aug 6, 2023 | Nyheder
– Endnu engang leverede Storåen super godt fiskeri til mig og min far Jesper, fortæller Daniel Pedersen. – Meningen var egentlig, at vi skulle have fisket hele dagen, Men dynen var åbenbart for tung. Så omkring klokken 15 ankom vi til åen. Der var fuldstændig vindstille med drivende skyer, så det tegnede godt! Vi mødte en fisker, der havde snakket med en fluefisker. Han havde fået to laks på sin vej nedover, så troen på fisk var høj.
– I gang med at fiske kom vi, og efter 40 minutters fiskeri huggede en blank havørred på omkring 55 cm, som fik sin frihed med det samme. Længere nede havde min far måske en kontakt til en laks, men den ville ikke rigtig mere. Efter 20 minutter kom jeg så til spottet, og i første last huggede laksen tungt på ormen midt i åen, hvorefter en super god fight begyndte.
– Laksen var super frisk og fri af vandet tre gange. Efter sikker landing af min far kunne vi nyde synet af 85 cm stålblank laks med langhalede lus, så friske fisk er der kommet. Alt i alt endnu en super god dag ved storåen.
aug 5, 2023 | Nyheder
Der bliver flere og flere vande, hvor der er rigelige mængder af solskinsbars – alias sunshine bass. Drive In Put and Take ved Lynge er et af dem, og i går aftes besluttede jeg mig for at fange en af disse flotte fisk for første gang.
– Jeg allierede mig med vores nabos søn Christian – og tog afsted umiddelbart efter aftensmaden, så vi havde god tid til at rigge op inden skumringen, der efter sigende skulle være det helt hotte tidspunkt til solskinsbars. Som agn havde jeg fiskestrimler og rejer, der skulle fiskes under et loaded missile flåd i midtvandet. Der var ikke gået lang tid ind i skumringens magisk falmende lys, før flåddet gik under: Modhug og fast fisk.
– Barsen kæmpede som en hidsig aborre, og den gav en fin fight på det lette grej, hvorefter jeg kort tid efter kunne lande min første solskinsbars. Fisken, der var lidt over kiloet, blev aflivet og lagt i græsset, så jeg hurtigt kunne få mit flåd ud igen, mens der var en hugperiode. Og – der gik vel næppe mere end fem minutter, før jeg igen havde hug. Kort efter fik Christian også én – og sådan fortsatte en kort samt hektisk hugperiode, indtil vi havde landet seks fisk, hvoraf en blev genudsat.
Mikkel Ræv – uden en udpræget synlig dårlig samvittighed…
– Vi fiskede lidt ind i mørket, og pludselig kunne vi høre noget pusle bag os. Da vi vendte os om, stod Mikkel Ræv med en saftig solskinsbars i flaben, og da vi højlydt protesterede kan det nok være, at den fik fart på ind i buskene. Da vi kort efter inspicerede bunken af fisk to meter bag os, var der kun tre tilbage… Den første havde den altså nappet, uden at vi havde opdaget det mindste – selvom fisken blot lå to meter bag os… Sådan kan det gå. Det var nok ikke første gang, at den har fået solskinsbars til natmad.

Christian Nors med sin første solskinsbars taget i Drive In Put and Take ved Lynge. Øverst Jens med sin første sunshine bass.
aug 4, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Da jeg er flyttet lidt længere sydpå, har jeg en masse nyt fiskevand, som jeg skal have testet af, fortæller Mads Davidsen fra Team Savage Gear. – Men med meget lidt tid til overs, er det ikke nemt. Lidt korte aftenture og en enkelt morgentur er det dog blevet til i løbet af de sidste par uger, og valget har stået på kystfiskeri efter havørred, og det er da til min store overraskelse også blevet til en del super flotte fisk. På turene har jeg gået med min Savage Gear Salmonoid stang og bombarda det meste af tiden, da det virker til, at det var det eneste fiskene ville have. Og min Salmonoid stang 10 fod 10-30gram egner sig super godt til netop bombardafiskeri.
– Jeg var forleden dag ude og fiske med Mogens Poulsen, hvor jeg fangede en kanon flot fjordfisk på 67 cm. Det var dog aftenens eneste fisk, men skidt – det gør ikke så meget, når det var så fin en fisk. En af de andre ture var en aftentur, hvor jeg havde aftalt og mødes med Anders Fromsejer. Jeg startede dog med at gå og fiske alene. Denne aften var også en super aften med de helt perfekte forhold. Da aftenen var omme, havde jeg haft syv fisk i nettet med 5 over 50 cm. Den største var på 57 cm.
– I dag havde mig og Anders igen aftalt at mødes ved vandet klokken meget tidligt om morgenen. Vi så hurtigt en del fisk i overfladen, men dog uden at de ville en hel masse. Da vi kom hen til et sted, hvor der var lidt flere krusninger på vandet, fik jeg dog en af de bedre fisk til at hugge. Det var en super flot hanfisk på 69 cm, og de efterfølgende 15 minutter fik jeg tre fisk mere, hvoraf den ene var omtrent 55 cm og en mere på cirka 50. Sh helt generelt har jeg fundet mange flotte fisk det sidste stykke tid.

