Og hvis ikke, så er det helt sikkert lige op over.
– For øjeblikket er vegetationen vokset godt ud over søen, og grøden begynder at stå højt. Grøde kan være træls, og det har både fordele og ulemper, når det kommer til fiskeriet. En af de klare fordele er, at det giver mulighed for nemt at spotte, hvor fiskene spiser. Det er som om, grøden fungerer som et indbydende skilt, der viser vejen til hvor karperne har deres spisekammer. Heldigvis er det netop disse forhold, der gør sig gældende ved det ene vand, hvor jeg fisker, og på denne tur havde jeg adgang til en båd, hvilket gjorde det relativt nemt for mig at udforske og opdage nogle af de skjulte åbninger og passager, der var i grøden. Vandet er krystalklart, og det var som at træde ind i en hemmelig verden, som ellers kun karperne har adgang til.
– Med omhu og præcision fodrede jeg hver plads med en 200-300 grams blanding af Scoopex Banana og Spicy Squid og placerede et hinged stiff rig monteret med en af Spicy Squid pop-up og et Spicy Squid fake corn fra CFC Bait på toppen. Pladserne er omgivet af grødebælter, der næsten går helt til overfladen, så derfor fiskede jeg med teknikken “locked up”, hvor bremsen er helt stram, og hvor det eneste, der giver sig, er fiskestangen, der er placeret i raketposition. Bunden er spændt fast til jorden med kraftige pløkker, så stængerne ikke bliver flådet i vandet.
– Klokken 3:30 om natten blev jeg revet ud af min søvn ved lyden fra en skrigende Delkim. Min stang var helt bukket over, og det ellers spændte hjul rullede line af med få klik, der blev til flere og flere. Da jeg fik stangen i hånden, var jeg ikke i tvivl om, hvilken fisk der var for enden af min line! Jeg var ret sikker på, at det var en spejlkarpe, vi kalder “Den Grådige”, da der blev leveret fuld power i over 10 minutter, lige til den lå i nettet! Og min fornemmelse var rigtig! Det var Den Grådige, og den vejede imponerende 20,97 kilo samt bar tydeligt præg af at have kæmpet mange kampe gennem årene.
– Om morgenen kom en af mine gode venner med morgenmad og hjalp med billeder, inden den igen fik friheden.