Mads Davidsen med en af sine flotte havørreder.
aug 4, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg har netop været på havfisketur til Norge med Norway Guidefishing sammen 12 fiskevenner fra Skagen Havfiskeklub, fortæller Eskild Pedersen. – Der skulle fiskes efter helleflynder, og det var første gang for mit vedkommende, at det skulle prøves. Forventningerne var derfor store, om det nu ville lykkes at få en flynder på krogen.
– Man må sige, at det lykkes fuldt ud med et par stykker på omkring 20 kg de første to dage. På tredjedagen kom så det store hug, og agnen var dårligt nok kommet til bunds på cirka 40 meter vand, før der var bid. Stangen krøllede helt sammen. Noget stort havde taget min sej, og meget hurtigt var den på vej væk. 200 meter line flåede den af hjulet, før jeg styr på fisken og den lagde den sig godt tilrette på bunden. Der blev så sejlet frem, så jeg kunne få spolet noget line ind på hjulet.
– Og så begyndte kampen ellers. Helleflynderen kom lidt op og ned nogle gange, men hver gang kom den da længere op. Da den var cirka 10 meter over bunden, blev den bare stående.
– Nu ved jeg godt at man ikke må pille ved bremsen, men her var det nødvendigt. Jeg strammede den derfor bare lige et lille nøk, så den i det mindste ikke rigtig kunne få sit store hoved nedefter. Det hjalp, og så begyndte den ganske roligt, dog i protest, at følge med op til båden. Her blev den dygtigt lander af mine to kammerater: Fisken fik en stor krog i munden og et halereb på, så var der styr på havets dronning. Og der lå den så; en kæmpe fisk på 215 cm og cirka 150 kg. Det var en herrefight for en ældre mand som mig, og hele kampen tog cirka 1 time og 30 minutter. I alt fik jeg syv flyndere, og det blev en tur, som jeg aldrig vil glemme, slutter han og tilføjer, at fisken skal tilmeldes Kinetic Fiskcup 2023.
Læs meget mere om Kinetic Fiskecup – samt alle præmierne – her.
Se fighten og fisken i vandet på denne lille video:

aug 3, 2023 | Nyheder
Hvidovre Sport har som altid en masse hyggelige havture på programmet, og der bliver fanget godt med fisk for tiden. – På vores sidste artstur med afgang fra Københavns Havn med Fyrholm blev der blandt andet fanget et par af de lidt mere usædvanlige arter – nemlig rødtunge og rødnæb, fortæller Carsten Faber fra butikken. – Rødnæb fra Øresund er faktisk ret sjælden, og det er en del år siden jeg har hørt om fangst af sådan en fætter på en af vores ture. Rekorden for vores artstur er 18 arter – og den håber vi naturligvis på at slå på vores næste tur, som afholdes den 3/9 klokken 7-16 med afgang fra Helsingør. Selvom der er plads til 36 på Fyrholm båden tager vi kun 20 med for at der skal være god plads. Der vil være lidt småpræmier på turen, og prisen er 750 kroner, hvilket inkluderer mad og drikke.
– Også på fladfiskefronten går det strygende, fortsætter han. – I tirsdags fik vi en del fine rødspætter op til over 40 cm – og der var rigtig mange gode spisefisk imellem. Den næste fladfisketur er 15/8, hvor vi tager med Øby fra Kalkbrænderihavnen. Turen er fra 17-21 og koster 300 kroner. Der er tilmelding i butikken, slutter han.
Læs mere om butikkens mange fede fiskearrangementer her.
Læs mere om historien bag Hvidovre Sports kundearrangementer her.
– eller læs om Hvidovre Sports historie her.
aug 3, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg nyder at fiske karper, når muligheden byder sig, fortæller Christian Lang Jensen fra Team Sportex. – Det var derfor med sommerfugle i maven, at jeg kørte mod søen sammen med min bror, Martin. Vi havde mulighed for at fiske det meste af dagen, så jeg glædede mig til en afslappende tur uden de store forventninger. Søen, vi skulle fiske, er ikke så stor, og den huser en del mindre karper. Der er dog også nogle bedre fisk imellem. Efter ankomst ved den uberørte sø fik vi hurtigt gjort et par stænger klar, som blev lagt ud i et område, hvor vi tidligere har fanget fine fisk.
– Timerne gik uden den store aktivitet. Vi lagde dog mærke til en del bobler i overfladen i den modsatte ende af søen. Derfor endte vi med at flytte de to stænger for at fiske dette område, hvor karperne tilsyneladende indtog føde nær bunden. Det var en god beslutning, for der gik ikke lang tid, før vi havde det første run. Det resulterede i en mindre karpe til Martin. Det næste run fik jeg æren af, og denne gang havde en bedre fisk taget pop-up’en. Den gik tungt og foretog flere gode udløb, da den kom tæt på land. Til sidst lagde jeg dog et solidt pres på fisken med min Sportex Advancer Carp, og karpen gled ind i nettet.
– Det var en smuk skælkarpe i særdeles fin stand. Efter et par hurtige fotos fik den friheden igen, og jeg var særdeles velfornøjet. De næste timer nød jeg blot naturen og samværet med brormand.

Hvis der er nogen fisk, der kan præstere et godt udløb – så er det en solid karpe. Øverst Christian Lang Jensen med sin flotte skælkarpe.
aug 3, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– For ikke så længe siden havde min bror og jeg en mislykket karpetur, som endte med, at vi fangede seks enorme gråskaller over 40 centimeter med de to største på 1550 gram, fortæller Christian Lang Jensen fra Team Sportex. Fiskeriet foregik i Blue Rock.
– Da jeg for en uges tid siden var med min jagt- og fiskekammerat Troels Romby Larsen og hans søn Malik en tur ved Blue Rock var målet at fange nogle stører. Malik havde nemlig aldrig prøvet fiskeriet før. Vi fiskede med små pop-ups, da jeg har erfaret, at både de store og små størarter gerne tager denne type agn. På dagen var det dog primært de mindre arter, vi fik i tale, og det lykkedes os at lande sterlet stør, adriatisk stør, vestatlantisk stør og glatstør først på dagen. Senere blev det også til hvid stør, belugastør og russisk stør. De tre glatstører, vi fangede, var sågar alle over den gældende danske rekord på 2,6 kilo. Troels, som fangede den største på 3,7 kilo, har netop anmeldt den som ny dansk rekord. Jeg fik selv et eksemplar af arten på 3,0 kilo sidst på dagen. Det var en stor oplevelse.
– Det meste af dagen fiskede jeg dog ikke selv, da jeg gerne ville give Troels og Malik en fed oplevelse med størfiskeriet. Men mens jeg var ved at sætte en stang, fornemmede jeg, at noget havde samlet rigget op i den anden ende. Jeg strammede derfor hurtigt op, og jeg fik kontakt til fisken. Det føltes som en mindre fisk, men da den kom tæt på land, kunne jeg konstatere, at en gigantisk gråskalle havde taget den lille lyserøde pop-up.
– Hurtigt fik jeg nettet under den. Der lå den. Den var enorm. Længden lød på 45 centimeter, og gråskallen var umådeligt bred over ryggen. Jeg var derfor meget spændt på vægten. Da jeg fik trukket vægten af det våde net fra, kunne jeg konstatere, at fisken vejede imponerende 1,65 kilo, hvilket er 50 gram fra den danske rekord.
– Jeg er ikke i tvivl om, at denne fisk i foråret inden gydningen har vejet tæt på de to kilo, og det er med sikkerhed ikke den største, der svømmer rundt i søen. Så med lidt held skal den næste danske rekord for gråskalle fanges i Blue Rock.
– Jeg glædede mig dog bare over en ny personlig rekord samt en ny art på CV’et på en dag, hvor jeg egentlig ikke skulle fiske det store. Troels og Malik havde en skøn dag, og de kom begge hjem med nye fisk på CV’et samt en potentiel dansk rekord for glatstør til Troels. Så bliver det vist ikke meget bedre.

Der går nogle imponerende gråskaller i Blue Rock, hvilket denne fisk på 1650 gram og 45 centimeter til Christian Lang Jensen er et vidnesbyrd om. Fisken er blot 50 gram fra dansk rekord. Hans jagt- og fiskekammerat Troels (ovenfor) landede dagens største glatstør på 3,7 kilo, hvilket er 1,1 kilo over den gældende danske rekord.
Se den kæmpestore skalle på 1,65 kilo blive genudsat her:
aug 2, 2023 | Nyheder
– Min bror plejer at tage til et nyt sted i Norge med nogle venner hvert år. Vi er alle sammen Østrigere, og har boet i København i 25 år nu. I år sagde jeg ja til at tage med, både fordi jeg havde tid samt penge, og fordi årets AirBnB hytte bare så for fed ud. Sådan lyder det fra Hans Froschauer.
– Vi havde 10 dage i nærheden af Kjøpstad – omkring en time i bilen syd for Bodø. Som indledning vil jeg sige, at det var den bedste fisketur jeg nogensinde har været på. Vores hytte med rigelig plads til 5 gutter lå lige ud til vandet, og ud over jacuzzi på terrassen, egen strand og to både – en robåd og en motorbåd – oplevede vi en uge med 28C og solskin nord for polarcirklen. Det sker ifølge de lokale så godt som aldrig, og på grund af midnatsolen havde vi solskin 24 timer i døgnet.
– Vi fiskede en del i nærheden af hjemmet, mest fra en af bådene, og skulle ikke længere ud end 30-40 meter for at få 8-20meter dyb vand. Hver anden dag kørte vi ture med fiskegrejet i bilen til bl.a. en dæmning oppe ved en gletsjer, hvor jeg fiskede ørreder. Der var også en hule, og verdens bedste makrel spot med full house på sabiki-taklet i hver eneste kast – og det fra kysten.

Hans Froschauer med sin fine sej fra Nordnorge.
– Ud over ørred og makrel blev det også til masser af fine torsk, nogle massive helleflyndere samt store, aggressive kuller. En af dagene, på en lækker aftentur med vores båd i solskin selv efter klokken 23 var vi lige ved at runde af og tage hjem til de andre for at få os nogle Isbjørne Øl, som var vores standard forplejning deroppe. – Et sidste kast, tænkte jeg, mens jeg lod min Westin CreCraw jig på offset-krog med et 18g Cheburaska hoved hænge lidt ud i vandet, mens vi sejlede hjem. Og så kom biddet. Jeg ku’ med det samme mærke, at det ikke var en torsk. Det var noget som kæmpede virkeligt aggressivt. En helleflynder, tænkte jeg i første omgang. Efter lidt fight og flere ture ned til bunden kom den dog op ved siden af båden, og det viste sig at være en rigtig flot sej på 76cm.
– Selv om vi fik større og tungere helleflyndere i løbet af ugen, var denne sej min absolutte yndlingfangst. Det var den første og den største sej jeg fik – og den smagte fantastisk på grillen dagen efter! For gear-nørdene bruger jeg en Abu Revo Beast som mit standardhjul med en SG XLNT2 8,6 fod stang med 30-80g kastevægt.

Glade dage og havblik på fjoden.

På turen fik de gæve gutter fra Østrig også en del fine flyndere som denne.
aug 2, 2023 | Nyheder
Jaques Bo Hamo har netop været på en kort miniferie til Vesterhavet, og har altid drømt om at fange en havbars eller en stavsild. – Jeg havde hørt, at de skulle være at finde ved Thorsminde, og det var ikke langt fra, hvor jeg var, fortæller han. – Dog er Vesterhavet meget anderledes end Østkysten, som jeg er vant til, og de første par dage bød på kæmpe bølger og grumset vand, til trods for at vinden var ret rolig. Heldigvis passede tirsdag morgen tidlig meget bedre, og jeg var ved pladsen da solen kom frem.
– Jeg havde allerede set en del mågesjov, og vidste at der var sild eller brislinger presset ind, men også at der var store bidelystne makreller. Så efter et par kast med makreller, gik jeg videre til et mere roligt sted med lidt høfter, som jeg tænkte havbarsen ville jage ved. Der gik heller ikke længe, inden jeg kunne se store stavsild springe fri af vandet inden for kasteafstand. Og hugget kom også promte. Det startede voldsomt, og fisken gik derefter mod bunden med tunge stærke træk. Jeg havde ikke net med, da jeg de foregående dage ikke kunne gå ud i vandet pga bølger, så de skulle kanes ind over brændingen og ind på land med mit lette spinnegrej. Dette kostede desværre også en meget stor og tyk stavsild.
– Omkring middag ville jeg takke af og vende hjemad, så jeg tog et sidste kast i retning af en stor stavsild, som jeg havde set i overfladen. Vandet er nu blevet en anelse grumset, og bølgerne var taget til. Jeg mærkede et par forsigtige nip på min 12g Stikpille i rå lige inden stangspidsen, så jeg lod den bare snurre mod bunden. Da jeg løftede blinket op, kom en stor skygge, og tog blinket! Jeg har altid en meget stram bremse for at kroge bedre, men den skal løsnes hurtigt, når den bider så tæt på stangspidsen.
– Fisken røg da også fri af vandet et par gange, inden jeg fandt et passende niveau til bremsen. Jeg kunne godt se, at det ikke var en Stavsild, men synes den lignede en regnbueørred, så jeg pressede den ekstra hårdt, for at få den ind over brændingen og ind på land. Efter cirka 5 minutter lykkedes det, og til min store overraskelse var det en flot blank kystlaks med kæbekrog. Den største Stavsild på land var 50,5cm og laksen var lige 64cm. Så selvom min debut ved Vesterhavet ikke gav en havbars, blev turen alligevel en stor succes. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg besøger de kanter.

Det var flotte stavsild som denne – og så lige også en laks – Jacues Bo Hamo fik på Vestkysten.